Mine samlede værker fra 2012

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2014
  • Opdateret: 26 jul. 2014
  • Status: Færdig
Jeg startede med at skrive ind på movellas i 2012. Så i denne bog kan man se og læse alle de historier, som blev skrevet det år. Det blev til nogle stykker. I bogen her, er det genre opdelt. Sådan at man kan se hvilke genre det er. Der vil Komme en ny bog hvert år. Så længe jeg skriver, og har drømmen. Værker i denne serie: fra 2012 fra 2013 fra 2014 (Udkommer i 2015)

4Likes
0Kommentarer
477Visninger
AA

4. Varulvens nat

Kapitel 1: Farvel til venner

Jeg sad i bilen og græd. Min far havde fået et nyt job, og derfor skulle vi flytte til Transsylvanien. Jeg havde sagt farvel til mine venner her i byen.

Jeg havde hadet min far for dette, men han var den eneste jeg havde tilbage. Min mor døde, da jeg var fire år gammel af kræft. Så jeg havde kun haft min far siden det. Jeg vidste, at han gav sig selv skylden for mors død. Men ingen af os kunne havde vidst, at mor ville dø af sin kræft.

Jeg vinkede til mine venner, som der var kommet, for at sige farvel.

Jeg tog en bog i min taske, da far startede bilen. Jeg ville hellere læse, end at se når vi kørte. For hvis jeg så ud, så ville jeg bare blive ked igen.

Jeg mistede jo alle mine venner, ved at vi flyttede. Jeg syntes min far var en nar. Hvorfor skulle jeg lige med.

Jeg så en enkelt gang på ham, og så så ned i bogen igen.

Hvor jeg dog hadet ham for dette, jeg ville hellere være sammen med mine venner, end at flytte til Transsylvanien Bare på grund af et dumt job, som far havde sagt ja til.

Jeg lå min bog i tasken, og faldt lidt i søvn.

Jeg sov til vi kom til lufthavnen. Jeg strakte mig, og steg ud af bilen. Jeg tog mine tasker ud af bilen, og så på far. Han gik hen og købte to enkelt biletter. Imens gik jeg hen og købte mig lidt slik, og nogle hæfter, så jeg kunne skrive lidt.

Jeg gik tilbage til far, og gik sammen med ham ombord på flyet. Jeg så at far tog en pille, da vi satte os. Så jeg spurgte ham om hvad det var for en pille, det var han tog. "Det er en pille mod luftsyge" svarede han.

Kapitel 2: Flyve turen

Jeg havde aldrig set far være så bleg i ansigtet før, som da vi lettede. Så jeg spurgte ham om, han var okay, eller om han skulle have en brækpose. Han ville gerne have en brækpose.

Jeg nåede kun lige at give ham den, før han kastede op i den. Jeg så lidt væk, da det var klamt. For det var så ulækkert, når folk kastede op.

Jeg forslog ham at kigge ud, da det sikkert ville hjælpe ham med at få det bedre. Han så ud, men havde brækposer klar.

Jeg tog mine briller af, da jeg ikke skulle læse mere. Jeg havde altid brugt briller, lige siden jeg var seks år gammel, og jeg ville fylde sytten år, om tre uger. Så min far bestemte over mig, til den dag jeg blev nitten. Der var jo hele to år til det, så det var skod.

Jeg hadet mine briller, men jeg kunne ikke se, eller læse uden dem på. Men når jeg havde gået sammen med vennerne, så havde jeg dem aldrig på. For jeg så ud som en nørd, med dem på. Men jeg vidste, at jeg ville få ondt i hoved, når jeg ikke havde dem på.

Jeg lukkede mine øjne, og faldt i søvn. Jeg vågnede først, da far ruskede i mig. Jeg gned mine øjne, og så ud, vi var ved at lande.

Jeg tog brillerne på igen, og tog min håndtaske

 

Kapitel 3: Transsylvanien

Da vi kom ud ud af flyet, gik vi hen efter vores ting. Jeg så lidt på far, og tog så fat i mine tasker.

Far ringede efter en taxa, som kom efter ti min, dog var denne taxa en hestevogn. Var vi virkelig et sted, hvor der ikke kørte biler, eller var vi bare uheldige angående transport.

Da vi satte os ind i vognen, så jeg nogle drenge på min alder. Jeg tog og lå lidt at mit hår om bag øret. Jeg tog en af de elastikker, som jeg havde rundt om mit ene håndled, og bandt det i mit hår, og satte det op i en hestehale. Jeg tog brillerne af, og satte dem i mit hår. Selvom at jeg så sløret, så ville jeg heller det, end at ligne en nørd.

Jeg så på far, som kiggede ned i et kort. Jeg spurgte så om, hvor vi skulle hen. For det ville jeg gerne vide. "Vi skal hen til Wolf godset, der er min nye chef, og der skal vi også bo, jeg tror vist nok, at mr. Wolfs søn William er på samme alder som dig" sagde far, og smilede. Hvorfor mon han lige skulle nævne, at hans chef havde en søn på min alder, hvad var lige idéen med det.

"Jeg ville heller være hos mine venner, istedet for her" sagde jeg. "Så er det godt Abigail, du må tage og vende dig til det" sagde far lidt surt. Man hvor jeg dog hadet det navn, det var så gammeldags i det. Det passede mere til en gammel kone end til mig.

Jeg så ud og så et flot gods. "Er det her?" spurgte jeg. Far nikkede. Jeg blev helt spændt, hvilket var sært.

Kapitel 4: Familien Wolf

Vi kom til godset og jeg steg ud. Jeg så rundt, og syntes at stedet så meget flot, men gammelt ud. For jeg kunne se, at det var slidt og at der faldt små sten ned.

Imens jeg kiggede på det, hørte jeg med et noget. Før jeg vidste af det, greb en fat om livet på mig. Jeg fik et chok, og så på den der havde fat i mig. Det var en flot und mand med midnatsblå hår, og lige så blå øjne.

"Hvad tror du lige, at det er du lave!" skreg jeg. "Jeg redder dit liv" sagde den unge mand. Jeg så forvirret på ham, og så så der hen, hvor jeg lige havde stået. Der lå resterne af en sten statue.

Jeg blev helt bleg, og dårlig. Jeg tog mig til hoved. "Åh herre gud stakkels pige, William bær hende ind i den store stue, så hun kan sunde sig lidt" hørte jeg en kvinde side, før jeg besvimede.

Da jeg kom til mig selv igen, så jeg at jeg var i en stor stue, hvor der var en stor pejs. Jeg så rundt, og så den unge mand stå og smide brænde ind i pejsen. Men jeg kunne ikke se min far nogen steder, så jeg rejste mig op.

Men jeg blev svimmel igen, og faldt forover. Jeg var ikke kommet mig over forskrækkelsen endnu. Jeg mærkede, at en greb mig. Jeg så op, og så den unge mand.Jeg blev helt flov, og blev derfor rød over kinderne. Han satte mig i sofaen igen. "De må heller blive liggende, bare til du er frisk igen" sagde han blidt og venligt. "Men jeg har det fint, jeg blev kun svimmel fordi, at jeg rejste mig for hurtigt op" sagde jeg.

Han så på mig, og det var som om, at der var to personer som der kiggede på mig. En som der var velig, og en som der virkede fjern. Så jeg valgte at ligge mig igen.

Efter nogle dage havde jeg det fint igen.

 

Kapitel 5: Første kys

En aften sad jeg og læste, valgte jeg at tjekke min kalender. Jeg fik et helt chok, for min fødselsdag var den næste dag. Jeg kom helt til at skrige af det, og med et gik min dør op, og William stod i døren. Han så ikke just glad ud. Jeg stivnede, jeg havde vækket. "Hvad fanden skriger du op over" sagde han. "Det må du meget undskylde, det var ikke min mening" sagde jeg undskyldende. "Det er okay, men hvad råbte du op over Abigail" sagde han og uglede sit hår. Jeg fortalte ham, at det var min fødselsdag den næste dag. ”Det ved jeg skam godt, vi skal jo fejre din dag ved festen i byen” sagde han.

Jeg nikkede, først nu opdagede jeg, at han stod i bar overkrop. Jeg rødmede og så hurtigt ned, for at skjule det.. Jeg mærkede en hånd under min hage, og så op. Men da jeg gjorde det, kyssede han mig på munden. Jeg blev helt rød over kinderne, men jeg gengældte kysset. For jeg kunne virkelig godt lide ham, men jeg havde aldrig regnet med, at han ville kysse mig. Jeg blev mere rød over kinderne, da han holdt mig tæt ind til sig. Jeg lagde mine arme om ham. Kunne han lide mig, siden at han kyssede mig. Efter lidt tid trak han sig bag ud, og gik ind på sit eget værelse. Jeg lagde min hånd på min mund. Mit første kys tænkte jeg glad. Jeg rystede på på hoved, for at tage mig sammen. Jeg smuttede ind under min dyne, og faldt meget hurtigt i søvn. Jeg drømte om William, og vores kys.

 

Kapitel 6: Festen og overraskelsen

Den næste morgen vågnede jeg til den søde duft af pandekager.

Jeg strakte mig og gik i bad. Jeg vaskede mit røde hår, og satte det lidt op. Da jeg var færdig, kunne jeg se William i spejlet. Jeg fik et chok, og vendte mig mod ham. Jeg rødmede, for jeg kom til at tænke på kysset.

"Godmorgen William" sagde jeg. "Godmorgen Abigail, har du sovet godt, eller kunne du ikke sove efter kysset igår, og tillykke med fødselsdagen, jeg har forresten en lille gave til dig" sagde han. Jeg så nysgerrig på ham, hvad kunne det være.

Han gav mig en lille pakke, som jeg åbnede. Inde i pakken lagde der en smuk guld halskæde, med et guld hjerte. "Wow hvor er det flot" udbrød jeg. Han tog den ud af æsken, og lagde den om min hals. "Den er smuk, men ikke ligeså smuk som dig" sagde han, og smilede charmerende.

Jeg blev endnu mere rød i hoved, og sendte ham ud af værelset. Hvorfor fanden skulle han også lige vøre så charmerende, det kunne man jo ikke stå for, hverfald ikke jeg.

Jeg tog min maskara på, og gik ned for at få mig lidt morgenmad.

Men jeg fik mig noget af en overraskelse, da jeg så det flot dækkede bord. Men jeg så det sløret, og jeg havde briller på, så jeg tog dem af, og fik mig endnu en overraskelse, jeg så nu klart uden mine briller. Jeg blev helt glad.

Jeg så William trække en stol ud, og jeg gik hen til ham. Jeg satte mig på stolen, og William skubbede den ind. "Mange tak William" smilede jeg, og så på ham. Han satte sig ved siden af mig, og smilede blidt og varmt til mig.

"Det klæder dig uden briller Abigail, du har nemlig nogle meget smukke øjne" sagde William, og trak sin te. Jeg blev rød over kinderne, og bed i min bolle, som jeg lige havde smurt.

Det undrede mig lidt, at jeg nu kunne se klart uden briller, for det kunne jeg jo ikke for nogle dage siden. Det eneste anderledes der var sket, var at William havde kysset mig.

Om aften tog William mig med ned i byen for at feste. Jeg morede mig, men jeg syntes at William opførte sig sært. Han så hele tiden op på månen, og med et løb han bare. Jeg så efter han, og løb så efter.

Jeg gemte mig bag et træ, og så på ham. Hans skjorte sprækkede hele vejen op af hans ryg. Jeg så med meget store øjne på ham, og kom til at skrige. Han opdagede mig. Jeg begyndte at løbe, men han fik fat i mig. Han blev sig selv, og holdt mig imod et træ.


"Slip mig dit udyr!" skreg jeg. Han sukkede og kyssede mig så på munden. Jeg rødmede, men kyssede så igen. Jeg skubbede til ham. "Hvad fanden er du William" sagde jeg bange. "Jeg er en varulv Abigail, normalt er det kun ved fuldmåne at jeg forvandler mig, men på det sidste er det sket flere gange om dagen, lov mig Abigail at du ikke siger det til nogen, kun mine forældre ved at jeg er en varulv" sagde han. "Lover jeg, men er du blevet bidt af en, eller er du født som varulv?" sagde jeg. "Født som en" sagde han. Jeg så ind i hans øjne og smilede så.

Da det blev sent, tog vi tilbage til huset.

 

Kapitel 7: Farvel William

Jeg sad en aften sammen med William på mit værelse, og jeg var meget ked. Far havde fundet ud af, at William var varulv, så nu ville far rejse tilbage til vores gamle hjem med mig.

Jeg græd ind til William, hvorfor skulle jeg lige væk fra ham. Jeg havde jo forelsket mig i William, og han i mig.

Men jeg kunne intet stille op, så jeg lagde en medalion om Williams hals. "Du må aldrig glemme mig, og jeg vil aldrig glemme dig" sagde jeg med gråd i stemmen. "Du kan bande på, at jeg aldrig vil glemme dig, vi holder kontakt og skriver med hinanden" sagde han.

Jeg nikkede, og pakkede min taske færdig. Jeg kyssede ham farvel, og gik hen til min far, som tog min taske og smed den ind i taxaen.

Jeg satte mig ind og vinkede farvel til William og hans forældre.

Jeg nægtede at se på far igen, jeg ville altid hade ham for dette. Han ødelagde mit liv, ved at fjerne mig fra William.

Men min kærlighed til William, ville altid bestå.

 

Kapitel 8: Savnet

Jeg sad en aften og så på et billede fra min sytten års fødselsdag, det var nu næsten to år siden, den dag  hvor William havde delt sin hemmelighed med mig, og hvor far fandt ud af det, og ødelagde mit liv, og det var sidste gang jeg så William.

Jeg savnede ham, men havde ikke haft råd til at rejse tilbage til Transsylvanien.

Jeg havde brudt  alt kontakt med far, jeg ville aldrig se ham igen, jeg hadet ham af hele mit hjerte.

En aften gik jeg en tur sammen med mine venner, de prøvede på at muntre mig op, men  det lykkes ikke rigtigt for dem. Da jeg var svær at muntre op, når først mit humør var langt nede.

”Vil du med ind og se en film i aften Abigail?” spurgte min veninde Clara . Jeg rystede på hoved, jeg havde ikke rigtig lyst.

”Du Abigail hvor meget er det, at turen til Transsylvanien den lige koster?” spurgte Kenny, som var Claras bror. ”Den koster 10.000 kr. og det har jeg altså ikke råd til, og jeg spare alt det op, som jeg kan” sagde jeg og sukkede.

Hvorfor skulle Kenny nu også nævne det, for det fik mig bare mere til at savne William. Jeg så ned, og mærkede at tårerene pressede sig på. Clara så det, og rakte mig et lommetørklæde, så jeg kunne tørre mine øjne for tårer.

”Det må du undskylde, det var ikke min mening at gøre dig mere ked af det Abigail” undskyldte Kenny. ”Det er okay Kenny, jeg savner bare William ret meget” sagde jeg, og lagde min ene hånd på min halskæde.

Den havde jeg fået af William på min sytten års fødselsdag, så den betød meget for mig, og den var også næsten mit eneste minde om William.

For da jeg flyttede fra min far, mistede jeg den lap papir, hvor jeg havde skrevet Williams adresse ned på. Så  jeg havde ikke kunne skrive til William igen, for de breve jeg havde fået af ham, havde far brændt konvolutterne,  hvor Williams adresse stod bag på, så jeg kunne ikke få adressen igen.

Clara og Kenny hev mig med ind i centeret, for Clara ville se på en ny kjole, og Kenny ville se på nogle spil og bøger.

Da vi kom derhen, opdagede jeg, at Clara ville se på kjoler til mig. Jeg gav et lille smil fra mig, og prøvede så de kjoler, som Clara fandt til mig.

Det var nogle flotte kjoler, men  de var meget dyre. ”Clara jeg har altså ikke råd til dem, de er alt for dyre” sagde jeg, og skiftede om til min egen kjole. ”Det skal du ikke tænke på Abigail, det betaler jeg, se det som en gave fra mig” sagde Clara og tog det hele med hen til kassen, hvor hun betalte for det.

Efter shoppe turen tog vi hjem, jeg var træt og ville derfor i seng, og drømme om William.

 

Kapitel 9: Vennernes overraskelse

Jeg kiggede alle mine nye kjoler igennem, og tog den grønne af kjolerne på. Clara holdt gril fest, og jeg var inviteret.

Men det lignede nu ikke Clara bare sådan at holde en gril fest, især fordi hun var vegetar. Hun spiste ikke kød, så hvorfor holdt hun en gril fest, det var da helt ulogisk syntes jeg.

Men det var sikkert bare mig. Dog tog jeg derhen, da en gril fest jo altid var sjov.

Da jeg kom derhen, overfaldte Clara mig nærmest i et kram, så jeg var ved at falde. Men jeg faldt heldigvis ikke, for det ville være flovt.

”Hvad er du så glad over Clara, det ligner dig ikke, og hvorfor holder du en gril fest, når du selv er vegetar Clara?” spurgte jeg lettere forvirret. ”Jeg holder en gril fest, fordi jeg har en lille gave til dig Abigail” svarede hun, og rakte mig en konvolut. ”Må jeg åbne den nu, eller skal jeg vente?” spurgte jeg, og så på hende.”Ja åben du den bare nu, det er noget som du vil blive rigtig glad for” sagde hun og smilede.

Jeg åbnede den, og fik mig noget af en overraskelse. For det var en betalt billet til Transsylvanien. Jeg smilede glad, og krammede hende. ”Du ved ikke hvor glad, du har gjort mig, nu kan jeg endelig se William igen” sagde jeg glad.

Jeg kom helt til at græde, af bare glæde. Endelig skulle jeg se William igen, efter to dumme år uden ham. Jeg lagde den i min taske, så den ikke blev væk for mig.

”Pak dine ting i aften, og så køre vi dig til lufthavnen med det samme” sagde Kenny og smilede. Jeg nikkede, og for hjem for at pakke alt mit tøj. Jeg gik hen til lejeren, og sagde lejligheden op. Da jeg havde gjort det, holdt Kenny, Clara og vennerne udenfor, da de ville køre mig til  lufthavnen, og for at sige farvel til mig. Jeg smed min taske ind i bilen, og satte mig ind. Jeg var så spændt, at jeg helt fik ond i maven.

Jeg så på Clara, og sank kort. ”Clara hvordan fik i råd, sådan en billet er jo mega dyr” sagde jeg. ”Vi alle sammen lagde nogle penge i en konvolut, og så gik jeg og Kenny ned for at købe den til dig” sagde Clara og smilede.

Tænk at de havde gjort dette for mig, jeg kunne ikke rigtigt fatte det, jeg var godt nok heldig, at have sådan nogle dejlige venner, som altid var der for mig.

 

Kapitel 10: Tilbage til Transsylvanien

Da vi kom til lufthavnen, tog jeg mine tasker og løb mod flyet, som det var at jeg skulle med for at komme til Transsylvanien.

Jeg fik min plads, og så ud af flyets vindue. Jeg huskede, sidst jeg sad i et fly, og det gjorde mig trist, for det var der, hvor far og jeg rejste fra Transsylvanien. Jeg sukkede over det, og rystede på hoved. Det ville jeg helst glemme, for det smertede mig at huske.

Efter lidt tid faldt jeg i søvn, og jeg drømte dejlige drømme om William. Så dejlige drømme at jeg rødmede i søvne af det, og jeg vågnede først, da en ruskede i mig. Jeg vågnede op i et chok, og så på den der havde rusket i mig.

”Vi er i Transsylvanien nu frøken, alle skal stige ud nu” sagde kaptajnen. Jeg blev flov, og tog mine tasker og skyndte mig ud af flyet.

Jeg så mig omkring, og forsøgte  at stoppe en taxa, men ingen stoppede. Jeg sukkede, og så en hestevogn, som jeg sprang ud foran.

Kusken stoppede vognen og så gal på mig. ”Se Dem dog for, hvis vognen var væltet, så ville mr. Wolf være kommet til skade!” skreg kusken rasende. ”Jamen jeg skal til Wolf godset, jeg må se William Wolf, jeg er Abigail” sagde jeg, og så bedende på kusken. ”Sagde De, at Deres navn var Abigail” lød en stemme fra vognen. ”Ja, Williams Abigail” sagde jeg, og rødmede over det jeg lige havde sagt.

Døren til vognen gik op, og mr. Wolf min fars tidligere chef og Williams far kom ud. Jeg smilede helt. ”Bare rolig James, dette er den pige, som William hele tiden snakker om, det er hans elskede Abigail” sagde mr. Wolf til kusken. Jeg rødmede, var jeg Williams elskede.

Mr. Wolf tog mine tasker og smed dem ind i vognen, og hjalp så mig ind i vognen. ”Hjem tak James” sagde mr. Wolf, og vognen begyndte at køre.

Nu ville jeg snart se William igen.

 

Kapitel 11: Gensyn med William

Da jeg så Wolf godset, fik jeg helt en klump i halsen. Jeg kunne ikke fatte, at jeg endelig skulle se William igen, jeg fik helt tårer i mine øjne af det. Mr. Wolf rakte mig et lommetørklæde, og åbnede døren.

En tjeneste pige tog imod os. ”May gå op og hent William, og fortæl ham, at hans Abigail er her” sagde mr. Wolf. Pigen nikkede og gik ind.

Jeg så mig rundt, og hørte med et violin spil. Jeg så på mr. Wolf. ”Hvor kommer den smukke musik fra?” spurgte jeg. ”Åh, det er skam bare William, han spiller sikkert på sin violin, som han altid gør” svarede han, og smilede.

Han tog mine ting fra vognen, og bar dem ind. Jeg fulgte efter ham.

Da vi kom indenfor, tog jeg mine sko af, både for at være høflig, men også fordi mine sko gav mig skavmærker. Jeg ømmede mig lidt, mine hvide strømper var helt røde, der hvor jeg havde fået nogle sår. Bare ingen så det, så jeg tog skoene på igen.

Hvordan mon William så ud nu, det var jo to år siden, at jeg så ham sidst.

Lyden af en der gik ned af trappen lød, og jeg så mod lyden. En flot veltrænet ung mand med blåt hår og ligeså blå øjne, kom ned af trappen.

Jeg så lidt på ham, og genkendte ham så. ”William!” udbrød jeg, og lagde mine hænder for min mund. Han så på mig, og der gik lidt tid, før han genkendte mig. ”Abigail er det virkelig dig!” udbrød han, og for hen og tog om mig.

Jeg kom helt til at græde, for jeg havde virkelig savnet ham. Jeg lagde mine arme om hans hals, og kyssede ham på munden. Han rødmede, men holdt kysset længe, og holdt mig tæt ind til sig.

Han tog mig med op på sit værelse, så vi kunne være alene sammen, for det trængte vi begge til, efter at have været adskilt. Vi sad længe sammen på Williams seng, lige til at jeg faldt i søvn i Williams arme. Han bar mig ind på gæsteværelset, som nu var mit, og så puttede han mig. Jeg smilede i søvne, og jeg sagde også hans navn i søvne. William rødmede, og gik så ind til sig selv.

 

Kapitel 12: Kærester med en Varulv

Den næste morgen vågnede jeg tidligt, og tog mig til hoved. Jeg kunne ikke huse, hvor jeg var. Med et gik døren op, og William kom ind med en morgenbakke. Så huskede jeg det. Jeg var jo i Transsylvanien, og boede nu hos William og hans familie.

”Godmorgen smukke Abigail, har du sovet godt” sagde William med et smil. Han havde bar overkrop, så nu kunne jeg rigtigt se, hvor veltrænet han var blevet. jeg rødmede, og sank kort. "Ja William, jeg har sovet bedre end nogensinde, sikkert fordi du var i nærheden" sagde jeg og strakte mig.

William satte bakken på nat bordet, og gik så hen til mig. han bukkede sig over mig, og kyssede mig på panden. jeg rødmede og så på ham. Han smilede varmt og kærligt.

 "Abigail jeg tænkte på, om du ville komme sammen med mig?" spurgte han og rødmede. "Ja, det vil jeg gerne William" sagde jeg og lagde en hånd på hans kind, og kyssede ham på munden. han blev helt rød over kinderne, men han lagde sine arme om mig, og gengældte kysset.

Jeg holdt om ham og smilede glad. "Vi må se at få spist lidt, for vi skal alle ned til byen idag, da der er et stort marked idag" sagde han og smilede. "Det lyder meget hyggeligt, det glæder jeg mig til" smilede jeg og bed i min bolle. William bed også i en bolle, og så opdagede han halskæden om min hals. "Jeg kan se, at du bære den halskæde, som jeg gav dig til din sytten års fødselsdag" sagde han. Jeg nikkede. "Jeg har aldrig taget den af" sagde jeg og smilede.

Da vi havde spist, gik William med bakken. Jeg gik ud på badeværelset og gik i bad. Da jeg kom ind på værelset igen, stod William der. Han stod og så ind i mit skab. "William hvad laver du i mit skab?" spurgte jeg. han så på mig. "Jeg ville finde den kjole, som du skal have på idag" sagde han lidt flovt.

Jeg så lidt på ham, men kom så i tanke om, at jeg kun stod i et håndklæde. Jeg skreg, og William for ud af værelset. Det var så pinligt, at han så mig næsten helt bar. Jeg rødmede, og fik hurtigt en kjole på.

Der blev banket på døren, og jeg så mod døren. "Kom ind" sagde jeg. William stak sit hoved ind, han var ligeså flov som jeg. "Er du klar?" spurgte han stille. "Ja søde William, jeg er klar nu" sagde jeg og gik hen til ham. Vi gik ud til vognen, og tog af sted.

 

Kapitel 13: Markedet

Da vi kom til markedet, steg vi ud af vognen, da vi gerne ville gå selv. Jeg opdagede, at folk meget stirrede på William. Så jeg tog om hans arm, mens vi gik. Jeg smilede til ham, og lagde mit hoved mod hans arm. Han smilede, og kyssede min kind.

Det var nu lidt underligt, at jeg nu var kærester med William, men det gjorde mig også glad og varm inden i.

William købte en rose og gav mig den. ”En smuk blomst, til en endnu smukkere kvinde” sagde han charmerende. ”Jeg er altså ikke særlig smuk, det syntes jeg hver fald ikke” sagde jeg, og så ned. William stoppede op, og tog mig ind i sine arme. ”Men jeg syntes, at du er verdens smukkeste og dejligste pige, og jeg er stolt at være din kæreste” sagde han, og løftede min hage op.

Jeg så på ham, og kom helt til at smile. Han kyssede mig, og tog mig med hen til et sted, hvor man kunne løbe alle mulige former for slik. Vi fik blandet en stor pose med alt muligt, der var chokolade og andet lækkert. Jeg tog et stykke chokolade, og tog det i munden. William tog et stykke tørret kød, som også var i posen. Det var lige noget, som jeg helst aldrig ville sætte mine tænder i, da det ikke lige var mig.

Nogle sære mænd kiggede på os, og angreb os. ”Hit med pengene tøs, ellers tæver vi din kæreste her” sagde de, og holdt William i en lås, som han ikke kunne slippe ud af. ”Jeg har ingen penge, jeg havde kun lidt, og det er brugt på slik” sagde jeg og var ved at græde. For jeg kunne se, at den måde de holdt William fast, gjorde ondt på ham. De grinede bare over det, og jeg sank på knæ. Jeg græd ned i mine hænder, for jeg kunne ikke redde William.

”Abigail løb, de her fyre er værre end du tror, de er vampyrer, hvis jeg gætter rigtigt på deres klamme lugt” sagde William. ”Ikke uden dig William, jeg vil ikke lade dig i stikken, du er jo min kæreste” sagde jeg, og rejste mig op. ”Hvordan ved du så, at vi er vampyrer knægt” sagde de. ”Fordi det gør jeg bare” sagde William, og fik endelig revet sig fri.  De så skræmt på ham. ”Kun et væsen kan rive sig fri af vores greb, og det er en varulv!” skreg de, og løb deres vej.

William sukkede, og så på mig. Jeg krammede ham, og vi tog hjem igen. Da dette havde været meget ubehageligt for William.

 

Kapitel 14: Musikken fra hjertet.

I flere uger var William tavs, han blev altid på værelset og spillede på sin violin. Jeg sad altid inde hos ham, og lyttede på hans musik. Han var virkelig god, og jeg ville ønske, at jeg kunne spille ligeså fantastisk, som han kunne.

En aften tog jeg violinen fra ham, da jeg var ved at være bekymret for ham. ”Søde vil du ikke nok holde en pause, du har spillet siden den dag på markedet” sagde jeg, og så på ham. ”Ved jeg min skat, men nu ved alle, at jeg er varulv, så jeg kan ikke vise mig udenfor mere, jeg må blive indenfor nu, og det irritere mig” sagde han, og satte sig på sengen.

Han lagde sit ansigt i sine hænder, og hans skuldre begyndte at ryste. Han græd.  Jeg satte mig ved ham, og tog om ham for at trøste ham.

Han lagde sig over mit skød, og lagde sit hoved ind imod mig. Jeg nussede ham i håret, og så på ham. ”Se om du kan sovelidt William, jeg bliver hos dig, det lover jeg dig” sagde jeg blidt, og kyssede ham på kinden. ”Jeg kan prøve, men kan ikke love, at jeg sover” sagde han og lukkede så sine øjne. Jeg lagde et tæppe over ham, og sukkede. Han var virkelig slået ud, af at folk nu vidste, at han var en varulv. Fordi han frygtede, at folk nu ville se anderledes på ham, og at de ville være bange for ham. Jeg sad hos ham, alt den tid han sov. Han havde været meget udmattet, for han sov meget tungt. Jeg blev selv træt, og lagde mig ned. Der gik ikke særlig lang tid, før jeg selv sov tungt ind til William. Jeg ville gøre alt, for at gøre William glad og se ham smile igen.

Da jeg vågnede igen, vækkede jeg William. Han vågnede, og gned sine øjne. Hans hår strittede lidt, og det fik mig til at grine en smule. ”Hvad er det, du griner af skat?” spurgte han, og strakte sig. ”Dit hår søde, det er helt uglet, og så stritter det til alle sider søde” sagde jeg, og smilede. Han gik hen til spejlet, og begyndte så selv at grine over det. Jeg tog hans børste, og redte hans hår.

”Søde kan du ikke lære mig, at spille ligesom du gør?” spurgte jeg. ”Jo da, men skal det være på violin, klaver, harpe eller cello?” sagde han. ”Jeg vil meget gerne lære at spille cello, for det lyder så flot, især sammen med violin” sagde jeg og smilede. William tog mig med ind i et rum, hvor der stod mange instrumenter. Jeg gik hen til celloen, og så på William. Han viste mig, hvordan jeg skulle spille, og efter en time kunne jeg spille perfekt. Så vi valgte, at hygge os med at spille hver aften. Da det fik os begge til at slappe helt af.

 

Kapitel 15: Kampen

En aften valgte jeg at hive William med ud i byen, da jeg syntes, han skulle ud, i stedet for at skjule sig. William var nervøs, men jeg tog beroligende om hans arm, og kyssede hans kind. Han så på mig, og stoppede op. Han lagde begge sine arme om mig, og kyssede min pande.

”Jeg er urolig, for om folk vil se mig som et udyr, nu da de ved, at jeg er en varulv” sagde han trist. ”Hvis de gør det, så er de nogle udyr, for du er ikke noget udyr søde, du er stadig den dejlige William, som jeg holder af og elsker af hele mit hjerte” sagde jeg, og lagde min hånd på hans kind. Han smilede, og lagde sin hånd oven på min. ”Jeg elsker også dig Abigail, jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden dig” sagde han blidt.

Jeg smilede og tog hans hånd. Folk kom hen til os. ”Vi troede, De var syg unge mr. Wolf, siden at De ikke har vist Dem længe” sagde de. William så forvirret på dem. ”Grunden er sikkert, fordi han er en ækel varulv” sagde en mand koldt og hårdt. ”Ja William er varulv, men han er stadig den I kendte, og han kan styre forvandlingen, han er ikke farlig!” skreg jeg rasende. ”Søde rolig nu” sagde William, og kyssede min hals. Jeg nikkede, og så på de vampyrer fyre som der havde afsløret, at William var varulv.

William hev mig hurtigt bag sig, da han ikke ville have, at der skete mig noget. ”Hvad vil I blodsugere her, har I ikke allerede gjort nok skade” sagde William. ”Ser man det, den stygge varulv er her, lad os banke ham, og tage hans pige” sagde en.

De angreb. William kæmpede, men blev såret. Dog vandt han over dem. Jeg nåede kun lige at gribe ham, før han faldt om af træthed. En mand kom hen og hjalp mig med at få William på benene. Jeg tog Williams ene arm over min skulder, og støttede ham. Manden hjalp mig med at få William i seng.

Jeg fik William ned i hans seng og puttede ham. Jeg lagde min hånd på hans pande og stivnede, for han var brænd varm. Jeg sukkede, det hele var min skyld.

 

Kapitel 16: Kidnappet

Hver dag tog jeg mig af William, jeg gjorde alt for at få hans feber ned, da den var meget høj. Det havde den været siden den dag, hvor han kæmpede mod de lede vampyrer. ”De skal bøde for dette, de sværger jeg William” sagde jeg og kyssede hans pande. Jeg lagde en våd klud på hans pande. Hvorfor mon de var så meget efter ham, han havde da ikke gjort dem noget. Så hvorfor blev de ved med at angribe ham, det var så forkert. Jeg knyttede mine hænder i bare vrede, og gik ud af værelset.

Jeg gik ned i køkkenet, for at lave noget te til William. Jeg satte vand over, og så så ud. Jeg var både ked af det, og meget vred. Jeg sukkede, og fandt så en kop frem. Jeg hældte teen op, og satte den på en bakke, som jeg bar op til William.

Da jeg kom ind, sad William op. Han tog sig til hoved, og sukkede. Jeg satte bakken på nat bordet, og gav ham koppen.

”Drik lidt min ven” sagde jeg. Han tog imod koppen, og drak teen. Efter at have drukket lidt, begyndte han at få lidt farve i kinderne igen. Jeg smilede, og kyssede hans pande. ”Jeg er lidt sulten søde” sagde William og satte koppen. ”Vent her” sagde jeg, og gik ned i køkkenet.

Men på vej ned af trappen, greb en fat i mig. Jeg ville skrige, men blev holdt for munden. ”Hvis du skriger nu, så knækker jeg din fine lille hals, så den stygge varulv mister dig” sagde en kold og hjerteløs stemme ind i mit øre. Jeg stivnede, og tåre løb ned af mine kinder. Men jeg bed personen i hånden. ”William hjælp mig!” skreg jeg af mine lungers kræft.

Jeg kunne høre trin, men med et mærkede jeg et slag i baghoved, og alt blev sort for mine øjne.

 

Kapitel 17: Frygten

Da jeg kom til mig selv, så jeg, at jeg var i et mørkt rum. Jeg kunne mærke, at mine arme var bundet omme bag på min ryg, og de var vredet så meget, at jeg hang på en krog, som havde fat i rebet om mine håndled.

Jeg var bange, for jeg vidste jo ikke, hvor pokker jeg var henne. Det sidste jeg huskede var, at jeg gik ned for at lave mad til William, og at en så overfaldt mig, hvor alt derefter blev sort.

Hvem var det dog, som der havde taget mig. En ting var hver fald sikkert, jeg var kidnappet, for at nogen kunne skade William. Jeg kendte kun en slags, som der ville gøre det, og det var de ækle vampyrer, som William havde kæmpet imod. ”William hvor er du” sagde jeg med gråd i stemmen. Hvad kunne de vampyrer dog ikke gøre ved mig, bare for at skade William.

De kunne jo bide mig, dræbe mig, eller tvinge mig til ting, som jeg ikke ville. Jeg gøs helt ved tanken, og rystede på hoved for at få det ud af hoved.

Jeg vred i mine håndled for at komme fri, men rebet skar, så mine håndled begyndte at bløde. Jeg bed sammen, for det gjorde ondt, dog kom jeg fri af rebet. Jeg rev mine ærmer itu, og forbandt mine blødende håndled. Da jeg ville stoppe det i at bløde, for vampyrer var jo nogle ækle blodsugere, som drak andres blod.

Jeg rystede, både fordi jeg frøs, men også fordi at jeg var skrækslagen, for hvad der skulle ske med mig. Jeg gemte mit ansigt i mit skød, og begyndte at græde. For måske kom jeg aldrig til at se William igen. Jeg bed mig i læben, for at der ikke skulle komme lyd, når jeg græd.

Med et hørte jeg noget, og for bag døren, for at gemme mig. For tænk nu hvis det var vampyrerne som der kom for at slå mig ihjel, eller det der var værre. Men der kom ingen, så jeg sank sammen og faldt kort tid efter i søvn.

 

Kapitel 18: Bidet

Da jeg vågnede igen, stod der ti vampyrer rundt om mig. Jeg skreg, og for hen i et hjørne.. ”Lad mig være I udyr!” skreg jeg rystende. En af dem gik en til mig, og tog fat i mit hår, og hev mig op at stå. Jeg græd, for det gjorde rigtig ondt. Jeg bed sammen, for ikke at skrige.

Jeg sparkede ham der hev i mit hår mellem benene, så han slap og knækkede sammen. Jeg ømmede mig kort, for han havde hevet en tot hår af mit hoved.

”Satans tøs!” sagde han vredt. ”Så kan du lade mig være din spade” sagde jeg koldt. For ingen skulle hive mig i håret, det ville jeg ikke finde mig i. ”I holder jer fra William, han har intet gjort jer, så lad ham være” sagde jeg.

Desværre sprang alle vampyrerne på mig, og de begyndte at bide. Nogen bed mig i mine arme, nogen bed i mine ben, nogen i min side, og en bed mig i halsen. Jeg skreg, og slog ud efter dem, men ramte ikke. Jeg blev slap i mine ben, og var ved at falde sammen. Efter lang tid slap de endelig deres tag i mig, men jeg besvimede, og var bevidstløs i flere timer.

Da jeg kom til mig selv, havde jeg ondt alle steder.  Dog var jeg lidt omtåget og forvirret. Hvorfor bed de mig kun, hvorfor slog de mig ikke ihjel. Jeg gned de steder på min krop, hvor jeg var blevet bidt. Det var holdt op med at bløde, men hvor længe ville det mon holde.

Jeg så at der stod en skål med noget brød i. Da jeg var sulten, tog jeg et af brødene og spiste det. Men jeg tænkte hele tiden på William, og på hvad han mon lavede. Da jeg havde spist, lagde jeg mig ned, for alt snurrede rundt for mig. Havde de gjort noget ved mig, ud over at bide. Jeg faldt i søvn, og sov flere timer. Men vampyrerne bed mig dag efter dig. Til sidst talte jeg ikke dagene mere.

 

Kapitel 19: Forvandlingen

En dag mærkede jeg en underlig snoren i min krop. Jeg så mod døren, den gik op, og en smed et blodigt stykke kød ind til mig. Jeg så på kødet, og tog det. Jeg bed i det, og flænsede kødet. Blodet løb ned af mine hænder, og ned af min hage.

”Hun er en af os nu, forvandlingen er sket, så nu kan hun lukkes ud” sagde en og gik hen til mig. Jeg slikkede blodet af mine hænder og stivnede. Hvad pokker var det jeg lavede, hvorfor slikkede jeg blod i mig. Jeg så op, og så på ham der var kommet hen til mig. Han så ret flot ud. Men jeg ville kun have min William, og ingen anden. Jeg så, at han fjernede rebet.

”Du er en af os nu” sagde han. Jeg stivnede, var jeg nu en vampyr. Jeg græd ned i mine hænder, og så at jeg græd blod.

”Hvad har I dog gjort ved det pige barn!” skreg en gammel dame, og kom hen til mig. Hun tog mig med ud, og gav mig nogle solbriller.

”Hvad har de imod William Wolf, han har jo ikke gjort dem noget, udover at forsvare sig selv” sagde jeg. ”Kampen mellem varulv og vampyr er meget gammel, for flere hundred år tilbage levede vi normalt sammen, lige til den dag hvor en ung varulve mand kom med en død vampyr pige i sine arme, varulven var ud af Wolf familien, og vampyrerne troede, han havde dræbt pigen, så de svor hævn, men før de kunne finde ham igen, var han gået bort, så ingen ved hvad der enlig skete dengang” sagde  kvinden. ”Så da William er hans efterkommer, så vil de skade ham for en hver pris, hvad nu hvis der var en dagbog fra den tid, hvor Wolf måske skrev ned, hvad der skete den dag” sagde jeg og sukkede.

Nu kunne jeg jo ikke leve med William, han var jo varulv, og nu var jeg en vampyr. Den gamle dame kunne mærke min sorg, og lagde sin hånd på min skulder. ”Hvis du bider din elskede, så vil du blive det samme som ham, og det vil ikke skade ham” sagde hun og smilede. Jeg blev helt glad. ”Jeg vil finde dagbogen, og vil blive varulv som William, og jeg vil slutte fred” sagde jeg og løb af sted.

Da jeg kom til Williams hjem, løb jeg ind på hans værelse. Der fandt jeg ham sovende i sin seng. Jeg bukkede mig over ham, og bed ham. Han vågnede, og så på mig. Han tog sig til halsen. ”Du er en vampyr” sagde han. ”Ikke mere, nu er jeg varulv som du” sagde jeg glad. ”Er det virkelig sandt min elskede” sagde han og tog om mig. Jeg nikkede, og puttede mig ind i hans favn.

Han lagde sig ned, og hev mig med ned. Jeg gabte, og lagde mit hoved på hans brystkasse. Jeg var for træt til at fortælle om dagbogen. Der gik ikke lang tid, før vi sov i hinandens arme.

 

Kapitel 20: Evigheden

Der var nu gået en uge siden, at jeg blev en varulv, og kom hjem til William. Williams forældre havde købt et hus ved siden af godset, og der var de flyttet ind i. Så nu var William ejer af Wolf godset, han var den nye godsejer. Jeg var helt glad på hans vegne.

Den aften fortalte jeg ham, om grunden til vampyrernes had og Wolfs dagbog. Han var helt i chok. ”En varulv dræber ikke andre, især ikke hvis varulven er ud af Wolf familien” sagde han. ”Derfor må vi altså også finde den dagbog, så vil dit navn blive renset søde” sagde jeg, og så på ham. Han nikkede. ”Vi kan kigge i vores bibliotek, far havde alle mulige bøger, som der er skrevet af mine forfædre, måske er dagbogen der” sagde han. Jeg nikkede, og vi gik der ind.

Vi kiggede alle bøgerne igennem. Med et så jeg en sort bog, med guldskrift på siden. Jeg tog den, og læste skriften på forsiden. Der stod Derek Wolf på bogen.

”Jeg fandt den!” skreg jeg glad. William kom hen til mig. Jeg tjekkede dagbogen igennem, og fandt det. ”Tirsdag den 23. maj 1816, jeg sad i haven og ventede, da jeg skulle se Denice, vi var meget glade for hinanden, og i dag havde jeg planer om at fri til hende, selvom hun var en vampyr, så var hun mit livs kærlighed. Da hun endelig dukkede op, opdagede jeg, at hun var bange.  Jeg gik hen og tog om hende, og hun fortalte mig, at hendes bror Nigel havde slået hende. Jeg blev vred. Jeg gik ned på knæ og friede. Jeg lovede hende, at jeg ville gøre alt for at holde ham fra hende. Hun sagde ja til mit frieri. Men Nigel dukkede op, han angreb mig. Men Denice gik foran, og med et fik jeg blod i ansigtet. Jeg så på Denice, som blødte fra munden, og faldt død om. Hun havde ofret sit liv, for at redde mit. Jeg løftede hende på, og græd. Jeg bar hende hjem til hendes familie. Men Nigel havde sagt til dem, at jeg havde dræbt Denice. Så da jeg havde afleveret hendes krop, flygtede jeg. Men jeg ville aldrig glemme hende” læste jeg op, og så på William.

Han knyttede sine hænder. ”Lad os finde vampyrerne, og fortælle dem det” sagde han. ”Ja, og jeg ved hvor de er” sagde jeg, og hev William med derhen, hvor de havde holdt mig fanget. Desværre blev vi opdaget. Dog var det også perfekt, for så kunne vi jo fortælle dem det.

”Vi vil tale med den der bestemmer, vi ved det med Denice og Derek, vi ved hvem Denices rigtige morder er” sagde jeg. ”Ja, Derek Wolf” sagde en. ”Nej, det er ikke Derek der er morderen, men den der dræbte Denice er hendes bror Nigel” sagde William. Den gamle kone kom hen til os. ”Har I noget bevis” sagde hun. Jeg nikkede. ”Vi fandt Derek Wolfs dagbog, hvor han har skrevet det hele ned i” sagde jeg og gav hende dagbogen. Hun læste siden og nikkede så. ”Familien Wolf vil hermed få navnet renset, og ingen må angribe jer mere” sagde hun. William smilede glad og tilfreds.

Efter det tog vi hjem igen, for nu ville vi slappe af. Dog var vi så trætte, at vi faldt i søvn på sofaen.

 

Kapitel 21: Ny generation

En aften sad William og jeg og slappede af. Da William med et rejste sig, og gik på knæ foran mig og friede. Jeg rødmede, men sagde med det samme ja, og sprang om hans hals.

Der gik ikke mere end en uge, før vi holdt vores bryllup. Alle i byen var mødt op, for at ønske os tillykke. Det var nu underligt, at jeg nu hed Abigail Wolf, men jeg kunne ikke være mere lykkelig, end jeg allerede var, for jeg havde ham. Vi festede i flere dage.

En aften da William sad og ordnede nogle papirer, kom jeg ind med noget te til ham. ”Hvad laver du min elskede?” spurgte jeg, og gav ham koppen. Han tog imod den. ”Jeg er ved at rydde op i nogle gamle papirer, som lå og rodet min skat” svarede han, og tog en tår af sin te. Jeg tog nogle af papirerne, og fandt nogle kasser, hvor jeg skrev års tal på, og begyndte at ligge papirerne i de rigtige kasser.

William rejste sig og gik hen til mig. Han tog om mig, og kyssede mig ned af halsen. Jeg smilede, og nød hans blide kys mod min hals. ”Søde du ved vi har været gift i snart 3 måneder, og tja for at sige det lige ud, William du skal være far, for jeg venter mig” sagde jeg, og så på ham. Han slap mig, og vendte mig imod ham. ”Er det virkelig sandt min elskede, skal vi virkelig være forældre” sagde han og græd af glæde. Jeg nikkede, og tog hans hånd ned på min mave. Han smilede, og tørrede sine øjne. Jeg satte mig på hans skrivebord og smilede. Det var vist den bedste nyhed, som jeg havde givet William.

I de følgende måneder slappede jeg af, og skrev navne ideer ned. William nægtede, at jeg lavede noget fysisk, og det irriterede mig en del. Men jeg vidste, at han gjorde det i sin bedste mening, da han ikke ville have, at der skete mig og barnet noget.

En aften hvor jeg sad og broderet, mærkede jeg den lille sparke meget hårdt, så jeg kaldte på William. Han kom hurtigt hen til mig. ”Jeg tror det er nu William” sagde jeg, og tog mig til maven. William stivnede, og bar mig op i seng. Han kontaktede hurtigt lægen, og sad hos mig. Jeg græd af smerterne. Lægen kom hurtigt, og en smertefuld fødsel gik i gang. Jeg skreg af smerterne, og klemte Williams hånd. Efter flere timer var det overstået, og jeg havde født en skøn lille pige. Jeg græd af glæde, og det samme gjorde William.

Med et gik døren op, og folk kom ind, også vampyrerne. Jeg så på William, og satte mig op. ”William og jeg har bestemt, at vores datter skal hedde Denice, hvis det er okay med jer vampyrer” sagde jeg. ”Det er okay med os, og vi skal nok beskytte jer” sagde de og gik. Jeg lagde mig ned og smilede glad og lettet. Nu var der endelig fred mellem varulvene og vampyrerne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...