Spring - Luke Hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2014
  • Opdateret: 2 jul. 2016
  • Status: Igang
Den stille pige Rose Mitchell vinder et meet and greet, hvor hun skal møde sit favoritband 5 seconds of summer. Rose skal mod sin vilje have sin populære halvsøster Lucy med, som på alle måder er modsat af Rose. Alt forandres efter dette meet and greet. Hvor Rose før levede i skyggen af Lucy, kommer Lucy nu til at stå i skyggen af Rose: Rose får, modsat Lucy, nemlig et godt forhold til bandet. Og Lucy vil hævne sig, og forhindre et godt forhold mellem halvsøsteren og 5 seconds of summer - især forholdet mellem Rose og Luke Hemmings. En masse drama venter Rose, og hun finder ud af, at livet godt kan være skrækkeligt fantastisk.

157Likes
181Kommentarer
31913Visninger
AA

18. Kapitel 16

Kapitel 16

Jeg kiggede forskrækket op på en meget vred Susan. Lucy stod ved siden af, og prøvede at fortrænge et smil. Hun vidste godt, at jeg stod i en ret skidt situation lige nu. Jeg vidste det også godt selv. At dømme ud fra Susans ansigt, var der intet godt i vente.

"Hvad tror du helt præcist, at du havde gang i der?" spurgte hun. Da jeg ikke svarede, rev hun fat i min sweaters kant, og rykkede tættere på mig. Jeg kunne næste mærke, hvordan hendes åndedrag var hurtigt og ukontrolleret. Jeg kunne se hvordan hun spyttede ordene ud, som jeg lukkede ørerne for. Jeg vidste nok alligevel godt, hvad det var hun sagde. Jeg havde hørt det før.

"Hører du overhovedet efter?" næsten råbte hun ind i hovedet på mig. Jeg nikkede, helt fattet i situationen, og bad til, at min far om lidt ville træde ind af døren. Desværre syntes alt at stå stille, især tiden, som gav plads til flere af Susans hårde ord. Min selvtillid var intet værd i forvejen, og flere nedbrydende ord havde jeg ikke brug for. Jeg prøvede at lukke ordene ude, men selvfølgeligt trængt nogle af dem ind. Det var uundgåeligt.

"Hør her Rose," sagde Susan. "Jeg har aldrigt kunnet lide dig. Men at stå og lytte til andre folks samtaler, det får mig ikke ligefrem til at holde mere af dig." 

Susan holdte en kort pause, for selv at få helt styr på åndedrættet efter hendes ophidselse. Hun brugte nogle ekstra sekunder til at genoverveje sine ord, inden hun rettede sine øjne mod mig igen, og åbnede hendes blod røde mund. "Men jeg kan jo ikke gå rundt og hade dig, det må du da forstå."

Jeg løftede mit ene øjenbryn. "Hør her Susan," sagde jeg. "Jeg ved, at du aldrigt har kunnet lide mig. Jeg har heller aldrig været den største fan af dig." Mine ord så ud til at komme en lille smule bag på Susan, som åbnede øjnene en lille smule mere op. Ligesom Lucy, så var Susan nok typen, som forventede at folk kunne lide hende. Hvis nogen så gik imod det, var det en kæmpe fornærmelse.

"Jeg ved også udemærket godt," uddybede jeg, "at jeg kan risikere at hænge på dig resten af mit liv. Eller rettere sagt: min far kan risikere at hænge på dig resten af sit liv."

Susan kiggede forfærdet på mig. Hun havde sikkert aldrigt hørt sådanne ord blive brugt imod hende, og det overraskede hende sikkert også, at de kom fra mig. Hun ville aldrigt havde forventet, at jeg overhovedet ville kunne sige sådanne ord til nogen, ihvertfald ikke da hun havde mødt mig første gang. 

Lucy stod passivt ved siden af. Mne da hun opdagede, at hendes mor ikke havde ord til at forsvare sig med, valgte hun istedet at tale på deres vegne. "Har du virkeligt ikke andre interesser end at gå og ødelægge andres liv?" spurgte hun vredt.

Jeg fnyste en smule, og lagde armene over kors. "Har du?" spurgte jeg, og vendte rundt for at gå op på mit værelse. Lucy stod måbende tilbage, tom for ord. Jeg havde virkeligt sat hende på plads, og jeg frydede mig over min ellers måske lidt for overdrevne ondskab. Jeg følte mig ihvertfald selv lidt ond.

Jeg sad i flere timer og hørte musik på mit værelse. Men alligevel opdagede jeg, da billygternes lys fra min fars bil kastede sig op ad garagen. Jeg anså det ikke for noget stort, før jeg hørte min fars vrede stemme nede fra stuen. "Rose!" råbte han. Jeg tog mine høretelefoner ud, og skyndte mig nedenunder. Jeg hørte en grådkvalt stemme i stuen, og da jeg trådte ind, blev jeg bekræftet i, hvem det var. Susan.

Hun sad grædende med en lille lap papir, og duppede de værste tegn på tårer væk fra hendes ansigt. Min far sad med en trøstende arm rundt om hende, mens Lucy sad i sofaen ved siden af. Hendes øjne signalerede alt andet end godhed, og hun fulgte mig med øjnene hele vejen hen til den sidste ledige sofa i vores stue.

Det var som om, at Lucy var den eneste der havde opfattet, at jeg nu også befandt mig i lokalet. Der gik et lille øjeblik, før Susan tog panden væk fra min fars skulder. Hendes øjne mødte mine, og fjendtligheden strålede ud af hende, før hun lod et hulk slippe hendes læber. Min far drejede sig rundt, og så direkte på mig. Jeg vidste med det samme, at jeg ville blive skudt ned af bebrejdelser fra min far, Susan og Lucy, og at jeg endnu engang måtte føle mig udenfor fællesskabet.

Ingen sagde noget. Ingen vidste hvad de skulle sige. Kun Susans dybe vejrtrækningen brød sløret af stilhed. Jeg nød stilheden. Det var stilhed før stormen, og jeg ville gerne udsætte stormen så længe som muligt. 

"Er du okay mor?" spurgte Lucy forsigtigt. Susan svarede ikke, men fortsatte med at holde panden mod min fars skulder. Jeg skimtede et smil blandt hulkene, som dog hurtigt forsvandt da hun opdagede, at jeg holdte øje med hende. Hun tog en dyb indånding og satte sig rankt op, mens hun igen duppede med den våde serviet på hendes hud under øjnene. 

Min far kiggede et øjeblik på hende, før han vendte sig mod mig. "Rose," sagde han. "Hvad sker der?"

Jeg trak på skuldrene. "Jeg ved det ikke," sagde jeg. "Ikke rigtige noget går jeg ud fra?"

"Ikke rigtigt noget?" udbrød Lucy. Hun rullede med øjnene og lagde armene over kors, mens hun lænede sig tilbage i sofaen. "Hvis smuglytning 'ikke rigtigt er noget', så giver jeg dig ret."

"Jeg har ikke smuglyttet!" sagde jeg vredt. 

"Stop så!" sagde min far, mens han kiggede strengt på mig.

"Er det her nu min skyld?" spurgte jeg, en smule såret over at det var mig, som han havde kigget på, da han efter mit hovede havde bedt os begge om at stoppe.

Først sagde min far ikke noget, men tog sig bare til hovedet. "Hvorfor er det så svært for jer, at få tingene til at fungere sammen?" spurgte han. Da der ikke var nogen som svarede, valgte min far at kigge rundt på os alle 3. "Det er ikke nemt for nogen, og det er heller ikke nemt for mig. Men i må prøve at forstå, at vi altså er en familie nu. Og familier holder sammen. Så hold nu op med at opføre jer som små børn."

Jeg nikkede. Mest af alt fordi jeg var enig, uden helt at være det alligevel. Men også fordi, at jeg selvfølgeligt ønskede det bedste for min far. Og det bedste var, at han var glad. Men jeg kunne mærke på mig selv, at Susan altså ikke gjorde ham glad. Ikke som mor havde gjordt.

"Skat, jeg forstår fuldt ud, hvad du siger," sagde Susan. "Og jeg gør virkeligt alt hvad jeg kan, for at vi skal få det hele til at hænge sammen. Men Rose stritter sådan imod. Hun vil ikke tage imod, når jeg står med åbne armen, og.."

"Åbne arme?" afbrød jeg. "Du har selv lige stået og sagt, at du aldrigt har kunnet lide mig. Du har lige stået og svinet mig til. Du har lige inddirekte sagt, at du ligefrem hader mig. Så fatter jeg ikke en brik af, hvad du snakker om, når du siger at du står med åbne armen." Jeg kiggede afventende på Susan, der som tidligere i dag ikke vidste hvad hun skulle forsvare sig med. 

"Gå op på dit værelse," sagde min far, og pegede i retningen af døren. 

"Gå op mit værelse?" Jeg kiggede overrasket på ham. Han nikkede til mig, og jeg rejste mig fra sofaen med øjnene fyldt med tårer. Det var så pokkers uretfærdigt. Mens jeg gik op ad trappen, tænkte jeg over, hvor mange gange min far havde taget Susans parti. Hvor mange gange at han valgte at gå imod mig til fordel for hende. 

Tårerne løb lydløst ned af mine kinder, og jeg følte mig som den største cliché. Det var set før, men aldrigt gjordt så ondt. Jeg hev straks fat i min mobil, og ringede Luke op.

"Rose?" sagde Luke søvnigt, og først da kom jeg i tanke om, at det var meget tidlig morgen i Australien nu, og at Luke sikkert lå og sov. 

"Ej undskyld Luke," sagde jeg, og lagde mærke til min grådkvalte stemme. 

"Er du okay?" spurgte han, og jeg knækkede sammen i samme øjeblik. Jeg fortalte ham selvfølgeligt, hvad der var sket, og han trøstede mig og sagde søde ting. Jeg smilede for mig selv blot ved lyden af hans stemme. Tristheden over min fars opførsel, blev tildels erstattet af mit savn til Luke.

"Undskyld jeg vækkede dig," sagde jeg. 

Luke grinte lavmælt i den anden ende. "Jeg vil da hellere hjælpe dig end mig selv."

Vi snakkede ikke lang tid sammen, da det pludseligt bankede på min værelsesdør. Jeg sagde hurtigt farvel til Luke, og lagde min mobil fra mig. Døren åbnede, og ind trådte min far. Han satte sig på min sengekant, og kiggede ned i jorden. 

"Det er ikke en så god situation det her," sagde han. Jeg kunne ikke lade være med at udtrykke en lavmælt fnisen, fordi alvoren i det slet ikke trådte tydeligt frem, i hvad han lige havde sagt. Selv smilede min far også kort, før hans alvorlige mine vendte tilbage.

"Far," sagde jeg. "Du må forstå, at denne gang gjorde jeg intet galt. De sætter det hele op værre end det!" Jeg følte næsten, at jeg holdte en forsvarstale, hvor jeg argumenterede imod Susan og Lucys påstande, så godt jeg kunne.

"Jeg synes bare, at det er vildt unfair, at de udstiller mig på den måde," sluttede jeg, og forberedte mig på min fars modargumenter. Men overraskende nikkede han blot til mig.

"Det forstår jeg godt," sagde han.

"Du forstår det godt?" sagde jeg, måske en smule mere glad i stemmen, end hvad der var nødvendigt.

"Ja," sagde min far. "Jeg har godt regnet den ud. Men jeg forstår ikke, hvorfor de har så meget imod dig."

Jeg pustede lettet ud. "Det forstår jeg heller ikke."

"Men Rose. Det der også forbavser mig er, at du er begyndt at svare igen på den måde der. Det er ikke den Rose, jeg kender. Jeg forstår godt du bliver frustreret. Men vil du for min skyld ikke nok prøve at lade være, selvom det virker uretfærdigt?"

Egentligt havde han ret. Jeg havde forandret mig meget, og da jeg før var ret så menneske-sky, var jeg nu mere tilbøjelig til at forsvare mig selv. Måske nogengange på en lidt for grov måde. Men jeg var ikke enig i, at jeg burde opføre mig bedre overfor Susan og Lucy.

"Men far, jeg,"

"Rose," afbrød han. "Jeg ved det ikke er fair. Giv det en chance. Og hvis det bliver meget værre, så snakker vi sammen om det hele igen. Og så må vi se, hvad der så skal ske."

"Betyder det, at giver jeg det en chance, men at de stadigt er ligeså lede overfor mig, så er du måske tilbøjelig til at gå fra Susan?" spurgte jeg, men fortrød hvad jeg havde sagt, i samme sekund som ordene havde forladt min mund.

"Hold nu op Rose. Nej, det betyder det ikke. Det betyder, at vi overvejer hvad der skal ske. Giv det en chance først. Aftale?"

Jeg nikkede til ham, og han rejste sig og forlod mit værelse.

Trætheden væltede ud over mig, og jeg huskede, at jeg jo også nok var nødt til at få noget søvn, nu hvor jeg gik i skole igen. Jeg kunne på ingen måde vide, hvad dagen i morgen havde at byde på, men jeg kunne i det mindste forberede mig godt, ved at få noget søvn.  

Jeg lagde mig i min seng, og skulle lige til at slukke natlampen, da en SMS tikkede ind. Jeg sukkede, og rejste mig for at kigge beskeden. Jeg blev ekstra glad, da jeg så, at den var fra Luke.

"Hey Rosey. Savner dig. Håber det er bedre. Tænkte på, om du var interesseret i at vi snart ses? Eller er det helt tosset? ;) xx"

"JA!" svarede jeg hurtigt, efterfulgt af en måske mere uddybende besked. Ja, jeg ville gerne være sammen med Luke. Intet andet ville jeg.

 

-------------------------------------

Hej læsere.

UNDSKYLD igen. Jeg er alt for dårlig til at opdatere, og jeg er virkeligt ked af det. Jeg har virkeligt haft gang i den her movella længe nu, og jeg er ved at nå til, at jeg begynder at overveje slutningen. Vi er selvfølgeligt langt fra i mål, før alt kommer på plads i historien, så den er ikke færdig endnu.

Tak til alle der liker, kommentere og favoritisere - det hele er super motiverende. Ellers var jeg nok stoppet for længst. 

xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...