Spring - Luke Hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2014
  • Opdateret: 2 jul. 2016
  • Status: Igang
Den stille pige Rose Mitchell vinder et meet and greet, hvor hun skal møde sit favoritband 5 seconds of summer. Rose skal mod sin vilje have sin populære halvsøster Lucy med, som på alle måder er modsat af Rose. Alt forandres efter dette meet and greet. Hvor Rose før levede i skyggen af Lucy, kommer Lucy nu til at stå i skyggen af Rose: Rose får, modsat Lucy, nemlig et godt forhold til bandet. Og Lucy vil hævne sig, og forhindre et godt forhold mellem halvsøsteren og 5 seconds of summer - især forholdet mellem Rose og Luke Hemmings. En masse drama venter Rose, og hun finder ud af, at livet godt kan være skrækkeligt fantastisk.

157Likes
181Kommentarer
31914Visninger
AA

7. Kapitel 5

Kapitel 5

Ude backstage var drengene i super godt humør. Det havde været en rigtig god koncert, og publikum havde også været virkeligt levende. Calum og Michael gav hinanden high five, Ashton var ved at drikke noget vand og Luke stod sammen med mig, med hans hånd i min. Jeg stod og betragtede de andre drenge, da noget pludseligt begyndte at trække i min arm.

Luke var på vej ud af lokalet, mens han stadigt holdte fast i min hånd. Jeg fulgte ham med bankende hjerte gennem lokaler med teknisk udstyr og en masse andet vigtigt i forbindelse med koncerten.

Jeg kunne ikke se Lukes ansigt. Kun bagsiden af hovedet, hans ryg og så hans arm strakt ud for at kunne nå min hånd. Jeg havde ingen fornemmelse for, hvor vi var på vej hen. Men jeg kunne ikke tænkte på andet, end fornemmelsen af Lukes hånd i min.

Vi nåede til et lokale langt inde i bygningen. Luke åbnede døren til hvad der nok var et rum fyldt med rekvisitter. Vi gik ned for enden af lokalet, hvor Luke stoppede op. Han kiggede kort på mig, inden at han pressede mig mod væggen og kyssede mig.

Jeg var lamslået, lykkelig og forvirret på samme tid. Jeg blev virkeligt overrasket, men allermest glad. Jeg ville ønske, at dette øjeblik ville vare for evigt. Men igen skete der noget fuldstændigt uventet. Luke trak sig, og forlod lokalet øjeblikkeligt. Jeg stod tilbage op af væggen, helt alene i det lille lokale. Jeg gled ned langs væggen, og satte mig på det kolde betongulv.

Luke Hemmings havde kysset mig. Jeg kørte en finger hen over mine læber, som stadigt var brandende efter kysset. Det havde føltes som et kort sekund, og pludseligt var han væk. Hvorfor gik han? Og mest vigtigt: hvorfor kyssede han mig overhovedet?

Forvirret rejste jeg mig og forlod lokalet, samme vej som Luke for få minutter siden var gået. Jeg kunne ikke huske vejen tilbage. Men efter lidt tid kunne jeg høre Ashton grine, og jeg fulgte lyden, til jeg kom tilbage til lokalet backstage. Ashton, Michael og Calum stod henne ved bordet med snacks og spiste, grinte og snakkede. 

Jeg gik hen imod dem, og de kiggede alle på mig. De havde godt vidst, at vi havde været væk. "Hvor har du været?" spurgte Michael. "Jeg gik bare med Luke," svarede jeg. Det undrede mig lidt, at Luke ikke var her. "Hvad skulle i?" spurgte Calum. Jeg rødmede en smule, mens min hjerne kørte på højtryk. Jeg kunne ikke fortælle dem om kysset. Det ville være akavet. "Han skulle vise mig noget," sagde jeg, og uddybbede hurtigt: "Men pludseligt forsvandt han."

Ashton rynkede brynene. "Det ligner ikke Luke," sagde han. "Jeg tror ikke, at det er noget alvorligt. Han kommer sikkert tilbage om lidt," sagde Michael. Jeg smilede til ham, og håbede inderligt på, at han havde ret.

Men så lød den velkendte tone af en sms, og Ashton trak sin telefon op af lommen. Hans glade ansigt forandrede sig langsomt til et mere alvorligt udtryk. Han rakte Michael telefonen, som så rakte den videre til Calum. De læste beskeden, og kiggede undrende på hinanden. "Vi kommer om lidt," sagde Calum. De gik alle ud af rummet. Jeg stod alene tilbage, og satte mig hen i sofaen. Jeg var bange for, at den sms havde noget med Luke og jeg at gøre.

Frygten blev fordoblet, da jeg hørte Lukes stemme blande sig med de andres i rummet ved siden af.

Jeg vred nervøst mine hænder, mens jeg ventede på, at finde ud af hvad alt det her handlede om. Jeg havde lyst til at smile, fordi Luke havde kysset mig. Jeg havde lyst til at græde, fordi jeg ikke vidste hvad der foregik. Alt kørte rundt i hovedet på mig, og det var svært at samle tankerne.

Jeg trak min mobil op af lommen, hvor jeg så, at min far havde sendt mig en sms. "Hej Rose. Jeg glæder mig til at høre om din dag senere. Bandet har lovet at køre dig hjem igen i bussen omkring kl.12. Det er lidt sent, men vi må se på det. Knus."

Jeg kiggede på klokken, og kunne konstatere at jeg snart skulle hjem. Jeg blev overrasket, da jeg kunne mærke hvor meget jeg glædede mig til at komme hjem. Tidligere i dag, havde jeg været lykkelig. Jeg føltes mig hjemme i selvskab med 5 seconds of summer, som var gode til at involvere mig i deres arbejde. Men nu føltes det hele forkert. Måske endda en smule fjendtligt.

Jeg rejste mig fra sofaen for at finde nogen, der kunne få mig hjem hurtigst muligt. Jeg vidste godt, at jeg ville fortryde at tage tidligere hjem fra 5 seconds of summer, men lige nu virkede det for uoverskueligt at blive. Jeg gik ud af døren, og fulgte en lang gang. Rundt om hjørnet kom Ashton gående, som kiggede medfølende på mig, da han så mig. Han bredte sin arme ud, og trak mig ind i et varmt kram. Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage længere, og jeg hulkede ind mod ham, mens han aede mig på ryggen.

"Alt er okat, Rose," sagde Ashton. Jeg træk mig ud fra ham, og kiggede op på ham. Han lagde hænderne på hver side af mit hovede, og lod hans tommefingre køre hen over mine kinder, for at fjerne tårerne. "Hvor er de andre?" spurgte jeg. Min stemme var efterhånden opbrugt, så jeg lød meget hæs. "De kommer," svarede Ashton. "Men de skal lige snakke færdigt. Vi blev bare enige om, at du ikke skulle sidde alene. Det her er din dag."

Jeg smilede til ham, og han smilte tilbage. Men hans øjne smilede ikke. Jeg vidste nu, at det de havde snakket om havde handlet om mig.

Ashton tog min hånd, og vi gik ind i lokalet backstage og satte os i sofaen. Jeg blev enig med mig selv om, at jeg var nødt til at spørge ham om, hvad det var der foregik. "Ash, hvad er det der sker?" spurgte jeg. Han sænkede sit blik, og foldede sine hænder. Han smilte ikke længere. "Rose," sagde han endeligt, efter lidt tids stilhed. "Vi er rigtigt glade for at have mødt dig. Men..."

Jeg fik en klump i halsen, og ventede på at han skulle færdiggøre sætningen. Så kom Michael og Calum ind i rummet. De satte sig på 2 stole foran sofaen, og smilede halvt til mig. Alt den uvidenhed gjorde mig bange, og jeg kunne igen ikke holde tårerne tilbage. "Jeg vil hjem," sagde jeg grædende, og små hulk forlod mine læber. Michael satte sig ved siden af mig, og lagde en arm om mig. Det samme gjorde Ashton. Calum tog mine hænder, og kiggede mig i øjnene. 

Sådan sad vi lidt, og jeg følte mig efterhånden tryg igen. Jeg holdte op med at græde, og tog mod til mig. Jeg kiggede Calum i øjnene. Han smilede til mig.

"Vi er nok nødt til at sige det, som det er," sagde Calum. De andre nikkede til ham. "Som jeg sagde før, så kan vi rigtigt godt lide dig, Rose," sagde Ashton. "Og nogen af os lidt mere end andre." Et sug gik igennem min mave, mens jeg spændt ventede på at høre mere. "Luke er vores frontfigur, vores forsanger, den yngste - ja, han er bare mest populære. Derfor har vores management forbudt ham at virke kærlig overfor piger, fordi at det kan ødelægge noget for os som band," sagde Michael. "Det er svært for Luke. Han vil gerne bare kunne være sig selv 100%. Og som de fleste der holdes i en bås, vil man gerne ud af den. Og det fik du så at føle."

Jeg kiggede rundt på dem alle tre. "Fik jeg at føle...?" spurgte jeg forvirret. "Vi kender til kysset Rose," sagde Calum. Mit hjerte begyndte at slå hurtigere ved tanken om kysset tidligere. Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne opleve det igen. Jeg vidste nu, at kysset ikke havde betydet noget for ham, personligt. Jeg var en pige, der var lukket ind i deres univers for en kort stund. Hans trang til at være tæt på en pige havde trukket i ham, og jeg var blevet 'offeret'.

I det samme trådte buschaufføren fra tidligere ind i rummet. Han kiggede rundt i rummet, indtil han fik øje på mig. "Du skal hjemad nu frøken," sagde han, og smilede til mig. Jeg nikkede til ham, og rejste mig fra sofaen. Drengene rejste sig også, og jeg krammede først Michael og Calum farvel. "Undskyld. Jeg håber ikke alt forvirringen ødelagde din dag," hviskede Ashton, imens han knugede mig indtil ham.

Jeg nikkede til ham. Jeg kunne ikke svare ham. Jeg var tom indeni. Især fordi jeg ikke kom til at sige farvel til Luke. Det hele var bare blevet noget rod! Måske kom jeg aldrig til at se nogen af dem igen, og det gjorde frygteligt ondt. Jeg havde lyst til at græde, men det ville også bare ødelægge mit sidste øjeblik med dem. 

Jeg gav hver af dem et kram mere, inden at jeg fulgte efter chaufføren ud af rummet. "Vi ses snart Rose!" hørte jeg drengene råbe, inden døren smækkede i bag mig. Jeg smilede ved tanken. Jeg ville gerne se dem igen, og noget tydede på, at de også gerne ville se mig. Ihvertfald nogen af dem.

Vejret passede til mit humør: mørkt og regnfuldt. Alt i alt trist. Jeg måtte indrømme, at jeg allerede savnede deres nærvær. Især Lukes. Jeg ville ønske, at det sidste aldrigt var sket. Så ville jeg stadigt kunne se Luke i øjnene, uden at skulle tænke på kysset. Bare at kunne få lov at give ham et kram som tidligere, ville betyde mere end noget andet lige nu.

Blandet med regn, var mine kinder våde af tårer. Jeg ønskede ikke, at en ellers så perfekt dag skulle ende på denne måde. 

Buschauførren åbnede døren indtil bussen, og trådte ind i tørvejr. Jeg blev stående med armene over kors, og betragtede den oplyste hal. Jeg sukkede, og vendte mig om for at gå ind i bussen. Jeg satte mig på et tilfældigt sæde oppe foran, og kiggede ud af vinduet. Bussen blev startet, og begyndte langsomt at køre.

Jeg havde stadigt øjnene rettet mod hallen, da jeg pludseligt spottede en skikkelse ude i mørket. Skikkelsen kom tættere på, og lidt efter lidt, kunne jeg se hvem det var.

Luke.

 

***

 

Jeg kiggede forvirret ud på Luke, som løb op ved siden af bussen. Bussen kørte hurtigere og hurtigere, og Luke fik svært ved at følge med. "Stop!" råbte jeg pludseligt. Jeg skyndte mig op til buschaufføren, som sænkede farten og kiggede forvirret på mig. "Vi har travlt frøken. Hvad er det der er så vigtigt?" spurgte han. "Det..." Jeg kunne ikke sige mere. Men heldigvis trak chaufføren på skuldrene, og åbnede døren.

Jeg skyndte mig ud af døren, hvor jeg hurtigt mærkede regnen mod min tynde trøje. Jeg gik hen mod Luke, som udmattet stod bøjet ind over sine knæ. Hans tøj var gennemblødt af regnen, og hans hår var helt ødelagt. Men da han havde fået pusten, og kiggede op på mig, smilede han. Et ægte smil.

"Rose," sagde han lettet. Han gik hen mod mig, og stillede sig lige foran mig. Han holdte stadigt fast i mit blik, mens mit hjerte bankede som gjaldt det livet. "Jeg er ked af det der skete," sagde han. "Det var ikke meningen. Jeg..." Jeg afbrød ham. "Det er okay Luke. De andre drenge har fortalt mig om det."

Han smilede, og bed sig i læben. "Det er jeg ked af," sagde han igen. Jeg grinede lidt, og forsikrede ham om, at det ikke havde gjordt noget. Han kiggede forvirret på mig. Han løftede hans hånd op til mit ansigt, og kørte en tot af mit våde hår om bag øret. Hans berøring lammede mig. Den kom pludseligt og uventet. Han trak mig istedet ind i et kram, som var varmt trods vores gennemblødte tøj. Det var en lettelse for mig, at vide at alt var okay igen.

"Jeg er nødt til at tage hjem nu," sagde jeg, og trak mig ud af krammet. Han kiggede op i himlen, hvor regnen gjorde, at han var nødt til at lukke øjnene i. "Jeg tager med," sagde han, og kiggede istedet på mig. Jeg kunne ikke sige nej. Jeg ville gerne have, at han tog med, selvom jeg godt vidste, hvor dumt det ville være. 5 seconds of summer's management ville hade ham for det, og ikke mindst mig. Desuden ville det puste til den flamme, der stadigt brændte så inderligt indeni mig for Luke.

Vi fulgtes hen i bussen, hvor chaufføren kiggede underligt på os. Heldigvis nikkede chaufføren bare til Luke, og vi kunne sammen gå ned bagerst i bussen. Der stod stadigt den store sofa, som jeg havde siddet i tidligere sammen med bandet. Jeg satte mig ned, mens Luke fandt en taske frem under et sæde. Han tog hans jakke af, som afslørede en særdeles gennemblødt t-shirt. Den klistrede til hans overkrop, som fremhævede hans muskler. Han stak hånden ned i tasken, og trak en t-shirt og et par joggingbukser over til mig.

"Skift hellere til det her, så du ikke bliver syg," sagde han. Jeg smilede til ham, og tog min jakke af. Luke vendte sig rundt, og gik ned af gangen i bussen. "Jeg regner ikke med, at du har lyst til at klæde om foran mig," sagde Luke. Han grinede af sin egen bemærkning, og gik ellers ind på bussens toilet.

Jeg skyndte mig hurtigt at klæde om til tøjet, som Luke lidt forinden havde givet mig. Det tørre tøj fik varmen tilbage i min krop. Jeg kunne hurtigt genkende tøjets lugt, som kun gjorde mig endnu mere glad. Det var Lukes tøj.

Jeg kiggede på min mobil, og lagde ikke engang mærke til, at Luke var kommet tilbage. Han havde tøj på, som næsten var magen til det jeg havde på.

Jeg gabte, og Luke kiggede smilende på mig. "Træt?" spurgte han. Jeg gabte endnu engang, og han tog det som svar. "Rejs dig lige," sagde han. Jeg kiggede surt på ham, men rejste mig alligevel. Luke gik hen til sofaen, og slog den om til en seng. Han fandt nogle enkelte puder og et tæppe, og smed det på sengen. Han gjorde tegn til, at jeg bare kunne lægge mig. Jeg lagde mig på sovesofaen, som vidste sig at være overraskende behagelig.

Jeg lå lidt og hvilede mig, og blev pludseligt meget træt. Jeg havde svært ved at gennemføre hver enkelt tanke, og de krydsede nemt ind over hinanden. Jeg var forvirret. "Luke?" sagde jeg. "Ja Rose?" svarede han. "Hvor er du?" spurgte jeg, og snart kunne jeg høre hans fodtrin. Jeg var for træt til at åbne øjnene, men kunne alligevel skimte en viftende hånd foran mit ansigt. Jeg smilede, og hørte ham gå væk igen. "Hvor går du hen?" spurgte jeg ham. Jeg kunne ikke længere høre fodtrin, men heldigvis svarede han. "Jeg sidder bare på et af sæderne længere fremme." "Kommer du ikke herhen?" spurgte jeg. Jeg kunne igen høre fortrinnene, og snart mærkede jeg også sofaen give sig lidt.

Han lagde sig ved siden af mig. "Deler du?" spurgte han, hentydende til tæppet. "Mmh," sagde jeg bare, og gabte igen. Han trak tæppet op, og rykkede endnu tættere på mig. Min krop sitrede af spænding, og jeg smilede bare. Jeg kunne indimellem mærke hans arm eller hans ben støde ind i mig, når han bevægede sig. Og jeg fik kuldegysninger hver gang. 

Jeg faldte i søvn, og sov helt fantastisk. Jeg havde i et øjeblik glemt alt om det negative omkring Lukes kys tidligere i dag. Dette øjeblik måtte gerne vare for evigt. 

Jeg vågnede, da bussen holdte stille. "Rose, så er vi her," sagde buschaufføren. Jeg spærrede øjnene op, og orienterede mig i det skarpe lys i bussen. Jeg mærkede hurtigt, at Luke havde lagt en arm ind over mig. Han sov stadigt. Selvom jeg lå fantastisk, vidste jeg også, at jeg var nødt til at komme ud. 

Jeg rejste mig, og puffede blidt til Luke. Han vågnede, og strakte sig. "Hvor er vi?" spurgte han søvnigt. "Vi er ved mit hus," sagde jeg, og begyndte at tage mine sko på. Luke satte sig op, og rakte også ud efter sine sko. "Jeg følger dig selvfølgeligt ind," sagde han. "Tak," sagde jeg, og rejste mig for at tage den stadigt fugtige jakke på.

Jeg takkede buschaufføren, og gik med Luke ud af bussen. På vej om mod bagindgangen, kunne jeg høre stemmer. Da vi nåede derom, sad der en flok af unge mennesker foran døren. En af dem var Lucy.

"Du er længe ventet Rose," sagde Lucy. Hun rejste sig, og det var tydeligt at se, at hendes øjne lynede.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...