Spring - Luke Hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2014
  • Opdateret: 2 jul. 2016
  • Status: Igang
Den stille pige Rose Mitchell vinder et meet and greet, hvor hun skal møde sit favoritband 5 seconds of summer. Rose skal mod sin vilje have sin populære halvsøster Lucy med, som på alle måder er modsat af Rose. Alt forandres efter dette meet and greet. Hvor Rose før levede i skyggen af Lucy, kommer Lucy nu til at stå i skyggen af Rose: Rose får, modsat Lucy, nemlig et godt forhold til bandet. Og Lucy vil hævne sig, og forhindre et godt forhold mellem halvsøsteren og 5 seconds of summer - især forholdet mellem Rose og Luke Hemmings. En masse drama venter Rose, og hun finder ud af, at livet godt kan være skrækkeligt fantastisk.

157Likes
181Kommentarer
31917Visninger
AA

3. Kapitel 2

Kapitel 2

Da mit vækkeur ringede, havde jeg allerede været vågen i et stykke tid. Jeg var på ingen måde træt, og jeg kunne mærke hvordan mit hjerte hamrede afsted. Det var i dag. "I dag," hviskede jeg til mig selv. "I dag bliver fantastisk." Jeg satte mig på sengekanten, strakte mig og gik derefter nedenunder, hvor jeg så min far sidde i køkkenet. De andre var endnu ikke stået op, for han sad alene og læste i dagens avis. På den måde, mindede jeg om min far. Jeg holdte meget af, at sidde for mig selv. Min far fik bare ikke lov at gøre det så tit, fordi at Susan for det meste var over ham. Derfor stod han tit tidligt op i weekenden for at tilbringe en time eller to alene.

"Godmorgen," sagde jeg glad, og gik ind i køkkenet til ham. Han stak hovedet op over den store avis, og smilte til mig da han så mig, som jeg også gengældte. Han lagde avisen fra sig, rejste sig og gav mig et stort kram. Jeg nød hans kram, for det skete ikke særligt tit. Susan blev altid så frygteligt sur, og så var min far altid nødt til også, at kramme både hende og Lucy. Og så betød krammet jo ikke helt det samme. Det var meget sjældent, at jeg fik noget af min far, som ikke også enten Susan eller Lucy skulle have. Ellers syntes Susan, at det ikke var fair. "Vi er jo lige alle sammen," sagde hun. Det gjaldt kun, når det var mig der fik noget. For fik Susan eller Lucy noget, som jeg ikke fik, så var der ikke længere sat spørgsmål omkring ligestilling. Så var det pludseligt ligegyldigt.

"Så er det i dag," sagde far, og kiggede smilende ned på mig. "Så er det i dag," gentog jeg, og glæden boblede indeni mig. Det tydede til at blive en god dag. "Er du spændt?" spurgte han, og jeg nikkede som svar. Min spænding kunne ikke beskrives med ord. Det fyldte hele min krop, fra top til tå, og fyldte mig med kildren i maven, kuldegys og en uimodståelig stor trang til at smile.

Min far satte sig hen til bordet igen, hvor han tog en slurk af den kop med kaffe, som stod og dampede på bordet. "Kom," sagde han, og hentydede til, at jeg skulle sætte mig ved bordet sammen med ham. Jeg lavede en kop varm kakao, og satte mig ved bordet. Det var tider som disse, som jeg af hele mit hjerte savnede.

"Jeg fik aldrig snakket med dig om det," sagde han. "Altså omkring det, at Lucy skal med og sådan." Jeg nikkede til ham, og lagde begge hænder om den varme kop. Jeg havde ikke direkte glemt, at Lucy skulle med. Det havde ligget i mit baghoved. Men på en eller anden måde, så var det som om, at jeg ikke rigtigt havde troet på det. Og at min far så bekræfter det, gjorde mig knapt så glad. "Rose, jeg ønsker ikke for dig, at Lucy skal ødelægge din dag," sagde han. "Skal hun ikke med alligevel?" afbrød jeg håbefuldt. "Så så. Lucy skal med. Men lad nu være med at blive sur på hende. Få det bedste ud af det! Hvor slemt kan det være?" Han smilede til mig, og rakte hånden ind over bordet. Han var ikke klar over, hvor slemt det var, at Lucy skulle med. Han skulle bare vide. Alligevel tog jeg hans hånd, og han klemte min lidt. "Okay?" sagde han. Jeg nikkede bare.

Vi spiste i stilhed, mens min far stadigt læste i sin avis. Jeg skyndte mig op ovenpå, inden at Susan og Lucy stod op. Jeg ville gerne finde noget passende tøj, som ikke ville skille sig ud, men heller ikke ville være kedeligt. Jeg ville gerne have, at 5 seconds of summer skulle få et godt indtryk af mig. Jeg fandt et par casual stramme sorte bukser, med huller på knæerne. En grå t-shirt med et motiv af Kurt Cobain, den tidligere forsanger i Nirvana, fandt jeg frem. Det var min ynglings t-shirt, som var jeg sidste julegave, som jeg havde nået, at få af min mor.

Der var ikke lang tid, til at vi skulle afsted, så jeg skyndte mig ud på badeværelset. Jeg tændte for vandet, og begyndte at tage mit tøj af, da det pludseligt bankede på badeværelsesdøren. "Skynd dig!" hørte jeg Lucy råbe. Hun var klart presset tidsmæssigt. "Ja ja," svarede jeg hende. Jeg smilede, da jeg trådte ind i badet. Jeg tog mig god tid. Jeg vidste godt, at det ikke var særligt pænt gjordt overfor Lucy. Men jeg følte, at hun fortjente det.

Jeg blev hurtigt færdig, fik tøj på og lagde en minimal make-up, inden at jeg låste op for døren. Udenfor stod Lucy, og hun skubbede mig hurtigt til side, og låste døren bag sig. Jeg gik hen på mit værelse, hvor jeg bakkede min taske med pung, en flaske med vand og andre nødvendigheder. Jeg kiggede hurtigt på Twitter, for at se om der var kommet noget nyt omkring 5 seconds of summer. Jeg ville nok kalde mig afhængig af Twitter. Jeg fik nofikationer på min mobil, hver gang at enten drengene, deres fælles twitter profil eller andre kendte fansider skrev nye tweets, sådan at jeg altid var opdateret. Jeg spurgte tit mig selv om, hvad jeg egentligt skulle bruge informationerne til. Men det gjorde mig så glad at følge dem i næsten alt, hvad de lavede. Måske var jeg lidt af en stalker. Måske ikke. 

Jeg gik nedenunder for at tage sko og jakke på. Om lidt skulle vi afsted, og jeg kunne næsten ikke være i mig selv af nervøsitet. Jeg vred mine hænder nervøst, og stod og trippede i vores entre, mens jeg ventede på, at min far og halvsøster skulle gøre sig færdige. Lucy kom gående ned af trappen. Hun så rigtigt godt ud. Jeg fik med det samme kvalme, og tankerne fra i går, om at hun ville imponere Luke, Ashton, Calum og Michael vendte talstærkt tilbage. Hun smilte selvsikkert til mig. Hun havde samme sorte stramme bukser som mig selv, men hun havde også en nedringet trøje på, som udover at vise hendes solbrune hud, også afslørede hendes figur. Det var en dyr trøje, som hun havde købt på en rejse med Susan i USA for nogle år siden. Det var en mærkevarer trøje, og man skulle næsten tro, at den var figursyet specielt til hende. Hun tog sin jakke og sko på, og fandt et lille spejl frem, som hun brugte til at få rettet lidt på sit hår. Heldigvis kom min far ud i entreen, og vi gik ud til bilen, og kørte mod København.

Det ville komme til at tage godt 4 timer at køre til København, så vi havde en lang køretur foran os. Det var min far som skulle køre os. Så snart vi havde sat os ind i bilen, fandt Lucy sin iphone frem med høretelefoner og var ellers ikke til at komme i kontakt med lige med det samme. Fordi at vi så sjældent begiver os ind på det sjællandske, så var min far nødt til at sætte GPS'en til. Det tog sin tid, med flere frustrede udråb fra min far, men til sidst lykkedes det, og vi kunne langsomt begive os mod København. Det føltes som om, at turen derover tog det dobbelte antal timer af, hvad det egentligt tog. Jeg prøvede at forestille mig, hvordan mit meet and greet ville forløbe. Hvordan jeg ville gå selvsikkert ind i rummet, og kramme hver af drengene. Hvem skulle jeg kramme først? Hvordan skulle jeg reagere? Jeg havde så mange spørgsmål og ideer til, hvordan jeg skulle opføre mig overfor dem. Men jeg besluttede mig for, at lade være med at tænke så meget over det. Og så bare lade det ske.

Vi holdte i kø på motorvejen, og jeg blev en smule skræmt over, hvor mange mennesker her så ud til at være. "Er der langt igen?" spurgte jeg. Far rystede på hovedet. "Ikke særligt langt. Men det kan godt komme til at tage lidt tid," sagde han, og jeg kiggede på klokken. Der var stadigt omkring en time til koncerten. Men skulle man have gode pladser, så skulle man være der i god tid. Og det var jeg ret sikker på, at vi ikke ville. Jeg hadede mange mennesker på en gang. Det gjorde mig skidt tilpas, svimmel, og jeg fik svært ved at overskue den situation, som jeg stod i. Derfor holdte jeg mig normalt væk fra begivenheder med svimlende mange mennesker, som for eksempel koncerten og markeder. Jeg hadede at blive skubbet rundt. Selvom jeg var klar over, at jeg netop ville blive udsat for alle disse ting i dag, så var jeg villig til det. I dag skulle være perfekt.

Køen rykkede sig langsomt, men på et tidspunkt kunne vi endeligt køre ind på Forums parkeringsplads. Det var umuligt for min far at finde en parkeringsplads nu, især fordi at jeg var så ivrig efter at komme hen i køen. Derfor sagde Lucy og jeg farvel til min far, og så steg vi ud af bilen, og begyndte at gå mod køen. Jeg gik stærkt, og jeg fornemmede hurtigt, at Lucy hellere ville gå langsomt. "Sæt lige farten ned!" sagde Lucy surt, mens hun gik med øjnene rettet mod mobilen. "Vi skal skynde os hen til køen. Ellers får vi ikke en god plads," sagde jeg, og satte istedet for farten lidt op. "Er det ikke lige meget, når du alligevel skal møde dem bagefter?" 

Jeg sukkede, og gik det sidste stykke hen til køen. Der var mange mennesker foran os, og der var stadigt et stykke tid til, at dørene ind til Forum ville åbne. Så jeg valgte at sætte mig på den tørre asfalt, og trak min jakke tættere om mig. Det var trods alt efterår, og blade hvislede hen ad vejen. Lucy stod ved siden af mig, med armene over kort. "Jeg sætter mig altså ikke ned," sagde hun irriteret. Blæsten tog godt fat om hendes hår, og ødelagde den frisure, som hun havde brugt meget af morgenen på at sætte. Hun prøvede febrilsk at holde fast i sit hår, men lige meget hjalp det. "Og hvorfor vil du ikke sidde ned?" spurgte jeg. Jeg måtte indrømme, at jeg frydede mig en smule over hendes ansigtsudtryk, som klart signalerede, at hun var rimeligt træt af vejret. "Fordi at jeg så får beskidte bukser. Jeg tænker mig faktisk om," sagde hun. Jeg himlede med øjnene, og kiggede rundt på de andre fans. Der var mange forskellige typer her: nogen havde fan t-shirts på og maling i ansigtet med drengenes navne. Andre havde deres hverdagstøj på. Nogen var goth, andre glade for mange farver. Men det var det, der kendetegnede 5 seconds of summer's fans: Der var plads til alle, uanset hvad man går i, kan lide eller hvordan man er.

"Skal vi ikke lige lave en aftale, mens vi nu er sikker på at vi er samlet?" spurgte jeg. "Om hvad?" spurgte Lucy. "Hvis vi skulle blive væk fra hinanden til koncerten, og en af vores mobiler er løbet tør for strøm eller noget. Så ville det være smart at have et sted, hvor vi kunne mødes udenfor bagefter." Hun nikkede til, og pegede på et lille træ, som stod udenfor vores indgang. "Der," sagde Lucy. "Vi mødes der."

Mens vi ventede på, at vi måtte komme ind, sagde vi ikke rigtigt noget. Kun nogle få ord, som egentligt var overflødige, men skulle være der, for at det ikke blev alt for akavet. Men da dørene blev åbnet, var jeg hurtigt til at få rejst mig op. Jeg styrtede frem mod indgangen, forbi de mennesker der endnu ikke havde opfattet, at man nu kunne komme ind. Lucy havde jeg sluppet af syne for længst, og lige nu handlede det for mig bare om, hurtigst muligt at komme ind. Hun havde alligevel fundet en dreng i køen, som hun var faldet i snak med. Så hun var sikkert ligeglad. At få en god plads, var det eneste der betød noget lige nu. Det var mit eneste mål. Jeg nåede rimeligt langt op foran, og var nogle få meter fra den store scene. Adrenalinen pumpede i mit blod, og jeg stod ligesom så mange andre, og var ved at sprænges af spænding. Alle omkring mig kiggede forventningsfuldt rundt, og så næsten desorienterede ud. Som om de havde mistet forstanden. Men det var også stort, det her. 

Der var et opvarmningsband, som var helt okay. De fik stemningen godt op at køre, og alle virkede så glade. Pludseligt begyndte alle at skrige, og da så jeg dem. 5 seconds of summer. De kom ind på scenen, og alt gik i sort for mig psykisk. Jeg skreg som jeg aldrig havde skreget før. Jeg rakte ud efter dem, og blev skuffet, da jeg ikke kunne nå. Men det var ligegyldigt, for de var her lige nu. Så tæt på. Jeg mærkede tårerne løbe ned af mine kinder af bare begejstring, og fordi jeg var så overvældet. Min drøm gik i opfyldelse.

De startede med 'Out of my limit', og deres stemmer gav mig kuldegysninger. De så godt ud alle 4. Michael havde i dag rødt hår, som stemmede overens med de danske farver. Calum havde sin sædvanlige sorte tank top på. Ashton med sin røde bandana, og som virkeligt gav den gas på trommerne. Luke. Luke med hans skinny jeans med hul på knæene. Hans nirvana trøje, som jeg selv så længe brændende havde ønsket mig. Og så hans hår. Det sad som det skulle. Helt perfekt. Jeg mærkede mig selv miste kontrollen. Jeg kunne se Luke helt tæt på, og tydeligt se hans stærke, og meget smukke ansigtstræk. Drengene sang og spillede, og lignede nogen, der nød det de havde gang i. 

Alt for hurtigt sagde de, at de nu ville spille aftenens sidste sang, 'She looks so perfect'. Og pludseligt var de væk. Alle skreg, men de vendte ikke tilbage. De var i forvejen gået over programmet tidsmæssigt, så ekstra numre var der ikke plads til. Da vi alle havde stået der lidt tid, begyndte folk at gå ud salen. Jeg begyndte at følge strømmen, mens jeg spejdede efter Lucy. Men hun var ikke at se nogen steder. Da jeg kom ud, gik jeg over til vores aftalte mødested, hvor hun stod og ventede. Blæsten var stilnet af, og hendes hår sad igen perfekt. Hun sendte mig et falsk smil. "Hvor skulle vi så hen nu?" spurgte hun. Jeg kiggede på vores 'meet and greet' billetter, og gjorde tegn til, at Lucy skulle følge med mig.

Vi kom til en indgang, hvor der stod nogle sikkerhedsfolk. Vi viste vores billetter, og vi blev lukket ind i et stort rum, hvor der var flere døre. "Følg med mig," sagde en af vagterne. Vi fulgte ham til en dør, som førte ind til et mindre rum. "5 seconds of summer er ikke klar endnu. Dørene vil blive åbnet, når jeres meet and greet går i gang." Han vendte sig om, og lukkede døren vi var kommet ind af. Her stod vi. En dør mellem mine idoler og jeg. Jeg hørte lyde fra den anden side af døren. Mit hjerte røg op i halsen på mig, da jeg hørte Ashton's grin. Hvor var det fantastisk. Jeg hørte en puslen ved døren, og nogen trykkede ned i håndtaget, og døren blev åbnet.

 

***

Det føltes uvirkeligt, da jeg trådte ind i rummet og stod lige foran Luke, Michael, Calum og Ashton. Jeg gik langsomt ind, og prøvede at bevare fokus. Jeg gik hen mod Calum, som stod yderst til højre, og gav ham et stort kram. Da jeg trak mig fra krammet smilede han til mig, inden at Lucy krammede ham. Imens krammede jeg Ashton, som var virkeligt god til at kramme! Hans stærke armen lagde sig om mig, og jeg blev helt varm indeni, af bare glæde. Derefter var det Michael, som også grinede glad da vi krammede. Han vuggede lidt frem og tilbage, og jeg grinte også. Så trak han sig, men trak mig hurtigt ind i et lille kram igen, inden at jeg kunne gå videre til Luke. Han smilede sit skæve smil, det jeg elskede allermest. Han trak mig ind til sig, og hele min krop føltes levende. Jeg kunne stå sådan forevigt. Jeg glemte alt og alle omkring mig. Da jeg var nødt til at slippe ham, gjorde det helt ondt. Især fordi, at Luke og Lucy skulle kramme hinanden bagefter.

"Velkommen!" sagde Ashton smilende. "Hvad hedder i?" "Mit navn er Rose, og det er min halvsøster Lucy. Det var mig som vandt konkurrencen," sagde jeg hurtigt. "Er du så en passioneret fan?" spurgte Michael interesseret. "For lige præcis den meet and greet konkurrence mener jeg ikke, at der var så mange der kendte til." Jeg smilede og nikkede. Jeg skulle lige til at uddybe, men Lucy afbrød mig. "I er virkeligt dygtige. Det var virkeligt en god koncert. I forstår at gøre jeres fans glade," sagde hun, og smilede flirtende til dem. De smilede alle til hende. "Især fordi at i ser så godt ud." Lucy rødmede da hun sagde det, og kørte genert en tot hår om bag øret. Calum blinkede til hende. Jeg fulgte hver en bevægelse, hvert et blik. Og det skræmte mig. Lucys nedringede top var til frit udsyn, og jeg var bange for at indrømme, at det selvfølgeligt påvirkede drengene.

Jeg kiggede over på Luke, som også kiggede med store øjne på Lucy. Hun var også ufatteligt smuk. Og jeg blev igen dømt, som den kiksede halvsøster. Men så kiggede Luke pludseligt på mig, og sendte mig et stort smil. "Har du været fan længe?" spurgte han, mens han gik hen mod mig. "Ja," svarede jeg. "Siden 'Unplugged'. Jeg hørte 'Gotta get out', og lige siden har jeg været helt vilde med jeres musik." "Er din halvsøster overhovedet fan?" spurgte han. Jeg rystede på hovedet. "Ikke rigtigt." Han grinte lidt, og tog sig til hovedet. Han kørte en hånd igennem sit hår, og jeg kunne pludseligt ikke længere holde mig tilbage. Jeg vidste, at dette var den eneste chance i mit liv for at kramme Luke. Så det gjorde jeg. Først blev han lidt overrasket, men derefter gengældte han også mit kram.

"Ej, jeg vil også være med!" sagde Michael, og sprang nærmest på mig og Luke. Lucy havde været i gang med at fortælle noget til de andre drenge, og hun kiggede fornærmet på Michael, som havde slynget sine arme om Luke og jeg. Jeg lagde min ene arm om Michael, og vi stod nu i en lille intern cirkel. Pludseligt var Calum der, og han stillede sig mellem Michael og jeg. "Jeg vil stå med Rose!" sagde Michael barnligt, og trak underlæben frem og lagde armene over kors. Det gjorde han dog ikke i lang tid, for han maste sig ind mellem Luke og jeg, hvorefter Luke begyndte at skubbe til Michael. "Skal du tage min plads?" sagde Luke, og skubbede endnu engang til Michael. De drillede hinanden, mens Calum og jeg stod og betragtede dem.

Jeg kiggede over på Ashton, som stadigt lyttede til Lucy. Ashton var et godt menneske, helt igennem. Lucy fortalte ihærdigt, men hun var tydeligvis også irriteret. Hun fik ikke den opmærksomhed, som hun mente, at hun fortjente. Da Michael og Luke endeligt blev færdig med at skubbe til hinanden, kom de tilbage til os. "I like your Cobain shirt," sagde Michael, og hentydede til min t-shirt, med motivet af Kurt Cobain. "Tak Michael," sagde jeg glad. "Din er også virkeligt fed!" Michael havde en 'Rolling Stones' t-shirt på, og jeg var helt vild med motivet. "Her er en der har forstand på tøj! Hun værdsætter faktisk mit tøj i forhold til jer andre," sagde Michael drillende. "Du værdsætter da heller ikke vores tøj," sagde Calum. "Eller noget som helst andet," sagde Luke. De begyndte at diskutere igen. Jeg bød indimellem ind, men det var svært at få et ord indført. Men det betød ikke noget. 

Deres diskution havde stadigt ikke taget sin ende, da en fra 5 seconds of summers management trådte ind. "I burde nok se at gøre klar til fælles fotoet. Der er ikke særligt lang tid tilbage af jeres meet and greet," sagde han. Calum og Michael begyndte at brokke sig, og sagde at vi ellers havde det så hyggeligt. "Vi har et stramt program," sagde manden alvorligt, inden at han igen gik. "Jamen, okay. Har i nogen ønsker om at stå med nogle bestemt?" spurgte Ashton. "Rose vil nok gerne stå med Luke, hvis jeg kender hende ret," sagde Lucy. Hun kiggede drillende på mig. Jeg rødmede, og forsvarede mig hurtigt. "Jeg synes bare, at vi skal stille os. jeg er glad, bare jeg får et billede sammen med jer," sagde jeg.

Vi stillede os foran den lange hvide væg. Jeg havde Michael på min højre side, Luke på den venstre. Ved siden af Michael stod Lucy, som havde Ashton på den anden side. Calum stod ved siden af Luke. Vi fik lov at få taget 2 fælles billeder, og 2 billeder hver, hvor vi stod alene med drengene. Lucy startede, og poserede ved siden af drengene. Da det blev min tur, var Ashton hurtig til, at komme hen til mig. "Undskyld at jeg ikke snakkede så meget med dig," hviskede han. "Det er okay Ashton," sagde jeg, og han smilte taknemmeligt til mig. Jeg vidste, at Ashton ville hade sig selv, hvis jeg havde været ked af det, fordi vi ikke fik snakket sammen. Men det var okay.

Vi fik taget billederne, og inden længe råbte en vagt, at der kun var 2 minutter tilbage. Jeg blev rigtig trist. Det var allerede forbi. Jeg kiggede rundt på drengene, og mærkede hvordan en klump samlede sig i min mave. "Tak for en god oplevelse," sagde Lucy, og gik rundt og krammede hver af drengene. "Jeg er nødt til at gå ud på toilet," hviskede hun til mig, inden at hun forlod lokalet. Jeg stod nu alene med drengene. "Må jeg bede jer om en sidste tjeneste?" spurgte jeg. "Selvfølgeligt," sagde Luke. "Jeg ville blive enormt glad, hvis i alle ville følge mig på Twitter. Det har altid været en drøm for mig." Jeg kiggede smilende på dem. De rakte mig et papir, hvor jeg kunne skrive mit Twitternavn. Jeg gav Ashton papiret, og han lagde det i lommen. Jeg var sikker på, at han ihvertfald ikke ville glemme det.

"Det var sjovt at møde dig," sagde Calum. "Ærgerligt at vi ikke fik diskuteret færdigt." De andre grinede af hans kommentar. "Tak fordi i giver jeres fans muligheden. I dag har været den bedste dag i mit liv!" sagde jeg. "Vi har faktisk fået et afbud til meet and greet i Sverige. Du kunne tage over? Jeg fik aldrig snakket ordentligt med dig, og det ser ud til, at du er faldet i god jord med de andre," sagde Ashton. "Ja!" sagde jeg. "Ja, ja, ja! Det vil jeg vildt gerne!" Jeg smilede stort, og følte at det var helt surrealistisk. At skulle møde dem igen, var helt fantastisk. Men mit smil falmede dog hurtigt. "Men jeg tror aldrig, at jeg får lov at tage til Sverige. I forhold til transport og...." Michael afbrød mig, og lagde en arm om mine skuldre. "Vi sender en bus over efter dig. Det skal du ikke tænke på." "Tusind tak," sagde jeg. "Men jeg tror stadigt ikke, at jeg får lov. Jeg tog ikke min halvsøster med i dag, fordi at jeg havde lyst. Det var tvang fra min stedmor. Og det vil det sikkert og være denne gang." Mine øjne føltes brændende, og en tåre løb ned af mine kind. Michael trak mig ind i et kram, og aede mig på ryggen. "Vi skriver et brev til din far og stedmor," sagde han. "Hvorfor vil i gøre det her for mig?" spurgte jeg. "Det ved jeg ikke. Du virker bare, ja, anderledes. På den gode måde. Det vil vi gerne opleve mere af," sagde Calum.

Vi gav hinanden at kæmpe kram, idet en vagt kom ind. "Jeg må bede dig forlade rummet," sagde han til mig. Jeg gik mod ham, og vinkede til drengene. "Vi ses!" råbte de. Jeg ville have svaret dem. Men jeg var overvældet af indtryk og glæde, og ikke mindst uforståenhed. Hvad der lige var sket, kunne næsten ikke være virkelighed. Men jeg stolede på, at jeg ikke drømte lige nu. Mens jeg gik imod udgangen, prøvede jeg at få mig selv at forstå, alt det der lige var sket. Jeg begyndte pludseligt at hoppe ukontrolleret op og ned, mens jeg skreg af glæde. Jeg kunne ikke styre mig. Jeg var så glad, og glæden måtte ud. Jeg skal møde dem, igen. I Sverige. Jeg håbede nu bare så inderligt, at jeg ville få lov for far og Susan. For det betød alt for mig.

***

 

Lucy stod ved vores aftalte sted, og snakkede i sin mobiltelefon. Hun snakkede højt og ivrigt, og virkede i det hele taget meget glad. Det var klart at høre, at det ikke var min far, hun snakkede med. Jeg gik hen til hende, og hun begyndte at snakke lavere, og kigge mistroisk på mig. Jeg ville gerne hjem, så jeg valgte at ringe til min far, sådan at vi kunne komme afsted med det samme. Vi snakkede kort, og han fortalte mig hvor han holdte. Jeg gjorde tegn til, at Lucy skulle følge med mig. Hun gik et stykke bag mig, men jeg kunne sagtens høre hendes højlydte grin. "Jeg bliver nødt til at smutte nu. Vi ses," sagde Lucy i telefonen. Jeg hørte hælene på hendes sko komme nærmere, og lidt efter gik hun på siden af mig. "Har du snakket med din far?" spurgte hun. Jeg nikkede til svar. "Hvem snakkede du med?" spurgte jeg. Hun prøvede at skjule hendes smil bag hendes halstørklæde, men jeg kunne tydeligt se det. "Ikke nogen," svarede hun. "Jeg kunne altså sagtens høre det meste af hvad du sagde," sagde jeg. "Så du kan ligeså godt sige det." Hun sukkede højlydt. "Fint. Det er bare, at nogle af de drenge fra 3.G jeg var til fest hos, de har inviteret mig til en anden kæmpe fest i næste weekend. Men lad vær at sige noget til min mor eller din far." Jeg nikkede bare. Så kom hun ihvertfald ikke i vejen for mødet i Sverige.

5 seconds of summer havde en pause på deres turne, og jeg vidste, at de alle var taget hjem til Australien. De havde godt en uges fri, inden at de skulle fortsætte med koncerterne i Sverige. Jeg vidste godt, at det var meget hårdt for dem, at være væk fra familie og venner i så lang tid. Det kunne jeg godt forstå. Især fordi, at de ikke ligefremt er særligt gamle. Jeg ville aldrigt kunnet klare, at være væk hjemmefra i så lang tid ad gangen. Men måske var det noget, men bare skulle vænne sig til.

Min fars bil var nem at genkende. Den kraftige røde farve skillede sig ud fra de andre biler, som havde et flertal af sorte, hvide og grå. "Hej piger," sagde min far da vi satte os ind. "Gik det godt?" "Det var fantastisk," sagde jeg glad. Min far smilede til mig. "Hvor dejligt. Du virker også rigtigt glad." Han havde helt ret, for jeg havde aldrig følt mig så glad som nu. Det var en ukendt følelse, som var rigtig rar. Noget jeg sagtens kunne vænne mig til. Vi snakkede lidt om koncerten og vores møde med 5 seconds of summer. Men samtalen døde hurtigt ud. Og da min far tændte radioen, og Lucy var helt begravet i sin telefon, benyttede jeg lejligheden til at tjekke Twitter. Det gav mig et sug i maven, da jeg fik bekræftet, at de alle 4 nu fulgte mig, inklusiv deres bands fælles profil. Jeg gik ind på hver af deres profiler, og nød at se den lille kasse, hvor der stod 'følger dig', som indikerede at det altså var sandt. 

Pludseligt tjekkede et DM ind fra Ashton. "Hey Rose! Tak for i dag. Vi har sendt et brev hjem til dine forældre, og vi håbet virkeligt, at du vil møde os i Sverige. Vi ses xx" Der var aldrig nogen, som havde gjordt så meget godt for mig før. Og det gjorde mig næsten rørt. Jeg anede ikke, hvorfor 5 seconds of summer var villige til, at gøre så meget for en simpel fan som mig. Jeg kunne umuligt have skilt mig ud fra så mange andre fans, de havde mødt til meet and greets. Måske var det bare held. At et meet and greet, der skulle have fundet sted i Sverige, var blevet aflyst, var nærmest absurd. Og hvorfor kunne jeg så få det? At de ligefrem ville hente mig i deres bus. Det gav ingen mening. Jeg slog det hen, og tænkte istedet på dagen i dag. Den bedste dag i mit liv. Uden tvivl.

Vi kørte ind i vores carport, og jeg skyndte mig ud af bilen og indenfor. Jeg vidste, at billederne fra vores meet and greet ville komme som en email. De havde lovet, at de ville sende dem så snart, at vi var færdige. Jeg fik hurtigt tændt min computer, og mens jeg ventede, smed jeg jakke og sko. Jeg læste det DM, som Ashton havde sendt, igen, og svarede, at jeg glædede mig rigtigt meget. Jeg åbnede den nyankomne email, og så de 5 billeder. Jeg åbnede billedet, hvor jeg stod alene med drengene. Det var rigtigt godt. Men jeg så anderledes ud, end jeg plejede. Jeg smilede nemlig rigtigt. Et ægte smil. Det klædte mig, syntes jeg. Jeg gemte hurtigt billedet på computeren, satte det som baggrundsskærm, og lagde det ud på Twitter. Det føltes skræmmende godt. 

Nu ventede jeg bare på, at brevet skulle komme. Og ikke mindst, at jeg ville få lov.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...