Mine samlede værker fra 2012

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2014
  • Opdateret: 26 jul. 2014
  • Status: Færdig
Jeg startede med at skrive ind på movellas i 2012. Så i denne bog kan man se og læse alle de historier, som blev skrevet det år. Det blev til nogle stykker. I bogen her, er det genre opdelt. Sådan at man kan se hvilke genre det er. Der vil Komme en ny bog hvert år. Så længe jeg skriver, og har drømmen. Værker i denne serie: fra 2012 fra 2013 fra 2014 (Udkommer i 2015)

4Likes
0Kommentarer
484Visninger
AA

21. NigthWalker

Kapitel 1: Mødet

Jeg husker tydeligt den aften, jeg hørte skuddene. Jeg løb ned i stuen, for at se om mine forældre var okay. Jeg så mine forældre at de var okay, men min mor så bleg ud. ”Mor hvad er der galt?” spurgte jeg. ”En ung mand der ville tale med dig kom, han er død” sagde mor.
Jeg forstod ikke hvad hun mente, ligetil jeg så på gulvet, foran sofaen. Der lagde der en ung mand, på min alder, med skud mærker i ryggen. Hans ansigt havde nogle mærker hist og her, og hans lyse hår strittede til alle sider. Hans øjne var brune, det kunne jeg se, for hans øjne var lidt åbne, selvom han var død. Jeg kunne ikke klare at se ind i hans døde øjne, så jeg lagde et tæppe over ham, og lukkede hans øjne. Jeg satte mig på gulvet, og kiggede på den unge mand. Tænk at en skulle dø så ung, det var ikke til at forstå.
Da mine forældre gik seng, blev jeg i stuen. Jeg kunne ikke sjove, og far havde sagt at det ville være dumt at ringe til politiet så sent om aften. Mor havde sagt, at jeg skulle holde mig fra den døde mand, men som altid lyttede jeg aldrig efter hende.
Så da jeg så at mine forældre gik ind på deres soveværelse, løb jeg ud på badeværelset efter førstehjælps kassen. For jeg ville rense den unge mands sår i ryggen, så de ikke så så slemme ud. Men da jeg åbnede for rense-kludene, hørte jeg en stønnen. Jeg så op mod trappen, kunne den stønnen komme fra mor, eller kom den fra far. Jeg gad ikke tænke over det, så jeg løftede lidt op i den unge mand, og hev hans blodige trøje af ham.
Men da jeg hev i trøjen lige over sårene, greb han fat i mit håndled. Jeg blev så bange at jeg ville skrig, men han satte hurtigt sin kolde hånd for min mund, så jeg ikke kunne få en lyd ud. Jeg så bange på ham, men hans øjne var varme og blide.
”Jeg fjerner kun min hånd hvis du lover mig, at du ikke vil skrige, kan jeg stole på du ikke skriger når jeg fjerner hånden” sagde han. Jeg nikkede som et ja, så han fjernede sin hånd. Jeg var stadig bange, men mere rolig, nu når jeg havde hørt hvor blid hans stemme var. Jeg slikkede min læbe, for den revnede en smule.
”Jeg hedder for resten Rani,” sagde jeg. ”Okay, smukt navn du har Rani” sagde han. Jeg så på ham, han så ikke uhyggelig ud. ”Hvad hedder du enlig?” spurgte jeg. Jeg syntes mine ord lød dumme. ”Mit navn er ligegyldig” svarede han. ”Må jeg ikke høre det, du hørte jo også, hvad jeg hed” sagde jeg. Han så på mig, og så lige ind i mine øjne. ”Hvis du ikke griner, siger jeg det” sagde han. ”Jeg lover dig, jeg griner ikke, du grinede jo heller ikke af mit” sagde jeg. ”Okay godt så, jeg hedder Alibur” sagde han. ”Alibur, det er da ikke et slemt navn, det er jo flot” sagde jeg, og smagte på navnet. Alibur smilede over det jeg sagde. ”Tak… det er der aldrig nogen der har fortalt mig før” sagde han glad. Jeg smilede, og lagde mit hår over skulderen. ”Hvor gammel er du Alibur, jeg er selv 17 år gammel” sagde jeg. ”Jeg er 19 år gammel, men hvad tæller det, i en stor verden som den vi lever i” sagde Alibur. Jeg nikkede, for han havde ret. Hvad betød det at man var en ung teenager, når alle de voksne anså en som et barn?
Jeg sukkede lidt, og så mod vinduet. ”Er der noget galt Rani?” spurgte Alibur. ”Ikke rigtigt… jeg tænker bare på, hvad der er på mørkets side” svarede jeg. ”Mørket side, hvad er det?” spurgte Alibur. Jeg gabte og sukkede. ”Jeg ved det ikke, min far snakker altid om, at ødelægge mørkets side” sagde jeg. Alibur så forvirrede på mig. Jeg smilede til ham.
”Hvis du vil sove her, må du tage sofaen” sagde jeg. ”Jeg kan ikke sove her, jeg må hjem, ellers bliver mine forældre urolige” sagde Alibur, og rejste sig op, han gav mig en hjælpende hånd, så jeg kunne komme op at stå. ”Kan jeg få dig at se igen?” spurgte jeg. ”Det ved jeg ikke Rani, jeg må rigtigt ikke gå ud, en regel min far har over mig” svarede Alibur. ”Javel” sagde jeg bare, og lagde håret om på ryggen. ”Men vi kan da skive sammen, så mister vi da ikke kontakten til hinanden” sagde han, og smilede. Et lille smil kom frem på min læbe, og jeg tog en blok frem af min morgenkåbe. Jeg skrev min adresse, og mit mobil nummer, så han både kunne skrive og ringe til mig. Jeg gav Alibur papiret, og han takkede.

 

Kapitel 2: Mareridtet

Han bad mig vende mig om, det gjorde jeg. Men da jeg så tilbage, var han væk, han måtte være løbet ud af døren. Jeg gik hen og låste døren igen, og gik så op i seng. Men da jeg lagde i sengen, kunne jeg ikke tænke på andet end Alibur. Og jeg faldt i søvn, med røde blussende kinder.
Men min drøm, var ikke som jeg ønskede den skulle være. Jeg drømte at jeg blev angrebet, af natte vandre. Så jeg vågnede i et højt skrig, da en at natte vandrerne bed mig i min drøm. Mor kom ind til mig, for at berolige mig. Selv far kom ind, han hadet at blive vækket midt om natten. I sær hvis det var mig, der vækkede ham. Jeg vidste at han nogle gange skulle på arbejde om natten, og når han havde fri, ville han gerne sove om natten. ”Undskyld det var ikke meningen at vække jer” sagde jeg, og så ned. ”Det kunne du jo ikke gøre for, din drøm var jo meget uhyggelig” sagde mor. ”Ja om natte vandrerne, uh de giver mig gåsehud” sagde jeg, og lagde mit hoved på min pude igen. ”Se nu ar få sovet, din far skal fortælle dig noget i morgen” sagde mor og kyssede mig på panden, og gik så ind i soveværelset igen. Jeg lagde lidt og kiggede op i loftet, men faldt så i søvn. Og denne gang drømte jeg om Alibur, og hans blide øjne.

 

Kapitel 3: Familiens historie

Næste morgen vækkede mor mig tidligt, for i vores familie blev alle vækket ved solopgang, og det var bare det mest dumme tidspunkt, på dagen at blive vækket. ”Se og få gnedet søvnen ud af dine øjne, og kom så nedenunder for at få noget morgenmad” sagde mor, og gik ned. Jeg gik hen til mit skab og fat det tøj, jeg skulle have på, det mine forfædre engang havde båret, selvom kjolen var for løs, så tog jeg den på. Jeg satte mit hår op i en hestehale, og løb så nedenunder. Min far sad med en avis, og jeg snuppede en bolle, fra brød kurven. ”Jeg kan se du har kjolen på” sagde far fra avisen. ”Ja, jeg syntes om den, men jeg bliver ved med at tro der er en historie om kjolen” sagde jeg. Mor så på far, og han nikkede.
”Det er på tide, at Rani får familiens historie af vide” sagde han. Jeg så forvirret på dem. ”Familiens historie?” sagde jeg. ”Ja Rani, i flere generationer har unge piger i familien, enden de danner familie jaget natte vandrerne, men det er endnu aldrig lykkes for nogen, at dræbe deres prins, så den endte jo med at, nattevandrernes prins blev konge, og kongernes efterkommere var altid drenge, så den dag du bliver 16, skal du jage nattevandrerne, og dræbe deres prins, men pas på, nogle piger, er blevet forelsket i ham, og mange piger så vi ikke igen, det siges at de ikke længere var mennesker, men selv var blevet en af dem, på grund af deres forelskelse i en af dem” sagde far. ”Men jeg bliver 16 i morgen, og jeg kan jo ikke dræbe dem, jeg er ikke parat” sagde jeg. Mor sukkede, og jeg så på hende. Så det var altså sådan mit liv skulle blive, jeg skulle være en dræber.
Efter morgenmaden løb jeg vredt op på mit værelse, jeg var meget vred, hvorfor havde de ikke fortalt mig det før. Jeg smed mine ting ind i væggen, og hørte min mobil bibbe. Jeg tog den op, og satte mig på sengen. Det var en der ringede til mig, så jeg trykkede på mobilen. ”Ja det er Rani” sagde jeg ind i mobilen. ”Hej Rani, det er mig Alibur, jeg ville lige prøve at ringe til dig” sagde Alibur i mobilen. Jeg smilede, bare over at høre ham. ”Hej Alibur, rart at du ringede” sagde jeg. ”Du lyder som om du lige har fået en dårlig nyhed” sagde han. ”Ja, mine forældre sagde noget dumt, men det gider jeg ikke tænke på, ved dine forældre at du snakker med mig” sagde jeg. ”Jeg ved ikke om de ved det, jo de ved det, for min søster siger jeg skal gemme mobilen, jeg sender et brev enden så længe, ses Rani” sagde Alibur, og jeg hørte at han lagde på.
Det var underligt, Alibur var den første rigtige dreng, jeg nogensinde havde snakket med, og det gjorde mig glad. Jeg så på nummeret, som var Aliburs, jeg gemte det på mobilen, og skrev hans navn ind i min telefon bog.

 

Kapitel 4: Tegningen

Jeg satte mig ved mit bord, jeg prøvede at se Alibur for mig, og begyndte så at tegne ham. Jeg smilede mens jeg tegnede, men da jeg hørte at der blev banket på min dør, lagde jeg tegningen af Alibur i min skuffe, og tog en ny blok frem.
”Kom ind” sagde jeg, og begyndte at tegne mig selv, mens jeg flere gange så op, i spejlet der hang over mit skrivebord. Det var far, som der kom ind. ”Åh det er dig” sagde jeg bare, og tegnede videre på tegningen af mig. ”Jeg ved det kom som et chok, men Rani det har ligget til familien i mange år, jeg ønsker jo bare at alt var som før, natte vandrerne kom” sagde far. ”Ja, det kom som et chok, og hvorfor er det pigerne der skal kæmpe mod de natte vandrerne?” spurgte jeg. ”Fordi en natte vandrere er en mand, og hvis en menneske mand, forsøger at dræbe en af dem, så dræber natte vandreren menneske manden, men de vil aldrig krumme et hår på en kvindes hoved” svarede far. ”Javel, men far jeg vil gerne lidt alene” sagde jeg, og bad ham gå. Far kyssede mig i håret, og gik ud af mit værelse. Jeg tog min tegning af Alibur op at skuffen, og så på den. Hvad ville der ske med Alibur, hvis han stødte ind i natte vandrerne, ville han så miste livet. Jeg lagde mig på sengen, for at slappe af, men blev ved med at tænke på, hvad der ville kunne ske, med Alibur hvis han mødte dem.


Kapitel 5: Den dårlige nyhed.

Og det fik mig til at tænke, at hvis jeg dræbte mørkets prins, så kunne de ikke skade Alibur, men den tanke blev slået ud af mit hoved, da mor kom ind på mit værelse, hun havde en telefon i hånden. ”Det er til dig Rani” sagde hun. Jeg tog telefonen, og satte den mod mit øre. ”Det er Rani” sagde jeg. ”Frøken Rani, mir navn er Kedro, og jeg har en dårlig nyhed til dem, deres ven Alibur blev angrebet af en natte vandrere tidligere i dag, vi fandt ham død nede ved floden, med flere bide mærker på kroppen, det gør mig ondt” sagde manden i telefonen. ”Nej det må ikke være sandt, Alibur må ikke være død, det må han ikke være!” skreg jeg, og knækkede på knæ.
Mor satte sig på knæ ved siden af mig, og lagde sine arme om mig. Far kom løbende op på mit værelse, han havde hørt mig skrige. Han kunne se på min mor, at der var noget galt. ”Hvad er der sket, siden Rani er så ked af det?” spurgte han. ”En dreng Rani kender er død, han blev overfaldet i går aftes, og Rani har lige fået af vide, at hun har mistet sin ven, og vist en meget kær ven” sagde mor. ”Når du er klar til at træne Rani, så får vi det klar til at hævne ham” sagde far. Jeg så på ham, men jeg måtte græde, så jeg lage mit hoved mod mors arme, og lod tårerne løbe. ”Jeg snakkede med ham, for lidt siden, han sagde han ville sende et brev, de må have overfaldet ham, foran posthuset” græd jeg. Far nikkede, og satte sig på min stol. ”Floden løber ved siden af posthuset, så det kan passe, at de har vært så onde, at overfalde ham, da han krydsede broen” sagde far. Mor så på far, og rejste sig op. Hun gik ind ved siden af, og far rejste sig op, og løftede mig op, og lagde mig i min seng.


Kapitel 6: Snakken

Jeg så på ham, jeg græd ikke så meget mere. ”Hvornår kan jeg starte min træning far, jeg fylder jo 16 i dag?” spurgte jeg. ”Når du vil min pige, din vens død må hævnes” svarede far. Mor kom ind på mit værelse igen, hun havde en lille pakke i hånden. Hun satte sig på senge kanten, og så på mig. ”Dum start på dagen, men her er en lille gave fra far og mig” sagde mor og gav mig pakken. Jeg tog den, og åbnede den. Inde i pakken lagde der en kniv og et knivspænde til benet. Jeg så på den, og smilede. ”Tak mor, og tak far, I er de bedste” sagde jeg.
Jeg rejste mig op, og rettede på kjolen, så den sad flot, og det viste sig at den var meget kort. Jeg bandt knivspændet om højreben, og satte kniven i det. Jeg løsnede mit sorte hår, og så på far. ”Jeg er klar til træningen, de skal bøde for at, de dræbe Alibur” sagde jeg, og gik hen til mit skrive bord. Jeg tog en mørke rød lip gloss, og tog noget på, og tog bagefter min hårbørste, og reddet mit hår. Far nikkede, han kunne føle, at jeg var fuld af had, og fuld af sorg.
”Du skal udenfor for at kunne træne” sagde far, og gik uden for. Jeg løb hurtigt efter ham, for nu ville jeg træne. Efter et stykke tid var mine færdigheder super trænet, sikkert fordi jeg trænede hårdt. Men jeg havde også trænet hele dagen, det opdagede jeg, ved at jeg så på himlen, den var rødlig, fordi solen var ved at går ned.
”Der er mad!” råbte mor ud af døren. Jeg gik ud på badeværelset, for at vaske mine hænder og mit ansigt, for jeg havde jord på både hænder og i ansigtet, plus vi skulle jo spise. Jeg lagde håret, om på ryggen, da jeg havde sat mig til bordet. Vi skulle have lamme kølle og fløde kartofler, jeg spiste en stor portion, for jeg var meget sulten, efter den lange træning. ”Hun lærte det hele, bare på en dag, men hun føler jo også had til det mørke nu” sagde far og tog en bid mad ind i munden. Mor så stolt på mig. ”Jeg skal være god, meget god, for Aliburs død skal hævnes” sagde jeg. Jeg så på far, der var noget galt.
”Skat hvad tænker du på?” spurgte mor far. ”Jeg tænker på, hvordan det kan være, at Ranis ven blev overfaldet mens det var lyst, for de plejer at angribe folk, når det er mørkt, det er derfor de har deres navn natte vandrere” svarede far. Jeg sukkede bare. ”Jeg fatter ikke, da de dræbte Alibur, han kan jo ikke have gjort dem noget” sagde jeg, og tog af bordet da vi var færdige.
I stedet for at sparke og slå til ting, valgte jeg, at mens jeg var vred, ville jeg tage opvasken. Men efter opvasken, kunne jeg ikke holde min sorg tilbage, så jeg braste i gråd, og tårerne løb ned af mine kinder.


Kapitel 7: Beslutningen

”De skal bøde for at dræbe Alibur!” græd jeg. Jeg tog forklædet af, og tog min kniv og satte den i spændet ved mit ben. Jeg gik hen til døren, og åbnede den. Jeg måtte af sted, for jeg ville hævne Aliburs død. Jeg skyndte mig ud af døren, og lukkede den efter mig. Jeg gik mod byen, mens tårerne løb ned af mine kinder.
Var jeg blevet forelsket i Alibur, siden jeg græd så meget over ham.
Jeg så en mand der kom løbende, jeg kunne se, at han var bange. Jeg prøvede at se efter, hvad der gjorde ham bange. Og der så jeg, for første gang mens jeg var vågen, en natte vandre. Jeg løb om bag manden, så jeg stod lige foran natte vandreren. Jeg tørrede mine øjne, og angreb natte vandreren, jeg borede min kniv i hjertet på ham, så natte vandreren blev til jord.
Manden takkede mig, og gav mig 200kr i mønter, så jeg lagde dem i en pung, der sad på min kjole. ”Tak for dem” sagde jeg, og løb videre. Sært at blive betalt for at dræbe en enkel natte vandre. Hvad mon så, mørkets prins´ død var værd. Jeg gik forbi mange, der havde brug for hjælp, for at slippe af med en natte vandre. Jeg angreb dem alle, og hver gang, gav menneskerne mig 200 kr. Jeg satte mig på en bænk, lige under en gadelygte, for at tælle pengene. Det viste sig, ved at jeg havde dræbt 20 natte vandre, og havde jeg tjent 4000 kr. bare på den her aften. Men mens jeg talte pengene, blev jeg ved med at tænke på Alibur.


Kapitel 8: The Night Walker

Jeg gav et stort suk fra mig, da jeg hørte nogle mænd råbe op. Jeg løb hen til mændene, de stos i en rundkreds. ”Hvad er der sket?” spurgte jeg. Mændene så på mig. ”The Night Walker har angrebet” sagde de. ”Night Walker, hvem er det” spurgte jeg. ”Ved du ikke hvem det er, det er natte vandernes prins, han er den farligste af alle, ham kan ingen stoppe” svarede en mand. ”Prinsen!” udbrød jeg og kom til at tænke på Alibur. Jeg knyttede min næve, for mit had til denne prins dukkede op i mig. ”Ja prinsen, han angriber folk en gang om året, for ellers bringer piger ham mad og deres blod, han kan lokke med alle pigerne hvis han vil, aldrig har nogen dræber nået ham, uden han fik dem” sagde manden. Jeg sukkede, og tørrede mine øjne. ”Jeg vil få ham dræbt, hans folk har dræbt en af mine venner, og det skal han bøde for, så sandt som at jeg er Dræberen Rani” sagde jeg og vred min næve så den blev rød. Manden så på mig, han virkede forvirret. ”Du er altså en dræber, men jeg har da aldrig hørt om, en dræber som der ville have hævn over prinsen” sagde manden. ”Denne Nigth Walker dræbte en af mine venner, han skal hævnes” sagde jeg, mens jeg græd. ”Han bor oppe på slottet der, men pas på frøken selv om de er en dræber, så er The Night Walker meget farlig for dem” sagde manden.


Kapitel 9: Slottet

Han pegede mod et slot, som lagde oppe på den højeste bakke i byen. Jeg løb mod bakken, og mens jeg hele tiden så efter natte vandre. Jeg stoppede op da jeg kom til skoven som var for foden af bakken, jeg måtte have vejret igen efter den løbe tur. Jeg så op mod slottet, og tænkte at der inde er Aliburs morder. Jeg satte mig på en sten, og hørte et skrig fra en kvinde. Jeg løb efter lyden, og så nogle natte vandre som der angreb kvinden og en mand. ”Lad ham være!” skreg kvinden. Natte vandreren angreb bare manden. Jeg hev min kniv frem og dræbte en efter en af dem. Jeg så på kvinden, for at se om hun og manden var okay. Jeg tørrede min kind, for jeg havde natte vandre blod på kinden. ”Mange tak, for at du reddet mig og min forlovede” sagde kvinden. ”Så lidt… de natte vandre skal holde sig fra mændene og kvinderne i byen” sagde jeg. Parret løb mod byen, imens gik jeg mod slottet på bakke toppen. Jeg blev ved med at tænke på Alibur, og mit had til the Nigth Walker blev større.
Jeg stod nu foran døren til slottet, skulle jeg gå ind eller skulle jeg lade være, og vente på at prinsen kom ud. Jeg kom til at tænke på, at nu når jeg havde dræbt så mange natte vandre, så havde nogen andre natte vandre sikkert fortalt det til prinsen, og fortalt hvordan jeg så ud. Jeg satte mig på en bænk, der var ude foran slottet. Hvordan skulle jeg kunne angribe, hvis de vidste hvordan jeg så ud. Jeg sukkede, for den ville være svær.

 

Kapitel 10: Forhindringen

For hvordan skulle jeg ændre mit udsende, så de ikke kunne se, hvem jeg var. Jeg så nogle piger, som der kom med mad. De var helt blege, men de så glade ud. Det var sært, hvordan kunne de dog være glade, når de var så tæt på slottet.
Jeg gik hen og hev en af pigerne væk, for jeg ville tale med hende. Pigen så på mig, uden glæde i sine øjne. ”Hvorfor bringer I mad her op?” spurgte jeg. ”Fordi vi er vilde med prinsen, og fordi en dum dræber er efter ham” svarede hun. Jeg så lidt surt på hende, jeg var ikke dum. ”Ser du… mit hår er sort som dræberens, og jeg vil helst ikke blive dræbt, fordi de tror jeg er den dræber” sagde jeg. Pigen tog en flaske op af lommen. ”Her det er hår farve, farv dit hår, når du vil det, så bliver dit hår smukt lyst og ikke ondt sort” sagde hun og gav mig flasken, og gik så hen til de andre piger, som gik ind i slottet. Jeg lagde hår farve flasken i min lomme, og tog en kurv mad, som stod og listede ind af porten lige i hælene på pigerne.
Jeg var meget nervøs for at blive opdaget, og til min skræk stoppede en af natte vandre vagterne mig. ”Holdt de der!” råbte han. Jeg stoppede op, for at lade som om jeg var en af pigerne der kom med mad. ”Hvem er de” sagde vagten surt. ”Det… det husker jeg ikke” sagde jeg, og så på vagten. Jeg var glad for at min kniv var skjult længere oppe af mit ben. ”Kan de være dræberen, som der er ude efter prinsen” sagde han. Jeg blegnede, nu var det sikkert slut for mig. ”Hun er med os, hun er bare så uheldig at have samme hår farve som dræberen” sagde pigen, som der havde givet mig hår farve flasken. Vagten så på pigen, og så så på mig. ”Er det sandt” sagde han. ”Ja, det er sandt” sagde jeg og smuttede hen til pigen.
Jeg smilede til hende, som tak og hun smilede igen. ”Hvorfor gik du med os?” spurgte pigen. ”Jeg ville gerne se prinsen, jeg er først blevet gammel nok, til at give ham mad kurven nu” svarede jeg. ”Javel, jeg hedder for resten Pernille” sagde hun. ”Jeg hedder… Riho” sagde jeg, og håbede ikke at hun kunne høre at jeg løj. ”Okay Riho” sagde Pernille og smilede. Jeg smilede lidt, for hun virkede så sød og rar. Det sjove var jo at jeg sagde, det navn som var det navn, som far brugte på mig, når han blev sur på mig.
Jeg lod som om jeg var bange, da vi gik ind i en sal. Vi satte kurvene, og jeg skreg da noget rørte mit ben. Det var en slange, som havde kørt sig ved mit ben. Jeg løb ud af døren, og ramte ind i en ung mandlig natte vandre. Jeg så ned, og løb efter Pernille som der løb mod slotshaven.
”Hvem var han?” spurgte jeg Pernille. ”Det var prinsen, han går meget på gangene nu, han er forelsket, men kongen har nægtet ham at skrive og ringe til sin elskede” svarede Pernille. Tænk at jeg lige var gået ind i prinsen, uden at bore min kniv i ham. ”Hvem er han forelsket i?” spurgte jeg. ”En eller anden menneske pige som han har mødt” sagde Pernille og tog nogle æbler ned af slottes æbletræer. Jeg nikkede lidt, og hjalp hende. Jeg lagde æblerne ned i en kurv, for min kjole var for kort til at æblerne kunne lægge i den.
Senere den aften, havde Pernille taget med ud på et badeværelse for kvinder. Hun farvede mit hår lyst, og klippede det til rette. Jeg så på hende og smilede, men jeg måtte sidde et stykke tid med et håndklæde om håret. Jeg sukkede, og smilede til Pernille. Hun tog håndklædet af mit hår, og jeg så ind i spejlet. Mit hår var helt lyst og smuk, og det krøllede på en flot måde.
”Pernille hvor tit ser kurv pigerne prinsen?” spurgte jeg. ”Hver aften jeg har jo fortalt, at han går på gangene nu” sagde hun. ”Tror du jeg kan møde ham?” spurgte jeg og tvang mig til at rødme. ”Det tror jeg nok, du er sikkert ligeså vild med ham som de andre” sagde Pernille.
Hun trak mig med ud på gangen, og viste mig en hemmelig dør, der var i væggen. Jeg så på den, hvor mon den førte hen. Pernille skubbede mig hurtigt ind i den hemmelige gang. Jeg tænkte på at spørge, men Pernille satte sin hånd for min mund. ”Stille Riho” sagde Pernille. Jeg nikkede, og hun fjernede sin hånd. ”Hvad sker der Pernille?” spurgte jeg stille. ”Prinsens livvagt er på gangen, han tror du er dræberen, og så vil han sikkert dræbe dig” svarede Pernille. Vi gik længere ind i den hemmelige gang, for at komme væk fra gangen hvor vagten gik. Det var tæt på tænkte jeg, og gøs for der var koldt i gangen. Med et stoppede Pernille op, hun åbnede en dør. Jeg så ud af døren, vi var inde i et smukt kammer. Hvor mon vi var henne tænkte jeg.

 

Kapitel 11: Første møde med prinsen

Pernille så mod et bord. ”Åh nej, prinsen sidder ved sit skrivebord” sagde hun og pegede mod et bord. Jeg så der hen, og så prinsen. Jeg brød mig ikke om ham, for jeg blev ved med at tænke på Alibur. Med et hørte jeg, prinsen sukke. Jeg bakkede lidt, havde han set mig, eller sukkede han bare.
Jeg vendte mig om, og så at Pernille var gået. Det gjorde mig ikke tryk.
Jeg hev min kniv frem, og gik om bag prinsen for at dræbe ham. Men jeg tøvede, og gemte kniven væk. Det var jo meningen, at jeg skulle dræbe prinsen. Men jeg kunne ikke, når han var så ked af det.
Så jeg så rundt i hans værelse, det var godt rodet. Jeg sukkede, og gik ind i hans værelse. Jeg tog de ting, der lå og rodet, og samlede dem op. Jeg begyndte at redde prinsens seng, og sukkede lidt. Hvorfor kunne jeg ikke dræbe ham, bare fordi han savnede en pige? Jeg bed mig i læben og tog de tomme glas på hans skrivebord, selvom han sad der.
”Er De okay, deres højhed?” spurgte jeg, og prøvede at lyde blid, men det var lidt svært. ”Jeg er okay, og jeg kan høre på Dem, at De ikke helt er glad, for at være her hos mig frøken” sagde prinsen, uden at han så på mig.
Jeg blegnede, havde jeg ikke gjort min stemme blid, eller var mit had, gået gennem min stemme. Jeg hørte at det bankede på kammerats dør, og gik hen og åbnede døren. Det var en vagt, jeg nejede og gik ud. For vagten var jo ham, der nær havde skadet mig, da jeg kom til slottet sammen med de andre piger.
Jeg så Pernille, og jeg løb hen til hende. Hun var i gang med at samle flere æbler fra træerne, så jeg hjalp hende. Hun smilede, over at jeg hjalp hende med at samle æblerne. Jeg fyldte mit forklæde med æbler, og lagde dem i kurven som det skulle i. ”Tak for hjælpen Riho, du var til stor hjælp” sagde Pernille. ”Det var så lidt” sagde jeg.
Vi samlede kurvene op, og gik ind på slottet igen. Vi gik ned i køkkenet, og satte kurvene. Vi smed alle æblerne i vasken, og begyndte at vaske dem. Efter vi havde vasket dem, lagde vi dem i en smuk frugt skål, som var lavet af smukt klart glas.
Da vi var færdige med det, valgte jeg at gå imod prinsens kammer. Jeg ville finde ud af, hvem denne menneske pige som prinsen savnede var. Dog måtte jeg hele tiden huske på, at passe på med hvad jeg gjorde. For de skulle ikke regne ud, at jeg var dræberen, den som de så meget frygtede. Jeg gik ned af gangen, og så mig så rundt. Jeg havde taget nogle æbler i en lille skål, de skulle jo tro, at jeg kom med æbler til prinsen.
Jeg stødte ind i en vagt, og tabte den lille glas skål på gulvet, så skålen gik itu, og æblerne trillede på gulvet. Vagten grinede ledt, og gik så videre. Jeg satte mig på knæ, for at samle glas stumperne op. Med et så jeg at en satte sig på knæ foran mig, og samlede glas stumperne.
Jeg så op, det var en dreng på min alder i fornemme klæder, så det måtte være prinsen. Hans hår var lyst og langt, jeg kom til at tænke på Alibur, og kom i tanke om hvorfor jeg gjorde det her. Denne prins havde jo dræbt min Alibur, jeg måtte holde mine tårer tilbage.
Men jeg kunne ikke holde dem tilbage, så jeg begyndte at græde. Jeg gemte mit ansigt i mine hænder, det her var pinligt. Jeg græd jo foran den person, som jeg skulle dræbe for mordet på Alibur.


Kapitel 12: Foreningen

Jeg mærkede at, jeg blev løftet op. Jeg kunne mærke, at den der holdt mig i sine arme, gik ned af gangen. Jeg så ikke op, hvis jeg så prinsens ansigt, kunne det jo være at jeg mistede det mod, jeg havde tilbage. Hvis jeg mistede mit mod, ville jeg jo ikke kunne hævne mordet på Alibur.
Jeg mærkede en varm hånd, der fjernede mine tårer fra mine kinder. Jeg slog ud efter den, jeg ville ikke have, at man fjernede mine tårer. For når jeg græd, så skulle man lade mig græde ud.
Jeg havde gjort mig selv så træt ved at græde, så jeg faldt i søvn i prinsens arme. Dog græd jeg stadig mens jeg sov, for jeg savnede så meget Alibur, og jeg savnede at høre hans stemme.
Han lå mig ind i en seng, så jeg kunne ligge blød. Men selvom jeg sov, løb tårerne stadig fra mine kinder. Han fjernede tårerne flere gange.
Da jeg vågnede igen, så jeg at prinsen sad i en stol ved siden af sengen. Hans ansigt var begravet i hans hænder. Jeg satte mig op, og fik fat i min kniv. Jeg rejste mig fra sengen, og gik hen til ham, for nu ville jeg kunne dræbe ham. Men desværre hørte jeg, at han græd. ”Rani… hvorfor tvang de mig til at bryde kontakten med dig” græd han.
Jeg knyttede min næve og var lige ved at bore kniven i ham, da jeg så hans ansigt. Jeg genkendte det, det var Aliburs ansigt. ”Alibur?” sagde jeg. Prinsen så op og så kniven. Han greb fat i mit håndled. ”det er mig Rani” sagde jeg lidt bange. Han så på mig, og vred kniven ud af min hånd, og holdt mig så ind til sig. ”Rani… hvad laver du her” sagde Alibur. ”Jeg var kommet for at dræbe dig, da jeg troede du var død… men du er i live” græd jeg.
Jeg mærkede at han kyssede mig i håret, og jeg rødmede meget. Han strøg en finger over min mund, og satte så sin mund imod min. Jeg lå mine arme om hans hals, jeg græd glad.
Alibur løftede mig op, og over i sengen. Hvor han lå sig ved siden af mig, og kyssede mig igen. Jeg kunne stadig ikke forstå, at min Alibur var The Nigth Walker.
Men en ting vidste jeg, jeg kunne ikke dræbe ham, da jeg elskede ham så højt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...