Spring - Luke Hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2014
  • Opdateret: 2 jul. 2016
  • Status: Igang
Den stille pige Rose Mitchell vinder et meet and greet, hvor hun skal møde sit favoritband 5 seconds of summer. Rose skal mod sin vilje have sin populære halvsøster Lucy med, som på alle måder er modsat af Rose. Alt forandres efter dette meet and greet. Hvor Rose før levede i skyggen af Lucy, kommer Lucy nu til at stå i skyggen af Rose: Rose får, modsat Lucy, nemlig et godt forhold til bandet. Og Lucy vil hævne sig, og forhindre et godt forhold mellem halvsøsteren og 5 seconds of summer - især forholdet mellem Rose og Luke Hemmings. En masse drama venter Rose, og hun finder ud af, at livet godt kan være skrækkeligt fantastisk.

157Likes
181Kommentarer
31924Visninger
AA

19. Kapitel 17

Kapitel 17

Overraskende nok, så var der mange ting der spillede ret godt for mig lige nu: Jeg var tilbage i skolen. Delvist positivt, delvist negativt, men jeg var glad for, at min fraværsprocent ikke kun steg og steg nu. Mit ansigt var ikke kendt i medierne, og jeg var evigt taknemmelig for det. Min far var endeligt begyndt at tænke over, at Susan og Lucy måske ødelægger mere end de gavner, især når det gælder forholdet mellem min far og jeg. 

Og ikke mindst: Jeg skulle snart se Luke igen.

Godt nok var tiden siden sidst ikke lang, hvis man kiggede på kalenderen. Men det havde føltes som flere måneder, blot fordi at jeg savnede ham så forfærdeligt meget. 

Jeg kiggede forskellige billeder igennem på min telefon: Det første billede, mit første møde med 5 seconds of summer, mit første møde med Luke. Senere adskillige oplevelsesbilleder: landskaber vi havde set, mad vi havde spist, steder vi havde været... Jeg nåede det eneste selfie af os. Jeg hadede ellers selfies, men dette var en undtagelse. Det var fra hotellet, om morgenen, vi lå i sengen og Luke holdte mig tæt til sig. 

Jeg smilede for mig selv. Døren til mit værelse gik op, og så stod min far i døren. Jeg smilede stadigt fjollet, hvilket han også bemærkede. "Hvad smiler du sådan for?" spurgte han. Jeg kiggede ned på min mobil, som jeg slukkede, mens mine kinder skiftede til en nærmere rød farve. Jeg rødmede. Det fik min far til at grine. "Okay, jeg behøver vidst ikke at spørge hvad du smiler over." Jeg rejste mig fra sengen og gav min far et stort kram. Først virkede han en smule tøvende, måske grundet at han var overrasket, før at han gav mig et rigtigt kram, som jeg kendte dem. Tætte og trygge.

"Kom, vi spiser morgenmad nu," sagde han. Jeg gik med nedenunder i køkkenet, hvor Susan og Lucy sad ved bordet. De kiggede begge hurtigt på mig, men sænkede hurtigt deres blik ned i maden. Jeg vidste ikke rigtigt, om jeg skulle sige 'godmorgen' eller jeg skulle lade være. Det føltes et eller andet sted lidt akavet på en underlig, hadefuld måde.

Og for en gangs skyld nød jeg ikke den stilhed, som tungt lå over os mens vi spiste. Min far prøvede at få en samtale i gang, men det var som om at hverken Susan eller Lucy var samarbejdsvillige, så længe at jeg sad ved bordet. Når de snakkede, så kiggede de ikke på mig. Jeg var praktisk talt ikke til stede, hvis de sagte ord ved bordet blev optaget. Jeg kunne være usynlig.

Heldigvis var der en skoledag foran mig. Det ville have været tungt, at skulle tilbringe dagen derhjemme. En skoledag var måske heller ikke mit største ønske, men at være ude af huset var måske rart nok lige nu. 

Mine høretelefoner lod 5 seconds of summer strømme ind i min øregang. Måske var lydstyrken en tand for høj, hvis jeg altså ønskede at skåne min hørelse, men lige nu havde jeg brug for noget, som kunne holde mit humør lidt oppe før endnu en skoledag. I går havde jeg fået opmærksomhed: De andre havde lagt mærke til, at jeg var tilbage i skolen. Nok kun fordi at de havde været i tvivl hvorvidt, at det var mig sammen med Luke. Kun fordi at det var tydeligt, at den anden pige på billedet var Lucy, og at den anden lignede mig, men at det ikke var tydeligt. 

Og min forventning til, at jeg blot var et individ der fyldte endnu en stol i klasseværelset ud, var sand. For så snart jeg trådte ind i klasselokalet var alt fokus omkring mig væk. Pladserne omkring mig blev først udfyldt, da der ikke var mulighed for at sidde andre steder. Det havde jeg vænnet mig til. Ikke fordi at de andre ikke kunne lide mig. Jeg var bare ikke så god til det med andre mennesker, og slet ikke nogen der opførte sig som voksne. Jeg ønskede at være et barn indeni. Præcis som jeg var, da jeg havde min mor.

Dagen skred langsomt frem, og jeg længtes bare efter at få fri. Men jeg ville ikke hjem. Far ville ikke have fri, når jeg fik fri for skole, og det ville betyde, at jeg skulle være alene i huset med Susan og eventuelt Lucy. Det var ikke det jeg havde mest lyst til. Den akavede stemning fra i morges sad stadigt i mig, og jeg ville så vidt som muligt undgå den.

Så da klokken endelig slog 14:15 og alle forlod klasselokalet, kunne jeg hente mine ting og gå til den nærliggende busstation. Normalt gik jeg hjem fra skole, fordi vi boede forholdsvist tæt på. Maks 15 minutters gang. Det var en sjældenhed at jeg bevægede mig ned i byen. En smutvej tværs over busstationen førte mig ind mod midten af byen, som havde en vej, som førte mod skoven. Den store dystre skov, som havde lyttet til mine spekulationer hundrede gange før.

Jeg gik med raske skridt mod den, og så de høje træer trone mod himlen. Jeg havde ikke været her i meget lang tid, måske endda 2 år. Skoven forbandt mig med min mor. De forfærdelige og indelukkede tanker, som jeg havde haft, kunne jeg her lade svæve frit omkring. Det gav mig tankerum, mulighed for at lufte mine tanker. Det havde været min egen form for hjælp, når ord og lange samtaler ikke kunne gøre det samme.

Jeg kunne være alene. Her forventede ingen noget af mig. Luften var frisk, kølig. Den føltes nemmere at fylde sine lunger med. Så snart at træerne kastede sin skygger over mig, faldt adskillige sten fra mine skuldre. Omgivelsernes pres forsvandt, og det var noget så befriende.

Jeg huskede mine lange gåture her. Grædende, løbende og oftest med manglende livslyst. Men det korte tidsrum, hvor jeg kunne skjule mig fra virkeligheden, kunne jeg lade op igen, og vende tilbage til elendigheden derhjemme. Det undrede mig et kort øjeblik, at jeg ikke havde været herude når jeg var frustreret over Susan og Lucy. Lidt som om at jeg helt havde glemt skoven.

Jeg fulgte den velkendte sti, til jeg stod foran det træ, som jeg plejede at kravle op i. Det var et højt, gammel men solidt træ, som gav en flot udsigt over andre lavere træer, og over marken bag skoven. Jeg kravlede derop, og nød synet. Jeg lod mig selv sidde der og mærke øjeblikket, til kulden begyndte at omklamre mig, og jeg måtte kravle ned. På vejen hjem gjorde jeg op med mig selv, at Luke skulle med herud.

***

 

Der gik uger. Jeg hørte ikke meget fra Luke, som havde en masse ting i gang for tiden. Det kørte overraskende godt for bandet, og de var i gang med nogle spændende, nye projekter, som han ikke ville fortælle mig om over telefonen. Jeg savnede ham forfærdeligt meget. Så meget, at det begyndte at gnave i mig. 

Jeg havde tabt mig. Min sult havde ikke været optimalt til stede de seneste 2 uger, og mine ribben kunne svagt anes, når jeg så mig i spejlet. Jeg havde været tyndere end det her før, men det var lang tid siden. Og det føltes en smule skræmmende at se mig selv sådan igen. Ikke at jeg var meget undervægtig. Overhovedet ikke. Jeg kunne bare mærke det i hverdagen: jeg var mere træt, og min deltagelse i idrætstimerne var plaget negativt af mavesmerter.

Jeg turde ikke sige noget til Luke. Han skulle ikke opfatte det som hans skyld. Det var jo i princippet min egen skyld. Mit elendige savn til hvad der nok var en af mine eneste store glæder i livet. 

Far havde også kommenteret på det, fordi mit tøj efterhånden sad mere løst om kroppen på mig, end hvad det ellers plejede. Han udtrykte en bekymring, men jeg forsikrede ham om, at det ikke ville blive som "dengang". Godt nok havde jeg aldrigt været sygeligt tynd, men jeg havde været tynd nok til at den manglende mad fik mine karakterer til at dale. Og det var nok det, som jeg havde mindst brug for nu.

En lørdag morgen kæmpede jeg mig igennem min lidt kedelige morgenmad. Jeg tjekkede min telefon. Ingen nye beskeder. Jeg havde ikke hørt fra Luke i godt 5 dage nu, og det bekymrede mig lidt. Jeg havde forsøgt at få fat på ham, men han havde ikke engang set mine beskeder. En uro havde bredt sig i kroppen på mig, og jeg begyndte at frygte det værste: Gad han mig bare ikke mere? Havde jeg gjordt noget forkert?

Netop denne uro havde ikke gjordt min spise-lyst større, og jeg havde ikke energi til at tænke på meget andet end mine negative tanker om mig selv og min uvished omkring Luke. Far og Susan var udenbys i weekenden, og derfor var Lucy heller ikke hjemme, da hun ville udnytte en fri weekend uden opsyn til at tage alle mulige steder hen.

Så jeg sad her, alene, og kiggede ud af vinduet. Jeg havde klart udtrykt for far, at jeg faktisk helst ikke ville have, at de tog afsted denne weekend. Jeg følte mig mere alene end jeg længe havde gjordt, og jeg følte virkeligt et behov for nærvær. Men han havde sagt, at weekendopholdet ikke bare sådan kunne udsættes, og at han var sikker på, at jeg nok skulle klarer mig.

Jeg mærkede faktisk tårerne presse lidt på. Men jeg ville ikke græde. Det ringede på døren, og jeg sukkede for mig selv. Jeg kunne ikke lige overskue at skulle spille glad lige nu, hvor mit humør var noget nær på bunden. Jeg snuppede et stykke af køkkenrullen med ud i gangen, hvor jeg i spejlet hurtigt tørrede tårerne væk. Jeg gik mod døren, tog en dyb indånding for ikke at lyde grådkvalt, og trykkede ned i håndtaget.

Først stod jeg med åben mund og var forbavset, før det gik op for mig, hvem der stod foran mig. Jeg sprang ind i armene på Luke, som var lige ved at vælte i mit glædesspring. "Rose," sagde han glad, og trykkede mig ind til sig. 

Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage. Jeg græd af glæde, jeg grinede tilmed og lettelsen skyllede ind over min krop. Han var her. Lige foran mig. I Danmark. Hos mig.

Luke selv begyndte at grine også. Jeg fjernede mit hoved fra Lukes skulder, som efterlod hans t-shirt en smule gennemblødt. Vi så glade på hinanden, og kyssede hinanden for første gang i hvad der føltes som en evighed.

"Du aner ikke, hvor glad jeg er for at se dig," sagde jeg. "Jeg har en fornemmelse," sagde Luke. "Men hvor er det godt at se dig igen. Jeg har virkeligt savnet dig." 

Jeg hjalp ham indenfor med hans ting, og vi satte os i stuen. "Jeg havde på ingen måde forventet at se dig forløbligt," sagde jeg, og tog en slurk af theen. "Det skulle også helst være en overraskelse," sagde Luke og smilede. "Og du virkede ret overrasket, så min plan lykkedes." Jeg kunne ikke lade være med også at smile. "Du er heldig at der ikke er nogen i huset denne weekend," sagde jeg. "Det ved jeg godt," sagde Luke. Jeg rynkede panden forvirret, og jeg nåede ikke at spørge, før Luke selv uddybede.

"Jeg har snakket med din far. Sådan at vi kunne være bare os. Han fortalte, at du har været lidt nedtrykt på det sidste," sagde han. Mit ellers så store smil stivnede en smule ved tanken. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg havde ikke den største lyst til at involvere Luke i den nedtrykkethed. 

"Hvorfor har du ikke sagt noget?" spurgte Luke. Han tog kærligt fat i min hånd, og kærtegnede håndryggen mens hans øjne hvilede på mig. "Du ved da at du altid kan komme til mig. Jeg elsker dig jo." Jeg smilede ved ordene 'elsker dig', men vendte hurtigt tilbage til emnet, som min hjerne kørte på højtryk for at finde en god løsning på.

"Jeg ved det ikke helt," sagde jeg, og kiggede ned på Lukes og min hånd. Ingen af os sagde noget i nogle minutter. Jeg mærkede kun Lukes øjne på mig. Afventende, men uden at presse mig. "Jeg tror ikke, at jeg har så meget lyst til at snakke om det," sagde jeg endeligt. Luke fjernede sin øjne fra mig, og tog en slurk af sin the.

"Vi bliver nødt til at snakke om det her," sagde Luke. "Rose, jeg ved at det også vedrører mig. Vi kan løse det her sammen." Jeg så ind i Lukes blå øjne, de klare blå øjne. "Det er det vi har hinanden til." 

Jeg nikkede, og satte theen fra mig på bordet. "Kom," sagde jeg og rejste mig. "Der er et sted, som du skal se." Luke nikkede, og vi fulgtes ud til Lukes bil. Jeg samlede mine tanker og nød køreturen, til vi holdte foran kirkegården.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...