Spring - Luke Hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2014
  • Opdateret: 2 jul. 2016
  • Status: Igang
Den stille pige Rose Mitchell vinder et meet and greet, hvor hun skal møde sit favoritband 5 seconds of summer. Rose skal mod sin vilje have sin populære halvsøster Lucy med, som på alle måder er modsat af Rose. Alt forandres efter dette meet and greet. Hvor Rose før levede i skyggen af Lucy, kommer Lucy nu til at stå i skyggen af Rose: Rose får, modsat Lucy, nemlig et godt forhold til bandet. Og Lucy vil hævne sig, og forhindre et godt forhold mellem halvsøsteren og 5 seconds of summer - især forholdet mellem Rose og Luke Hemmings. En masse drama venter Rose, og hun finder ud af, at livet godt kan være skrækkeligt fantastisk.

157Likes
181Kommentarer
31927Visninger
AA

4. Kapitel 3

Kapitel 3

"Rose!" Min far kaldte på mig nede fra køkkenet. I dag var det mandag, kun 2 dage efter den bedste dag i mit liv. Weekenden var gået stærkt, og søndagen var gået med at lave lektier og slappe af. I dag havde jeg været i skole, og det havde været en lang dag. Lucy havde begejstret vist sit billede af hende og 5 seconds of summer, og de fleste mennesker på skolen havde været misundelige. Ingen havde henvendt sig til mig. Det var egentligt ikke fordi, at jeg havde regnet med det. Men der var nok heller ikke mange, der vidste, at jeg også var der.

Jeg gik ned til min far, som sad og læste et brev. Jeg satte mig på en stol ved bordet, og kiggede afventende på ham. Jeg fulgte han øjne, der fulgte linjerne i brevet, indtil han nåede slutningen, og istedet forvirret rettede sit blik mod mig. "Til Sverige?" sagde min far. Jeg nikkede, og tog konvolutten op fra bordet. Ashton's skrift var nem at kende. "Er det virkeligt sandt det her?" Min far kiggede mistroisk på mig, og jeg nikkede igen. "Jeg ville ikke fortælle det. Jeg ville hellere have, at du fik beskeden fra dem selv," sagde jeg. "Men hvordan kan det lade sig gøre?" spurgte han. Jeg fortalte ham om hele mit meet and greet, om vores diskussion, om da Lucy var gået og om koncerten i Sverige. Min far slog en hånd ned i bordet, og jeg kiggede nervøst på ham. "Du er godt nok heldig," sagde han. "Betyder det, at jeg godt må?" Han nikkede, og jeg sprang op og gav ham et stort knus.

Jeg skrev hurtigt et DM til 5 seconds of summer, med den gode nyhed. Der skulle nu kun gå endnu en uge, før jeg kunne se mine idoler igen. Og ugen gik langsomt. På gymnasiet blev vi tvunget igennem adskillige test's, som drænnede mig for energi. Jeg brugte min tid derhjemme på at sove og læse lektier. I løbet af ugen, havde min far kontaktet 5 seconds of summers management, for at være sikker på, at jeg kunne komme med. Vi havde modtaget en email med praktiske oplysninger, som hvornår jeg blev hentet og hvordan jeg kunne komme hjem.

Da det endeligt blev lørdag, var jeg hurtig til at komme i tøjet og få spist morgenmad. Hurtigt kørte min far mig til det aftalte mødested, en rasteplads på motorvejen. Min far skulle hjem og arbejde, så han satte mig af, og jeg måtte derfor vente alene. Lucy skulle heldigvis ikke med. Inden at Susan havde fået noget at vide om mit nye møde med drengene, havde Lucy fortalt at hun havde planer denne weekend. Så ingen blev indblandet. Jeg kunne nyde min dag, som jeg denne gang havde helt for mig selv.

Jeg var væk i mine egne tanker, og opdagede ikke engang, at der kørte en stor, sort bus ind på rastepladsen. Dørene åbnede, og ud sprang Michael. "ROSE!" råbte han, og jeg vendte mig forvirret rundt, og så Michael komme løbende mod mig. Jeg troede, at han ville give mig et kram, men istedet stoppede han få meter fra mig. "Du er ikke en sindssyg fan eller en terrorist i forklædning?" spurgte han. "Sindssyg fan måske," sagde jeg, og han trak mig ind i et kram. "Godt at se dig igen." 

Vi fulgtes ad hen til bussen. Den var meget større indeni, end man først troede, ud fra hvordan den så ud udefra. Der stod 2 sofaer, som resten af bandet lå spredt ud over. De spillede på den playstation, som de havde installeret til deres store fladskræm, som var sat hen over et vindue i bussen. Først så de os ikke, men Michael sprang på de andre i sofaen, og snart opdagede de hvad der foregik. "Hey Rosee!" sagde Ashton, og rejste sig for at kramme mig. Det samme gjorde Calum og Luke, og jeg blev tilbudt at sidde ned i sofaen. "Jeg håber ikke at du har noget imod, at vi spiller lidt fifa," sagde Luke. "Selvfølgeligt ikke," sagde jeg. "Jeg kan bare ikke finde ud af det." Drengene grinede af mig, og jeg rødmede. "Det lærer du hurtigt," sagde Calum.

Jeg blev instrueret i fifa, og vi spillede en mini-turnering. Selvom jeg var virkeligt dårlig, så var det stadigt vildt sjovt. Da jeg endeligt vandt min første kamp, kunne jeg ikke holde min begejstring tilbage. Det var Michael der havde tabt, hvilket kun gjorde det endnu bedre, fordi at jeg vidst, hvor meget han hadede at tabe. "Yarrhhh! Se hvor god jeg er," sagde jeg, og Michael smed irriteret controllen. "Jeg må indrømme, at du ikke er så dårligt som jeg troede," sagde han. "Jeg gjorde mig også bare dårlig, sådan at du ikke ville føle dig helt dum." "Sikkert," sagde jeg bare, og gav Calum high five. Vi spillede fifa indtil vi kom til Sverige, hvor vi kørte ind på den parkeringspladsen til hallen, som koncerten skulle finde sted i.

"Jeg troede Sverige var et lille land," sagde Luke. "Men den der er da stor." Han pegede på hallen, og de andre gav ham ret. Det var ret stor. Vi kom ind med alle tingene, og jeg kom med om backstage. Drengene gik og pjattede, og jeg fulgte med. Vi fik noget vand, og vi snakkede lidt. Men de var også nødt til snart at forberede sig til showet, så vi fik ikke lang tid.

Jeg kiggede ud fra gardinerne backstage, og så drengene lave lydprøven. Det var som at få sin helt egen privatkoncert. At der ikke var noget skrigende publikum var helt mærkeligt, fordi det jo var det, jeg var vant til. 5 seconds of summer var ikke det mest seriøse band, jeg kendte. Det ville være løgn, hvis jeg påstod det. Men det var også en af deres kvaliteter. 

"Rose?" Luke stod i døråbningen og kiggede smilende på mig. Lydprøven var slut, og jeg kunne høre de andre fra bandet inde i det andet rum. "Ja Luke?" Jeg elskede at sige hans navn. Luke. Luke Hemmings. Mine kinder brændte. Jeg blev pinligt berørt over det, og det gjorde kun, at mine kinder brændte endnu mere. "Kom lige med," sagde han, og jeg rejste mig fra sofaen, og fulgte efter ham ind på scenen.

Der var en fantastisk udsigt ud over den tomme hal, og jeg kunne forestille mig, hvor fantastisk det må være for drengene, når halen er fyldt. Fyldt med fans, der synger med på deres egne sange, skriger deres navne og støtter dem i alt de gør. Ligesom mig selv.

Luke satte sig på scenekanten med sin guitar, og strøg fingrene hen over strengene. Jeg satte mig hen ved siden af ham og ventede spændt. "Jeg har overvejet at lave en ny coversang," sagde Luke. "Og eftersom du er fan, så tænkte jeg, at du måske kunne sige, hvad du synes?" Jeg smilede til ham. "Det vil jeg meget gerne!"

Luke begyndte at stemme guitaren. "Det er ikke noget, som jeg har snakket med de andre om endnu. Den er lidt udenfor vores genre, men jeg synes den er god," sagde han. "Anderledes er godt," sagde jeg, og han nikkede. Han rømmede sig, inden han begyndte at synge:

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...