Dear Book of Madness

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2014
  • Opdateret: 20 sep. 2014
  • Status: Igang
Dear Book of Madness, er en bog om mig. Kald det en dagbog, kald det en selvbiografi, jeg er ligeglad. Jeg er en teenage pige, med problemer og glæder som alle andre i verden. Men verden handler ikke om mig, der er faktisk ikke ret meget der handler om mig. Det er derfor jeg skriver det her. Jeg har brug for der er noget her i verden der handler om mig, og det gør den her Movella. Credits to agnes-cecile on deviantart.com who made the picture i used on my cover.

15Likes
15Kommentarer
1681Visninger
AA

5. Dear Book of Madness 0004

 

Tilgivet, men ikke glemt.


Jeg er en meget tilgivende person, mest af alt fordi der er noget nær umuligt for mig at bære nag. Jeg kan bare ikke få mig selv til det, ikke når der er så mange vigtigere ting her i livet. hvorfor bruge tiden på at finde nogen der ikke begår fejl, når man kan bruge den på at finde nogen der er nemme at tilgive?

Forstå mig ret, det er aldrig helt let at tilgive nogen, især ikke hvis det de har gjort har ramt dig hårdt.

For et par timer siden sad jeg, som jeg sidder nu, og skrev. Jeg var næsten færdig med mit kapitel om at være i live, om hvad det vil sige at leve. Da jeg døde. (Ironisk, ikke sandt?)

Ej okay, jeg døde måske ikke ligefrem, men det føltes næsten sådan da min computer pludselig gik ud. På et sekund, også var det hele væk. Hvert et ord, hver en følelse jeg havde hældt ned i min dyrebare tekst.

Men det værste var ikke at jeg havde det som om noget af mit var gået tabt, som om en del af mig var forsvundet for altid. Det værste var, at det ikke var MIN skyld, for så kunne jeg bare have været vred på mig selv. Det er nemmere at være sur på sig selv, for så er der ikke andre der bliver sårede. Men det var ikke min skyld. Jo, måske kunne jeg have været mere omhyggelig med at gemme min tekst, men det var ikke mig der fik computeren til at gå ud.

Det var min far... Jeg gik helt i sort, for alt det jeg lige havde arbejdet på... Jeg ved ikke om det er til at forstå men jeg kan vel beskrive det sådan her: Når jeg skriver er det som om små strømme af fantasier, drømme og noget der bare er MIG, løber ud i de ord jeg skriver.
Så da de forsvandt, gik det op for mig at en del af mig var væk. Forsvundet for altid, og det var lige meget at det måske ikke var en stor del. Det var noget af mig!

"Kunne du ikke have advaret mig først!" Det var det første jeg sagde da jeg gik ud og kiggede på min far. Han stod selvfølgelig med et fåret udtryk i ansigt, det var tydeligvis ikke hans mening at slå den lille del af mig ihjel.

Men det ændrede ikke noget. Jeg begyndte at græde og løb ind på mit værelse. Okay jeg kan godt indrømme det, der var helt sikkert nogle hormoner med i spillet. Men hvem kan bebrejde en teenagepige at hun græder når hun mister noget der er så dyrebart for hende, som penge er for Joakim von and?

Men det bliver værre, for Heksen skulle selvfølgelig komme ind på mit værelse da jeg var aller mest fortvivlet. Hun bad mig om at tage mig sammen, og jeg ville elske at sige at jeg rent faktisk tog mig sammen... Men det var ikke tilfældet.

Jeg råbte at jeg ikke havde lyst til at tage mig sammen. Men hun forstod selvfølgelig ikke hvordan noget så simpelt som en computer der gik ud kunne betyde noget for mig. Jeg smed hende ud af et værelse, men før hun gik ud sendte hun mig et af de der blikke... De der forfærdelige blikke min heksemor er så forfærdelig god til. Blikke der siger 'Du er ynkelig' og hun havde ret. Men jeg havde ikke lyst til at være andet en ynkelig.

Min far prøvede at undskylde, og jeg havde allerede lyst til at tilgive ham første gang han bad om det. Kan du tilgive mig? Og så kiggede han på mig med de der store brune Bambi-øjne. Men jeg... Jeg kunne bare ikke, ikke før jeg havde fået lov til at sørge i mindst ti minutter. Jeg havde trods alt mistet noget der var vigtigt, noget der betød meget.

Jeg holdt mig væk fra computeren, tabet stadig skrevet på skærmen, man kunne lige så godt have brugt spritrush så slemt var det. Så jeg lavede vasketøj, og læste en bog for at undgå virkeligheden og fornuften der sagde mig at de ord var tabt for altid, og at jeg burde komme videre.

Man skal ikke græde over døde ting, de siger min mor altid. Derfor fik jeg aldrig lov til at græde over mistede Nintendo-spil, eller et glas spildt mælk. Men sagen er den... At mine ord ikke er døde ting. De er lige så levende som mine tanker.

Da min far spurgte mig for tredje gang om jeg kunne tilgive ham var jeg nød til at sige at det gjorde jeg, for jeg kunne ikke holde ud at se hans triste blik. Men først da han kom ind på mit værelse og spurgte mig for fjerde gang lykkedes det mig rent faktisk at gøre det... At tilgive ham.

Det er utroligt at det kan være så svært, selv for en der ønsker at tilgive, selv for en der let tilgiver. Det må være derfor det tog mig så lang tid at tilgive... Hende. Hende min veninde der svigtede mig. Men hende vil jeg ikke fortælle om endnu. Hun hører ikke til på samme side som min far.

Det hun gjorde var svært at tilgive, men jeg har tilgivet hende og det ved hun. Det er derfor jeg ved at jeg er i stand til at skrive om det, fordi det er fortid.

Men fortiden hører ikke til i et kapitel der bør fortælle dig at man skal tilgive og komme videre, også selvom tingene er umuligt at glemme...

P.S Jeg er ked af det, men desværre får I ikke lov til at læse om at være i live nu. Det må vente til en anden gang. Men det skal nok komme...

 

Underskrevet:

Pigen der græd for de døde ord.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...