Mine samlede værker fra 2012

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2014
  • Opdateret: 26 jul. 2014
  • Status: Færdig
Jeg startede med at skrive ind på movellas i 2012. Så i denne bog kan man se og læse alle de historier, som blev skrevet det år. Det blev til nogle stykker. I bogen her, er det genre opdelt. Sådan at man kan se hvilke genre det er. Der vil Komme en ny bog hvert år. Så længe jeg skriver, og har drømmen. Værker i denne serie: fra 2012 fra 2013 fra 2014 (Udkommer i 2015)

4Likes
0Kommentarer
494Visninger
AA

3. Sne ulven Nano

Kapitel 1: Mødet

Jennifer løb og løb, hun ville bare væk. Jennifer ville væk fra sin familie, og væk fra landsbyen. Jennifer kom til skoven, hun valgte at gemme sig her. For de ville aldrig lede efter hende, i Ulvenes skov. For der gik rygter om, at en kæmpe hvid ulv var i skoven, og hvis den hørte eller så et menneske, ville den dræbe det menneske.

Jennifer satte sig i en lysning, hun så at der lå noget blødt, så Jennifer lå sig op af det, for at sove. Jennifer kunne mærke at hun græd, men faldt hurtigt i søvn.

Da Jennifer vågnede næste morgen, så hun at en stor sort ulv stod foran hende. ”Hjælp!” råbte Jennifer, for den ville sikkert angribe hende.

Men med et sprang en hvid sne ulv, på den sorte og bed sig fast i nakken på den. Da den hvide sne ulv havde givet slip på den sorte, sprang der 5 andre sorte ulve på den hvide sne ulv. ”Stop!” råbte Jennifer, og sparkede til de sorte ulve. Men det skulle hun ikke have gjort, for nu ville de angribe hende i stedet for. Men nej, de sorte ulve, løb bare deres vej.

Jennifer gik over til den sårede sne ulv, for at se hvor slemt den var såret.

”Så rolig, jeg vil bare rense dit sår” sagde Jennifer, og gik tættere på den. Hun kunne se, at såret var meget slemt, og hun kunne se hvor ondt det gjorde i dens ryg.

Jennifer tog sin rygsæk, og begyndte at lede i den. Jennifer ville finde, sit rensemiddel til sår, så hun ville kunne rense sne ulvens sår. Jennifer fandt det, og hun fandt også en klud, og hældte lidt på den.

Jennifer nærmede sig sne ulven, men hun stoppede op, for ulven kiggede på hende.

”Du rør mig ikke med det der stads” sagde den. ”Kan du tale?” spurgte Jennifer, for hun var blevet forskrækket over at en ulv sagde noget, som et menneske. ”Ja, jeg kan tale, har du aldrig hørt en ulv tale før” spurgte den. ”Nej jeg har aldrig i mit liv, hørt en ulv tale til mig” svarede Jennifer. ”Okay, hvad hedder du?” spurgte ulven. ”Jeg hedder Jennifer, hvad hedder du?” sagde Jennifer. ”Jeg hedder Nano, men de andre ulve kalder mig den unge” sagde Nano. ”Okay, du kan tale, men kan du så også blive et menneske?” spurgte Jennifer. ”Ja, når jeg har lært det” svarede Nano. ”Må jeg godt rense dit sår?” spurgte Jennifer, for hun kunne se, at såret blødte. ”Ja det må du hellere, men vil det ikke svig i min ryg, når det er at du renser såret” svarede Nano. ”Jo, måske lidt, men jeg vil gøre det blidt” sagde Jennifer, og kørte sin hånd, blidt over ulvens øre. Jennifer tog kluden, og begyndte at rense såret. ”Argg” brølede Nano, for det gjorde ondt. ”Undskyld hvis det gør for ondt på dig, men jeg gør det så blidt jeg kan” sagde Jennifer. ”Det er lige meget, bare at mit sår bliver renset” sagde Nano. ”Må jeg spørge dig om noget?” spurgte Jennifer. ”Ja, spørg bare løs, av” sagde Nano. ”Sorry, det var ikke meningen” sagde Jennifer. ”Det gør ikke noget” sagde Nano. ”Hvorfor angreb de sorte ulve dig Nano?” spurgte Jennifer. ”De er ikke vilde med, at jeg angreb en af deres unger” svarede Nano. ”Okay, men hvorfor reddet du mig?” spurgte Jennifer. ”Jeg kan ikke forstå, hvorfor ulvene hader jer mennesker, for Jennifer du virker rar og sød over for mig” svarede Nano.

”ARHUU!” lød det fra buskene. ”Åh nej, ikke flere ulve som vil skade dig eller mig” sagde Jennifer. ”Rolig nu Jennifer, lad dem nu bare komme” sagde Nano roligt. ”Skal jeg tage det roligt” sagde Jennifer med en bange stemme. ”Ja du skal, Jennifer se på mig, er jeg bange nej, og det er jo min familie” sagde Nano. ”Okay Nano” sagde Jennifer, og kørte sin hånd over Nanos ene øre. ”Grrr” lød det fra en stor hvide ulv. Jennifer fjernede sin hånd fra Nano, og gik et par skridt tilbage. ”Altså mor, gider du lige  lade vær med at knurre” sagde Nano og rejste sig op. ”Nano er det din mor?” spurgte Jennifer. ”Ja det er hende, Jennifer kom her over, min familie er ikke farlige, de knurre kun af dig, fordi jeg er den yngste han ulv i flokken” svarede Nano, og gik over til Jennifer. ”Er du sikker” sagde Jennifer. ”Ja helt sikker, kom nu” sagde Nano, og bed fat i Jennifers ærme. ”Nano slip mig” sagde Jennifer, og hev i sit ærme.

Nano hev bare i hendes ærme, og hev hende over til de andre hvide ulve.

”Slip” skreg Jennifer, og slog ud efter Nano, men ramte ham ikke.

En ung hun ulv sprang på Jennifer, og den bed hende i armen. ”AV” skreg Jennifer, og begyndte at græde. Nano slap Jennifers ærme, og bed sig fast i nakken, på den hun ulv som bed Jennifer. Hun ulven slap Jennifer, og begyndte at pive. ”Nano slip hende” sagde Jennifer og hev Nano i nakke pelsen. Nano slap hun ulven, og så på Jennifer. ”Hvorfor skulle jeg slippe hende?” spurgte Nano. ”Fordi det gør ondt på hende, søde Nano så lad nu vær med at bide hende, så er du virkelig sød” svarede Jennifer. ”Okay søde Jennifer, det lover jeg dig” sagde Nano. ”Godt Nano” sagde Jennifer, og lå sine arme om halsen på Nano.

”Min søn vil du være et menneske lige nu?” spurgte Nanos mor. ”Jeg har ikke lært det helt, men ja jeg vil” sagde Nano. ”Kan du huske, hvad jeg sagde, da du kun var en lille hvalp?” spurgte Nanos mor, og slikkede Nano på hans hoved. ”Ej mor lad vær, og nej jeg kan ikke huske det” svarede Nano. ”Et kys fra et menneske, eller at et menneske ønsker at du bliver menneske” sagde Nanos mor. ”Men mor hvem ville ønske, at jeg blev menneske, og der er ingen mennesker, som der vil kysse en ulv, de vil få pels i munden” sagde Nano. ”Jennifer ville du ønske, at Nano var en ung mand, som du ville kunne gå sammen med?” spurgte Nanos mor. ”Det ved jeg ikke, jeg kender jo ikke Nano så godt, men jeg må hjem” sagde Jennifer og løb ud af skoven.

 

Kapitel 2: Nanos redning

Jennifer løb hele vejen hjem, til sin familie.

”Hvor har du været Jennifer?” spurgte Jennifers mor, som hed Anna. ”Jeg gik mig bare en tur” svarede Jennifer. ”Hvordan har du ødelagt din nederdel?” spurgte Anna. ”Jeg gik ind i Ulvenes skov for at samle blomster, og sov så der ude” svarede Jennifer. ”Hvad var du” sagde Anna. ”Jeg var i Ulvenes skov, for at være lidt alene” sagde Jennifer. ”Det her bliver din far ikke glad for Jennifer” sagde Anna. ”Det ved jeg godt mor, men jeg var bare så ked af det” sagde Jennifer. ”Jeg bliver nød til at fortælle din far om det” sagde Anna. ”Nej mor jeg beder dig, lad vær” sagde Jennifer. ”Din far skal nok få bugt, med Ulvenes skov, han er tros alt jæger” sagde Anna. ”NEJ” skreg Jennifer, og løb ud af huset.

Hun løb mod skoven, hun ville advare Nano. Da Jennifer kom til skoven, hørte hun skud. ”Nej Nano!” råbte hun og løb efter lyden. ”Grrr” lød der, og Jennifer løb efter lyden af en knurrende ulv. Da Jennifer kom til lysningen, så hun sin far stå med sit gevær, over for en ung han ulv. Ulven var sne hvid, og Jennifer kunne kende den, det var Nano.

Jennifer så at hendes far, rettede geværet mod Nano. ”Nej far, lad Nano være” skreg Jennifer, og satte sig foran Nano. ”Jennifer flyt dig, det er en farlig ulv” sagde Jennifers far, som hed Troy. ”Nej far, Nano er ikke farlig, han er min ven” sagde Jennifer. ”Hvad mener du Jennifer, det er et farlig dyr” sagde Troy. ”Nej far Nano er ikke farlig, han er venlig” sagde Jennifer, og satte sig på knæ. ”Det tror jeg ikke på Jennifer” sagde Troy. ”Nano kom hen til mig, så er du sød” sagde Jennifer, og så på Nano. ”Jeg kommer Jennifer” sagde Nano, og gik hen og lå sig ved Jennifers hånd. ”Du vover at bide hende” sagde Troy vredt. ”Rolig far, Nano vil ikke bide mig, vel søde Nano” sagde Jennifer, og agede Nano over hans ryg. ”Jeg vil da ikke bide nogen, men din far kom og ville skyde os ulve” sagde Nano, og slikkede hendes hånd. ”Han bider dig jo” sagde Troy, og sparkede Nano væk fra Jennifer. ”Av!” pev Nano, af smerte. ”Nano!” skreg Jennifer og løb over til ham. Nano så på hende, ”Av” sagde han. ”Er du okay, søde Nano?” spurgte Jennifer, og mærkede på det sted, hvor Troy havde sparket ham. ”Jeg er okay Jennifer, jeg er bare lidt øm, det er det hele” svarede Nano. ”Jeg hader dig far” skreg Jennifer vredt over til Troy og de andre jægere.

Troy gik over til Jennifer, og ville slå hende. Men Nano sprang og bed sig fast i Troys hånd, sådan at Troy kom til at bløde. ”AV for den lede” sagde Troy. ”Nano hvorfor bider du min far?” spurgte Jennifer. Nano slap sit bid i Troys hånd og lå sig ved Jennifer. ”Søde Jennifer, jeg bider kun, hvis der er nogen, som der vil gøre dig fortræd” svarede Nano, og lå sit hoved på Jennifers skød. ”Okay Nano, men du bløder jo” sagde Jennifer, og så bange på Nanos side. ”Det er bare et kødsår, det er ikke slemt” sagde Nano, og så på hende, med sine varme ulve øjne. ”Det er ikke bare et kødsår Nano, det er et skudsår” sagde Jennifer, og så vredt på sin far og de andre jægere. ”Hvad et skudsår, men jeg har ikke mærket det, før at din far sparkede mig” sagde Nano, og slikkede Jennifers hånd, for at berolige hende. ”Da du bed dig fast i min fars hånd, der hørte jeg at en skød” sagde Jennifer, med tåre i sine øjne. ”Græd ikke søde Jennifer, jeg er jo ikke død” sagde Nano.  ”Nej men du er hårdt såret Nano, virkelig hårdt såret” græd Jennifer. Nano slikkede Jennifers hånd, og så på hende. ”Det gør ikke særlig ondt, søde Jennifer” sagde Nano roligt. ”Er du sikker søde Nano?” spurgte Jennifer. ”Jeg er sikker” sagde Nano. ”Er den okay” sagde en jæger, som hed Mako. ”Ja han er okay, men han har et slemt skudsår” sagde Jennifer, og rev et stort stykke af sin nederdel.

”Jennifer, du ødelægger da vel ikke, din nye nederdel, for et dyrs skyld” sagde Troy. ”Jo far, for Nano skal ikke forbløde” sagde Jennifer vredt. ”Han er et dyr, for den da Jennifer” sagde Troy. ”Han er ikke kun et dyr, han er min bedste ven” sagde Jennifer, og smilte til Nano. ”Han er et dyr Jennifer, han er ikke et menneske” sagde Troy. ”Og hvad så far, jeg holder af Nano” sagde Jennifer.

”Du kan få ham som kæledyr, men du skal passe ham, og sørge for at han ikke bider nogen” sagde Troy. ”Det lover jeg far” sagde Jennifer. ”Giv ham halsbånd på” sagde Troy, og smed et blåt halsbånd over til Jennifer. ”Far det er for lille, det vil jo kunne kvæle Nano, så det skal han ikke have på” sagde Jennifer, og tog sit røde hårbånd ud af håret, og bandt det om Nanos hals. ”Jennifer hvorfor lægger du det bånd om min hals?” spurgte Nano. ”For at vise at du ejes Nano” svarede Jennifer. ”Hvad mener du med det Jennifer?” spurgte Nano, og så på Jennifer. ”Min far kan ikke dræbe dig, hvis du ejes søde Nano” svarede Jennifer. ”Okay, hvordan skal det stoppe ham i at skyde mig Jennifer?” spurgte Nano. ”Min far må ikke skyde dig, når du er en persons kæledyr” svarede Jennifer. ”Men jeg ejes da ikke af nogen søde Jennifer” sagde Nano. ”Jo du ejes af mig, så far må ikke skade dig” sagde Jennifer. ”Men min familie” sagde Nano. ”Hvis det er rigtigt, så må man ikke jage ulve, de er fredet” sagde Jennifer. ”Men hvorfor jager I mennesker så os?” spurgte Nano. ”Det ved jeg ikke” svarede Jennifer, og så på Troy. ”Det er fordi en sne ulvs pels er millioner værd” sagde Troy. ”Men far der er ikke så mange sne ulve tilbage” sagde Jennifer vred. ”Søde du er vred” sagde Nano. ”Åh undskyld Nano” sagde Jennifer, og hendes stemme blev mere rolig. ”Det gør ikke noget Jennifer, men det var bare så mærkeligt at høre dig lyde vred” sagde Nano. ”Okay søde Nano” sagde Jennifer, og kørte sin hånd igennem Nanos bløde pels. ”Jennifer det er sent, vi skal hjem nu” sagde Troy. ”Okay far, jeg tager Nano med hjem” sagde Jennifer. ”Giv ham snor på Jennifer, og helst stram” sagde Troy. ”Snor ja, stram nej” sagde Jennifer. ”Hvad er en snor?” spurgte Nano. ”En snor er noget, jeg skal binde i dit halsbånd, så du skal gå pænt og roligt ved min side, når vi går i byen” svarede Jennifer. ”Det dræber mig vel ikke” sagde Nano. ”Nej, men det kan ske, hvis snoren bliver for stram” sagde Jennifer. ”Men vil man da skade mig” sagde Nano. ”Kun hvis du angriber folk Nano, men lov mig at du ikke gør det” sagde Jennifer. ”Det lover jeg dig Jennifer” sagde Nano og rejste sig op. ”Godt søde” sagde Jennifer og bandt snoren i Nanos halsbånd.

 

Kapitel 3: Kæle ulv

De gik mod Jennifers hjem, og Jennifer tog Nano med ind i stuen, så Anna kunne se hvordan Nano så ud. ”Nej hvor er den smuk Jennifer, hvad hedder den?” spurgte Anna. ”Han hedder Nano, og han er sød” svarede Jennifer. ”Bider han?” spurgte Anna. ”Nej, eller kun hvis nogen gør mig noget ondt” svarede Jennifer glad. ”Hej” sagde Nano. ”Hvad kan han tale” sagde Anna. ”Ja mor, Nano kan tale” sagde Jennifer. ”Søde din mor stirre på mig” sagde Nano. ”Mor det er altså ikke sjovt for Nano, at du stirre på ham” sagde Jennifer. ”Åh okay, jeg finder lige en kurv til ham, var det Nano du kaldte ham Jennifer” sagde Anna. ”Ja mor, men Nano skal bare sove i min fodende” sagde Jennifer. ”Min pige, Nano er jo en han ulv, så han skal ligge i en kurv” sagde Troy. ”Men far” sagde Jennifer. ”Nej Jennifer, han skal ligge i en kurv, som skal stå på gulvet” sagde Troy. ”Skat hun kan da godt have Nano i sengen, han er jo hendes ulv, og han vil kunne forsvare hende, når han er tæt på hende” sagde Anna. ”Hmm” sagde Troy. ”Kom nu far, så er du sød” sagde Jennifer. ”Hmm okay så, men han skal sove i din fodende, ikke under din dyne” sagde Troy. ”Okay far” sagde Jennifer, og smilte glad til Nano. ”Jennifer det er sent, så hop du nu i seng” sagde Anna. ”Ja mor, kom Nano så går vi i seng” sagde Jennifer. ”Okay” sagde Nano og gik med op på Jennifers værelse.

”Nano vend dig om, jeg skal lige have min natkjole på” sagde Jennifer. ”Okay” sagde Nano og gik ind under Jennifers seng. ”Sådan Nano kom du bare ud igen” sagde Jennifer. ”Det skal jeg nok” sagde Nano, og kom frem fra sengen.

Jennifer lå sig i sin seng, og tog dynen over sig. ”Kom her op Nano” sagde Jennifer, og klappede med sin hånd på sin dyne. Nano hoppede op på dynen, og lå sig på Jennifers ben. Jennifer nussede Nano, over hans ryg og bag hans øre. ”Godnat søde Nano” sagde Jennifer og gav Nano et knus. ”Godnat søde Jennifer” sagde Nano, og lukkede sine øjne.

 

Kapitel 4: Indbrudstyven

Jennifer og Nano faldt hurtigt i søvn. De havde ikke sovet længe, da Nano vågnede ved en lyd. Nano så mod vinduet, og så en skygge. ”Grr” knurrede Nano, da vinduet blev åbnet. Jennifer vågnede ved Nanos knurren, hun tændte sin nat lampe. ”Nano hvad er der galt” sagde Jennifer. ”Grr” knurrede Nano meget højt. Jennifer så over mod vinduet, og så at der stod en mand. ”Hvad vil du her, forsvind med dig” sagde Jennifer. ”Ikke før jeg har fået, dine penge og smykker” sagde manden. ”Forsvind så!” skreg Jennifer. Nano sprang på manden, og bed sig fast i mandens arm. ”Av styr din hund!” råbte manden. ”Nano er ikke en hund, han er en ulv” sagde Jennifer. ”Få den til at slippe” sagde manden. ”Nano kom her” sagde Jennifer roligt. Nano bed hårdt, og slap så. ”Jeg tror jeg dropper at stjæle her” sagde manden, og hoppede ud af vinduet igen. ”God ide” sagde Jennifer.

Hun så omkring i sit værelse, hun kunne ikke se Nano. ”Nano hvor er du” sagde Jennifer, men ingen Nano svarede. Jennifer steg ud af sin seng. Hun gik over til vinduet, og så ud af det. ”NANO!” skreg Jennifer, ud af vinduet. ”Av for den” sagde en stemme uden for vinduet, det var Nano. ” Nano kom nu ind” sagde Jennifer. ”Ja Jennifer, jeg kommer nu” sagde Nano og sprang ind af vinduet igen. ”Hvad lavede du der ude?” spurgte Jennifer. ”Jeg skulle tisse” svarede Nano. ”Åh, så det var derfor jeg ikke kunne finde dig” sagde Jennifer. ”Ja, jeg ville da ikke tisse på dit tæppe” sagde Nano. ”Det var godt, for mor og far vil flippe ud, hvis du gjorde det” sagde Jennifer. ”Det tror jeg på” sagde Nano og hoppede op på Jennifers dyne igen. Jennifer gik i seng igen, for der var kun 3 timer til, at hun skulle op igen. Jennifer og Nano faldt i søvn igen, og vågnede først da Anna vækkede dem.

 

Kapitel 5: Nanos død

”Godmorgen Jennifer, og godmorgen Nano” sagde Anna. ”Godmorgen mor” sagde Jennifer. ”Godmorgen” sagde Nano, og strakte sig. ”Jennifer sikke her dog roder” sagde Anna. ”Mor der kom en mand ind på mit værelse, men Nano bed ham, så manden forsvandt” sagde Jennifer. ”Hvad hvorfor kaldte du ikke på far og mig?” spurgte Anna. ”Jeg var bange mor, men Nano var mega modig” svarede Jennifer, og kørte sin hånd over Nanos øre. ”Han har været meget modig, men vi er nød til, at fortælle din far det Jennifer” sagde Anna. ”Må jeg lige sige noget Jennifer” sagde Nano. ”Ja, hvad vil du sige Nano” sagde Jennifer. ”Jeg tror han var fattig, siden han bryder ind i huset” sagde Nano. ”Jeg tror du har ret, men far må vide det” sagde Jennifer. ”Men jeg er altså lidt bange for ham” sagde Nano og lå halen mellem sine ben. ”Rolig Nano, Troy kan ikke skade dig” sagde Anna. Nano så på Jennifer, som smilede. ”Men jeg må give dig båndet på nu, når vi skal ned og have morgenmad” sagde Jennifer, og gav Nano halsbåndet på. ”Okay” sagde Nano, og slikkede sin pels.

De gik nedenunder, og Nano lå sig i kurven, som stod ude i køkkenet. ”Far, jeg må fortælle dig noget” sagde Jennifer. ”Hvad er det min pige?” spurgte Troy. ”Der var en mand inde på mit værelse i går aftes” svarede Jennifer. ”Hvad siger du, jeg vidste den ulv ikke kunne noget” sagde Troy, og rejste sig op. ”Far Nano bed manden, så manden løb væk” sagde Jennifer, og rejste sig, og løb over til Nano, som lå i sin kurv. ”Jennifer hvad sker der, jeg kan høre at din far er vred” sagde Nano. ”Han mener at du ikke kunne forsvare mig, så nu vil han skade dig Nano” sagde Jennifer. ”Lad ham komme an” sagde Nano, og gik ud af sin kurv.

Nano så op på Troy, han nåede ikke at forsvare sig selv. Troy hævede sit bælte, og slog Nano, så Nano lå ned. ”Nej Nano, du må ikke være…” græd Jennifer, da hun så at Nano blev liggende. ”Så er den ulv død” sagde Troy, og gik ud i haven. ”Nej Nano, jeg beder dig, du må ikke være død” græd Jennifer, og lå sit hoved på Nanos hals. ”Åh Jennifer det gør mig ondt, jeg ved hvor glad, du var blevet for ham” sagde Anna, som lå en trøstende hånd på Jennifers skulder. ”Mor, vil du hjælpe mig med at begrave Nano?” spurgte Jennifer grædende. ”Ja Jennifer, vi kan begrave ham i haven” sagde Anna. ”Åh Nano” græd Jennifer.

 

Kapitel 6: Genopstandelse og forvandling

”Er det normalt, at en ulv skal lyse?” spurgte Anna. ”Nej mor, ulve kan ikke lyse, hvorfor” svarede Jennifer. ”Fordi søde Jennifer, at din Nano lyser” sagde Anna. ”Mor Nano er død, han kan ikke komme tilbage” græd Jennifer. ”Måske ikke som ulv, men måske som menneske” sagde Anna, og tog fat i Jennifer. ”Slip mig!” skreg Jennifer. ”Se på Nano” sagde Anna roligt. ”Hvorfor min ulv er død” skreg Jennifer. ”Måske og måske ikke Jennifer” sagde Anna. Jennifer så over på Nano, og så at der ikke lå en død ulv, men en såret ung mand. ”Mor hvor er min Nano” skreg Jennifer. ”Det viser jeg dig Jennifer” sagde Anna, og hældte noget vand i en spand. ”Mor hvad skal du med det vand” spurgte Jennifer. ”Vække Nano” svarede Anna, og så smed hun vandet i hoved på den unge man. ”Host” sagde den unge mand. ”Mor hvad mente du med, at du skulle vække Nano?” spurgte Jennifer. ”Den unge mand, er din ulv Nano” svarede Anna. ”Hvorfor skulle jeg have vand” sagde den unge mand. ”Nano er det dig?” spurgte Jennifer. ”Ja det er mig, hvorfor spørger du” svarede han. ”Du ligner bare ikke dig selv” sagde Jennifer. ”Hvad mener du med det?” spurgte Nano. ”Ja du ligner hvervfald ikke en ulv mere” svarede Jennifer. ”Det blev jeg jo ikke klogere af søde” sagde Nano. ”Nano du er et menneske nu, du er ikke en ulv” sagde Anna. ”Ha meget morsomt” grinte Nano. ”Det er sandt Nano, du er menneske” sagde Jennifer. ”Så siger vi det” sagde Nano. ”Prøv at stå op Nano, så kan du se, at vi har ret” sagde Anna. ”Okay” sagde Nano, og rejste sig op. ”Se selv Nano, du står på et par ben, og du har hænder ikke poter” sagde Jennifer. ”Men hvordan kan det ske, jeg blev jo såret” sagde Nano. ”Nu ved jeg det måske, da Jennifer græd over dig, da Troy dræbte dig med bæltet, havde Jennifer kærlighed i sit hjerte til dig” sagde Anna. ”Mor mener du, at fordi jeg elskede Nano så højt, blev han et menneske” sagde Jennifer. ”Det er rigtigt Jennifer” sagde Anna. ”Jennifer kyssede du mig, da jeg var en død ulv, eller ønskede du noget?” spurgte Nano. ”Jeg kyssede dig på halsen, og ønskede at du var i live og var sammen med mig, uden at min far ville kunne dræbe dig” svarede Jennifer. ”Vil det sige at, da Jennifer kyssede dig, og da hun ønskede at Troy ikke kunne lave dig om til pels, at der blev du menneske?” spurgte Anna. ”Ja, men vi må ud i skoven, og det skal være hurtigt” sagde Nano.


Kapitel 7: Skoven og genkendelse

Jennifer og Nano løb ud i Ulvenes skov, de skulle finde Nanos familie. De stoppede ved lysningen, hvor Jennifer første gang så Nano.

”Jeg tror ikke, at de vil stole på dig Nano, nu hvor du er et menneske” sagde Jennifer, og satte sig på en sten. ”Det tror jeg nu nok Jennifer, jeg er stadig ulv inden i, og det kan min familie lugte” sagde Nano. ”Tror du det Nano?” spurgte Jennifer, og så ind i hans brune øjne. ”Jeg ved det Jennifer” svarede Nano, og tog blidt fat i hendes hånd. Jennifer så hurtig ned, uden at se på Nano. ”Jennifer hvad er der galt?” spurgte Nano. ”Ikke noget Nano, slet ikke noget” svarede Jennifer, uden at se op. ”Jennifer hvad er det, som gør dig så genert?” spurgte Nano. ”Det er ikke noget Nano” svarede Jennifer, og så op. ”Hvad betyder det, når du er rød over dine kinder?” spurgte Nano. ”Det betyder at hun rødmer Nano” sagde en stemme, og en sne ulv kom ind i lysningen.  ”Hvor ved du fra at han hedder Nano?” spurgte Jennifer. ”Skulle jeg ikke kunne kende min søns stemme” sagde sne ulven. ”Okay den forstod jeg ikke” sagde Jennifer. ”Det er min mor Jennifer, så derfor kan hun kende mig” sagde Nano. ”Men Nano du er jo menneske nu, du er ikke længere ulv” sagde Jennifer. ”Selv om jeg er menneske nu, så kan min mor kende mig på min lugt, og på min stemme” sagde Nano. ”Okay Nano, men når du kommer i bad som menneske, så vil du komme til at lugte anderledes” sagde Jennifer. ”Vil jeg ikke lugte som mig, når jeg bader som menneske?” spurgte Nano, og så fra sin mor til Jennifer. ”Det er sandt Nano, du vil ikke længere have din ulve lugt, når du går i bad som menneske” svarede Nanos mor. ”Men så vil ingen af mine søskende, kunne kende mig, og så vil de jo angribe Jennifer og mig” sagde Nano. ”Nej Nano, de vil jo kunne kende din stemme” sagde Jennifer. ”Er du nu sikker Jennifer?” spurgte Nano. ”Ja Nano jeg er sikker, hvem vil ikke kunne kende din stemme” svarede Jennifer. ”Nano prøv at kalde på dem” sagde Nanos mor. ”Hvordan jeg er menneske, jeg er ikke ulv mere” sagde Nano. ”Nano du har stadig ulvens kald i dig” sagde Jennifer. ”Prøv Nano” sagde Nanos mor.

Nano tog en dyb indånding og udstødte et højt hyl, som en ulv. En stor flok ulve kom ind i lysningen, da Nano havde kaldt som en ulv. ”Vi hørte Nanos kald, men vi kan ikke finde ham” sagde en sort ulv. ”Nano er her ved os” sagde Nanos mor og bed fat i Nanos bukser. ”Mor slip mig” sagde Nano, og forsøgte at rykke sig fri. ”Hvad mener du, det er et menneske, ikke vores hvide Nano” sagde en hvid hun ulv. ”Ha ha Snena, du kan ikke kende din egen lillebror” grinede Nano. ”Hvordan kan du forstå ulve sprog, du er jo et menneske?” spurgte Snena. ”Det er mig Nano, jeg blev menneske, ved at Jennifer ønskede at hendes far ikke skulle skade mig, og hun viste kærlighed da hun græd over min hals” svarede Nano. ”Hør måske kan du ulve sprog, men du skal ikke sige min lillebrors navn!” skreg Snena og sprang på Nano, som forsvarede sig med sin arm. ”Lad ham være, det er Nano!” skreg Jennifer vredt. ”Bland dig udenom menneske pige” skreg Snena. ”Jennifer kender mig bedre end du gør, og du er endda min søster” sagde Nano, og smed Snena af sig. ”Åh Nano er du okay, bed hun dig” sagde Jennifer, og så på Nanos arm. ”Jeg er okay Jennifer, det er ikke slemt” sagde Nano, og tog fat i Jennifers hånd. ”Du kan ikke være Nano, du er brun håret, og Nanos pels er hvid” sagde Snena. ”Ja det ved jeg Snena, jeg ved hvad farve min pels var, men som menneske er jeg brun håret” sagde Nano. ”Hvorfor er du det, din pels var jo hvid Nano” sagde Jennifer. ”Det ved jeg faktisk ikke” sagde Nano. ”Hvis landsbyen så en mand med lyst hår komme ud at skoven, vil de med det samme kunne se, at han var en af ulvene” sagde Nanos mor. ”Så du siger altså, at Nanos pels blev til hans brune hår, selvom pelsen var hvid” sagde Jennifer. ”Ja, for alle vil jo gerne have en sne ulvs pels, for den er flot” sagde Nanos mor. ”Ikke kun derfor, de kan tjene mange penge hvis de sælger pelsen fra en sne ulv” sagde Jennifer, og gav Nanos hånd et klem. ”Det er sand mor, nogle mennesker dræber ulve for sjov, for at tjene penge” sagde Nano. ”Hvad! se hvad jeg sagde mor, mennesker er onde, de er ikke til at stole på” sagde Snena, og så på Jennifer med blottede tænder. ”Nano hun skræmmer mig, når hun blotter tænder mod mig” sagde Jennifer, og gemte sig bag Nano. ”Snena lad være med at vise tænder, det kan altså virke skræmmende overfor mennesker, og det skræmmer Jennifer” sagde Nano, en smule vredt. ”Nano du er blevet som menneskene, de tror de er bedre end os ulve” sagde Snena lod være med at blotte tænder. ”Nano vil du ikke godt lade være med at være vred, det skræmmer mig” sagde Jennifer. ”Okay Jennifer, jeg slapper af, det giver bare en hovedpine, når man er vred” sagde Nano. ”Det er ved at blive mørkt, I må se at komme hjem til Jennifers hus, og det er i en fart” sagde Nanos mor. ”Vi må skynde os, ellers sender far, jægerne her ud” sagde Jennifer, og gav Nanos hånd et klem. ”Du har ret, vi ses en anden dag mor” sagde Nano.

Jennifer og Nano løb så hurtigt de kunne, hjem til Jennifers hus igen. Da de kom ind af døren, løb de op på Jennifers værelse.

 

Kapitel 8: Løgnen og sandheden

Lidt senere kom Troy ind af døren, og gik ind i stuen. ”Hvor er Jennifer?” spurgte Troy. ”Hun er oppe på sit værelse, sammen med en ung mand” svarede Anna. ”Hvad er hun, få dem her ned Nu!” råbte Troy. ”Jennifer kan I komme her ned, din far vil tale med dig!” råbte Anna op af trappen. ”Ja mor, vi kommer nu” sagde Jennifer. Lidt efter kom Jennifer ned, med sin hånd i Nanos. ”Jennifer hvem er den unge mand?” spurgte Troy. ”Det er øh…” sagde Jennifer. ”Nicki” sagde Nano hurtigt. ”Ja så, hvor kender du Jennifer fra” sagde Troy. ”Jeg kender hende fra en dag, vi stødte på hinanden i skoven, vi var begge gået ind i Ulvens skov” sagde Nano. ”Søde Jennifer må jeg lige tale med dig” sagde Anna, og hev Jennifer ind i køkkenet. ”Hvad er der mor” sagde Jennifer. ”Hvem er den mand, du sagde du ikke så nogen mand” sagde Anna. ”Det er Nano mor, du så da han blev menneske, har du glemt det” sagde Jennifer. ”Okay, men hvorfor kalder han sig for Nicki?” spurgte Anna. ”For at far ikke skal vide at det er Nano” svarede Jennifer. ”Åh derfor, men din far vil gætte det, før eller siden” sagde Anna. ”Mor skal jeg så sige til far, at Nicki er Nano” sagde Jennifer. ”Det er du nød til Jennifer” sagde Anna. ”Okay” sagde Jennifer og gik ind i stuen til Nano og Troy. ”Hvad er der Jennifer” sagde Nano. ”Søde min far må vide hvem du er rigtigt” sagde Jennifer, og tog fat i Nanos hånd. Nano så på hende, og nikkede. ”Jennifer hvad mener du med, at jeg skal vide, hvem han rigtig er?” spurgte Troy. ”Far hans rigtige navn er Nano, han var min sne ulv, som du dræbte, jeg ønskede at Nano levede som menneske, så du ikke måtte skyde, eller dræbe ham” svarede Jennifer. ”Hvorfor sagde du ikke bare det” sagde Troy. ”Fordi da jeg var ulv, slog du mig ihjel” sagde Nano. ”Okay, så Jennifer er bange for, at jeg skader dig, når du er menneske” sagde Troy. ”Ja far, du rør ikke Nano igen” sagde Jennifer. ”Anna kom lige ind i stuen!” råbte Troy. ”Ja min egen hvad er der” sagde Anna, da hun kom ind i stuen. ”Har vi nogen ekstra senge liggende et sted?” spurgte Troy. ”Ja vi har nogen oppe på loftet” svarede Anna. ”Nano kan du lige hjælpe mig, med at hente noget tungt oppe på loftet?” spurgte Troy. ”Ja selvfølgelig” svarede Nano. ”Hvad skal Nano hjælpe dig med far?” spurgte Jennifer. ”Jeg skal bare have hjælp til at hente nogen ting på loftet, som er for tunge for mig alene” svarede Troy. ”Jeg går med, hvis Nano skal hjælpe dig med noget” sagde Jennifer. ”Okay du vil være sikker på, at jeg ikke gør ham noget ondt” sagde Troy. ”Ja jeg vil, for jeg holder af Nano” sagde Jennifer.

De gik op af trappen, og kom til en låst dør, alder øverst i huset. Troy låste døren op, så de kunne komme ind på loft rummet. ”Far hvad skal du have hentet, siden du skal have Nanos hjælp?” spurgte Jennifer. ”Jeg skal have hentet en seng, som der skal ind på dit værelse Jennifer” svarede Troy. ”En seng hvorfor skal der en seng ind på mit værelse?” spurgte Jennifer. ”Så Nano har et sted at sove, han kan da ikke sove i din seng Jennifer” svarede Troy. ”Det har du ret i far, det kunne han kun, da Nano var ulv, ikke nu hvor han er menneske” sagde Jennifer. ”Ja, Nano tag lige fat i sengens kant, så vi kan bære den ned i Jennifers værelse” sagde Troy. Nano tog fat i sengens kant, og de begyndte at bære den ned af trapperne, og ind på Jennifers værelse. Da de gik over dør trinet, var Nano ved at snuble. ”Pas på at du ikke falder Nano” sagde Jennifer. ”Skal jeg nok” sagde Nano. De satte sengen på gulvet, da de var kommet ind på værelset.

”Jeg henter senge tøj, dyne og pude” sagde Jennifer, og løb neden under. ”Hvorfor har du så meget fart på Jennifer?” spurgte Anna. ”Jeg skal finde dyne, pude og sengetøj til Nanos seng” svarede Jennifer. ”Okay” sagde Anna. Jennifer løb hen i stuen, og åbnede et skab, hvor hun tog en dyne, en pude og noget sengetøj ud af. Hun gik mod trappen, med det hele i favnen. ”Skal han ikke have noget nattøj Jennifer?” spurgte Anna. ”Jo, men har vi noget drenge nattøj” sagde Jennifer. ”Jeg finder det lige, så vent her” sagde Anna. ”Okay, men skynd dig mor, det her er ved at blive tungt” sagde Jennifer. Lidt efter kom Anna, hen til Jennifer med noget nattøj til Nano. ”Lad mig tage noget af det, så vil det ikke være så tungt for dig Jennifer” sagde Anna, og tog dynen og nattøjet. De gik op til Jennifers værelse, og fik Nano og Troy til at gå ud af værelset. ”Hvorfor blev vi sendt ud?” spurgte Nano. ”Fordi de ville lægge sengetøj på din seng” svarede Troy. ”Okay, men hvad er sengetøj?” spurgte Nano. ”Sengetøj er noget, som man lægger på ens seng, så man sover varmt og rart” svarede Troy. ”Okay, hvornår må vi gå ind, på værelset igen?” spurgte Nano. ”Jennifer vil sige når, du må gå ind på værelset” svarede Troy, og gik neden under, og ind i stuen. Nano satte sig op af væggen, uden for Jennifers dør. Nano så på døren, han lukkede sine øjne. ”Nano du kan komme ind nu” sagde Jennifer og ruskede i Nano. ”Hvad” sagde Nano og rejste sig op.  ”Du må komme ind på værelset nu” sagde Jennifer. ”Okay” sagde Nano, han rejste sig op, og gik ind på værelset. ”Hvad syntes du Nano” sagde Jennifer, og satte sig i sin seng. ”Flot, I flyttede rundt på nogle ting kan jeg se” sagde Nano, og satte sig på den anden seng.


Kapitel 9: Slik og bad

”Vil du have noget slik Nano?” spurgte Jennifer. ”Ja tak” sagde Nano. Jennifer hoppede ned af sengen, og gik hen til sit skrivebord. ”Hvad skal du hente?” spurgte Nano.  ”Slik så vi kan hygge os” svarede Jennifer. ”Okay, hvad er slik?” spurgte Nano. ”Slik er noget sødt” svarede Jennifer. ”Hvorfor skulle du hente det, du er jo her allerede” sagde Nano. Jennifer rødmede, og sagde: ”det er altså noget man kan spise”. ”Hvad er det for noget?” spurgte Nano. ”Slik er noget, som man kan spise” svarede Jennifer. Nano forstod ikke, at slik var noget mad. Jennifer tog et stykke slik, og puttede det i sin mund. Nano så på slikket, men han tog ikke noget. ”Nano vil du ikke prøve at smage slik?” spurgte Jennifer. ”Tror du at jeg kan klare det, min mave er jo stadig som en ulve mave” svarede Nano. ”Du er jo et menneske nu Nano, så jeg er sikker på, at du kan tåle det” sagde Jennifer. Nano tog et stykke slik op, og puttede det i munden. ”Hvad syntes du om slik?” spurgte Jennifer. ”Det smager godt, men dog sjovt” svarede Nano. ”Hvordan sjovt?” spurgte Jennifer. ”Jeg er jo kun vand til kød” svarede Nano. ”Åh på den måde” sagde Jennifer. ”På hvilken måde?” spurgte Nano. ”Det er derfor, du syntes at  slik smager sjovt” svarede Jennifer. ”Ja jeg var jo en ulv” sagde Nano. ”Det ved jeg Nano, men nu er du menneske” sagde Jennifer. ”Ja, ad for den hvor jeg lugter” sagde Nano. ”Det har du ret i Nano, du trænger til et langt bad” sagde Jennifer. ”Hvad er et bad?” spurgte Nano. ”Et bad er hvor man, vasker sin krop med sæbe og vand, og bliver gjort ren, og får rent tøj på” svarede Jennifer. ”Okay, hvor bader man?” spurgte Nano. ”På badeværelset selvfølgelig” grinte Jennifer. ”Hvor ligger det” spurgte Nano. ”Kom så viser jeg dig det” svarede Jennifer. Hun åbnede værelses døren, og gik ud på gangen, Nano gik med. ”Her er badeværelset” sagde Jennifer, da de kom til gangens ende. ”Okay, så går jeg i bad” sagde Nano, og gik ind på badeværelset. ”Så finder jeg dig noget rent tøj” sagde Jennifer. ”Okay” sagde Nano og lukkede badeværelses døren. Jennifer løb ned i sine forældres soveværelse, og åbnede sin fars skab. Troy kom ind i værelset. ”Jennifer hvad laver du her inde, Nano er jo oppe på dit værelse” sagde Troy. ”Nano er i bad far, og jeg skulle finde noget tøj til ham” svarede Jennifer. ”Javel, men sige det lige først næste gang, enden du tager noget tøj” sagde Troy. ”Skal jeg nok huske far” sagde Jennifer, og tog et sæt tøj, og løb så op til badeværelset, hvor Nano var i bad. Jennifer bankede på døren. ”Hvem er det?” spurgte Nano inde fra badeværelset. ”Det er mig Jennifer, jeg har noget tøj til dig Nano” svarede Jennifer. ”Kan du lægge tøjet, uden for døren, så tager jeg det, når jeg er færdig” sagde Nano. ”Okay, så lægger jeg det her” sagde Jennifer, og lå tøjet.

Hun gik ned til Anna og Troy. ”Hvor langt er Nano med badet?” spurgte Anna. ”Han er først lige kommet ind i badet, tror jeg” svarede Jennifer. ”Han ser ud til at være færdig med badet” sagde Troy. Nano kom løbende ned af trappen. ”Det tøj klæder dig Nano” sagde Anna. ”Mange tak, eller hvad det nu hedder” sagde Nano.


Kapitel 10:  Hadet og redningen

Jennifer begyndte at grine. ”Jennifer hvad er det der er så sjovt?” spurgte Troy. ”Nano har vendt trøjen omvendt” svarede Jennifer. ”Hvad er omvendt?” spurgte Nano. ”Det er når man vender noget forkert, eller gør noget som er modsat, det som andre gør, det er lidt svært at forklare Nano” svarede Anna.

Nano kløede sig i nakke håret, han forstod ikke noget af det, som Anna sagde til ham. ”Nano forstod du det, mor sagde til dig?” spurgte Jennifer. ”Nej, jeg forstod ikke et ord” svarede Nano. ”Forstod du virkelig intet af hvad Anna forklarede?” spurgte Troy. ”Hvad spurgte du om” svarede Nano. ”Glem det, han er jo ulv, han er ikke et helt menneske” sagde Troy. ”Nano forstod du overhoved noget af hvad, mine forældre sagde til dig?” spurgte Jennifer stille og roligt. ”Nej, jeg forstod intet, af hvad de sagde, men jeg kunne forstå på din fars tone i hans stemme, at han blev vred på mig” svarede Nano. ”Jennifer hvordan kan Nano forstå dig, når han ikke kan forstå, hvad vi siger til ham?” spurgte Anna. ”Jeg var det første menneske, som Nano mødte, og også det første menneske som han talte med” svarede Jennifer. ”Jeg tror jeg går, jeg er vist ikke velkommen” sagde Nano, og åbnede hoveddøren. ”Nej Nano blive” sagde Jennifer. Nano så på hende, og vendte trøjen. ”Jennifer jeg kan høre på din far, at han ikke mener, at jeg kan blive et helt menneske, så jeg går hjem til de andre ulve” sagde Nano, og gik ud af døren.

Nano løb mod skoven, og forsvandt i dens mørke skygge. ”NANO!” skreg Jennifer, hun løb op på sit værelse og smækkede døren i.

En time senere kom Anna op på Jennifers værelse. Anna bankede på døren, og håbede at Jennifer ville lukke op, så hun kunne komme ind. ”Jennifer det er mig, luk nu op” sagde Anna igennem døren. ”SKRID MED DIG!” skreg Jennifer tilbage. ”Vil du lukke op, hvis jeg kan få Nano tilbage til dig?” spurgte Anna. ”Intet kan få ham tilbage” sagde Jennifer. ”Jeg kan måske” sagde Anna, og løb ned til hoveddøren. ”Anna hvad skal du?” spurgte Troy. ”Jeg vil hente Nano tilbage til Jennifer, han er måske den eneste, som kan få Jennifer til at åbne sin værelses dør” svarede Anna, og tog sin frakke. ”Vent lige lidt Anna, jeg får Jennifer ud, om så jeg så skal smadre døren til hendes værelse” sagde Troy, og løb op til Jennifers værelse.

Han sparkede døren op, og hev Jennifer med sig ned. ”Slip mig!” skreg Jennifer. ”Du må vente lidt Jennifer, vi skal lige først hente en” sagde Troy, og hev Jennifer ud af døren. ”Hvis du ikke slipper mig far, så skriger jeg, så højt jeg kan efter Nano og hans familie” sagde Jennifer vredt. ”Glem det min pige” sagde Troy. ”Søde Jennifer, din far hiver kun i dig, fordi du sætter dig imod ham” sagde Anna.

”Nano hjælp mig, min far skader mig!” skreg Jennifer så højt hun kunne. En flok ulve kom løbende mod dem. ”Nano er du der” sagde Jennifer. Ulvene så på hinanden, som om de forstod hende. ”Jennifer jeg tror, de kunne forstå dig” sagde Anna. Et menneske kom løbende ud af skoven, det var Nano. ”Troy slip hende nu, jeg kan få ulvene til at dræbe dig, hvis du ikke slipper hende” sagde Nano vredt. ”Slip mig!” skreg Jennifer, og rykkede sig fri fra Troy. ”Jennifer gå ikke hen til Nano, han er farlig, han kan jo finde på at dræbe dig” sagde Troy. ”Nej far, Nano vil ikke dræbe mig, han vil beskytte mig” sagde Jennifer. ”Fra hvem Jennifer?” spurgte Anna. ”Fra dig og far, når det er at I vil slå, eller når I vil hive i mig” svarede Jennifer, og gik hen til Nano. ”Men vi vil da aldrig slå dig Jennifer” sagde Anna. ”Eller hive i dig, hvis det ikke er for dit eget bedste” sagde Troy. ”Hvad med da du hev i mig far, var det for mit eget bedste?” spurgte Jennifer. ”Det var den eneste måde, vi kunne få dig med Jennifer, vi ville jo hente Nano” svarede Troy. ”Den tror jeg ikke på” sagde Jennifer vredt. ”Det tror jeg faktisk er sandt søde Jen” sagde Nano.

”Hvad kaldte du mig Nano?” spurgte Jennifer. ”Jeg kaldte dig Jen, hvorfor spørger du” svarede Nano, og smilede. ”Driller du mig, eller har du lige givet mig et kælenavn?” spurgte Jennifer. ”Jeg har givet dig et kælenavn, må jeg da ikke det Jen” svarede Nano. ”Jo du må, men der er aldrig nogen, som der har givet mig et kælenavn før” sagde Jennifer. ”Jen lyder da smukt Jennifer” sagde Anna. ”Ja det gør mor” sagde Jennifer. ”Jeg syntes stadig, at man skal kalde dig Jennifer, og ikke andet” sagde Troy. ”Hvad har mænd forstand på kælenavne, de har ikke forstand på det” grinte Jennifer. ”Hvad mener du med det Jen?” spurgte Nano. ”Det er en talemåde Nano, man siger jo, at mænd ikke kan finde på kælenavne” svarede Jennifer. ”Kan jeg så heller ikke Jen?” spurgte Nano. ”Jo du kan søde Nano, du gav mig jo kælenavnet Jen, og det er jo et meget smukt kælenavn” svarede Jennifer.

Kapitel 11: Lus

Nano kløede sig i nakken.
”Av noget bed mig i mit hoved” sagde Nano. ”Må jeg lige tjekke dit hår Nano” sagde Anna. ”Hvorfor det?” spurgte Nano meget usikkert. ”Jeg vil bare lige tjekke dit hår Nano ikke andet” svarede Anna. ”Hvorfor vil du det, og hvad betyder at tjekke hår?” spurgte Nano, og kløede sig i håret. ”Nano jeg tror altså, at du har lus i dit hår” sagde Anna. ”Hvad er lus?” spurgte Nano. ”Det er et dyr, som lever i dit hår, og som lægger sine æg ved hår rødderne” svarede Jennifer. ”Bider de der lus?” spurgte Nano. ”Ja de bider en i hoved bunden” svarede Jennifer. ”Okay, arg hvor mit hår det klør” sagde Nano. ”Far vil du være sød, at hente kammen til mig?” spurgte Jennifer. ”Det skal jeg nok Jennifer” svarede Troy, og løb tilbage til huset. ”Hvad er det for en kam, som du bad Troy om at hente?” spurgte Nano. ”En luse kam, så jeg kan kæmme dit hår Nano” svarede Jennifer. ”Øh hmm okay” sagde Nano. Troy kom løbende tilbage til dem. ”Her er den Jennifer” sagde Troy, og gav Jennifer luse kammen. ”Tak far” sagde Jennifer. ”Er det kammen, som du vil bruge i mit hår?” spurgte Nano. ”Ja Nano, det er kammen, som jeg vil bruge” svarede Jennifer. ”Vil det gøre ondt, når du bruger den på mig?” spurgte Nano usikkert. ”Nej det vil ikke gøre ondt” svarede Jennifer, og kærtegnede Nanos kind. ”Er du sikker Jen?” spurgte Nano. ”Ja Nano, jeg er sikker” svarede Jennifer. ”Nano jeg kan jo tjekke Jennifers hår, så du kan se at det ikke gør ondt” sagde Anna. Nano så bare på Jennifer. ”Her mor” sagde Jennifer og gav Anna kammen. Anna begyndte at kæmme Jennifers hår, imens så Nano på det. ”Sådan Jennifer, du har ingen lus” sagde Anna. ”Okay mor, så er det din tur Nano” sagde Jennifer. Nano rystede på hoved, og gik baglæns, han ville ikke kæmmes. ”Ulve I er Nanos familie, så kan I ikke godt få Nano til at blive kæmmet?” spurgte Jennifer. En hun ulv tog fat i Nanos bukseben, og hev ham hen til Jennifer. ”Tak Snena” sagde Jennifer. Anna gav Jennifer kammen. Jennifer tog fat i en tot af Nanos hår, og begyndte at kæmme ham. ”Mor se lige her i kammen” sagde Jennifer, og viste Anna kammen. ”Han skal have shampoen, og kuren” sagde Anna. ”Hvad betyder det Jen?” spurgte Nano. ”Søde det betyder at du har lus, og skal have en behandling mod dem, så lusene dør, og ikke kan komme tilbage i dit hår” svarede Jennifer. ”Som en… hvad er det nu… det I giver jeres kæledyr” sagde Nano. ”Mener du en loppe kur?” spurgte Jennifer. ”Ja det du sagde Jen” svarede Nano. ”Ja det er ligesom loppe kuren” sagde Jennifer. ”Arg” sagde Nano, og sprang over hoved på ulvene. Men han blev stoppet af Troy, som hev ham i trøjen. ”Host host” lød det fra Nano, for Troy havde hevet ham i trøjens hals. ”Åh undskyld Nano, men alle skal igennem turen” sagde Troy.  ”Hvorfor skal jeg” sagde Nano. ”Fordi du har lus” sagde Jennifer til Nano. ”Møg, dumme ting” sagde han. ”Ja lus er nogle dumme ting, men med en luse kur er de døde” sagde Jennifer. Nano så på hende, og så så på den hår tot, som hang ned over hans ansigt. ”Okay Jen, men hvem skal så først?” spurgte Nano. ”Det skal du Nano, for det er dig der har lus, ikke mig” sagde Jennifer. Nano så først på Anne, så på Troy og til sidst på Jennifer.

 

Kapitel 12: Sand kærlighed

Han rystede bare på hoved af det, for han ville ikke. Jennifer grinede, for Nano fik sit hår til at stritte. Nano kløede sig i nakken, han vidste ikke hvad Jennifer grinede af. ”Hvad er det der er sjovt Jen?” spurgte han. ”Dig Nano…..dit hår stritter som en høstak” grinede Jennifer.  ”Den forstår jeg ikke” sagde Nano. ”Okay.. så viser jeg det på mit hår” sagde Jennifer, og fik sit hår til at stritte som Nanos. Nano kom til at grine over det, og Jennifer kom også til at grine. Anna og Troy grinede også, for Nano og Jennifer så meget sjove ud med deres strittende hår.

Jennifer smilede og rødmede lidt, og det fik Nano til at stirre. ”Hvorfor rødmer du Jennifer?” spurgte han, og smilede. ”Åh.. jeg.. øh.. ikke for noget” svarede Jennifer, og rødmede endnu mere. Nano kløede sig i nakken, han var godt forvirrede, hvorfor mon Jennifer rødmede sådan. ”Anna hvorfor rødmer piger sådan?” spurgte Nano. ”Enden er det fordi, man har gjort noget pinligt, eller så er man forelsket, meget forelsket hvis man bliver mørkerød over kinderne” svarede Anna. ”hvad er Jennifer så” sagde Nano og pegede på Jennifers kinder. ”Spørg hende selv Nano, men jeg tror hun er forelsket, men er ikke sikker” svarede Anna. Nano så på Jennifer. ”Søde Jen, hvorfor rødmer du sådan” spurgte han.  ”Jeg.. øh.. jeg… jeg elsker dig, derfor rødmer jeg” svarede Jennifer. Nano smilede glad. ”Jeg elsker også dig Jen” sagde Nano glad. Jennifer sprang om halsen på Nano, og kysser ham på munden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...