Dear Book of Madness

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2014
  • Opdateret: 20 sep. 2014
  • Status: Igang
Dear Book of Madness, er en bog om mig. Kald det en dagbog, kald det en selvbiografi, jeg er ligeglad. Jeg er en teenage pige, med problemer og glæder som alle andre i verden. Men verden handler ikke om mig, der er faktisk ikke ret meget der handler om mig. Det er derfor jeg skriver det her. Jeg har brug for der er noget her i verden der handler om mig, og det gør den her Movella. Credits to agnes-cecile on deviantart.com who made the picture i used on my cover.

15Likes
15Kommentarer
1672Visninger
AA

12. Dear Book of Madness 0011

 

Jeg er alene.


Jeg bruger meget tid alene. Det at være alene er noget alle er, og alle er ensomme på den ene eller den anden måde. Jeg er ensom i mit hoved. Det er vel nok noget af det der gør at jeg har skabt så mange fantasivenner, så mange stemmer i mit hoved, der skal udgive sig for at være andre personer end mig.

Men i virkeligheden er jeg alene, og ingen ville være i stand til at forstå det. Hvis jeg begyndte at forklare hvorfor jeg er alene.

Det at være alene er ikke altid dårligt, nej det kan faktisk være rigtig godt. Især for mig. Der er altid ting at tænke på og altid beslutninger der skal overvejes.

Der følger meget lidt ansvar med det at være alene. Man behøver kun stå til ansvar for en person. Nemlig sig selv. I ensomheden behøver man ikke tage sig af andre. Der er ingen der har brug for en. Ja, det er trist og man kan måske have lyst til at komme i nærheden af andre mennesker.

Men det er lettere at være alene.

Jeg tror, at det sværeste ved at være alene er længslen. Længslen er det mørke, men smukke træ, der slår sine stikkende rødder i ens hjerte. Det er smertefuldt at føle længsel, især hvis det er en længsel efter noget vi ikke kan få.

Jeg længtes efter en med mit hoved. Det lyder måske skørt, men det er det faktisk ikke. Jeg ville ønske jeg havde en, der var præcis som mig. En der kunne skrive ligesom mig og tale ligesom mig, og være mig. 

Men det er umuligt, det ved jeg. På nogle måder virker det også lidt forkert. For en person magen til mig ville også være alene. Vi ville begge være alene, om så ikke andet kunne vi være alene sammen. Men vi ville stadig være alene.

For sagen er den, at vi alle er alene. Der er kun en person iverden du kan stole fuldstændig på, og vide at denne person aldrig vil svigte din tillid, og det er dig selv. 

Jeg synes jeg er skør, underlig, og uforudsigelig. Men jeg stoler på mig selv alligevel.

Man finder måske en person. En person der vil så armene om dig og få dig til at føle dig mindre ensom. Der findes måske en der kan få dig til at grine og have det sjovt, så du helt glemmer at du er alene. 

Jeg har mange metoder til at glemme hvor alene jeg er. Latter, bøger, min familie, internettet, skrivning og så videre. Men for alle kommer der et tidspunkt. Måske når man går alene på gaden, når man lægger stille i sin seng, når man siger farvel til nogen, eller når man står i midten af en stor flok mennesker. Det er det tidspunkt, hvor man indser hvor alene man virkelig er.

Jeg kan finde på at græde, eller smile, eller fornægte det, når jeg husker det. Husker, at jeg lige så godt kunne være en astronaut på månen, så alene som jeg er.

Men månen er et smukt sted, hvis du forstår hvad jeg mener, og ensomheden er en følelse der er god at søge hen til. Den minder nemlig en om hvor vigtigt der er at sætte pris på dem der får en til at glemme.

Jeg er så dårlig til at glemme. Det ville sikkert være en god ting, hvis det handlede om lektier eller opgaver der skulle klares. Men det er en dårlig ting når det handler om at være alene.

Du kan måske ikke huske sidste gang du var alene, sådan rigtig alene. Men det kan jeg og ensomheden den bor i mig. Det har den gjort længe. Fra dag et, tror jeg.

Nogen er måske bare født med den, ensomheden. Som en sten i ens hjerte, en sten man er nød til at bære rundt på bare fordi man blev født. En sten der bliver tungere når man har bemærket den. En sten hvis skarpe kanter aldrig bliver slidt ned. En sten, som man må bære overalt.

Jeg har en sten. Den sidder i mit bryst, og bor der sammen med dem jeg elsker. Jeg har lært at glemme den, har læst at leve med vægten.

Men længslens træ kan man umuligt forhindre i at slå rødder. De borer sig ind i dit hjerte når det blive blødt, og du mærker det først når det er for sent. Når den person der gjorde dit hjerte blødt er væk.

Jeg er ked af at være alene i mit hoved, men samtidig er jeg også glad, jeg tror der ville blive lidt trangt hvis jeg skulle dele det med andre.

Sæt pris på dem der kan få dig til at glemme, og tilgiv mig for at minde dig om ensomheden, der følger med det at være i live.

 

Underskrevet:
Jeg har en sten i hjertet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...