Spring - Luke Hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2014
  • Opdateret: 2 jul. 2016
  • Status: Igang
Den stille pige Rose Mitchell vinder et meet and greet, hvor hun skal møde sit favoritband 5 seconds of summer. Rose skal mod sin vilje have sin populære halvsøster Lucy med, som på alle måder er modsat af Rose. Alt forandres efter dette meet and greet. Hvor Rose før levede i skyggen af Lucy, kommer Lucy nu til at stå i skyggen af Rose: Rose får, modsat Lucy, nemlig et godt forhold til bandet. Og Lucy vil hævne sig, og forhindre et godt forhold mellem halvsøsteren og 5 seconds of summer - især forholdet mellem Rose og Luke Hemmings. En masse drama venter Rose, og hun finder ud af, at livet godt kan være skrækkeligt fantastisk.

157Likes
181Kommentarer
31907Visninger
AA

17. Kapitel 15

Kapitel 15

Det var alligevel noget tid siden, at jeg sidst havde trådt ind af den store dør til gymnasiet. Jeg var såmænd ikke bagud med lektier og sådan, for det havde jeg sørget for. Men jeg havde ikke været på skolen rent fysisk i noget tid. Og derfor føltes det næsten også helt fremmede at følge den gamle rutine igen. Som om intet var forandret.

Her var jeg stadigt bare Rose Mitchell. Lucys halvsøster, den ensomme, stille pige, som havde styr på sine skole ting. Alt udenpå var det samme, udover min fraværsprocent som ikke længere holdte mit mål om 0. Jeg var bare forandret indeni. Mit liv havde jo praktisk talt vendt sig selv med 180°, ene og alene fordi jeg mødte mine idoler.

Jeg gik som tidligere hen til mit skab, og fandt bøger til første time. Jeg hørte folk snakke rundt omkring mig, og jeg prøvede at skelne mellem historier fra weekendens fest og besværet ved den store historie opgave om krigen. Alt sammen komplet uinteressant. 

Men pludseligt hørte jeg nogen sige mit navn. Jeg vendte mig om, og så 2 piger fra 1.G kigge stift på mig, før de med nedslåede blikke og hurtige skridt gik ind i et lokale. Jeg undrede mig over det, og begyndte at holde en smule øje med, hvad der foregik omkring mig. Det føltes som om, at folk kiggede underligt på mig. Når jeg gengældte deres blik, slog de fleste hurtigt blikket ned for at gå.

Normalt fik jeg ikke meget opmærksomhed i skolen, og det passede mig egentligt også helt fint. Den nye og lidt underlige opmærksomhed føltes ubehagelig, og jeg håbede, at opmærksomheden kun var der, fordi det var så lang tid siden at jeg sidst havde været på skolen. 

Jeg tjekkede mit skema, og gik ind i lokalet til først time. Der var allerede en del fra min klasse i lokalet. Så snart jeg trådte ind, følte jeg at alle kiggede på mig. Der blev noget nært stille i lokalet, og jeg begyndte langsomt at svede i mine håndflader.

"Rose!" sagde en pige fra klassen der hed Cathrin. Hun var også en af de mere populære piger, og normalt snakkede vi kun sammen, når vi en sjælden gang kom i gruppe sammen i en af timerne. Hun smilede skævt til mig, og krammede mig rimeligt akavet. "Lang tid siden?" sagde hun, og forsøgte at holde øjenkontakt.

Jeg nikkede og smilede falsk, mens jeg kiggede rundt i klassen. Alle kiggede herhen, og ingen udover Cathrin sagde noget. "Ja, det er det," svarede jeg hende, mest af alt for ikke at skabe en fjendtlig og akavet stemning. Men den akavede stemning fandt sin vej frem alligevel, på trods af at Cathrin normalt ikke havde problemer med at finde ligegyldige samtaleemner for at holde en samtale i gang.

Men det var helt anderledes nu. Det var som om, at hele min klasse pludseligt havde opdaget, at jeg altså også eksisterede. Om det var fordi at de havde hørt om mine problemer med Lucy, det vidste jeg ikke. Men det var efterhånden så lang tid siden, at de fleste måtte have haft nyere og mere spændende nyheder at tage sig af siden.

Cathrins gode veninde Sarah, som også gik i klasse, gik hen til Cathrin. "Fortæller du hende om det eller..?" hviskede hun tilpas højt, så jeg også hørte det. Jeg rynkede panden. "Fortælle mig hvad?" sagde jeg. Sarahs kinder fik en svag rød farve, og hun stillede sig bagved Cathrine, som for at beskytte sig selv. Cathrin smilede, denne gang et ægte smil. 

"Rose, nu har vi jo altid kendt dig som stille, tilbageholdende og sådan. Ikke for at tale dårligt om dig, men det er jo sådan vi har opfattet dig," sagde hun. Jeg lagde afventende armene over kors, og forventede mig det værste. "Så vi blev ret overrasket over at se dig på diverse sladdersider og sådan. Eller, vi syntes ihvertfald at det lignede dig," fortsatte Cathrin. 

"Hvad er det du hentyder til?" spurgte jeg, og følte mig pludseligt en smule angrebet. Cathrin smilede igen, og grinte også en smule lavt, som om hun ikke selv helt troede på det, hun skulle til at sige. "Er det rigtigt at du er sammen med Luke Hemmings?" sagde hun en smule sarkastisk. Hun rystede selv lidt på hovedet, og lignede en der havde meget svært ved at tro, at det nogensinde kunne være rigtigt. 

I det samme kom vores historielærer ind af døren, som strengt bad os om at sætte os ned. Jeg fik derfor ikke flere informationer lige nu om, hvad det var, hun egentligt snakkede om. Læreren kommenterede min tilbagevenden til skolen, en næsten obligatorisk mini-samtale mellem lærer og elev efter længere fravær. Den var set før, men jeg havde aldrigt forestillet mig, at jeg selv skulle have den samtale. 

Vi gik dog hurtigt videre med selve timen. Men jeg kunne ikke koncentrere mig. Jeg kunne ikke tænke på andet end episoden inden timen, som på mange måder føltes underlig. Selvom jeg altid inderst inde havde håbet på, at de andre ville interessere sig lidt for mig, var denne pludselige 'interesse' ikke særligt rar. Jeg havde aldrig set mit forhold til Luke som noget, som nogen andre skulle blande sig i. Lucy havde været en fjende, men måske var hun i sidste ende ikke den største fjende af dem alle.

Det slog mig, at der måske var flere folk over hele verden, som nu havde set mig. Måske hadede de mig, fordi deres kærlighed til Luke var altoverskyggende. Måske ville Luke blive overfaldet af en mediestorm, fordi det altid er interessant at følge kendtes kærlighedsliv. 

Det ved jeg jo selv fra min indre fangirl.

Jeg sukkede, og prøvede gennem dagen at følge så godt med i timerne som muligt. I pauserne var jeg ikke sammen med nogen, og de andre snakkede heller ikke til mig. Så det var som det plejede. 

Da de sidste sekunder af den sidste time døde ud, var jeg ikke langsom til at få rejst mig fra min stol. På vej ud af klasselokalet, stod Cathrin og Sarah pludseligt foran mig. Ikke for at spærre vejen for mig, for i princippet kunne jeg sagtens gå udenom dem. Men fordi de ville mig noget.

De gjorde tegn til at jeg kunne sætte mig på et af de tomme borde, mens de stod nogle meter foran mig. Rundt om langs klasselokalets vægge og hjørner stod mine andre klassekammerater, som spændte fulgte med i hvad der skulle ske.

"Du ved, vi ikke vil dig noget ondt," sagde Cathrin, og understregningen i det hun sagde, var tydelig. Cathrin var aldrig blevet populær fordi hun, som så mange andre populære, havde mobbet andre eller på anden vis hadet nogen. Hun havde udseendet med sig, og var god til at snakke med folk. Derfor var jeg ikke utryg ved situationen.

Hun fandt sin mobil frem, før hun selv rakte mig den. En artikel om 'Luke Hemmings fra 5 seconds of summer med hed flirt på natklub' og 'Luke Hemmings hede nat med dansk pige' kunne jeg lade mine øjne løbe over. Jeg havde ikke selv set artiklerne, men jeg kunne heller ikke læse dem her. Jeg kiggede istedet på billederne, som tydeligt viste mig. I den første artikel mig som vred, stående overfor Lucy, og i den anden artikel på vej ind i Lukes bil.

Jeg rakte Cathrin hendes mobil. Hun kiggede forventningsfuldt på mig, men da jeg ikke sagde et ord, måtte hun selv stille spørgsmål. "Vi snakkede tit om at skrive til dig. Både fordi at du ikke var i skole," begyndte hun, "og så fordi jeg syntes, jeg kunne genkende dig på billederne." Hun holdte en pause og kiggede på Sarah, som stod lige ved siden af hende. Men det var tydeligt at se, at Sarah ikke ønskede at sige noget.

"Men vi vidste jo ikke, om det var dig," sagde hun. Jeg nikkede forstående, selvom det ikke rigtigt var nogen grund til ikke at skrive til mig. Jeg havde været væk i et stykke tid, og ingen havde vidst noget. Skolen havde vidst jeg ikke var der, men ikke detaljeret hvorfor. Og mine klassekammerater vidste ihvertfald ingenting overhovedet.

"Men Rose. Er det dig på billederne?"

Selvom jeg var rimeligt fattet ved situationen, så var jeg helt tom for et fornuftigt svar til det spørgsmål. Jeg tvivlede på, om de overhovedet ville tro mig, hvis jeg sagde 'ja'. Hvis de så troede mig, kunne de indberette mig til diverse medier, som ikke havde fået fat i hvem jeg var. Heldigvis. Det kunne bringe mig så mange problemer, og jeg ville være i mediernes søgelys, og konstant være overvåget sammen med Luke.

Men hvis jeg sagde 'nej', var det lidt som at lyve for mig selv. For hvis det Luke og jeg havde sammen skulle blive til noget, som jeg så inderligt ønskede, så skulle det jo ud på et tidspunkt. Senere vil de kunne bruge artiklerne imod mig, hvis jeg løj om at det ikke var mig. Men jeg ville heller ikke frem i medierne. Det var jeg overhovedet ikke klar til.

"Vi kan jo se at det ihvertfald er Lucy på billedet i natklubben. Men vi kan ikke se helt præcist om det er dig," sagde Cathrin. "Det er ikke mig," sagde jeg hurtigt. Jeg kunne ikke rigtigt vurdere om ordene føltes rigtige eller forkerte, men nu var de sagt, og de kunne ikke trækkes tilbage.

"Det tænkte jeg nok," sagde Sarah. "Hvordan skulle Rose nogensinde kunne score en kendt?" Cathrin kiggede irriteret på hende, og folk begyndte langsomt at forlade lokalet. Selv stod jeg lidt for mig selv i lokalet, før jeg smuttede gennem den mennesketomme skole og hjem.

 

***

 

Jeg åbnede straks computeren, og søgte længe efter artiklerne om Luke og jeg. Da 5 seconds of summer trods alt ikke var særligt kendte i Danmark, var artiklerne ikke læst af særligt mange, og derfor heller ikke særligt populære. Jeg åndede lettet ud ved tanken om, at der ikke var mange, der havde set dem. Men langsomt voksede klumpen i maven, da jeg igen så billederne i lidt større format. 

For mig var det tydeligt. Måske var det bare fordi, at det var mig selv, jeg kunne se. Jeg kunne godt forstå, hvorfor man lidt kunne tvivle på, om det faktisk var mig, fordi billedet alligevel var en anelse sløret. Mine ansigtstræk var ikke tydelige, men håret og tøjet indikerede, at det var mig. 

Hurtigt læste jeg artiklen om natklubben, som beskrev hvordan Luke havde festet med en smuk, ukendt dansk pige. Senere på aftenen var 'festlighederne' blevet afbrudt af en anden ukendt pige. De 2 piger skulle eftersigende have skændtes om Luke, hvorefter den første af dem gav op og forsvandt. Luke forsvandt i retningen af toiletterne, men løb pludseligt ud af natklubben. Den anden pige fulgte efter ham, og de forlod natklubben sammen. Mere stod der ikke.

Den anden artikel var kortere, og uden mange detaljer. Ikke andet end at Luke var i Danmark, og at han havde overnattet på et hotel i Danmark med en dansk pige, som han blev set køre væk i en bil med. Ingen ved hvem pigen er, og hvad der foregår, men alt tyder på, at Luke havde en flirt i Danmark. Der blev så refereret til artiklen fra natklubben, men da der ikke var nogle tydelige billeder af pigen, var det umuligt at sige tydeligt, om det var en af dem fra natklubben.

Jeg læste begge artikler igennem et par gange, og kunne tildels slappe af. Ingen havde opdaget noget, ingen vidste hvem jeg var. Om Lucy så kunne finde på at sige noget, det vidste jeg ikke. Lige nu vidste jeg ikke engang, hvor hun befandt sig. I skole havde hun ihvertfald ikke været. 

Jeg mærkede straks, at jeg allerede nu savnede Luke rigtigt meget. Jeg fandt min mobil, og skrev til ham med det samme. Ikke længe efter ringede telefonen, og jeg lyste op i et stort smil, da jeg så hvem det var. 

"Luke," sagde jeg smilende. "Rose," sagde Luke, og lyden af hans stemme gav mig kuldegysninger. "Jeg savner dig," sagde jeg, mens jeg pillede ved hjørnet af mit pudebetræk. "Jeg savner også dig," sagde han. Jeg smilede for mig selv. Jeg nød følelsen af det nærmeste jeg kunne have Luke, når han befandt sig i Australien. 

Sarah fra min klasse havde flere gange højlydt brokket sig over, at hendes kæreste boede 2 timers kørsel fra hendes hjem, og at hun måtte med både tog og bus for at besøge ham. 2 timers afstand føltes som ingenting, når Luke sad adskillige tidszoner væk, på et helt andet kontinent. 

"Var det godt at komme hjem?" spurgte jeg ham. "Ja," sagde han. "Både min familie og resten af bandet ventede. Vi har bare slappet af og kigget på nogle enkelte tekster og sådan. Jeg har virkeligt savnet Australien." Selvom jeg for alt i verden godt ville have ham ved min side nu, så forstod jeg ham godt. Hvis jeg i en så tidlig alder skulle rejse verden rundt, og være væk hjemmefra i så lang tid, så ville jeg gå ud af mit gode skind. Det ville jeg ikke kunne overskue.

"Men derfor ville jeg alligevel godt være i Danmark lige nu," sagde Luke. "Det ville jeg ønske du var." sagde jeg.

Vi snakkede længe, og jeg blev forbavset over tiden, da jeg kiggede på klokken. Jeg vidste, at det var meget tidligt om morgenen for Luke, mens det var ved at være halvt sent om aftenen i Danmark. "Luke," sagde jeg. "Klokken er mange." Luke sukkede i den anden ende. "Skal du så til at gå?" spurgte han.

Jeg snakkede endnu med Luke i en halv time, før jeg lagde på. Jeg kom først bagefter i tanke om, at jeg havde glemt at fortælle ham om artiklerne. Men det måtte vente.

Jeg forlod mit værelse, og gik mod stuen, hvor jeg hørte højt hævede stemmer. Den ene var Lucys, den anden var Susans. Min fars stemme kunne jeg ikke høre, så jeg gik ikke ud fra, at han var der. Jeg gik tættere på stuen, og stillede mig lige uden for døren, mens jeg lyttede.

"Hun ødelægger mit image!" råbte Lucy, og Susan prøvede at tysse på hende. "Rolig nu min skat, rolig nu," sagde hun. "Rolig? Alt hvad jeg havde bygget op er næsten ødelagt! Alt sammen på grund af hende! Jeg vil ikke bo her længere," sagde Lucy vredt, og åbnede et skab for snart at smække det igen. "Og så har vi fandme ikke engang noget mad i huset," sagde Lucy irriteret. 

"Lucy, du bliver nødt til at tage den lidt med ro," sagde Susan. "Men det..." "Hvorfor kan vi ikke bare flytte tilbage i det gamle hus?" afbrød Lucy. "Huset var meget større, byen var større, flere muligheder, færre begrænsninger." Susan sukkede højlydt, og der gik et lille øjeblik, før hun svarede en tydeligt oprevet Lucy. Jeg hørte Susan prøve at få hende til at forstå, at hun elskede min far, og at hun altså var glad for at bo her.

"Hvis det så ikke var for den asociale nørd," sagde Susan, i et forsøg på at beskrive mig på en ungdommelig måde. "Se! Du kan jo heller ikke lide hende," sagde Lucy. "Hun burde sgu da være grund nok til at flytte." Irritationen boblede op indeni mig, men det ville være dumt at reagere. De vidste jo trods alt ikke, at jeg stod lige uden for døren og hørte det hele.

"Nej, jeg er ikke glad for hende. Hun er ikke et rigtigt ungt menneske," sagde Susan. "Men jeg elsker pigens far, og det er det der holder os i huset her. Du ved jeg vil gøre alt for dig, men her kan jeg altså ikke gøre noget." 

Der blev stille inde i stuen, og jeg rykkede tættere på døren. Måske kunne jeg gennem sprækken ane nogen derinde. Men så snart jeg lænede mig mod døren, blev den pludseligt åbnet på vid gab. I døren stod Lucy hvis ansigt var fortrængt i vrede. Et ondt smil smørrede sig om hendes læber, og hendes øjne var kolde som is. 

"Mor," råbte hun. "Vi har en der smuglytter." Kort efter stod Susan i døren. Modsat fra Lucy smilede hun ikke. Hun så nærmere en smule bange ud. Hurtigt ændrede det udtryk sig dog til en maske af vrede. "Hvad fanden laver du her?" råbte Susan, og gik et skridt tættere på mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...