Spring - Luke Hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2014
  • Opdateret: 2 jul. 2016
  • Status: Igang
Den stille pige Rose Mitchell vinder et meet and greet, hvor hun skal møde sit favoritband 5 seconds of summer. Rose skal mod sin vilje have sin populære halvsøster Lucy med, som på alle måder er modsat af Rose. Alt forandres efter dette meet and greet. Hvor Rose før levede i skyggen af Lucy, kommer Lucy nu til at stå i skyggen af Rose: Rose får, modsat Lucy, nemlig et godt forhold til bandet. Og Lucy vil hævne sig, og forhindre et godt forhold mellem halvsøsteren og 5 seconds of summer - især forholdet mellem Rose og Luke Hemmings. En masse drama venter Rose, og hun finder ud af, at livet godt kan være skrækkeligt fantastisk.

157Likes
181Kommentarer
31917Visninger
AA

16. Kapitel 14

Kapitel 14

Vi fortsatte af vejen, uden egentligt at vide hvorhen. Stilheden hang over os, kun afbrudt af regnens pisken mod ruden. Og jeg nød det i fulde drag. Sugede det hele til mig. Efter hånden var det blevet godt mørkt udenfor, og jeg mærkede trætheden snige sig ind på mig.

Jeg tog mig selv i at sidde med lukkede øjne, da jeg pludseligt hørte den velkendte ringetone fra min telefon. Jeg åbnede hurtigt øjnene, og hev min mobil op ad lommen. På skærmen sås et billede af min far, og jeg kom da i tanke om, at jeg havde fortalt ham, at jeg blot gik en tur. Dog følte jeg ikke at jeg skyldte min far mere bekymring, så jeg tøvede ikke med at besvare opkaldet.

"Hej far," sagde jeg. Jeg hørte min far sukke lettet op i den anden ende, inden hans alvorlige, men dog blide stemme, hørtes. "Årh Rose. Jeg bliver så nemt bekymret, det må du forstå," sagde han. Jeg kunne næsten forestille mig min far stå lænet op ad døren til køkkenet, mens han bekymret rodede sin hånd rundt i hans hår, for at køre den ned mod nakken. "Hvor er du henne?"

Da jeg ikke kunne svare, sukkede min far igen højlydt. "Jeg ved ikke hvor du er," sagde han. "Men jeg ved da hvem du er sammen med." Jeg kiggede en smule hjælpeløst over på Luke, som sendte mig et skævt smil tilbage. Et af de smil som jeg elskede mest. Det beroligede mig en smule, inden at jeg flyttede fokus over på min far. "Ja," sagde jeg. Overraskende nok førte jeg pludseligt min far grine en smule, og jeg smilede selv forvirret. Luke kiggede også undrende på mig, mens jeg smilende trak på skuldrene. "Der er et eller andet over den dreng," sagde min far. "Jeg stoler på ham. Men kom nu ikke for sent hjem vel?" "Tusind tak far. Jeg elsker dig, virkeligt!" sagde jeg glad. "Men Rose?" fortsatte min far. "Lov mig ikke at lyve, hvis du tager et sted hen igen?" Jeg forsikrede min far om, at det ikke ville ske igen. Han sagde 'godnat', og lagde på.

"Hvad så?" sagde Luke. "Min far," sagde jeg, og Luke nikkede forstående. Regnen faldt stadigt, mens vi blot kørte ud i intetheden. Om kort tid ville aften blive til nat, og jeg ville for første gang i mange år ikke sidde på mit værelse, når klokken passerede midnat. Jeg stirrede på vejen der forsvandt under bilen, som blev oplyst af lygterne. 

Jeg gabte højt, og satte mig bedre til rette på sædet. "Træt?" hørte jeg Luke spørge. "Ja," mumlede jeg. Vi kørte hurtigt forbi et skilt, som viste navne på byer jeg aldrig havde hørt om før. "Hvor er vi?" spurgte jeg. Vejene var næsten tomme for biler, hvor vi kun stødte på nogle enkelte, som vi overhalede. "Jeg ved det ærligt ikke," sagde Luke.

Vi bestemte at holde ind på en rasteplads, hvor vi på Lukes mobil fik sporet hvor vi befandt os. Vi var flere timer hjemmefra, og klokken var langt over midnat. Også Luke var begyndt at gabe, og jeg blev i tvivl hvorvidt vi kunne køre hjem lige nu. "Hvad gør vi?" spurgte jeg Luke, som blot trækkede på skuldrene. "Jeg er efterhånden så træt at jeg ikke kan overskue at tænke," sagde han. Jeg nikkede, og rakte Luke hans mobil tilbage. Vi bestemte os for at køre ud fra rastepladsen, og finde en måde at komme over på den anden side af vejen. 

Men jo længere vi kom, desto mere trætte blev vi. Da spottede Luke et lysskilt for et hotel ved siden af motorvejen. "Jeg er alt for træt til det her. Jeg giver en overnatning," sagde han, og drejede over mod hotellet. "Luke," sagde jeg. "Det kan vi da ikke. Altså..." "Stop nu Rose," afbrød Luke. "Det er bare en enkelt nat. Din far skal nok forstå det."

Hotellet var ikke luksus, men bestemt heller ikke dårligt. Der var flot indrettet og rent og pænt. Vi fik en nøgle til et stort værelse, som levede op til de andre steder på hotellet. Det var bestemt ikke et af de billige værelser, som Luke havde fået fat på, og den dårlige samvittighed ramte mig, så snart at jeg rigtigt trådte ind på værelset.

Luke gik straks hen til sengen, som han lod sig falde tungt ned i. Han udstødte et tilfredst suk, inden han fik smidt sko og jakke, for at ligge sig godt til rette ovenpå sengen. Jeg stod stadigt blot og betragtede ham, og kiggede rundt omkring i værelset. Luke smilede, og afventede mig at gøre det samme. Jeg tog min jakke af, og hængte den på en af de mange knager på værelset. De våde sko stile jeg også fra mig.

Jeg gik hen til sengen, hvor Luke lå på maven, med hovedet drejet mod mig, mens han smilede til mig. Jeg satte mig i skrædderstilling, og begyndte at pille ved Lukes hår. Normalt var han ikke meget for, at andre end ham selv rørte ved det. Men i dag var han så træt, at han knapt kunne gøre modstand. Jeg kørte min hånd igennem hans hår, som straks fulgte den retning, min hånd var gået i. Jeg ruskede i håret, snoede det rundt og kiggede tilfreds på resultatet. Hans hår var helt uglet, og stod ud til alle sider i små totter.

"Rose," sagde Luke. Hans stemme signalerede klart at han var træt. Han slog sin arm ud efter mig, som ramte mig i siden. "Lad mit hår være," sagde Luke surt, og drejede hovedet den anden vej. Jeg grinte en smule for mig selv ved synet af hans hår, men ikke mindst også på grund af, at Luke var så sød når han var træt. 

"Ligger du dig til at sove nu?" spurgte jeg, og var pludseligt ikke så træt, som jeg havde været da vi sad i bilen. "Mmm," mumlede Luke. "Okay," sagde jeg. "Med hovedet den anden vej?" Luke mumlede blot igen, uden at rykke sig det mindste. Langsomt blev hans vejrtrækning tungere, og der ville ikke gå lang tid før han sov.

"Jeg går også i seng om lidt," sagde jeg. Luke svarede ikke, men rykkede en smule på sig. En ide poppede op i mit hovede, og trangen til at irritere den trætte Luke var pludseligt meget overvældende. "Nårh," sagde jeg. "Så vil jeg klæde om. Håber du ikke har noget imod at jeg sover i undertøj." Straks efter vendte Luke hovedet mod mig, mens jeg blot sad og ventede på netop dette. Hans øjne var åbne, og så klart afventende ud. Da jeg bare blev siddende og kiggede på ham, ændredes hans blik til undren. "Skal du ikke skifte så?" spurgte han. Hans stemme var helt hæs, mens han ihærdigt prøvede at holde øjnene åbne. Jeg smilede drillende til ham, og lænede mig ned for at kysse ham. Kysset efterlod et smil på Lukes læber.

Jeg smilede til ham, inden jeg selv lagde mig ned, og lod søvnen overtage min bevidsthed. Det var bestemt ikke svært at falde i søvn.

Jeg vågnede ved at der var nogen der rørte ved pande. Jeg slog langsomt øjnene op, og det første jeg mødte, var Lukes trætte smilende ansigt. Han lå med fronten mod mig, hvor han kærtegnede min pande for at tage fat i et stykke af mit hår. Han lod sine fingre løbe igennem det, og fornemmelsen det efterlod var ubeskrivelig.

Udenfor lod de tunge mørke skyer solen kigge ud mellem den faldende regn, som slog hårdt mod ruden. Klokken kunne ikke være særligt mange, eftersom at solen endnu ikke var stået helt op, men kun kort viste sig bag træerne. Den tromlende lyd mod ruden var som altid behagelig, og jeg nød blot at ligge her. Med alt hvad jeg kunne ønske mig i denne virkelighed.

Mit blik faldt igen på Luke, som stadigt lå smilende og betragtede mig, men han i strakt arm kærtegnede mit ansigt blidt. Jeg gjorde intet, andet end at betragte ham også. Han lod hånden føre om bag mit hoved, som han langsomt skubbede imod, for at få mig til at rykke nærmere ham. Jeg kravlede ud af min egen dyne og ind under Lukes. Jeg rykkede helt tæt til ham, og mærkede hans varme overkrop mod min. Med vores ansigter helt tæt mod hinanden, kiggede vi hinanden i øjnene. 

Jeg ved ikke hvor længe, at vi lå sådan, men tiden føltes kort. Mit hovede var ved at eksplodere af glæde, og min mave ved at sprænges af de tusinde sommerfugle, som hurtigt og tæt lod deres vinger stryge mod min mave. Jeg kunne heller ikke lade være med at smile som en anden idiot. Men jeg havde det bare så godt lige nu.

Luke rykkede sit ansigt det sidste stykke mod mit, og kyssede mig blidt på læberne. Jeg gengældte ham hurtigt. Kyssene fortsatte, og snart mærkede jeg Lukes hånd bevæge sig rundt på min ryg. Jeg tog blidt fat i hans nakkehår, mens han langsomt fik vendt mig rundt, så jeg nu lå på ryggen. Luke kravlede ind over mig, og mødte mig igen i et kys. Han begyndte langsomt at pille ved min bluse kant, som han også fik trukket over mit hovede. Da Luke i forvejen ingen trøje havde på, lod jeg min frie hånd kærtegne hans mave.

Jeg lukkede øjnene, og lænede mig tilbage. Luke placerede sine kys på min hals, mens han fumlede med mine shorts. "Luke," sagde jeg, og lod mig selv nyde hvert sekund. Jeg kyssede ham igen. Jeg lod mig falde hen, da jeg ikke længere kunne kende forskel på virkelighed og drømme.

 

***

 

Jeg vågnede ved at min telefon ringede. Jeg hev ud efter den på sengebordet, og så igen min fars ansigt på skærmen. Jeg var stadigt lidt omtåget, så jeg nåede ikke at tage telefonen. Da opkaldet gik ud, viste min mobil mig istedet, at han i forvejen havde haft ringet 4 gange. 

Jeg skyndte mig at ringe ham op, og jeg kunne næsten fornemme ham sukke lettet i den anden ende. "Hej far," sagde jeg. "Rose, hvor er du? Nu er klokken 10, og jeg har ikke set dig siden i går aftes?" sagde min far. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle sige. Den dårlige samvittighed skyllede ind over mig. Især da jeg opdagede, at jeg inden under min dyne stadigt lå helt nøgen. Per refleks hev jeg dynen tættere om mig, og skød et blik på Luke, som lå med fronten mod mig, stadigt sovende.

"Luke og jeg besluttede at holde ind og sove. Vi var kommet for langt væk til at nå at komme hjem," sagde jeg. "Vi har sovet indtil nu," skyndte jeg mig at tilføje. Min far sukkede irriteret. "Bare kom hjem snart. Du skal snart i skole igen, så du kan ikke rende rundt på den måde." 

Jeg fik talt min far til rette, og rejste mig med dynen omkring mig. Selvom Luke allerede havde set mig nøgen, så føltes det alligevel forkert bare at rende rundt sådan. Jeg samlede mit tøj op, og gik ud på badeværelset, hvor jeg tændte for vandet og steg ind under bruseren.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på i morges. Luke og jeg. Ja. Vi havde været 'sammen'. Sådan rigtigt. 

Jeg smilede for mig selv, og vaskede min krop i den billige hotelsæbe. Jeg elskede virkeligt at tilbringe min tid sammen med Luke. Men jeg glædede mig alligevel også en smule til at komme hjem, og grave mig ned under min dyne og se en eller anden serie på min computer. Luke måtte hellere end gerne være der, det var intet problem. Jeg havde bare brug for at komme hjem lidt.

Det bankede let på badeværelses døren, som blev efterfulgt af Lukes trætte stemme. "Rose?" sagde han. Lyden af hans hæse stemme. Jeg slukkede vandet, og slog et håndklæde om mig. "Ja?" sagde jeg. "Må jeg komme ind?" spurgte Luke. Jeg besvarede hans spørgsmål ved at åbne døren ud til ham. Han stod i underbukser og t-shirt, mens han gned sig i det ene øje.

Da han opdagede at jeg havde åbnet døren, kørte en hurtigt en hånd igennem håret, som for at sætte det. Han smilede til mig, og gik hen og lagde sine hænder ved mine hofter. "Godmorgen smukke," sagde han, og kyssede mig. Vi trak os begge smilende ud af kysset, og jeg kiggede glad på ham. "Godmorgen Luke," sagde jeg. 

"Jeg vil også gerne have et bad," sagde han, og gik forbi mig hen til bruseren. Han trak sin t-shirt af, og han vendte rundt, så han stod med ryggen til mig. Jeg tog mit tøj med ud fra badeværelset. Godt nok havde vi været sammen, men derfor føltes det stadigt underligt bare at smide tøjet uden videre. Derfor lukkede Luke også døren, da han gik i bad, mens jeg tog tøj på på værelset.

Da Luke var færdig, forlod vi værelset og gik i receptionen. Dog blev vi begge noget overraskede over synet der mødte os. 

Udenfor hotellet stod der flere journalister, med enten en skriveblog i hånden eller et holdbart spejlreflekskamera. "Rose," sagde Luke, så snart vi opdagede dem alle. Luke holdte en arm ind foran mig, og trykkede igen på knappen i elevatoren, som ville føre os til etagen over os.

Desværre nåede nogen af journalisterne at se Luke, og jeg nåede at se et par blitzer blive skudt af. 

Ingen af os sagde noget i elevatoren, før den pludseligt holdte og vi trådte ud. "Ja," sagde Luke, og kløede sig i nakken. "Vi kan ikke følges ud. Jeg vil ikke have at du skal i mediernes søgelys." 

Jeg forestillede mig selv ved Lukes side i diverse sladderblade, og jeg fik nærmest kvalme ved tanken. Jeg nikkede til ham. "Men hvad gør vi så?" spurgte jeg. Luke kiggede forvirret rundt. "Jeg har aldrigt prøvet det før på denne måde," sagde han. Jeg stod lidt akavet, og vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle gøre. 

Alligevel kom vi frem til, at jeg skulle gå ud først. Jeg gik ned af trappen til receptionen med bankende hjerte. Jeg gik direkte mod døren, og journalisterne så mig hurtigt. Dog så det ikke ud til, at der var nogen der fattede mistanke. Jeg gik med hastige skridt langs med hotellet, væk fra journalisterne, og om til det sted, som vi aftalte at Luke skulle samle mig op. 

Men pludseligt var der en der prikkede mig på skulderen, og jeg vendte mig forskrækket rundt. Der var kun denne ene journalist, som alligevel gjorde mig en anelse nervøs. "Jeg vidste det," sagde journalisten. "Det er hende!" råbte han, og jeg hørte hvordan tasker blev samlet op fra jorden, og hvordan deres gummisko trådte hen over den våde asfalt.

Først stod jeg som forstenet. Men da det først gik op for mig, hvad der egentligt skete, satte jeg i løb. Jeg spænede ind i den omliggende skov, og fortsatte indimellem træerne. Jeg drejede, for ikke kun at løbe indad i skoven. Der var ingen bag mig, og det virkede heller ikke til, at der var nogen omkring mig. 

Jeg stillede mig op ad et træ, og sørgede for langsomt at trække vejret. Jeg trak min mobil op ad lommen, og fandt hurtigt Lukes navn i min telefonbog. Telefonen ringede, mens jeg langsomt blev utålmodig. Heldigvis nåede Luke at tage den, inden at den ville gå på telefonsvaren.

"Luke!" sagde jeg en smule hidsigt ind i telefonen. "De genkendte mig." Der var stille i lidt tid i den anden ende, inden han fnyste. "Jeg skynder mig bare ud fra hotellet og ud i bilen," sagde Luke. "Vi er alligevel blevet set. Jeg samler dig op, og så skynder vi os hjem, okay?"

Jeg fandt ud fra skoven, og fortalte Luke at han bare skulle køre rundt om hotellet. Jeg stod i kanten af skoven, og ventede på at hans bil skulle dukke op. Jeg havde taget min jakke af, og taget den over hovedet, hvis nu journalisterne skulle forsøge at tage billeder. 

Og ganske rigtigt. Da Lukes bil kom kørende rundt om hjørnet, sprang jeg ud fra skoven, og spænede hen til bilen. Lige i hælene på bilen kom journalister med kameraer løbende, og blitzen fra disse lignede næsten et ustyrligt torden vejr. Jeg åbnede hurtigt døren, og havde lige fået begge ben ind, da Luke trykkede sømmet i bund. Hurtigt kom bilen ud på motorvejen, i retningen mod mit hus. 

Vi kørte stadigt hurtigt, for at være sikker på at journalisterne ikke ville følge efter os. Efter noget tid slog Luke sin hånd irriteret ned i det sorte læderrat, og jeg kiggede en smule forbavset på ham. "Store idiot," hviskede han så lavt, at han sikkert troede at jeg ikke havde hørt ham. Men det gjorde jeg.

"Luke, hvad er der?" spurgte jeg. Han holdte stramt fat om rattet, mens han langsomt satte farten op. "Jeg skulle aldrigt have brugt mit kreditkort," sagde han. "Selvfølgelig har de idioter sporet mit kort." Jeg sukkede, og lagde min ene hånd ovenpå Lukes, som tungt hvilede på gearstangen. "Det er okay," sagde jeg, og nussede hans hånd med min tommelfinger. "Nej Rose," sagde Luke. "Jeg vil ikke have dig i medierne. Er du klar over, hvor meget det vil ødelægge dit liv?" 

Jeg var helt mundlam, og vidste på ingen måde hvad jeg skulle sige. Jo, det er da sikkert ikke fedt at være i mediernes søgelys, og jeg vil da helst også undgå det. Men hvis det betød, at jeg var nødt til at droppe Luke, så ville jeg langt hellere være på forsiden af sladderbladene. 

"Du har jo allerede været i medierne før," sagde Luke irriteret, med en snert af selvbebrejdelse. "Og det er min skyld. Fucking min skyld." Det var tydeligt at han ærgrede sig, og jeg gik helt ondt af ham. Specielt fordi jeg ikke bebrejdede ham overhovedet. Det var konsekvenserne, og det var noget som vi begge var nødt til at leve med.

"Luke, lad nu være..." sagde jeg. Ingen af os sagde noget efterfølgende. Det var som om, at ord ikke passede ind lige nu. Og stilhed var noget af det, som jeg elskede mest ved forholdet mellem Luke og jeg. Stilhed var ikke akavet. Stilhed var rart, og næsten ligeså fyldestgørende som ord. Det eneste der blot var anderledes ved denne stilhed, var at stemningen var en lidt anden. Den var en smule trykket.

Jeg nød Lukes selvskab så meget jeg kunne. Jeg vidste ikke, hvor lang tid der ville gå før jeg så ham igen. Luke skulle tilbage til Australien, hvor resten af bandet ventede. Heldigvis havde de ingen koncerter det næste stykke tid, men Luke ville gerne hjem til hans familie. Og det skulle jeg ikke holde ham fra.

Vi kørte ind på vejen, hvor huset jeg boede i, lå. Luke holdte ind, og slukkede bilen. Han drejede sit hovede mod mig, og smilte en smule. "Jeg kommer til at savne dig," sagde jeg. Han nikkede, og fjernede en tot hår fra mit ansigt. "Jeg vil også savne dig." Vi kyssede hinanden farvel. Jeg stod ud af bilen, vinkede og fulgte bilen med øjnene, indtil den ikke længere var at se.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...