Mine samlede værker fra 2012

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2014
  • Opdateret: 26 jul. 2014
  • Status: Færdig
Jeg startede med at skrive ind på movellas i 2012. Så i denne bog kan man se og læse alle de historier, som blev skrevet det år. Det blev til nogle stykker. I bogen her, er det genre opdelt. Sådan at man kan se hvilke genre det er. Der vil Komme en ny bog hvert år. Så længe jeg skriver, og har drømmen. Værker i denne serie: fra 2012 fra 2013 fra 2014 (Udkommer i 2015)

4Likes
0Kommentarer
483Visninger
AA

22. Forbandelsen

Kapitel 1: Forbandelsen

Der var engang en ung prins, som hed Cornelius. Han var høj og flot, ifølge hans riges unge kvinder.

Men der var i bjergene en gammel heks, som hadede prins Cornelius. For Cornelius havde nægtet at gifte sig med nogen pige fra hans rige.

Selv om prinsens hjerte var hårdt som sten, så skjulte han det, bag sit smil, og sit udseende som en statue.

En dag, da der var bal på slottet, kom alle rigets unge kvinder, men prins Cornelius nægtede dem alle, han knuste en efter en af kvindernes hjerte. Han knuste en så hårdt, at pigen døde af sorg over hans kolde hjerte.

Hendes far, som var købmand, gik til heksen for at få hævn over prinsen. Heksen ville hjælpe købmanden, for en mindre sum penge. Det eneste købmanden skulle gøre, var at hælde en flaske med rød væske i prinsens vin, når prinsen sad og læste. Næste gang købmanden skulle komme med varer til slotskøkkenet, skulle han hælde giften i prinsens vin. Købmanden betalte heksen med den sum penge, som hun skulle have.

Tre dage senere skulle købmanden op til slottet, med varer til slotskokken. Købmanden bar varerne ind i køkkenet, og så et glas med rød vin.

Han spurgte kokken, om det var prinsens vin glas. Kokken svarede ja, og begyndte at bage brød. Købmanden så på kokken, og vendte ryggen til ham.

Købmanden tog den lille flaske op af sin lomme, og hældte flaskens indhold, ned i prinsens vin. Efter at giften var kommet i prins Cornelius´ vin glas, tog købmanden hjem.

Han håbede at giften var meget stærk, for prins Cornelius skulle lide, for hvad han havde gjort ved købmandsdatteren.

En tjener gik ind med vin glasset til prins Cornelius, og gav ham glasset. ”Håber De vil nyde Deres vin Deres højhed” sagde tjeneren, og gik igen.

Prins Cornelius var så optaget af sin bog, at han ikke havde set vinen. Først da han lukkede bogen, så han vinen. Prins Cornelius tog vin glasset, og drak al vinen i glasset.

Men da glasset var tomt, mærkede han en smerte i sin mave. Hans hals begyndte at føles klam og slimet, Cornelius knækkede ned på knæ, og hev efter vejret.

Hvad sker der med mig tænkte Cornelius, og mærkede at en skal kom ud af hans ryg. Han skreg af smerte, og efter vagterne. Da vagterne, kongen og dronningen kom ind til ham, så de en stor snegl ligge på gulvet.

”Hvor er Cornelius!” skreg dronningen, og gik hen til sneglen. Hun satte sin hånd, på sneglehuset, og så det lyse mærke på sneglens hoved.

”Cornelius er det dig min dreng” sagde kongen, og satte sig på hug foran sneglen. ”Ja fader, det er mig, hvad er der sket med mig” sagde Cornelius. ”Du er blevet en snegl min dreng, vi går til bjerg heksen, for at finde en modgift, mod denne forbandelse som har ramt dig” sagde dronningen. Cornelius trak sig ind i sit snegle hus, for det her var meget pinligt for ham.

Kongen sendte vagterne ud efter bjerg heksen, imens lagde kokken noget salat foran Cornelius. Men Cornelius nægtede at komme ud af sneglehuset, det var for pinligt for ham, at komme ud.

Vagterne kom tilbage med bjerg heksen mellem sig.

”De ville have mig her ned, konge” grinede heksen. ”Ja heks, nogen har forgiftet vores søn, og vi tænkte på, om de kunne finde en modgift, mod hans forbandelse” sagde kongen. ”Modgiften er nem, De skal føre deres søn til skoven, med den smukke sø i midten, der skal De efterlade deres søn, han vil blive et menneske, når månen står op, men månens lys skal ramme hans snegle hus, for at han bliver forvandlet til menneske igen” sagde heksen.

”Skal han være ude i skoven, hvor måne lyset rammer, for at forbandelsen bliver brudt” sagde dronningen. Heksen rystede på hoved. ”Nej, forbandelsen bliver først brudt, når han lære at elske et andet menneske, ikke kun tænker på sig selv” sagde heksen.

”Men der kan jo gå flere år, før det kan ske” sagde kongen. ”Syv år.. for når de syv år er gået, vil han dø, hvis han ikke finder den sande kærlighed inden da” sagde heksen, og forsvandt i en sort røg sky.

Dronningen braste i gråd, for det kunne ikke passe, at Cornelius skulle dø, efter syv år som snegl, hvis han ikke fandt kærligheden, og fik den i sit hjerte.

Cornelius stak hoved ud af snegle huset, og så på sin mor. Han sukkede, og bed i noget salat.

Da det var blevet mørkt, fik vagterne Cornelius op på en stor vogn, og kørte ham ud i skoven. De fandt stedet hvor månens stråler ramte græsset, og læssede ham af der.

Cornelius lyste op, og blev menneske. Han gik hen til søens vand, og kiggede ned i søen. ”Hvad har jeg dog gjort, siden nogen vil forhekse mig, til den vandskabning, som jeg er når der ingen måne er” sagde han og slog sine hænder i vandet. Vandet fløj op, og ramte ham i ansigtet. ”Ved vi ikke deres højhed, men ifølge heksen, så er dit hjerte meget hårdt” sagde vagterne og red tilbage til slottet.

Cornelius satte sig i måne lyset, og så rundt. Han måtte vende sig til denne skov, og denne sø. For han skulle til at bo her, men det fik bare ham til at sukke.

En høj knurrende lød pludselig, og Cornelius så en ræv. ”Bliv der!” råbte han, og ræven stoppede. Den så på ham, og gik så hen til ham.

”Hvordan kan jeg forstå dig menneske” sagde den. ”Fordi jeg er forheksede, jeg er prins Cornelius, som bliver en snegl, når der ingen måne er” sagde Cornelius. ”Jeg hedder Rita, jeg er bare en ræv, hvem har forheksede dig Cornelius?” sagde ræven. ”Jeg tror det er heksen, jeg tror købmanden der bringer vare til slottet, at han indgik en aftale med heksen, fordi mit hårde hjerte, knuste hans datter, så hun døde” sagde Cornelius. ”Det er da dumt, at få en forheksede på grund af det” mumlede Rita, og slikkede sin pels.

Cornelius nikkede, men han havde sikkert fortjent denne forbandelse, for han må have været meget hård hjertet. ”Ved du at selvom du bliver en snegl, når der ingen måne er, så vil du stadig kunne se dit menneskelige spejlbillede i søen” sagde Rita. ”Så hvis jeg vil se mit menneskelige jeg, så skal jeg bare se ned i søen” sagde Cornelius. Rita nikkede og gabte.

Cornelius kom til at gabe, men tænkte at han bare kunne sove, når det var dag, og være vågen når natten kom.

 

Kapitel 2: Forbandelsen brydes                     

Der var nu gået næsten syv år siden, den dag hvor Cornelius var blevet forheksede. Så vis han ikke snart fandt den eneste ene, ville han dø når året rendte ud. Månen var oppe, og Cornelius badede i søen, for det var det eneste tids punkt, hvor han var et menneske. Cornelius hørte en nynnende, og kom hurtigt op af søen. Han fik sine klæder på, og gik om bag en busk, for at se hvem der kom.

Det var en ung kvinde, vist på samme alder som Cornelius.

”Hvad laver De her ved Swan lake søen” sagde Cornelius og gik frem, så pigen kunne se ham. ”Jeg samler bær, men hvem er du” sagde pigen. ”Jeg hedder Cornelius, prinsen af Swan lake, og De er” sagde Cornelius. Pigen nejede for Cornelius. ”Jeg hedder Adia deres højhed” sagde hun.

Cornelius nikkede, pigens navn var smukt. ”Skal jeg hjælpe med at samle bær?” spurgte han. ”Det må De godt, gør det noget, at jeg bare kalder dem for Cornelius” sagde Adia. ”Ja, det må du godt Adia” sagde Cornelius.

Han smilede, og fik en sær fornemmelse i sit hjerte, hvad var det der skete med ham. Da Adia og Cornelius havde fået samlet bær, skulle Adia tilbage til riget. Hun smilede da hun gik, og hun sang hele vejen tilbage til riget.

Cornelius så Rita, og satte sig på knæ foran hende. ”Rita hvad betyder det, når man har det som om man ikke kan få luft, når en pige er nær en?” spurgte Cornelius. ”Du gode måne, Cornelius du er forelsket, i pigen” svarede Rita.

Cornelius smilede, han var rød over sine kinder. Mon han så hende igen, det blev han ved med at tænkte på hende, selv da solen stod op. Nogle måneder senere da han ville trække sig ind i snegle huset, hørte han Adias sang. ”Åh nej, hun må ikke se mig sådan” sagde han, men han så hende, og valgte at blive liggende. ”Cornelius hvor er du!” råbte Adia. Men det eneste hun så, var den store snegl. Adia løb hen til søen og råbte så højt, som det var hun kunne. Men ingen svarede hende. Adia kiggede ned i søen, og så Cornelius´ spejlbillede i søens vand. Så hun kiggede sig om, men kunne ikke se Cornelius, men hun så Rita. Adia vidste at Rita var Cornelius´ bedste ven, så måske vidste hun hvor han var. ”Rita ved du hvor søde Cornelius er henne?” spurgte Adia. Rita nikkede, og slog med poten på Cornelius´ snegle hus.

En mand kom løbende, og greb fat i Adia, og smed hende i søen. ”HJÆLP CORNELIUS!” skreg Adia, for hun kunne ikke svømme.

”ADIA!” råbte Cornelius, og lyste. Der hvor der før havde lagt en snegl, stod nu en smuk svane. Det var Cornelius, han havde fået ændret sin forbandelse, fra snegl til svane. Han sprang i søen, og dykkede helt ned til Adia. Han fik fat i hende med sit næb, og hev hende op til overfladen.

Da de var oppe på græsset igen, var Cornelius urolig, for Adia havde slugt meget vand. Han hakkede til hende, men næbet, og Adia vågnede.

”Cornelius hvor er du” sagde hun. ”Jeg er her Adia, jeg er svanen” sagde Cornelius. Adia så på svanen, og tog fat i næbbet, så hun så direkte ind i dens øjne. Adia smilede og kyssede svanen direkte på næbet.

Svanen begyndte at lyse, så Adia slap den. Svanes lys form ændrede sig, fra svane til mand. Da lyset forsvandt, stod Cornelius der, med meget røde kinder. ”Cornelius!” udbrød Adia og sprang om halsen på ham. ”Adia min rose, du brød forbandelsen der var over mig” sagde Cornelius og kyssede hende blidt på panden. ”Åh søde Cornelius, hvorfor sagde du det ikke noget før” sagde Adia. ”Jeg var usikker” sagde han.

Cornelius og Adia begyndte at gå mod riget, og Rita løb med, ved siden af Cornelius. ”Adia jeg har en ide, løb mod riget, og råb prins Cornelius kommer” sagde Rita. ”Sjovt jeg lytter til en ræv, men okay” sagde Adia.

Hun løb mod riget, og råbte ”prins Cornelius kommer”.

Folkene så på hende som om, hun var heks. Så de løb efter hende, med sten, ild, og pinde. Så Adia løb så hurtigt hun kunne, hen til Cornelius, og lige ind i hans arme. Folkene stoppede da de så Cornelius, og bukkede for ham.

”Bring mine forældre beskeden om, at jeg er på vej hjem, og at jeg er sammen med min eneste ene” sagde Cornelius, og en mand løb mod slottet.

Da Cornelius og Adia kom ind på slottet, bukkede alle for dem. Dronningen kom ud i forhallen sammen med kongen og tog imod Cornelius, og bød Adia velkommende. En måned senere bekend gjorde Cornelius, at han havde fundet sin prinsesse, og de ville gifte sig den næste aften. Bryllups dagen kom, og alt var smukt. Cornelius var i smukke grønne klæder, som var en prins´ bryllups tøj, og Adia var i en smuk hvid kjole, med svane fjer over skulderne. Og de levede lykkeligt til deres dages ende, endda længere end det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...