Spring - Luke Hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2014
  • Opdateret: 2 jul. 2016
  • Status: Igang
Den stille pige Rose Mitchell vinder et meet and greet, hvor hun skal møde sit favoritband 5 seconds of summer. Rose skal mod sin vilje have sin populære halvsøster Lucy med, som på alle måder er modsat af Rose. Alt forandres efter dette meet and greet. Hvor Rose før levede i skyggen af Lucy, kommer Lucy nu til at stå i skyggen af Rose: Rose får, modsat Lucy, nemlig et godt forhold til bandet. Og Lucy vil hævne sig, og forhindre et godt forhold mellem halvsøsteren og 5 seconds of summer - især forholdet mellem Rose og Luke Hemmings. En masse drama venter Rose, og hun finder ud af, at livet godt kan være skrækkeligt fantastisk.

157Likes
181Kommentarer
31906Visninger
AA

20. Kapitel 18

Kapitel 18

Et øjeblik sad jeg bare og stirrede ud af bilruden. Den slags stirren, hvor man ikke rigtigt kigger på noget. Man ser bare frem for sig, mens tankerne myldrer rundt mellem hinanden.

"Er du okay?" spurgte Luke, og jeg nikkede ham hurtigt til svar. Jeg tog en dyb indånding, og åbnede bildøren. Det blæste altid lidt mere herude ved kirken, som næsten syntes at stå på en mark. Der var kun meget få omkringliggende huse, som alligevel lå et stykke fra den lille kirke.

Jeg plejede ikke at komme her så tit længere. Far ville aldrig med herud, og det føltes både ensomt og også en smule forkert at tage herud alene. Det var forskelligt, hvordan jeg reagerede, når jeg var herude. Når jeg var alene, så blev jeg oftest meget trist. Jeg kunne endda begynde at græde, hvis alting omkring mig i forvejen var hårdt og hvis det blæste lidt ekstra. Andre gange slappede jeg af, jeg åndede faktisk nogengange nærmest ud, når jeg var her. Jeg kunne fortælle min mor om mine tanker, som jeg ellers ikke havde nogen at dele med. Indtil nu. 

Vi gik hen mod metallågen, som adskilte os fra kirkegården. Jeg trykkede ned i det kolde håndtag, og lågen gik knirkene op. Jeg mærkede Luke tage min hånd, og jeg følte mig allerede en smule tryggere.

Det var ingen hemmelighed, at det var en smule svært for mig at skulle have Luke med herud. Jeg var en anelse nervøs, selvom jeg godt vidste, at jeg ikke havde nogen grund til det. Men der var en uro i mig, som jeg havde lidt svært ved at finde ud af.

Historien om min mor, og generelt bare kirkegården, var meget personlige ting. Der skulle meget til før, at jeg lukkede op for mine egne følelser og tanker omkring det, og det at vise nogen, det sted min mor ligger begravet, var faktisk ikke noget jeg havde gjort før. Venner havde jeg ikke rigtigt længere, og de fleste af mine klassekammerater kendte godt historien om min mor, men der var aldrig nogen, som havde spurgt videre ind.

Jeg havde faktisk ikke før oplevet, at der var nogen der var interesseret i mit liv siden ulykken med min mor. Ikke før nu ihvertfald.

Jeg viste Luke vejen mellem de fint dekorerede gravsteder, pyntet med fine blomster, malede sten og specielle stearinlys. Alt sammen til minde om ens kære. Det varmede mit hjerte, især fordi jeg selv var glad for min mors gravsted: Det var en blank, lysegrå sten, med en lille figur, en due, til at sidde ovenpå. Det var ikke et stort gravsted, men min mor havde altid været minimalistisk, og så det smukke i stort som småt. Hun havde aldrig raget til sig, men havde uddelt glæder og andet til fordel for andre og deres behov. Et sandt forbillede.

Og nu stod vi her: Luke og jeg. Jeg mærkede, hvordan mit hjerte hamrede afsted. Jeg klemte Lukes hånd en anelse hårdere, og jeg mærkede, hvordan han rettede sit blik mod mig. Jeg mærkede, hvordan hans øjne hvilede på mig, hvordan han så på mig med et så roligt blik, et så fattet og forstående blik. Og mit hjerte slog endnu hurtigere, og jeg mærkede ikke mindst den kærlighed, som var ved at sprænges indeni mig. 

Jeg gav slip. Ikke på Lukes hånd. Men på alt andet omkring mig. Tårerne løb ned af mine kinder, så lydløst og rent, og en rolig følelse trådte langsomt frem indeni mig. Jeg følte mig ikke hel, men jeg følte mig mere end halv, som jeg havde gjort så længe. 

Luke slap min hånd for istedet at lægge sine arme om mig. Han trykkede mig ind til sig, og hans varme fyldte mig med glæde. Jeg havde stadigt øjnene rettet mod min mors gravsten, og jeg læste teksten igen og igen. Jeg stod stadigt med Lukes arme omkring mig, og jeg følte mig så fri, at tårerne, som løb ned af mine kinder, ikke var ren og skær smerte, men også taknemmelighed over den glæde, som Luke gav mig. Han havde været lyset i mørket, solen på en himmel fyldt med skyer, mit smil i tårer.

"Jeg elsker dig," hviskede han ind i mit øre, hvor han også efterladte et af sine små kys. Jeg kunne ikke sige noget, men smilede blot til ham, da vi igen stod ansigt til ansigt. Jeg trykkede mine læber mod hans, mens tårerne stadigt fyldtes i mine øjne. Jeg kiggede mod himlen, og forestillede min mor sidde deroppe og kigge herned. Jeg forestillede mig hendes varme smil, hendes stolte øjne over hendes datter, som havde fået livet tilbage. 

Jeg gik hen til gravstedet, og tændte det lille lys, som jeg havde taget med. Jeg stillede det ved siden at stenen, betragtede det et øjeblik, og vendte mig så mod Luke. Han smilede til mig, og tog så min hånd. Vi gik tilbage til bilen, som Luke startede i stilhed. Faktisk havde jeg ikke sagt et eneste ord, mens vi havde været på kirkegården. Jeg havde ikke haft behov for at bruge ord. Jeg havde behov for at føle, at det var det rigtige, som jeg gjorde. At Luke kunne agere, fornemme situationen, uden at jeg behøvede at sige noget. At han kunne mærke mig og være nærværende, og bare være der for mig.

Jeg var blevet bekræftet i, hvor højt jeg elsker ham. 

Vi kørte i stilhed. Ikke engang radioen var tændt. 

"Luke," sagde jeg. Han stirrede frem for sig, havde sorte solbriller på. Han så så rolig ud, og lignede en der havde styr på alle tanker. Han var så smuk, at der gik et sus igennem min mave bare ved at se på ham. Samme rutsjebanetur, måske endda vildere, da han så mig i øjnene. Selvom det var igennem de mørke solbrille-glas, så vidste jeg, at han kiggede herhen.

"Rose?" sagde han. Han var nødt til igen at holde øjnene på vejen. 

"Tak," sagde jeg. "Du aner ikke, hvor taknemmelig og glad jeg er for det her." 

Jeg kunne ikke kigge på ham, mens jeg sagde det. Jeg lukkede normalt ikke sådan op for mig selv, og det føltes meget sårbart for mig. Alligevel havde jeg aldrig nogensinde følt mig så godt tilpas med åbne sår, for jeg følte at mit middel til healing sad lige ved siden af mig.

Luke smilede. Han flyttede sin hånd fra gear-stangen til mine hænder i mit skød og knugede dem i et øjeblik, før han var nødt til at skifte gear. Han drejede væk fra vejen og ind af en vej, som førte op til en lille restaurant.

"Er det okay?" spurgte han. Jeg nikkede, selvom han højest sandsynligt ikke så det.

"Jeg har et andet sted, som jeg også gerne vil hen," sagde jeg.

Jeg guidede Luke hen til skoven, hvor han parkerede bilen på den lidt ustabile skovbund. Det blæste en smule, og vejret var forholdsvis gråt. Jeg håbede inderligt, at det ikke ville begynde at regne. Her var så fredeligt, og minderne fra min fortid dukkede op på min nethinde, og jeg så mig selv løbe grædende ned af stierne, mærke hjertet slå hårdt mod brystet og mærke varme tårer mod min kolde hud.

Nu var det ikke varme tårer, som jeg mærkede mod min hud, men derimod en varm hånd, Lukes hånd, lukket fast om min. Jeg slappede mere af, når jeg var her i skoven, det var tydeligt at mærke, og jeg genkendte straks følelsen, som jeg havde haft nogle dage forinden, da jeg var her sidst. Nu føltes det hele bare meget bedre med Luke.

"Her er utroligt roligt," sagde Luke. "Som om at her bare rummer en anden form for fred."

Jeg nikkede til ham. "Ja," sagde jeg. "Jeg tror også, at det her er det sted, hvor jeg føler mig mest tilstede. Man mærker virkeligt sig selv."

"Men Rose?" Luke kiggede på mig, mens vi gik, og jeg gengældte hurtigt hans blik og smilede. "Wow."

Jeg rynkede brynene, men kunne ikke lade være med at smile. Vi fandt hen til det træ, som jeg også nogle dage forinden var klatret op i. Jeg kiggede udfordrende på Luke, og gav mig så i kast med at kravle op i træet. Han tøvede et øjeblik, men begyndte derefter at klatre efter mig.

Vi sad på hver vores gren i stilhed, kun afbrudt af blæsten, som tog kærligt fat om træets blade. Det var rart, og jeg følte mig på en måde fuldkommen. Jeg sad et sted, som var så fyldt med minder. Minderne stod så klare på min nethinde, at jeg næsten kunne genkalde tårerne og smerterne i maven, som jeg havde haft hver eneste gang, at jeg havde sat mine fødder i skoven.

Jeg kiggede over på Luke. Han havde lukket øjnene, og så ud til at nyde stedet i fulde drag. Jeg smilede, og lukkede selv øjnene et øjeblik.

"Jeg forstår godt, hvorfor du søgte herhen, når tingene var svære," sagde Luke. 

Jeg nikkede, og skulle lige til at svare ham, da min mobil ringede. Jeg hævede øjenbrynene, og kiggede forvirret på skærmen.

"Hvem er det?" sagde Luke, da jeg havde siddet og stirret på telefon i lidt tid, uden at jeg tog den. Den stoppede med at ringe, men jeg sad stadigt lidt forvirret.

"Det var Lucy. Men hun havde sikkert bare ringet forkert," sagde jeg, og lagde mobilen ned i min lomme igen. Der gik dog ikke lang tid før, at jeg igen hørte min ringetone. Jeg tog mobilen op, og så det samme navn på skærmen.

"Lucy ringer aldrig til mig. Og jeg mener aldrig," sagde jeg.

"Tag den nu, Rose, det kan være, at det er vigtigt," sagde Luke.

Jeg tog telefonen op til mit øre, og blev mødt af en godt irriteret stemme. Lucy lød bestemt ikke glad, og i baggrunden kunne jeg høre nogle høje lyde af folk, som ikke syntes at kunne holde stemmen i et normalt toneleje.

"Jeg når kun at komme ind af døren, og så bliver jeg mødt af en masse råb. Hvad fanden er det for noget? Hvor er du henne?" sagde Lucy. Jeg hørte en høj, mandlig stemme i baggrunden, og genkendte den hurtigt: Det var min fars.

"Hvad sker der?" spurgte jeg en smule rystet. Jeg hørte Lucy sukke af irritation.

"Din far og min mor skændes. Det er frygteligt at høre på. Jeg kan ikke engang høre musikken gennem mine høretelefoner. Så højt råber de! Tror snart naboerne bliver bekymrede, for det kan sikkert også høres ude på vejen," sagde hun.

Jeg sad lidt i chock. Far og Susan skændtes meget sjældent, og det var som regel i kort tid. Men efter deres stemmer at dømme, samt at Lucy faktisk ringede til mig, så måtte der være noget galt. Tidligere ville far og Susan ikke skændes foran Lucy og jeg. Især Susan ønskede, at vi skulle se ud til at være glade, og at der ikke var nogen problemer mellem hende og min far. For hun vidste godt, hvor lidt jeg brød mig om hende. Hun var bange for, at fandt jeg et smuthul, så ville jeg splitte dem ad.

Og det var sandt. Det ville jeg også have gjort, hvis det havde været for blot nogle få måneder siden. Men nu syntes det hele lidt underligt. Hvad ville der ske, hvis far og Susan gik fra hinanden? Jeg blev pludseligt bange for, at min far skulle falde tilbage i sorg. Den sorg, som jeg også først var kommet ud af for nyligt. 

"Hallo? Rose? Er du der eller hvad?" Lucy lød ikke kun irriteret nu, men faktisk også en smule nervøs. Konflikter var hun god til at skabe, men det var aldrig hende, som skulle løse dem. Og de høje stemmer i baggrunden var ikke rare at høre på.

"Ja, undskyld," sagde jeg.

"Skynd dig nu bare at komme hjem. Jeg flipper snart ud!"

Og så lagde hun på. Jeg sad lidt forstenet, og Luke kunne godt se, at der var noget galt. Han lagde sin hånd på min arm, og spurgte om jeg var okay. Jeg nikkede.

"Der er problemer derhjemme," sagde jeg. Luke gav et nik med hovedet, før han begyndte at kravle ned af træet. Jeg begyndte selv at kravle ned af træet lige efter ham, mens min hjerne kørte på højtryk, og prøvede at få overblik over det uventede rod, som jeg om lidt ville komme hjem til.

 

***

 

Man kunne høre råbene helt ude på gaden. Lucy stod i dørene med armene over kors. Hun løftede det ene øjenbryn, da hun så Luke, men så ellers surt på mig. Da jeg nåede hen til hende, vendte hun sig om, og gik ind i huset. Så snart døren åbnedes, blev de i forvejen høje råb forstærket. Jeg fik en klump i halsen sammen med en kvalme. Luke registrerede hurtigt, at jeg ikke var tryg, og tog hurtigt min hånd.

Inde i stuen stod far og Susan overfor i hinanden, og sendte det ene grimme ord efter det andet efter hinanden. Jeg stod lidt og kiggede på dem, og fik blandede følelser med det, der var lige for øjnene af mig. For på en måde morede det mig lidt, fordi hele situationen virkede ret så dum. Jeg nød at se, at min fars forhold til Susan ikke var så perfekt, som de ellers så ivrigt forsøgte at fremstille det.

Men det gjorde mig også en anelse trist, simpelthen fordi min far så rigtig vred ud. Han havde ikke det glade glimt i øjnene, som han ellers så ofte havde nu. Der var en helt anden glød i de øjne, og det var et glimt af vrede og tristhed. Jeg blev bange for, at han måske også kunne blive vred på sig selv, som han havde været dengang, hvor mor døde. 

Det var tydeligt, at de ikke så at hverken Lucy, Luke eller jeg stod i rummet. 

"Du synes måske, at jeg konstant skal være offer for, at din tidligere kone ikke længere er her?" råbte Susan.

"At du skal være offer?" sagde min far, og strøg sin hånd hen over hovedet. Han lavede en grimasse som indikerede, at han syntes, at det Susan sagde, var latterligt. "Hvem synes du, er mest offer her?"

Susan rystede på hovedet, lagde armene over kors og lænede sig op af vores slidte lædersofa. Hun rettede blikket mod døren, hvor Lucy, Luke og jeg stod, og hun spærrede øjnene en anelse op. 

"Hvor længe har i stået der?" spurgte hun. Lucy svarede hurtigt, irriteret, at hun havde været her længe, og at vi lige var kommet. "Men det har du vel ikke lagt mærke til," sagde Lucy afsluttende.

"Hvad er det lige præcis, der sker her?" spurgte jeg, og så fra far til Susan og tilbage igen.

"Din far synes åbenbart, at det er okay at kigge i andre folks telefoner uden at få lov," svarede Susan. Hun så mig i øjnene, udtrykte både dyb vrede og sorg. Hun så ikke et øjeblik på min far.

"Og Susan synes åbenbart, at det er okay at skrive med ham fyren fra kontoret," sagde min far i forsvar. "Med en meget sensuel tone og udfordrerne ord," tilføjede han hurtigt.

Susan sukkede højlydt og rullede med øjnene. "Det er jo ingenting! Du har ikke lov til at gå og glo i min telefon!" Susan forlod nu rummet, og ikke længe efter hørtes først vrede fodtrin op af trappen, efterfulgt af badeværelsesdøren der smækkede i. Det gav et mindre brag gennem hele huset, som blev erstattet af en tung stilhed. Ingen sagde noget. Ingen vidste, hvad de skulle sige.

Luke gav min hånd et klem, og jeg kiggede op på ham. Han gav mig et lille opløftende smil, velvidende at denne situation ikke var helt god. Lucy vendte sig og gik ud af stuen, og lidt efter kunne hendes fodtrin høres på trappen.

"Luke," sagde jeg meget lavt, måske fordi jeg håbede min far ikke kunne høre det. "Jeg finder lige ud af, hvad der sker her." Han nikkede, og det lettede at han forstod min hentydning. Han kyssede hurtigt min pande, og gik ud af huset.

Jeg kiggede over på far, som stadigt noget uforstående stod lænet op af væggen. Hans ansigt var næsten udtryksløst. Hans mund tegnede en lige streg over hans ansigt, hans blik var slået ned og hans kropssprog var lukket med armene over kors. Jeg gik hen til ham, lagde en hånd på hans arm. Jeg slog armene om ham, og jeg mærkede lidt efter, at han gengældte mit kram. Det var et mærkeligt kram, og jeg blev et øjeblik ledt tilbage til dengang med mor. Fars kram var ikke fast og varmt, men nu en anelse slapt og uden energi.

"Far, hvad sker der?" spurgte jeg, mens jeg trak mig ud af krammet. Han rystede bare på hovedet, og smilede en anelse, som igen udtrykte hvor absurd hele situationen var.

"Jeg havde såmænd bare planlagt en lækker middag til Susan, som jeg ville lave en af de følgende dage. Det skulle være en overraskelse, så mens hun var i bad, tjekkede jeg hendes kalender på hendes telefon for at finde en ledig aften," sagde far. "Og så tikkede der en sms ind fra en fyr, der hedder Danny. Jeg havde set ham før til at af Susans arbejdes arrangementer. Han er yngre end hende, ser godt ud og alt det der."

Han holdte en mindre pause, og jeg vidste godt, hvad det hele handlede om nu. 

"Det er jeg ked af at høre, far," sagde jeg. Og det var jeg virkeligt. For selvom jeg virkeligt brød mig meget lidt om Susan, så betød min fars glæde en hel del for mig. Jeg ønskede aldrig at møde den mand, som han var efter min mors død, igen. Det lå blandt mine største frygter. Jeg var bange for, at jeg ikke ville kunne klare den samme tur igen.

"Jeg havde aldrig troet, at Susan kunne finde på at være utro. Jeg troede, at jeg gav hende alt, hvad hun behøvede." Hans stemme skælvede en anelse.

"Men er du sikker på, at hun har været utro?" spurgte jeg. Men desværre nikkede han.

"Du skulle se de beskeder. Jeg kunne selvfølgeligt ikke lade være med at kigge dem. De har åbenbart mødtes over den seneste måneds tid. Og det var vidst ikke bare overskydende regnskab, som de skulle ordne," sagde far. "Susans cafe-besøg med veninder fra arbejdet har måske ikke altid været sande."

"Det er jeg altså virkeligt ked af at høre," sagde jeg.

Inderst inde ønskede jeg lidt, at min far aldrig havde opdaget det, selvom han nok ville have opdaget det på et eller andet tidspunkt. Jeg magtede bare ikke mere drama i mit hovede. At skulle lytte til Lucy hele tiden var slemt nok, selvom det ikke gjorde ligeså ondt, som det engang havde gjort.

"Der er bare en ting, som jeg ikke kan lade være med at tænke på," sagde far.

En tårer løb ned af hans kind, og noget indeni mig begyndte at gå i alarm. Jeg fik voldsom kvalme, billeder af lukkede døre og vinduer i komplet mørke fyldte mit hoved, og jeg kunne se mig selv stå i situationen efter mor. Jeg havde ikke set far græde siden. Stærke, solide far.

"Hvis din mor havde levet. Tænk hvor lykkelige vi kunne have været? Jeg..." Hans stemme rystede. "Jeg savner hende bare så meget."

Jeg knækkede selv en anelse indeni, og kunne ikke længere selv holde tårerne tilbage. Det var en blanding af det store savn til mor den komplete forvirring over Susan og far, men også en mærkelig lettelse. For jeg var bange for, at han helt havde glemt mor. Men det viste sig så, at han aldrig var kommet sig over hende.

Jeg hørte en lyd i døren, og så med sløret blik derhen. Lucy stod der med en taske svunget over skulderen.

"Øh, mor og jeg har besluttet vi lige tager et par dage hjemmefra," sagde hun. "Bare sådan, for at få lidt ro på og sådan."

Min far så ikke op, men jeg nikkede til Lucy. Hun smilede svagt tilbage, og vendte sig så om for at gå. Det var måske også det bedste. Men det betød også, at jeg nu stod alene med min far.

 

----------------------------

Hej læsere (hvis der stadigt er nogen).

Jeg er sindssygt ked af, at jeg er så dårlig til at opdatere. Det har ødelagt hele rytmen i historien. 

Men jeg har besluttet, at jeg nu vil få den afsluttet meget snart. Den er trods alt snart 2 år gammel, og det er virkeligt elendigt arbejde ikke at kunne finde ud af at gøre sine ting færdige.

Men jeg har været demotiveret til at skrive på historien, og har simpelthen manglet ideer til, hvordan jeg ville afslutte 'Spring'.

Her er et af de sidste kapitler. Vi må se hvad der sker xx.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...