Spring - Luke Hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2014
  • Opdateret: 2 jul. 2016
  • Status: Igang
Den stille pige Rose Mitchell vinder et meet and greet, hvor hun skal møde sit favoritband 5 seconds of summer. Rose skal mod sin vilje have sin populære halvsøster Lucy med, som på alle måder er modsat af Rose. Alt forandres efter dette meet and greet. Hvor Rose før levede i skyggen af Lucy, kommer Lucy nu til at stå i skyggen af Rose: Rose får, modsat Lucy, nemlig et godt forhold til bandet. Og Lucy vil hævne sig, og forhindre et godt forhold mellem halvsøsteren og 5 seconds of summer - især forholdet mellem Rose og Luke Hemmings. En masse drama venter Rose, og hun finder ud af, at livet godt kan være skrækkeligt fantastisk.

157Likes
181Kommentarer
31914Visninger
AA

8. Kapitel 6

Kapitel 6

Jeg talte dem til at være 5 stykker med Lucy. I alt 6 unge mennesker, som alle stillede sig foran mig. Jeg vidste godt, at det ikke var smart at være her nu. Jeg gik nogle skridt baglæns, men jeg nåede ikke langt, før en af drengene fra gruppen hev fat i mit håndled. Han trak mig hårdt tilbage, sådan at jeg mistede balancen. Jeg væltede ned på jorden, hvor jeg slog hul på min bukser. Små dråber af blod piblede frem fra den friske hudafskrabning, som var beskidt af sand og jord.

"Jake, " sagde Lucy, og pegede på mig. En stor dreng, som måtte være Jake, satte sig ovenpå mig. Jeg lå på maven, med hænderne som eneste støtte til mit ansigt, mens jeg hev efter luft. 

"Fjern dig fra hende," hørte jeg Luke sige, før han skubbede Jake ned fra min ryg. Jeg gispede efter vejret, og kravlede baglæns hen af jorden. Jake sad på jorden, og så surt på Luke. Han rejste sig, og gik truende mod Luke, indtil Luke stødte mod muren. Jake tog fat om Lukes hals. Luke kæmpede for at fjerne hans hænder, men Jake var for stærk. "Stop!" prøvede jeg at råbe. Min stemme var stadigt påvirket efter øjeblikkets iltmangel. Men jeg var nødt til at hjælpe Luke. Lukes var blevet helt hvid i ansigtet. Jeg kiggede forskrækket på ham, mens tårerne løb ned af mine kinder.

"Slip ham, Jake," sagde Lucy. Jake holdte stadigt fast om Lukes hals. Jeg rejste mig, og sprang op på ryggen af Jake. Jeg rev ham så hårdt i håret jeg kunne, og det hjalp. Jake slap Luke, og jeg kunne lige akkurat se Luke glide ned langs med muren. Istedet kastede Jake mig af ryggen, og jeg landede i vores blomsterbed.

"Nu stopper vi," sagde Lucy. Jake kiggede irriteret på hende, men valgte at gøre som hun sagde. Han gik om bag hende, sådan at hun igen stod som frontfigur.

Luke var kommet på benene, og løb hen til mig. Han hjalp mig op at stå, og støttede mig. Jeg kunne ikke stå på mit benet med hudafskrabningen lige nu. "Hvad fanden skal alt det her betyde?" sagde Luke. "Hvad har Rose gjordt jer?" Lucy grinede svagt af hvad Luke sagde. "Søde Luke," sagde Lucy, da hun var færdig med at grine. Hun trådte en skridt hen mod ham, og smilede forførende til ham. Jeg kiggede på hende med væmmelse, og så hvordan Luke betragtede hende.

Lucy kørte en finger ned over hans brystkasse. Luke stivnede, og spændte i alle muskler, mens han fulgte Lucy med øjnene. "Sagen er den," sagde Lucy. "at det var mit meet and greet. Jeg havde vundet, men Rose lod som om det var hende." Jeg kiggede forskrækket på hende. "Løgner!" skreg jeg, og prøvede at vriste mig fri af Lukes støttende greb. Men han holdte mig tilbage. "Og da I så inviterede hende til Sverige, men ikke inviterede mig," fortsatte Lucy. "Så blev jeg såret." Hun kiggede ned i jorden, og så trist ud. 

Jeg kiggede op på Luke, som rynkede panden. Han kiggede forvirret på Lucy. Han fjernede blikket, og hans øjne blev pludseligt hårde som sten. "Luke," hviskede jeg grædende. Han reagerede ikke, men stod istedet forstenet, mens Lucy langsomt tog en hånd om bag hans nakke. Hun tog fat i hans nakkehår, og gik helt tæt på ham. Jeg fulgte hver en bevægelse, og hvergang føltes det som endnu et knivstik. Lucys ansigt bevægede sig tættere på Luke, og der var kun få centimeter imellem deres læber. "Nej," skreg jeg inde i hovedet. Men jeg lukkede ikke en eneste lyd ud. 

Jeg mærkede hvordan hver muskel i min krop gav op, og blev helt slappe. Jeg lukkede øjnene. Jeg ville ikke se min verden falde sammen. Men min krop gav op, og jeg faldt ud af Lukes greb, ned på asfalten. 

 

***

 

Da jeg vågnede, var det stadigt mørkt. Jeg kiggede forvirret rundt, og mærkede pludseligt smerten i benet og i hovedet. Jeg huskede tydeligt hvad der var sket, men håbede inderligt at det bare var en drøm. "Lucy kyssede Luke." Den samme sætning blev gentaget adskillige gange i mit hovede, og jeg følte mig tom.

Jeg kom mere og mere til bevidsthed, og opdagede at mit hovede lå i Lukes skød. Jeg kiggede op på ham, og han smilede ned til mig. "Hej," sagde han, og kørte sin finger rundt i cirkler på min pande. "Hej," hviskede jeg. "Er du okay?" spurgte han. Jeg nikkede til svar, men fortrød hurtigt, da det efterladte endnu flere smerter i mit hovede. "Hvad skete der?" spurgte jeg. "Du besvimede," sagde Luke.

Min erindring fra hændelser inden at jeg besvimede stod klarer i mit hovede. Flere tårer forlod mine øjne, og løb ned langs siden af mit hovede. Luke tørrede dem væk med fingrene. "Hvorfor er du ked af det Rose?" spurgte han. Jeg kunne ikke svare ham. Jeg ville gerne hulke, men jeg havde ikke flere kræfter i min krop til at gøre det. Luke begyndte at nynne for mig. Jeg lå og kiggede op på stjernerne, mens jeg langsomt kom til mig selv. Til sidst satte jeg mig op. Jeg vendte mig, og kiggede Luke i øjnene. "Du kyssede hende," hviskede jeg, mens tårerne stadigt løb ned af mine kinder. Luke kiggede først forvirret på mig, og derefter en smule såret. "Det ville jeg aldrig gøre," sagde han.

En bølge af lettelse skyllede ind over mig. "Men hvad skete der så?" spurgte jeg. "Da du faldt ud af mit greb, vågnede jeg op af mine tanker. Jeg var så forvirret over alt det, som Lucy sagde. Men jeg kunne ikke tro på, at du havde løjet," sagde Luke. "Så da du faldt, indså jeg hvor tæt på Lucy var. Jeg slyngede hende en lussing, og satte mig ned til dig." Jeg smilede til ham, og blev næsten rørt over hvad han havde gjordt. "Men fik du så ikke de andre på nakken?" Han rystede på hovedet. "Heldigvis havde buschaufføren hørt at der var ballade, så han kom i samme øjeblik. Han truede dem med at ringe til politiet, hvis de ikke smuttede. Så det gjorde de."

Jeg tænkte på, hvor sur Lucy måtte være på mig nu. Jeg vidste, at jeg ville få rigtigt mange problemer nu. "Hvad skal jeg gøre," sagde jeg, og kiggede op på stjernerne, som om intet var hændt. "Du er ikke i sikkerhed her Rose," sagde Luke. "Tag med mig til Sverige." Jeg kiggede over på ham, og så alvoren i hans øjne. "Nej, det kan jeg ikke. Jeg vil ikke skabe flere problemer for dig," sagde jeg. "Men," begyndte Luke, da jeg afbrød ham. "Jeg vil desuden få flere problemer med min far, hvis jeg ikke er her i nat. Det går bare ikke." Jeg prøvede at smile til ham, men det virkede næsten som en umulig opgave.

"Jeg henter dig i morgen," sagde Luke beslutsomt. "Luke," sagde jeg. "Du er ikke klar over konsekvenserne, det kan have for jeres band! Jeg vil ikke være skyld i et rod." "Det betyder intet lige nu," sagde han irriteret. "Du skal være i sikkerhed. Det vil de forstå, okay?" Jeg turde ikke sige ham imod. Vi var begge trætte, og trængte nok egentligt til at få sovet. 

"Jeg må tilbage nu," sagde Luke. Jeg nikkede til ham, og vi rejste os begge op. Luke trak mig ind i et kram, som skubbede alle ødelagte stykker af mig sammen. Jeg kunne stå her for evigt. Men jeg var også nødt til at komme ind. Jeg vendte mig hurtigt, og gik op mod døren. Jeg kiggede mig over skulderen, hvor jeg så Luke stå tilbage. "I morgen?" sagde han. "I morgen," bekræftede jeg. Han smilede, inden at han også vendte sig for at gå.

Jeg åbnede døren ind til huset, hvor jeg næsten med det samme stødte ind i Lucy. "Ikke et ord om, hvad der er sket i aften. Ellers bliver det værst for dig selv. Jeg håber du er klar over, at Luke ikke kan redde din røv hver gang," sagde hun vredt. Bag de kolde øjne, kunne jeg skimte et glimt af noget mildt og ukendt. 

Lucy måtte uden tvivl være meget sur, og måske også en smule ked af det, flov eller på en anden måde føle sig undertrykt af Lukes og min handling. Lucy var bestemt ikke vandt til at blive afvist. Og en konstatering af, at hun ikke altid kan få hvem hun vil have eller hvad hun vil have, måtte bestemt være en kæmpe nedtur for Lucy.

Derfor var jeg også overbevist om, at Lucy syntes at det var min skyld, at Luke havde afvist hende. Det kræver en ekstrem viljestyrke som dreng at afvise Lucy, og det var lykkedes Luke. Måske fordi han er vandt til, at måtte se bort fra piger. Men selv den stærkeste kan være svag. Det havde han bevist med kysset tidligere i dag. Hvad det så end skulle betyde.

Jeg smilede selvsikkert til Lucy. I dag havde jeg vundet, hvilket nok var første gang i sådan en sammenhæng. Jeg var virkeligt stolt af Luke. Jeg var så glad for, at han havde prioriteret mig fremfor Lucy. Den smukke, elegante og nærmest perfekte Lucy.

"Du skal ikke se ham Luke og resten af hans åndssvage band. Forstår du det?" sagde Lucy. "De udnytter dig jo alligevel bare. Som om de kan lide dig. Ikke en skid." Lucy gik ud af entreen, med et tilfredst smil om læberne. Hun vidste, at hun havde ramt rigtigt, og havde sat nogle tanker i gang indeni mig.

Jeg blev stående i entreen i et stykke tid. Jeg var så træt, samtidigt med at jeg både var ked af det og vred, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg slukkede lyset i entreen, og fandt vej til mit værelse. Jeg smed mig på sengen, og gloede i lang tid på i loftet. Ikke at måtte se 5 seconds of summer igen, var den værste straf, hun kunne give mig. Jeg kunne umuligt holde mig fra dem. Men jeg vidste også godt, hvad Lucy var i stand til at sætte i værk.

Jeg gav op, og kravlede ind under dynen. Det eneste, der overskyggede min tristhed, var tanken om dagens oplevelser med mine idoler, og ikke mindst at ligge i Luke Hemmings eget tøj.

 

***

 

Jeg vågnede klokken 12. Jeg ville egentligt gerne have sovet længere, men sulten gnavede i mig. Så jeg stod op. Jeg klædte ikke om. Lukes tøj var stadigt det bedste at gå rundt i, og jeg ville holde fast i det, så længe jeg kunne.

Min mobils skærm lyste op, hvor jeg så at jeg havde fået en besked på Twitter. "Henter dig kl.13.00. Glæder mig. xx" Den var fra Luke. Jeg smilte af beskeden, og lagde mobilen tilbage til opladning. Jeg gik ned i køkkenet, hvor far og Susan sad og spiste morgenmad. "Godmorgen," sagde jeg, og gik i køleskabet efter mælk. De kiggede begge op på mig, og min far lyste op i et smil. "Godmorgen skat. Hvordan gik det i går?" spurgte han. "Helt fantastisk," svarede jeg. Jeg fandt cornflakes i skuffen, samt en skål, og satte mig ned ved bordet sammen med dem.

"Du kom meget sent hjem," sagde Susan. "Hvis det ikke havde været for Lucy og hendes venner, som tog imod dig, så havde vi troet du var kommet noget til." Hun rejste sig, og bar nogle ting over på køkkenbordet. Susan begyndte at vaske op, og sætte tingene i opvaskemaskinen, inden hun gik ud af køkkenet. Min far og jeg snakkede videre, og jeg havde det generelt rigtigt godt. Jeg glædede mig meget til at se Luke, og tilbringe endnu en dag i hans selvskab.

Jeg spiste færdig hurtigt, og skyndte mig op på mit værelse for at klæde om. Jeg satte mig i vinduet, og kiggede ned på vejen. Tiden skulle bare gå stærkt nu. Jeg ventede, og fulgte mit urs viser, for hver gang endnu et minut var gået.

Da klokken var 12:55, smuttede jeg nedenunder efter sko og jakke. Jeg tog det på, og gik smilende ud på fortorvet. Jeg satte mig på kantstenen, og ventede utålmodigt. Jeg hørte en lyd, og drejede mit ansigt i den retning. Lucy og hendes venner kom gående hen af fortorvet, og mit blod frys til is af skræk. "Hvad laver du så her?" spurgte Lucy. Hun kiggede mistroisk på mig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...