Dear Book of Madness

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2014
  • Opdateret: 20 sep. 2014
  • Status: Igang
Dear Book of Madness, er en bog om mig. Kald det en dagbog, kald det en selvbiografi, jeg er ligeglad. Jeg er en teenage pige, med problemer og glæder som alle andre i verden. Men verden handler ikke om mig, der er faktisk ikke ret meget der handler om mig. Det er derfor jeg skriver det her. Jeg har brug for der er noget her i verden der handler om mig, og det gør den her Movella. Credits to agnes-cecile on deviantart.com who made the picture i used on my cover.

15Likes
15Kommentarer
1688Visninger
AA

9. Dear Book of Madness 0008

 

Det ultimative svigt.


Det gør ondt at blive svigtet. Utrolig ondt. Det kan jeg sige fordi jeg har prøvet det. Mere end en gang. Men jeg tror det er værst at blive svigtet når man ikke er i nærheden af nogen man følger man kan tale med.

For når man oplevet et svigt er det meget vigtigt at der er en som man kan kramme, en som man kan klage sin nød til og en der kan overbevise en om at det er okay. I mit tilfælde er den person min heksemor. Hun er fantastisk.

Selvom hun til tider kan virke hård og streng, er hun den bedste når man har problemer. Jeg er sikker på at din mor heller ikke er perfekt, men tro mig når jeg siger... at der ikke findes noget mere fantastisk end at få et kram af din mor, og vide at hun er der for dig.

Hvis du ikke allerede har gættet det så er det nu jeg har tænkt mig at fortælle om den veninde der svigtede mig. Men det var ikke så meget det at hun svigtede mig det gjorde det ubærligt, det var det faktum at hun svigtede mig mens vi var på lejrtur. Så jeg befandt mig flere tusinde kilometer væk fra min mor, lige da jeg havde mest brug for et kram.
Se det... Er svært at tilgive. Men lad mig nu fortælle dig om det.

Til at starte med skal hun have et navn, for jeg kan ikke bruge hendes rigtige navn. Det ville være forkert, når det bliver postet på internettet. Så lad os kalde hende... Mindet. For det er hvad hun er for mig nu. Et minde.

Nå men Mindet og jeg vi var bedste veninder, det havde vi været siden 2 eller 3 klasse. Jeg satte stor pris på hendes venskab, og jeg gav hende tit chokolade eller delte min madpakke. Det er noget af det der får mig til at tænke på om jeg min har været for omklamrende. Om det i virkeligheden er min skyld at det endte sådan. Men det tror jeg ikke.

Det begyndte da der kom en ny pige ind i klassen. Hun var virkelig sød, så Mindet og jeg begyndte at lege med hende. Jeg synes vi havde det sjove alle sammen. Men jeg er ikke længere sikker på om de også havde det sådan.

Vi var på Bornholm med klassen, og alle pigerne boede i samme hytte. Det var faktisk rigtig hyggeligt, men det svigt jeg oplevede har kastet en skygge over hele oplevelsen.

Det begyndte med små ting, som at hun ikke ville følges med mig eller tale med mig. Hun var sammen med hende den nye pige hele tiden. Jeg var ikke dum, jeg kunne godt fornemme at de godt kunne lide at være sammen. Men jeg havde stadig den tro at vi alle tre kunne være veninder.

Jeg fik hjemve, mens jeg var på Bornholm. Jeg græd og sov rigtig dårligt. Mindet sov i samme rum som mig.

Jeg kan huske at jeg var helt knust, og at jeg ikke ville lave andet end at være i sengen. Hun kom ind i værelset og tændte lyset, hun sagde at hun skulle have nogle ting og jeg spurgte hende om hun ikke kunne slukke lyset. 

Det virker måske ikke som noget alvorligt, men det at hun svarede 'nej' gjorde mig virkelig ked af det. Jeg vidste allerede der at vi ikke længere var bedste veninder. For hvilken veninde kan ikke slukke et lys for din skyld?

Jeg var helt knust, og dengang havde jeg en ting med at gå fra situationen. Så det var det jeg gjorde. Jeg gik ud af hytten og gik rundt mellem hytterne. Til sidst fandt jeg nogle klipper som jeg kravlede op på. Der var et sted hvor jeg kunne gemme mig.

Jeg ringede til min mor. Det er umuligt at forklare hvordan min mor gjorde det. Men på en eller anden måde lykkedes det hende at trøste mig over mobilen.

Vær lige imponeret! Min mor, min fantastiske mor, hjalp mig bare ved hjælp af ord. Ingen kram eller kys som hjælp på det der var sket. Kun ord. Hun fik mig til at falde så meget til ro at jeg holdt op med at græde, og hun sagde at jeg ikke bare kunne gå fra de andre piger. 

De ledte forresten efter mig, ikke alle pigerne i min klasse var helt dårlige. De var bekymrede for mig. Så jeg sluttede mig til de andre piger og gjorde mig mere umage med ikke at have hjemve.

Resten af turen kan jeg ikke huske. Men jeg kan levende huske det øjeblik på klipperne, hvor jeg sad og klamrede mig til min mobil...

Det var et svigt fra Mindets side, eller det mener jeg i hvert fald. Er det ikke et svigt når man holder op med at være nogen veninde bare sådan? Er det ikke forkert at lade en klassekammerart i stikken når man er langt væk hjemmefra?

Måske er det mig der havde galt fat på det hele.

Men det næste der skete gjorde det meget klart at der aldrig skulle komme venskab mellem os igen.

Efter turen på Bornholm fik jeg den ide at jeg stadig var lidt ven med hende. Jeg ville prøve at få lov til at lege sammen med hende og jeg sendte hende masser af gaver på siden der hedder Gosupermodel. Du har måske hørt om den?

Nå men den grimme virkelighed ramte mig lige i ansigtet da jeg en dag gik ind på siden for at finde en besked fra Mindet, og den nye pige.

Vi hader dig.

Der stod noget mere i beskeden, men det jeg husker klarest var det at der stod, at de hadede mig. Hvordan kunne de hade mig? Hvorfor? Jeg forstod ikke hvordan nogen kunne hade mig. Men jeg forstod at der ikke længere var noget venskab mellem mig og de to.

Det gør virkelig ondt at du ved det... At få at vide at nogen hader dig.

Jeg fortalte det til min mor og det udviklede sig til et stort drama mellem min og Mindes familie. Det værste var at da vi kom for at konfrontere dem, løj hun og det. Hun sagde at hun bare lige så fint havde sagt at hun synes jeg var lidt irriterende. 

Min mor havde taget et screen-shot af beskeden, så hun kunne vise den til Mindes forældre. Men det blev ikke meget bedre af den grund. Det endte med en masse problemer mellem hendes familie og min. Vores forældre var venner før, det er de ikke længere.

Jeg kan sige jer en ting. Jeg har tilgivet Minde, også selvom min mor ikke kan. Vi var bare børn, men det fjerner ikke det faktum at hun svigtede mig. Hun svigtede mig og jeg har ikke haft en såkaldt 'bedste veninde' siden. Men det er tilgivet, for hvis jeg lever i fortiden hvordan skal jeg så komme videre?

Jeg er vokset meget siden dengang, ikke kun fysisk. Jeg giver ikke længere mine veninder en million gaver, for det er stort set det samme som at købe sine venner. Jeg går ikke længere fra situationer og jeg har et meget bedre forhold med min mor.

Minde er, som navnet antyder, blot et minde, og selvom jeg stadig husker hendes svigt kan jeg smile og være venlig overfor hende. Hun er fortid og det samme er vores venskab. Det har jeg accepteret med tiden. Nu er jeg videre og har fundet nye venner som Stjerne og Sky.

Venner som jeg kan regne med, og hvis de svigter mig... Tja, så ved jeg i det mindste at jeg kan tilgive dem.

P.S Mindet og jeg går ikke længere i samme klasse, vi gik i C. Men den klasse blev splittet og fordelt på A og B. Jeg kom i B og hun kom i A.

 

Underskrevet:
Pigen der blev svigtet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...