Spring - Luke Hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2014
  • Opdateret: 2 jul. 2016
  • Status: Igang
Den stille pige Rose Mitchell vinder et meet and greet, hvor hun skal møde sit favoritband 5 seconds of summer. Rose skal mod sin vilje have sin populære halvsøster Lucy med, som på alle måder er modsat af Rose. Alt forandres efter dette meet and greet. Hvor Rose før levede i skyggen af Lucy, kommer Lucy nu til at stå i skyggen af Rose: Rose får, modsat Lucy, nemlig et godt forhold til bandet. Og Lucy vil hævne sig, og forhindre et godt forhold mellem halvsøsteren og 5 seconds of summer - især forholdet mellem Rose og Luke Hemmings. En masse drama venter Rose, og hun finder ud af, at livet godt kan være skrækkeligt fantastisk.

157Likes
181Kommentarer
31922Visninger
AA

9. Kapitel 7

Kapitel 7

Jeg kiggede skræmt op på hendes venner, som nærmest havde samlet sig i en cirkel rundt om mig. "Jeg ville bare ud og gå en tur," sagde jeg. Min stemme rystede, og det afslørede klart, at jeg løj. "Det er ikke klogt at lyve," sagde Lucy. "Hørte du ikke efter første gang, jeg sagde noget til dig? Hold dig fra det band. Det gavner ikke nogen, selvom du tror det. Pludseligt dropper de dig, det burde du sgu da vide. Stop det selv, før det stopper dig."

Måske havde Lucy ret, måske var det løgn. Men jeg kunne mærke, at jeg var nødt til at tage chancen for at bedre liv nu. Jeg havde aldrig været gladere, end jeg var i øjeblikket. Det kunne i sidste ende komme til at koste mig en del, især på det personlige plan, hvis de pludseligt skulle skrotte mig. Men så havde jeg i det mindste de gode oplevelser, at se tilbage på.

Men det hele kunne næsten lige så godt være en løgn. Jeg turde næsten ikke tænke på det. Hvis jeg nu bare var den udstillingsdukke, som skulle vise omverdenen, at 5 seconds of summer vil gøre en masse godt for deres fans. Det ville skabe omtale og give dem popularitet. Det ville være den perfekte plan. Men det kunne jeg ikke tro om dem. Hvis jeg kendte dem ret, så kunne de ikke være så koldhjertede. For 5 seconds of summer handlede deres karriere ikke primært om penge. Det handlede om gode oplevelser og udlevelse af medlemmernes største drømme. 

Jeg trak min mobiltelefon op af lommen, og så at klokken var 13:20. Jeg forstod ikke, hvor Luke blev af. Lucy kiggede ned på mig, og smilede selvtilfredst. "Hvis det er dit band, du venter på, så kan du ligeså godt droppe det. De kommer jo ikke." Jeg kiggede såret op på hende, men ingen følelser kunne nå igennem Lucys hjerte, som var koldt som is. Hun kunne ikke tænke på andet, end at føre sig selv frem i livet. Alle der forhindrede hende i det, ville blive skubbet af vejen. Om det så betød, at Lucy var nødt til at ødelægge personens liv, så var det for hende det værd.

Lucy og hendes venner begyndte at gå hen af fortovet, og jeg sad alene tilbage. Jeg skrev en besked til Luke, og ventede yderligere 20 minutter. Men der skete intet. Luke svarede ikke engang på min besked. Jeg rejste mig, og gik indenfor igen. Jeg var rigtigt vred, og smed mine sko i et hjørne af entreen. Jakken tog jeg ikke af, men havde den på op af trappen. Jeg smed mig på sengen, og hamrede min hovedpude ned i sengen. Jeg slog og slog, og stoppede ikke før min krop sagde stop.

Jeg trykkede grædende mit hoved mod puden. Luke havde brændt mig af. Hvordan kunne han gøre det? Han vidste, hvor ustabil jeg var følelsesmæssigt. Han vidste, hvor hårdt jeg ville blive ramt af denne svigtelse. Godt nok kendte han ikke til min baggrund med min far og min mor. Om Susan og Lucy. Men blandt mennesker, som jeg følte mig godt tilpas i selvskab med, kunne jeg følelsesmæssigt virke som en åben bog. Jeg var nem at læse.

Teksten til 5 seconds of summer's sang, 'Wrapped around your finger', kørte på repeat i mit hovede.

 

You were mine for the night
I was out of my mind
You were mine for the night
I don't know how to say goodbye

Making all out plans in the Santa Cruz sand that night
Thought I had you in the palm of my hand that night
Screaming at the top of my lungs tip my chest felt tight
I told myself that I never gonna be alright

You had me wrapped around you finger
wrapped around your finger...

 

Jeg følte mig så dum. Tænk, at jeg havde været så godtroende. Tænk, at jeg havde troet, at Luke rent faktisk ville bruge sin fritid i mit selvskab. Tænk, at jeg rent faktisk havde troet, at der bare var en lille smule imellem Luke og jeg. Men det var forelskelsens ondskab. Indbildning. Havde Lukes kys i går så også været indbildning? Mine erindringer stod uklare, og jeg havde pludseligt svært ved at skelne virkelighed fra drømme.

Jeg begyndte at tro på, hvad Lucy havde sagt til mig. At 5 seconds of summers opførelse havde været det rene og skære skuespil. Ligesom, at jeg havde været 'offeret' for Lukes lyst til at være tæt på en pige, var jeg også blevet offeret for 5 seconds of summers plan om højere popularitet. Hvorfor var jeg så dum? Det stod klart og tydeligt for mig nu, at jeg blot var blevet udnyttet.

Jeg ville gerne finde noget, der kunne aflede min opmærksomhed fra mine tanker. Normalt ville jeg have sat mig til at høre 5 seconds of summer. Men det ville selvfølgeligt kun gøre det hele værre. Hvad skulle der blive af mig, hvis jeg ikke kunne have noget med 5 seconds of summer at gøre? De fyldte jo praktisk talt det meste af mit liv. Jeg længtes tilbage til den tid, hvor jeg levede et stilfærdigt liv, med et konstant ønske om at møde mine idoler. Hvis jeg aldrig havde mødt dem, havde jeg aldrigt haft det sådan her. Havde jeg bare sagt nej, til tilbuddet om at møde dem igen i Sverige, så kunne jeg have levet et godt liv. Hvor jeg havde mødt mine idoler, og ellers stilfærdigt kunne vende tilbage til mit asociale liv foran computeren.

Men jeg vidste selvfølgeligt godt, at jeg aldrig ville kunne sige nej til at møde dem. Det ville jeg da heller ikke have gjordt. Hvis nogle ting bare havde forløbet en smule anderledes, så kunne jeg have været glad. Men lige nu føltes alt ligegyldigt.

Jeg satte mig over i vinduet igen. Der var igen gået 20 minutter siden sidst. Jeg tjekkede min mobil. Ingen opkald, ingen beskeder.

Jeg lagde mig tilbage i sengen, og faldt i søvn. Jeg vågnede ved spisetid, men valgte at lade som om jeg var syg. Jeg kunne ikke overskue, at jeg skulle tilbage i skole i morgen. Min far troede heldigvis også på mig, og han bragte maden op til mig. Men jeg var bestemt ikke sulten. 

Det gjorde det ikke bedre, at jeg vidste at 5 seconds of summer i nat ville tage til USA, som næste led på deres verdensturne. På Twitter var der billeder af dem i den svenske lufthavn. De så glade ud, og lignede også sig selv. Ingen kendte rigtigt til det, jeg havde oplevet sammen med 5 seconds of summer. Udover min lille optræden på scenen, til koncerten i Sverige, havde ingen opdaget noget. Der havde været en kort storm af tweets om mig, fordi folk ikke vidste hvem jeg var. Men det var hurtigt stilnet af, og jeg var næsten glemt igen.

De skulle med flyveren nu. De forlod snart kontinentet, og de havde ikke givet en eneste lyd til mig. Jeg var skuffet, men det bekræftede mig også kun i, at min teori om deres plan var sand. Men som Lucy havde sagt, så kunne jeg vælge at stoppe det nu. Men mit liv ville aldrigt blive det samme igen, og jeg kunne ikke se hvad jeg nu skulle beskæftige mig med. Jeg lagde mig i sengen, og besluttede mig for at få noget søvn, selvom jeg godt var klar over, at det var en svær kamp at tage op.

Jeg var sygemeldt dagene efter. Normalt var jeg ikke meget for, at gå glip af en masse undervisning i skolen, men jeg kunne ikke hænge sammen for tiden. Jeg kunne ikke gøre andet end at sove og gå på toilettet, og efterhånden begyndte jeg også at spise igen. Det hele blev en smule bedre, men kun meget lidt. Mit liv føltes ødelagt.

Det var mærkeligt at tænke på, at et så kort bekendtskab kunne betyde så meget for mig. Men når man aldrig før har oplevet rigtigt venskab, og så får det at føle, er det næsten umuligt at give slip på. Følelsen af, at have nogen at dele gode oplevelser med og generelt bare snakke med, som man føler sig godt glad i selvskab med, er ubeskrivelig god. Og jeg længtes efter at føle det igen.

I dag var det torsdag, og jeg havde været væk fra skolen i 4 dage. Tankerne om, hvor meget jeg fik at læse op på, var svære at overskue. Jeg sukkede, og satte mig op i min seng. Jeg fandt min bog frem, og fortsatte med at læse den. Jeg var vild med at læse, og det var en god måde at aflede tankerne på. Jeg vendte endnu en side, da jeg pludseligt hørte min mobil ringe. Jeg tog den undrende op, og blev endnu mere forvirret, da jeg så at det var 'Hemmeligt nummer' der ringede.

"Det er Rose Mitchell," sagde jeg. "Ved du noget som helst om, hvor Luke er?" sagde en ukendt stemme. Jeg rynkede brynene, og lagde bogen fra mig. "Lu-Luke?" sagde jeg skælvende. Det var en pinsel at sige hans navn, og jeg havde pludseligt lyst til at græde. "Hvor er Luke?" sagde stemmen igen, denne gang endnu mere irriteret. "Hvad er der sket?" spurgte jeg nervøst. Jeg fik intet svar, da røret pludseligt blev lagt på. Jeg sad lidt med mobilen mod mit øre, som om jeg stadigt førte en samtale. Men det eneste der var at høre, var den velkendte bib-tone. 

Jeg skyndte mig selv at ligge på, og åbnede Twitter. Jeg spærrede øjnene op, da jeg så hvor mange nye opdateringer der var. De amerikanske 5 seconds of summer fan- og opdateringssider havde for kort tid siden skrevet, at Luke var stukket af.

 

***

 

Lukes twitterprofil havde intet nyt at sige, og han havde ikke opdateret siden i lørdags, ved koncerten i Sverige. Han var ellers en af de mest aktive på Twitter, i forhold til hans andre bandmedlemmer. Jeg havde ikke selv fulgt så meget med de sidste par dage, og havde derfor ikke set, at Luke havde været inaktiv. 

Jeg vidste ikke hvem det var, som havde ringet til mig omkring Luke. Men det måtte være en, som vidste at Luke havde været sammen med mig, og havde fulgt mig hjem i bussen lørdag nat. 

Det lignede heller ikke Luke at stikke af. Jeg forestillede mig, at han var stukket af fra resten af bandet i USA. Men hvorfor han stak af og hvor han skulle hen, var umulige spørgsmål jeg ikke ville kunne svare på. Der måtte være gået et eller andet galt, helt galt. Jeg var nervøs på Lukes vegne. Jeg brød mig ikke ved tanken om, at han højst sandsynligt var alene derude et sted. Måske var han ikke engang klar over, hvad han egentligt havde gang i. En pludselig og uoverskuelig vrede kunne have fået ham til at stikke af. Men jeg vidste ingenting. Men gud hvor jeg ønskede, at jeg gjorde.

Jeg burde være sur på ham. Han havde brændt mig af, og såret mig rigtigt meget. Men alligevel holdte jeg jo af ham. Det var umuligt ikke at holde af Luke. Jeg tilbragte dagen med at ligge i min seng og kigge op i loftet, mens jeg tænker over det hele. Jeg var alene hjemme, fordi at de andre var til fødselsdag hos min onkel, som på lørdag ville fylde 50 år. Da vi skulle hjælpe med forberedelserne til den store fest, og fordi min onkel bor i den anden ende af landet, var min far, Susan og Lucy nødt til at tage afsted i dag. Jeg havde fået lov at blive hjemme, fordi jeg stadigt havde det rigtigt skidt.

Susan havde sat nogle rester frem til mig i køkkenet, som jeg bare skulle varme i mikrobølgeovnen til aftensmad. Jeg ventede på maden, og stod og kiggede ud på gaden. Det var mørkt, og blæsten var taget til. I radioen varslede de om storm, og allerede nu trak blæsten godt i træerne. Jeg var bange for, at strømmen i huset ville gå, ligesom den gjorde under den sidste storm. 

Jeg tog maden ud af mikrobølgen, og satte mig ved bordet. Jeg tjekkede Twitter for at finde ud af, om der var noget nyt om Luke. Men der var ikke sket noget, som jeg ikke allerede kendte til. Jeg skrev en besked til de 3 andre drenge, men ingen af dem svarede. Jeg gik ind på den største 5 seconds of summer opdaterings side i USA, og satte den på meddelelser, sådan at jeg ville få besked når der kom noget nyt om Luke. Jeg lagde mobilen fra mig, og koncentrerede mig om min mad, mens jeg spekulerede over Lukes forsvinden.

Pludseligt lød den velkendte 'pling'-lyd fra min mobil, som signalerede at der var kommet et nyt tweet ind. Jeg greb hurtigt fat i mobilen, og kiggede på tweetet: "LUKES FORSVINDEN: Luke har forladt USA. Overvågningskameraerne i nærliggende lufthavne har spottet ham, men han er desværre ude af USA.

Var Luke blev fuldstændigt vandvittig? Han havde forladt USA. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor han pludseligt skulle stikke af fra sit band, og tilmed forlade USA. Måske var nogen i hans familie syg, og han var nødt til at tage tilbage til Australien. Men burde 5 seconds of summer så ikke skrive det på deres egen twitterprofil? Det ville de have gjordt. Det er jeg sikker på.

Igen lød lyden af et nyt tweet. "LUKES FORSVINDEN: Luke skulle angiveligt have taget med et privatfly. Vi kender ikke til den endelige destinationen." "LUKES FORSVINDEN: Overvågningskameraerne fangede ham i lufthavnen omkring kl.08.00 i morges. Luke er derfor formegentligt stadigt i luften. Vi beklager vi ikke kendte til forsvinden før nu."

Jeg tabte min mobil ned på køkkengulvet. "Hvad fanden sker der?" sagde jeg. Jeg var intet mindre end chokeret. Jeg var samtidigt rigtigt vred på Luke. Ikke nok med, at han havde svigtet mig. Men nu svigtede hans sit band. Det kunne han ikke tillade sig! Hvad det ikke ville koste dem af penge, og ikke mindst fans. 

Jeg blev enig med mig selv om, at Luke ikke havde tænkt sig om, og at det langtfra var en planlagt handling. Selvom han havde været dygtig til at skaffe sig et privatfly, så havde han ikke tænkt over konsekvenser. Jeg satte min tomme tallerken i vasken, og tog et glas vand med op på mit værelse. Jeg satte mig i sengen, og gav mig til at læse i min bog. Men jeg kunne ikke koncentrere mig, fordi jeg var så bekymret for Luke. Jeg lagde bogen fra mig, og lagde mig istedet til at sove.

Jeg vågnede ved en sær lyd. Udover lyden af blæsten der trak i huset, var der en lyd der var langt tydeligere. Jeg kiggede på klokken, og så at den var 3 om natten. Jeg tændte lyset, og satte mig op i sengen. Den sære lyd gentog sig, og jeg blev klar over, at det var nogen der bankede på døren. Jeg blev bange, og blev siddende i min seng, mens jeg håbede på, at personen der bankede på ville gå igen. Men lyden gentog sig endnu engang. Jeg besluttede mig for at gå nedenunder, og kigge ud gennem det lille vindue i døren, for at se hvem det er. Det kunne såvel være en indbrudstyv eller en morder, uden at det skulle lyde som en overdrivelse.

Jeg gik ud i entreen, og listede hen over det kolde gulv Jeg lod være med at tænde lyset, for ikke at afsløre mig selv. Lyset udenfor var tændt, og jeg gik tøvende tættere på døren. Jeg stillede på tæer, og kiggede ud gennem vinduet. En velkendt skikkelse stod på dørtrinnet, og mit hjerte gik i stå. Jeg låste hurtigt op for døren, og åbnede den.

Foran mig stod han. Luke.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...