Spring - Luke Hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2014
  • Opdateret: 2 jul. 2016
  • Status: Igang
Den stille pige Rose Mitchell vinder et meet and greet, hvor hun skal møde sit favoritband 5 seconds of summer. Rose skal mod sin vilje have sin populære halvsøster Lucy med, som på alle måder er modsat af Rose. Alt forandres efter dette meet and greet. Hvor Rose før levede i skyggen af Lucy, kommer Lucy nu til at stå i skyggen af Rose: Rose får, modsat Lucy, nemlig et godt forhold til bandet. Og Lucy vil hævne sig, og forhindre et godt forhold mellem halvsøsteren og 5 seconds of summer - især forholdet mellem Rose og Luke Hemmings. En masse drama venter Rose, og hun finder ud af, at livet godt kan være skrækkeligt fantastisk.

157Likes
181Kommentarer
31927Visninger
AA

10. Kapitel 8

Kapitel 8

Luke så bestemt ikke frisk ud, men lavede alligevel et skævt smil. I hans højre hånd havde han en flaske vodka, som han med det samme tog op til munden, for at tage en slurk. 

"Luke!" udbrød jeg. Luke vinkede til mig med den frie hånd, men det gjorde kun, at han røg lidt ud af balance. Han vaklede lidt rundt, inden at han genvandt balancen. Luke var tydelig fuld. Og endda meget fuld. Han havde et fraværende udtryk i øjnene, og var noget nærmere ligbleg i ansigtet.

"Rose," mumlede Luke. Han begyndte at gå hen mod mig, men faldt over sin egne ben. Han faldt ind i armene på mig, og jeg havde svært ved at holde ham oppe. Slap jeg ham, ville han falde ned og slå hovedet ned i stenene. Jeg hjalp ham helt op at stå, og tog ham med ind. Luke stank meget af spiritus, og jeg blev bange for, at det ville sætte sig i luften. Jeg satte ham på vores sofa, og tog hans flaske med vodka fra ham. Han kiggede uforstående på mig, da jeg gik med flasken, og smilede da jeg vendte tilbage.

Jeg fandt et tæppe til ham, og fik ham til at ligge sig på sofaen. Jeg lagde tæppet over ham, hvorefter han kiggede op på mig med blanke øjne. Jeg ville hente ham et glad vand, men Luke greb pludseligt fat om mit håndled. Han trak mig ned at sidde ved siden af sofaen, og kiggede mig i øjnene. "Bliv her," sagde han, med en ånde stærk af alkohol. Han holdte stadigt fast i mit håndled, og jeg turde ikke flytte mig. Jeg vidste godt, hvor stærk Luke var. Og når han var fuld, var det bedst at gøre som han sagde.

Jeg blev siddende, og mærkede hvordan Luke stadigt kiggede på mig. Det var svært for mig at forstå, hvad han lavede her, i Danmark. Allermindst forstod jeg, hvorfor han havde opsøgt mig. Og hvorfor han i første omgang var stukket af. Lukes greb om mit håndled blev slappere, og inden længe var han faldt i søvn. Jeg rejste mig for at finde et glas vand, og en spand. Jeg nåede akkurat tilbage, inden Luke tog spanden i brug. Det var godt for ham at kaste op. Så ville alkoholen hurtigere forlade hans krop.

Jeg betragtede den sovende Luke, og aede ham roligt over panden. Han så så sagelig ud når han sov. Jeg kunne umuligt være vred på ham, sådan som han lå her. Der var jo nok en grund til, at han havde drukket sig fuld. Det var en lettelse at vide, at Luke ikke rendte rundt et eller andet sted i verden. Jeg var den eneste der vidste, hvor han befandt sig. Alle ledte efter ham. Ingen vidste, om han var kommet noget til. Alle frygtede det værste. Undtaget mig. Jeg burde give besked om ham, men jeg kunne ikke få mig selv til at gøre det.

Luke klart skyldte mig en forklaring. Og jeg var villig til at vente på den, indtil han var helt klar i hovedet igen. Jeg nød at sidde og betragte ham. Alle vores oplevelser sammen poppede op i mine tanker: da han havde spillet hans cover-sang for mig. Da han havde trukket mig væk. Da han havde kysset mig. Jeg kørte en finger hen over mine læber, og erindrede følelsen af Lukes bløde læber mod mine. 

Efter at kysset var blevet afbrudt, var alt gået så stærkt. Luke var forsvundet, og Calum, Michael og Ashton havde forklaret mig hvad der var foregået. Om deres uduelige management, som spærrede Luke inde bag mure, som han ikke burde været spærret inde bag. Stakkels Luke. Selvom det, at være sammen med piger ikke er det største, så er det begrænsningen i sig selv, som er ødelæggene. Ikke bare at kunne få lov at være 100% sig selv. Det måtte være frygteligt.

Det varmede mig at tænke, at Luke var løbet efter bussen da jeg skulle hjem fra Sverige. Ikke mindst da han havde lånt mig sit tøj, og hjulpet mig med Lucy og hendes venner. Jeg turde ikke tænke på, hvad der ville være sket, hvis jeg var kommet alene. Jeg var dybt taknemmelig for det, han havde gjordt for mig på det tidspunkt. Men at han derefter havde brændt mig af, var stadigt et åbent sår. Det gjorde stadigt ondt. Og jeg ventede spændt på hans forklaring.

Jeg lænede mig ind over Luke, og kyssede ham på panden. Han smilede i søvne, før han rykkede lidt på sig selv. Hans ansigtsudtryk signalerede, at han havde ondt. Den eneste lyd i rummet, var lyden af Luke der trak vejret. Hans brystkasse hævede og sænkede sig under det tynde tæppe. Jeg håbede ikke, at han frøs. 

 

***

 

Jeg faldt selv i søvn op ad sofaen, ved siden af Luke. Luke var vågnet, og da jeg selv vågnede, og kiggede over på ham, smilede han til mig. Hans øjne var blank, men han havde fået farve tilbage i ansigtet. Jeg smilte til ham. "Er du okay?" spurgte jeg. Han nikkede, men fortrød i samme sekund. Han tog sig til hovedet, og kneb øjnene i. Jeg rejste mig, og hentede et nyt glad vand og en pille til ham. Han tog straks imod, og slugte hurtigt pillen.

I lidt tid sagde ingen af os noget. En rolig stilhed hvilede over os, indtil Luke afbrød den. "Undskyld," hviskede han. Han var tydeligt berørt, og vidste godt, at det han havde haft gang i, ikke var smart. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare ham. At svare, at det var okay, var ikke rigtigt. For det var ikke okay. Jeg sad med ryggen til ham, men mærkede nu hvordan hans øjne borede sig ind i min nakke. "Undskyld," gentog han, denne gang lidt højere. Jeg vendte mig om. Han smilede til mig, inden hans ansigtsudtryk pludseligt forandrede sig. Han kastede op i spanden igen, og krympede sammen af smerte. 

"Luke," sagde jeg. Han åbnede øjnene, og kiggede på mig. "Du er nødt til at forklare mig, hvad det er der foregår." Luke sukkede, og lukkede sine øjne igen. Han satte sig op, og kiggede alvorligt på mig. "Jeg kan godt forstå, at du er forvirret. Det tror jeg desværre der er mange der er. Inklusiv mig selv. Problemet er bare, at jeg ikke selv helt ved, hvad det er der foregår," sagde Luke. "Jeg kyssede dig Rose. Ikke kun fordi at jeg havde brug for det, men også fordi du fortjente det. Jeg ved ikke selv, hvad kysset egentligt betød. Men jeg havde sådan lyst til det, så ja, jeg gjorde det." Han kløede sig i nakken, og undgik øjenkontakt.

Min hjerne stod stille. Jeg vidste egentligt heller ikke, hvad kysset betød. Og det gjorde Luke så heller ikke. Det var lidt en lettelse på en eller anden måde. Jeg manglede stadigt at vide, hvorfor Luke var stukket af.

"Men hvorfor stak du af?" spurgte jeg. "Jeg var træt af at blive holdt tilbage," sagde Luke. "Vores management fandt på en eller anden måde ud af, at jeg var taget med dig i bussen. Jeg fik en masse skæld ud, og fik nærmest direkte at vide, at jeg ikke kunne bruges hvis jeg skulle være 100% mig selv. Det gjorde frygteligt ondt. Tænk, at jeg ikke kan få lov, at gøre det jeg allermest har lyst til, uden at skulle lade som om, at jeg er en anden end jeg egentligt er?" Luke lagde hovedet ned i sine hænder, og rystede hovedet let. Han tog hovedet op igen, og kiggede mig i øjnene. "Jeg følte med det samme, at jeg kunne være mig selv overfor dig. Det var en lettelse. Jeg havde brug for at komme væk fra alt det skuespil, som vores management udsætter os for. Og jeg kunne ikke se andre muligheder, end at tage hen til dig."

Jeg smilede til ham. Jeg blev rigtigt glad indeni, og jeg rejste mig, og gav ham et stort kram. Jeg satte mig i den anden ende af sofaen, med armene rundt om mine ben. Luke sad i den anden ende, og tog en slurk af vandet. "Men hvad gør du så nu?" spurgte jeg. "Aner det ikke. Jeg tør ikke sige noget til nogen om det. Jeg kan risikere at ødelægge bandet," sagde Luke. "Åh gud Rose, hvad har jeg gjordt?" "Hør Luke. Det var absolut ikke smart at gøre det, som du gjorde. Men du kan ikke ændre det nu," sagde jeg. Han nikkede stille. Han var meget ked af det.

Vi sad begge og stirrede ud i luften. Luke nynnede en stille melodi, som jeg ikke kendte. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige eller tænke. Det var som et stort puslespil, hvor brikkerne langsomt fandt sin plads, én efter én. Motivet var bestemt ikke fuldent. Men noget af det var, og det var trods alt en start.

"Hvorfor svarede i mig aldrig?" fløj det ud af mig. Luke kiggede forvirret på mig. "Hvad mener du?" "Du hentede mig aldrigt, som du lovede. Da jeg skrev til dig, svarede du aldrig. Jeg skrev til de andre drenge, men ingen af dem svarede," uddybede jeg. Luke halvgrinede, og jeg kiggede irriteret på ham. "Undskyld," sagde han. "Men vores management forbød os at have kontakt til dig. De fjernede dig fra vores mobiler, blokerede dig på Twitter og sådan noget. Men de gjorde det uden, at du skulle fatte mistanke." Jeg begyndte pludseligt at grine, selvom der bestemt intet var at grine af. Luke kiggede også forvirret på mig, stadigt med et stort smil. "Hvad?" sagde han. "Fuck jeg hader jeres management," sagde jeg. Vi grinte begge to.

"Jeg bør nok fortælle de andre drenge, hvor jeg er," sagde Luke. Jeg nikkede til ham. Luke rejste sig, og gik efter sin mobil. Hans ansigtsudtryk var anstrengt. Han havde tømmermænd efter nattens druk og forvirring. Men jeg forstod godt, hvorfor han havde drukket. At få et pusterum fra alle de væmmelige tanker måtte have været befriende for ham.

Luke kom tilbage med sin mobil, og satte sig i sofaen. Hans telefon havde været slukket, og så snart den var tændt, begyndt de ubesvarede opkald og beskeder at rulle ind. Men han læste beskederne, blev hans ansigt endnu mere forpint. "Det er helt vildt," sagde han. Jeg nikkede til ham. Han stod i en sværd situation. 

Pludseligt hørte jeg en lyd, som når en dør går op. "Fuck," sagde jeg, og Luke kiggede forvirret op på mig. Han åbnede munden for at sige noget, da Lucy pludseligt trådte ind i stuen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...