UH 2: Unforgettable Memories//5 Seconds Of Summer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2014
  • Opdateret: 10 mar. 2017
  • Status: Igang
18-årige Anna Garcia og den to år ældre trommeslager Ashton Irwin, fik endelig erkendt deres følelser overfor hinanden. Ashton er taget på tour med bandet, mens Anna er hjemme. Da det blev offentlig gjort, at Anna og Ashton var et par, skabte det stort drama i bladene - hvordan klarer Anna det med alle journalisterne? Hun forsøger samtidig at glemme alt om det, hun havde med Ashtons bandmate Calum - men kan man bare glemme følelser man havde for en person? En historie om jalousi, medieopmærksomhed, utroskab, tillid og kærlighed. OBS: Dette er 2'eren af Unforgettable Holiday, og jeg anbefaler, at man læser den først, da det hele så giver mere mening.

48Likes
106Kommentarer
12981Visninger
AA

3. A fresh start

Solen skinnede. Det var en herlig dag! I dag var nemlig min fødselsdag, og jeg havde åbenbart været en god pige.

Jeg driller. Selvfølgelig gjorde jeg det!

Det var overhovedet ikke min fødselsdag, eller tæt på, desværre.

Solen skinnede heller ikke – det stod derimod ned med store kolde snefnug. Det var da også det samme som, at solen skinnede.. Næsten i hvert fald?

Men jeg var, på trods af min (ikke eksisterende) fødselsdag i dag, utroligt glad. Det havde jeg været det sidste halve år.

Og hvis i ikke havde nogen i det om hvorfor, så lad mig bare sige to ord.

Ashton. Irwin.

Jep, det var hans navn.

I husker måske også, at jeg sagde, at jeg havde stærkest følelser for ham?

Igen havde jeg ret. Jeg havde på intet tidspunkt, siden jeg fortalte ham, at jeg elskede ham, fortrudt. Han var det bedste i min hverdag, og the love of my life.

Årh, i’m melting.

Det var ikke engang løgn. Han var så perfekt for mig – og nu tænker i sikkert fejlfrit forhold, lyserøde skyer og regnbueponyer.

Men det var heller ikke sådan, det var. Der var selvfølgelig nedturer, skænderier og uenigheder, men vi formåede altid at få det snakket godt igennem.

Der var dog dette ene emne, vi aldrig snakkede om, og det var begyndt at gå mig på nerverne. Vi snakkede aldrig om Calum. Selvfølgelig hvis det var musisk, så gjorde vi da – men tiden i New York og lidt efter, hvor Calum og jeg næsten var kærester – det blev aldrig nævnt mere. Det var som om, at vi var bange for at snakke om det.

Ashton vidste, at jeg havde haft stærke følelser for Calum, og han vidste vel også, at jeg i bund og grund, stadig havde dem. Men igen – vi snakkede ikke om det, men lod derimod bare som om, at det aldrig var sket.

Når nu vi er inde på emnet, så var Calum blevet helt forandret. Som om han ikke kunne klare nederlaget. Han var nok ikke vant til at tabe på den måde, til en pige.

Han smilede aldrig, han jokede aldrig. For at være bundærlig, så lavede han ikke andet, end at sidde og glo ned i sin mobil, have høretelefoner i ørene for at lade som om, at han hørte musik. Og nej, det gjorde han ikke, for jeg havde flere gange set, at sangene var på pause. Det jeg ikke forstod var, hvorfor han havde et behov for at give mig dårlig samvittighed? For at give Ash’ dårlig samvittighed? De var jo bedstevenner, og bandmates også, så hvorfor lave lort i den?

Jeg forstod ham ikke, og jeg havde det sidste halve år gevet ham skylden for alt. Hvis jeg var trist, var det Calums skyld. Hvis jeg havde en dårlig dag, var det Calums skyld. Hvis jeg havde brug for at trøstespise, var det Calums skyld. Hvis jeg havde lyst til at kysse ham, så var det sjovt nok også hans skyld.

For ja, det havde jeg. Jeg havde lyst til at kysse ham, slå armene om ham og sige, at det nok skulle ordne sig. Hans blik var så fyldt med sorg og skuffelse, når han så mig, og det fik altid en klump til at vokse i min hals.

Jeg havde gjort alt for, at glemme mine følelser for ham, og komme over ham, for jeg havde Ashton som jeg var lykkelig for!

Jeg skulle til at sige lykkeligt gift med, men det ville alligevel være crazy.

Så vilde var vi heller ikke!

Æhæh.

Nej, men faktum var, at Calum var typen, der kunne sidde som 50-årig, og søge på dating hjemmesider efter en, at mødes med. Tro mig, jeg så det allerede for mig, og det syntes jeg var synd, eftersom de nok ikke lavede musik til den tid.

For at snakke om noget helt andet, så var der selvfølgelig også en konsekvens med mine forældre. Ja, ikke bare min mor, men forældre i flertal.

Min mor havde aldrig brudt sig om det, slet ikke da hun så alle bladene. Nu var min far så hoppet med på vognen, og syntes heller ikke om det.

Selvfølgelig stoppede de mig ikke, for de forstod det også godt (efter et mindre skænderi) at jeg var forelsket i Ashton, og at jeg var kærester med ham for real.

De begyndte bare at grien da jeg sagde det. Så fandt de ud af, at jeg mente det, og så blev de dybt seriøse. Min mor havde set mig sammen med Calum, så hun var den værste, men jeg klarede den.

Jeg overlevede.

Ellers var jeg bare flygtet op i himlen, i don’t know.

Sørgelig død egentlig. ’Hun døde da hendes mor hørte hun havde en kæreste om HELT tilfældigt var en kendt trommeslager’.

Måske jeg bare skulle stoppe med at overtænke, videretænke eller hvad det nu var.

Det var nok meget godt, at jeg var startet i skole igen, så jeg kunne blive lidt klogere.

Faktisk var jeg lige nu på vej hen til kemi-lokalet sammen med Kelly, Aria, og Josh, mine nye bestfriends.

Josh gik næsten altid med os, men han var altså ikke gay. Bare lige så det var på det rene.

 ”Hvad så, hvordan går det med loverboyyy?”, sang Aria og kiggede romantisk på mig. Hun var simpelthen den mest romantiske og de-levede-lykkeligt-til-deres-dages-ende-fan.

Jeg smilede tilbage på hende; ”Det går rigtig godt, selvom han selvfølgelig har travlt. Men vi snakker sammen hver dag”. Hun sukkede med et smil, på en meget romantisk måde. Hun elskede at høre om alt, hvad jeg lavede med Ash, og hun elskede at snakke om det.

”Er det ikke træls, at han er så langt væk?”, spurgte Kelly og fugtede kort sine læber. Kelly var den lidt mere specielle pige. Hun var ikke så meget til alt det kærlighedspladder, men hun var rigtig god til at lytte på det alligevel. Josh derimod var vildt sjov, og rigtig god at have når jeg var i tvivl om noget der indebar Ashton eller nogen andre drenge, for han kunne altid fortælle mig, hvordan det var.

”Jo jeg savner ham da, men det er dejligt at se, hvor glad han er, når han er på scenen, med de andre drenge”, forklarede jeg og smilede til dem alle tre.

Jeg savnede virkelig Ashton, men jeg så bare frem til, at han ringede i aften.

”Wow, du er helt væk i ham”, mumlede Kelly og fnes. Jeg kunne mærke mine kinder blive en smule røde, ved tanken om ham. Han var så fantastisk.

”Det er vel meget godt, hvis jeg er?”, spurgte jeg forsigtigt, og smilede til de andre. De havde fået det hele med Calum afvide også, og de syntes også, at jeg havde gjort det rigtige. Lige bortet fra Kelly, som virkede lidt skeptisk på en mystisk måde. Dog havde jeg også lært, at sådan var hun bare nogle gange.

”Meget godt? Det er da fantastisk søde!”, hvinede Aria og tog fat i mine hænder. Jeg smilede lidt åndssvagt sammen med hende, og fulgte så efter de andre ind i kemilokalet. Jeg skulle have to timers kemi, hvorefter jeg havde fri. Men det gjorde mig ikke noget, for jeg kunne godt lide kemi, og havde også valgt det på højniveau.

 

***

 

To timers kemi var nu veloverstået, og jeg var på vej ind til centrum sammen med Aria. Vi havde aftalt at tage på starbucks sammen i dag.

”Hvornår ser du Ashton igen?”, Aria brød stilheden, og snøftede kort efter, fordi luften var så kold.

Jeg gned hænderne mod hinanden, og snøftede som hun lige havde gjort.

”Ham og drengene kommer hjem til mig i morgen, og bliver hele weekenden”, forklarede jeg og blev virkelig glad ved tanken. Det var nok tre uger siden, jeg havde set dem, så jeg glædede mig rigtig meget.

”Det er da dejligt søde. Hvad med.. Calum?”, hun mumlede det sidste, og sænkede stemmen, da der kunne være paparazzier der hørte os.

”Han er stadig virkelig mærkelig. Smiler aldrig, undgår øjenkontakt og kigger bare stift på mig i smug, specielt når jeg står med Ashton”, sukkede jeg og kiggede ned. Jeg måtte erkende, at jeg var ked af, at se ham på den måde. For helt ærligt, jeg havde været forelsket i drengen, og var det stadig lidt.

Den dag, hvor Ashton og jeg blev kærester, sad stadig dybt i mig, som et ar. Selvfølgelig var det en fantastisk dag, men samtalen med Calum var frygtelig.

”Jeg syntes, at det er synd for ham”, mumlede Aria, inden hun hurtigt smækkede hånden op for munden, som om hun ikke måtte støtte ham.

”Det er okay Aria, jeg syntes også det er synd for ham, og det gør mig ked af det, at se ham på den måde. Men jeg ved ikke, hvad jeg skulle kunne gøre”, svarede jeg med et lille suk.

Jeg var vel kommet til det punkt, hvor jeg fandt ud af, at jeg ikke kunne gøre alle glade og tilfredse.

”Måske du skulle tage en snak med ham?”, foreslog hun og kiggede på mig med et spørgende blik. Jeg smilede til hende med løftede øjenbryn, som hun gengældte.

”Jeg er bare træt af at snakke med ham, når ingen af os får noget ud af det”, forklarede jeg og åbnede døren ind til Starbucks. En varme bredte sig om mig, og en duft af kaffe og varm chokolade slog mig i møde.

”Prøv nu bare at gøre det. Vær ærlig overfor ham, så er han måske det samme”, sagde Aria og lød helt ufatteligt klog. Måske havde hun ret? Jeg havde jo ikke det store, at miste..

_________________________________

Første kapitel af Unforgettable Memories :)

Beklager det ikke er det mest spændende, men den skal lige i gang, 

der kommer drama i næste kapitel ;)

Og forresten, hvis nogen af jer er interesseret, så er jeg i København.. På ferie..

Ja så kreative er vi altså.. Men min pointe, hvis i ser mig, må i gerne sige hej :)

(Og lige nu slår jeg mig selv i hovedet, fordi i ikke ved hvordan jeg ser ud, obs)

- Det var fantastisk med gode reaktioner på 2'eren her

og jeg håber, at jeg kan leve op til jeres forventninger :)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...