UH 2: Unforgettable Memories//5 Seconds Of Summer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2014
  • Opdateret: 10 mar. 2017
  • Status: Igang
18-årige Anna Garcia og den to år ældre trommeslager Ashton Irwin, fik endelig erkendt deres følelser overfor hinanden. Ashton er taget på tour med bandet, mens Anna er hjemme. Da det blev offentlig gjort, at Anna og Ashton var et par, skabte det stort drama i bladene - hvordan klarer Anna det med alle journalisterne? Hun forsøger samtidig at glemme alt om det, hun havde med Ashtons bandmate Calum - men kan man bare glemme følelser man havde for en person? En historie om jalousi, medieopmærksomhed, utroskab, tillid og kærlighed. OBS: Dette er 2'eren af Unforgettable Holiday, og jeg anbefaler, at man læser den først, da det hele så giver mere mening.

48Likes
106Kommentarer
12953Visninger
AA

10. Drunk

”Sara!”, råbte jeg, med det samme jeg trådte ind i huset. Ikke om jeg overhovedet gad at sige

hej! Min vrede var ekstrem, og jeg måtte tage et par sekunder til at trække vejret dybt, før jeg slog øjnene op og gik ind i stuen til en meget forvirret Sara; ”Sker der?”.

De andre kiggede også overrasket på mig, men jeg var fuldstændig ligeglad.

”Hvad fanden tror du, du har gang i?”, jeg gik vredt et skridt frem i mod hende, og ville ærig talt skide på hvor grim jeg så ud lige nu.

”Hvad er det helt præcist vi snakker om?”, hun kiggede forvirret på mig, hvilket gjorde mig endnu mere irriteret. Kunne hun ikke bare indrømme, at hun var en idiot?

”Ja hvad mon?”, min stemme lød pludselig ked af det, og den knækkede lidt over. Det gjorde ondt, at hun kunne finde på at sige sådan noget til en skide journalist. Hun burde da kunne tænke sig til, at de ville overtolke det fuldstændig.

”Anna, jeg har virkelig ingen idé om, hvad du er sur over. Kan du ikke fortælle mig det?”, hun gik tættere på mig, og jeg sukkede af hende.

Spil bare fuldstændig uskyldig.

” ’De har rigtig svært ved at få det til at fungere ordentligt, for de stoler ikke på hinanden’ ”, sagde jeg irriteret, og efterlignede det, hun havde sagt til journalisten.

”Anna det der, det kan jeg godt forkla-”, sagde Sara hurtigt, men jeg orkede ikke at høre det. ”Det er jeg sikker på du kan, men det behøver du ikke. Jeg forstår bare ikke, at du kan sige sådan noget til en journalist, du ved jo godt, at de skriver noget lort om det”, jeg kiggede nu mere såret på hende, end vredt. Hvordan kunne hun?

”Anna de lyver jo! Jeg har aldrig sagt noget om, at dig og Ashton har svært ved at finde ud af det, eller at i ikke stoler på hinanden!”, forsvarede hun sig, men overraskende nok, troede jeg ikke på hende. Det var jo nemt at give dem skylden.

”Hvorfor skulle de ellers skrive at det var dig, der havde sagt det?”, spurgte jeg irriteret, og kiggede hende direkte i øjnene.

”Jeg mødte en journalist på vej til arbejde, og hun spurgte ind til dig, Ashton og Calum. Jeg sagde til hende, at jeg ikke ville udtale mig om det, for det var none of my business”, forklarede hun, og det gav faktisk mening nu.

”Nu skulle den journalist du mødte, vel aldrig hede Randi?”, spurgte jeg med et suk, da det mindede mig og den journalist der ringede op til mig en gang.

”Jeg ved ikke, hvad hun hedder, men jeg har ikke sagt noget om dig og drengene”, sukkede Sara, tydeligvis træt af situationen.

”Undskyld..”, mumlede jeg, og kiggede ned i jorden. Nu var det pludselig flovt, fordi drengene også var her. Sara trak mig ind i et kram, for at vise, at det var okay.

”Så har jeg lige et spørgsmål”, Ashtons stemme afbrød vores kram. Jeg trak mig hårdt fra Sara og vendte mig om, for at gå direkte hen til ham. Jeg stoppede først, da jeg stod helt foran ham, og han kiggede undrende og nervøst på mig. Med god grund.

”Om du så havde ti tusinde, skulle du holde din kæft. Du har gjort nok, Ashton. Og tak for det blå mærke for resten. Det er meget brugbart, for hver gang, jeg savner dig, så minder det mig om hvor stor en idiot du er, og så forsvinder savnet fuldstændig”, forklarede jeg hårdt, og håbede inderligt på, at han forstod alvoren i det.

”Anna jeg er så ked af det, og det var ikke min mening at såre dig”, mumlede Ashton, og kiggede mig dybt i øjnene. Det skar i hjertet at høre ham ked af det, men han gjorde mig også cirka dobbelt så vred.

”Men det gjorde du!”, svarede jeg irriteret, og kunne straks mærke min vrede vokse. Der skulle ikke meget til nu, før jeg blev voldelig.

Just kidding.

Helt uventet, lagde hans hænder sig på min røv, mens han sagde mit navn. ”Fjern de fucking hænder!”, råbte jeg, og skubbede hans hænder væk. Hvad fanden bildte han sig ind? Var han fuldstændig sindssyg?

Det var nu jeg regnede med, at Ashton vile forholde sig helt roligt fordi, han havde forstået det, men sådan skulle det ikke gå. Han rejste sig op, så jeg nærmest blev skubbet tilbage.

”Hvad fanden er det, Calum gør så skide meget bedre? Han sårer dig, men du tilgiver ham samme aften, fordi han lige kommer ind og kysser dig!”, råbte han irriteret, og fik mig chokeret til at rykke et skridt tilbage.

”Eh, skubber Calum til mig? Tager han så hårdt fat i min arm, at der kommer et blåt mærke? Nej han gør fucking ej! Måske det var der, du skulle lede efter forskellen!”, gav jeg irriteret igen. At han blev ved med, at være sur over det med Calum. Det var hans egen skyld, helt alene.

”Han leger jo rundt med dig Anna, kan du ikke se det?!”, spurgte han irriteret, og slog opgvende ud med armene.

Jeg kunne ikke andet end at grine. At Calum legede rundt med mig?

’Hvis bare du vidste, hvem der leger med hvem’, tænkte jeg, men kunne jo ikke rigtig sige det… Eller kunne jeg? Ej, det kunne jeg ikke tillade mig overfor Calum.

Det var mig, der legede rundt med både Calum og Ashton, og han havde ingen idé om det.

”Nej, det kan jeg faktisk ikke”, svarede jeg opgivende, da jeg godt kunne fornemme, hvor det her ville føre hende. Vi kom ikke videre, vi var begge for stædige.

”Han leger rundt med dig, fordi du er pisse vild med ham! Han kan jo nemt udnytte det!”, råbte Ashton og gik et skridt frem i mod mig. ”Men jeg har aldrig udnyttet dig på nogen måde, og det er der, forskellen er”, tilføjede han lavt, og kiggede mig direkte ind i øjnene.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Calum kunne jo faktisk godt have udnyttet mig? Lige med undtagelse af den samtale vi havde i svømmehallen.

”Calum har lovet mig nogle ting, som jeg vælger at stole på”, svarede jeg lavt, og vendte rundt, for at gå ud i køkkenet. Jeg kunne ikke rumme flere tanker i mit hovede. Jeg magtede ikke mere, jeg skulle forholde mig til.

Målrettet styrrede jeg dirkete hen til glasskabet, og hev vodka flasken ud. I køleskabet var der en cola, som jeg tog med, samt et glas.

Jeg fik blandet det første, og begyndte at drikke af det. De andres blik hvilede på mig, men jeg var i bund og grund ligeglad. De kunne rende mig langt op i numsehullet.

Lige nu ville jeg bare være fuld og sørgelig for mig selv.

 

Det var lykkedes.

Åltså, at blive fuld og sørgelig. Der var ikke så meget andet, der var lykkedes.. Jo for resten, det var lykkedes mig at smadre et syltetøjsglas. Men det var altså et uheld!

For at få løftet den liiiiiidt tunge stemning, syntes drengene, og drenginden, at vi skulle stille hinanden spørgsmål. Og nu var turen så kommet til mig… hallelujah.

”Livret?” – ”Nutella”.

”Ynglingsdrik?” – ”Mælk”.

”Bedste veninde?” – ”Sara”. Sara sendte mig hurtigt et smil, som jeg gengældte. Tror jeg da, ellers brækked ejeg mig ud over hende, uden at vide det, og uden nogen reagerede.

Måske jeg bare gengældte smilet så.

”Bedste ven?” – ”Josh”.

”Ynglings fra 5SOS?” – ”Luke fordi han er så fucking kold i røven”.

”Hvem hader du mest, Ashton eller Calum?”. Jeg vidste ikke, hvad jeg skal skulle svare. Det var Sara der havde spurgt, selvom hun udmærket var klar over, at jeg var tilpas sørgelig, og ikke behøvede mere sørgelighed.

”Hvorfor skal alle, altid spørge om det? Jeg ved det ikke okay?”, udbrød jeg irriteret, og drak noget mere fra mit glas. Hvad det var, var jeg ikke helt klar over, men det smagte godt.

”Du må da vide hvem der pisser dig mest af, det er vel ikke så svært at mærke efter?”, spurgte hun irriteret. Hvor meget mere end mig havde hun drukket?

Møgsæk. Det var svineri, at drikke mere end mig, i mit eget hus!

”Easy peasy baby, ligner jeg en, der magter mærke efter noget som helst?”, jeg fægtede lidt ud med armene, imens jeg holdt glasset i min ene hånd.

”Ja, der er én ting, men det er en hemmelighed”, hun smilede lumskt til mig, hvilket fik mig til at rynke brynene; ”Oh my fucking gard, hvor gammel er du lige?”.

”To år ældre end dig, og nu skal du i seng, for du har en matematiktest, som du skal lave i morgen”, sagde hun, og begdyndte at hive mig op fra gulvet.

Fuck, jeg havde helt glemt, at det var mandag i morgen.

Fuck it.

”Nej lad mig ligge her nede!”, råbte jeg irriteret, pigen var jo skide træls, hun hev i mig.

”Du skal i seng skat”, forsøgte hun, men jeg blev stædigt siddende. Ikke om jeg skulle i seng nu! Ikke før jeg havde vundet diskutionen, eller noget i den stil.

”Jeg gider ikke gå i seng alene, det er pisse nedern!”, beklagede jeg mig, og lød nok lidt som en lille tøs fra tredje. Men det var alkohollen, såeh…

”Så spørg Calum eller Ashton, om de vil gå med. Jeg hjælper dig også ind i seng”, sukkede Sara, og forsøgte igen at hive mig op fra gulvet. Det begyndte at blive vildt irriterende.

”Nej, så hellere sove alene”, svarede jeg hurtigt og rejste mig op, til Saras store lettelse. Dog fik hun mig ikke helt med, da jeg i stedet gik over til Ashton som sad i sofaen med et glas i hånden.

”Du er en idiot, ved du godt ik’?”, spurgte jeg, og kunne ikke helt få hele udtalen med, men what so ever.

”Jo”, svarede han, og kiggede spørgende på mig. Ha, som om jeg magtede det.

”Godt så, jeg skulle bare lige se, om du var blevet klogere siden sidst”, slyngede jeg ud, og vendte mig om, for at gå med Sara.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...