Spring - Luke Hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2014
  • Opdateret: 2 jul. 2016
  • Status: Igang
Den stille pige Rose Mitchell vinder et meet and greet, hvor hun skal møde sit favoritband 5 seconds of summer. Rose skal mod sin vilje have sin populære halvsøster Lucy med, som på alle måder er modsat af Rose. Alt forandres efter dette meet and greet. Hvor Rose før levede i skyggen af Lucy, kommer Lucy nu til at stå i skyggen af Rose: Rose får, modsat Lucy, nemlig et godt forhold til bandet. Og Lucy vil hævne sig, og forhindre et godt forhold mellem halvsøsteren og 5 seconds of summer - især forholdet mellem Rose og Luke Hemmings. En masse drama venter Rose, og hun finder ud af, at livet godt kan være skrækkeligt fantastisk.

157Likes
181Kommentarer
31922Visninger
AA

15. Kapitel 13

Kapitel 13

En strøm af hvidt lys mødte mig, så snart at jeg åbnede øjnene. Jeg vidste godt, at jeg stadigt var på hospitalet, men det overraskede mig en del, at der var så lyst udenfor. Jeg konstaterede, at grundet alt den medicin, som lægerne proppede i mig, blev jeg træt, og måttet være faldet i søvn, mens Luke var her. Jeg satte mig op, og kiggede rundt i lokalet for at spotte ham. Men jeg kunne ikke se ham nogen steder. 

Jeg hev i snoren, som hang fra loftet ved siden af sengen, så jeg altid kunne komme i kontakt med en læge. En smilende mørkhåret kvinde kom ind i lokalet. "Hej Rose," sagde hun. "Jeg har det fint," sagde jeg, uden at hun overhovedet havde spurgt til, hvordan jeg havde det. "Hvor er Luke?" Hun kiggede forvirret på mig. "Jeg havde en besøgende i går. Han var rejst helt fra USA, så han burde ikke tage afsted uden videre," uddybede jeg. Sygeplejersken smilede omsorgsfuldt til mig, selvom deres falske venlighed efterhånden gav mig lyst til at kaste op. "Det ved jeg intet om. Jeg er først mødt på arbejde," sagde hun. "Er du sulten?" Jeg skubbede dynen af mig, som straks gav mig en alvorlig hovedpine. Jeg faldt hurtigt tilbage i sengen igen, og tog mig til hovedet. "Er du okay?" spurgte sygeplejersken. Hun gik hurtigt hen til vasken, hvor hun fyldte et glas vand, som hun kort efter gav mig samt 2 piller. Hun hjalp mit hovede op, og hjalp mig med at få drukket vandet, og slugt de 2 piller.

"Du skal forholde dig i ro," sagde sygeplejersken. Mit hovede føltes som om, at det snart ville eksplodere. Overvældet af træthed, hovedpine og en smule magtesløshed, begyndte tårerne langsomt at løbe ned over mine kinder. "Jeg, jeg må tale med Luke," stammede jeg. Sygeplejersken satte sig på min seng, og aede min skuldre roligt. "Jeg kan desværre ikke hjælpe dig. Har du snakket med dine forældre om det?" spurgte hun. Straks gik det op for mig, at jeg ikke var klar over, om min far og for den sags skyld Susan kendte noget til, at jeg befandt mig på et hospital. Sygeplejersken kiggede afventende på mig, og smilede bredt, da jeg igen rettede fokus mod hende. "Jeg, øh, har slet ikke talt med dem," sagde jeg. Hun rynkede brynene. "Jeg henter en sygeplejerske, som var på stuen i går aftes," sagde hun, og gik med små hurtige skridt ud af døren.

Jeg lagde mig tilbage på puden, og kiggede rundt i det kridhvide rum. Der var pyntet med nogle enkelte plastik planter i hjørnet ved vinduet, men eller var rummet kedeligt og ensformigt. Jeg savnede alligevel mit værelse en del. Især fordi jeg savnede, at der ikke kom sygeplejersker på uanmeldt besøg, at jeg skulle dele toilet og bad med så mange andre og især fordi døren sjældent blev lukket, så der ikke var så meget der hed privatliv.

En ny sygeplejerske trådte ind, lige så smilende som den anden. "Hej Rose," sagde hun. "Jeg hedder Lise. Jeg var her i går aftes, og var en af dem, som holdte øje med dig." Jeg smilede til hende, og hun trådte helt hen til mig, og satte sig i stolen ved siden af min seng. "Var der nogen besøgende i går aftes? En høj fyr, med lyst hår og en læbepiercing?" sagde jeg. Hendes smil blegnede lidt. "Her var flere besøgende. Det undre mig egentligt, at du ikke vågnede ved postyret " sagde hun. "Hvilket påstyr?" Jeg satte mig roligt op i sengen, for ikke at gøre hovedpinen værre. "Her var en yngre dame, som prøvede at sende ham du beskrev tidligere hjem. De diskuterede en del, og til sidst måtte en af mine mandlige kollegaer splitte dem op, og bede dem forlade hospitalet." Jeg sukkede højtlydt. Jeg bemærkede, at sygeplejersken Lise skulle til at spørge ind, men jeg valgte istedet selv at snakke. "Hvornår får jeg mulighed for at komme herfra?" spurgte jeg. Hun rejste sig, og kiggede i mappen der sad i en holder ved siden af sengen. Hun gennemgik nogle papirere. "I morgen, hvis alt går som forventet," sagde hun. Jeg nikkede, og oplyste hende om, at jeg gerne ville hvile mig.

Jeg prøvede så vidt muligt at sove, men det var svært fordi så mange tanker kørte rundt i hovedet på mig. Jeg ville gerne hjem, men så alligevel ikke. Jeg ville gerne havde kontakt til Luke, og finde ud af hvad der havde foregået. Jeg var rimeligt overbevist om, at det havde været Susan, som i går havde været her for at skræmme Luke væk. Jeg brændte for at finde ud af mere, men da jeg ikke måtte bruge min mobil, var jeg tvunget til at vente til jeg fik det bedre. Jeg savnede Luke så inderligt, men det gjorde mig nervøs, at han ikke var dukket op i dag. Han ville ikke lige uden videre kunne tage væk herfra, og hvor skulle han overnatte? Det var nok ikke ligefrem fordi, at min far og Susan holdte dørene åbnede på vid gab. Han ville ikke uden videre bare tage tilbage til USA. Eller ville han?

Jeg lå og rævesov, mens jeg lyttede til de forskellige sygeplejersker, som kom ind til mig. "Hun er vidst ved at være klar til at komme hjem," hørte jeg en sige. "Ja. Måske bør vi kontakte forældre. Hun kan sandsynligvis godt snart klare sig," sagde en anden. "Ja, tallene er fine. Hun har fået sin næring og en masse væske, og hendes hoved har det meget bedre. Vi må huske at oplyse hende om, at hun skal forholde sig i ro," sagde en tredje. Jeg åbnede det ene øje, for blot hurtigt at se hvem der snakkede, men jeg blev hurtigt opdaget. "Smuglytter du?" spurgte hende der hed Lise. Jeg lod som om jeg gabte, og strakte mig en lille smule. "Jeg vågnede lige," sagde jeg. Sygeplejerskerne oplyste mig om, hvad jeg lige havde hørt forinden.

En time senere sad jeg i ventestuen, og ventede på at min far skulle hente mig. Jeg var nervøs for at se ham igen. Jeg havde ikke snakket med ham lidt tid, og jeg var bange for, at han ville blive vred. Alligevel strejfede tanken mig hele tiden, at han havde kontaktet Luke for at fortælle, at jeg var kommet slemt til skade. Det varmede virkeligt. Jeg glædede mig til at få uddybet, hvorfor han havde gjordt det og hvordan det havde været. 

Derfor løb det mig også en smule koldt ned af ryggen, da jeg så min far træde ind i lokalet. Jeg rejste mig, og han gik stille og roligt hen til mig, og trak mig ind til ham. Jeg savnede disse kram, som jeg ikke fik mange af derhjemme, fordi Susan ikke brød sig om det. Sådan stod vi lidt, mens jeg lyttede til urets tikken. Havde det ikke været for den tikken, havde jeg troet at krammet havde været kortvarigt. Men heldigvis holdte det lidt tid, og jeg kunne næsten mærke, hvordan min far smilede. Han kiggede på mig med blanke øjne. "Sådan noget må du aldrig gøre igen," hviskede han smilende. Jeg smilede blot til ham, stadigt træt.

I bilen snakkede vi ikke voldsomt meget. Den komplete stilhed var rar, fremfor den larmende stilhed på hospitalet. "Rose?" sagde min far pludseligt. Jeg sad og kiggede ud af vinduet, men drejede hovedet for istedet at kigge på min far. "Ja?" "Hvorfor stak du af?" Min far holdt godt fast i rettet, og holdte blikket rettet mod vejen. Han var ikke typen, som brød sig meget om følelsesladede snakke, og dette var ingen undtagelse. Jeg sagde intet. Jeg vidste ærligt ikke, hvad jeg skulle svare. Stilheden blev anspændt, og ventede kun på at blive brudt. Men jeg kunne ikke få sat en sætning sammen, som ville lyde nogenlunde fornuftig. Efter noget tids stilhed, rettede min far blikket mod mig. Hans øjne var blide, og han så ikke det mindste vred ud. "Er det min skyld?" Hans stemme dirrede en smule.

Og så knækkede jeg. Jeg elskede min far overalt på jorden. Han var det eneste, jeg havde tilbage, som havde spor af min mor. At miste ham var intet værd, og jeg fortrød alt jeg havde sagt, alt jeg havde gjordt og ikke mindst at jeg var løbet væk. Hvad tænkte jeg dog på? I det øjeblik var mit selvhad så stort, at det kun gjorde de løbende tårer endnu mere meningsfulde. "Undskyld," fik jeg fremstammet i et hulk. Min fars ansigt var også anspændt, og det var tydeligt, at han kæmpede for ikke også at bukke under. "Du skal ik sige undskyld Rose," sagde han. Han rakte sin ene hånd mod mig. Jeg tog den tøvende. Han klemte min hånd, og vi smilede begge. Det føltes rart at være tilbage i noget trygt, som jeg kendte til. Og i et øjeblik havde jeg glemt alt om Lucy og Susan, men nød blot øjeblikket med min far. Det føltes som det gjorde før min mor døde, og følelsen gjorde mig så glad, at glæden blot boblede indeni. Ikke engang Luke strejfede mine tanker.

Min bekymring og mit savn til ham kom dog igen, så snart Susans ansigt dukkede op i entreen til vores hus. Hun så ikke glad ud, men smilede falsk. For at få dette øjeblik til at se godt ud i mine fars øjne, gik Susan hen til mig og trak mig ind i et kram. Hendes stærke parfume sneg sig ind i mine næsebor, og en kvalme grundet fjendtlighed og det falske i Susans kram strøg hurtigt fra maven og op gennem halsen. "Hvor er det godt at se dig igen," sagde Susan. "Jeg har været så bekymret!" Jeg trak jakken af, og mens jeg stod med ryggen til hende, himlede jeg med øjnene. Jeg havde følt mig uønsket i huset, fra det sekund jeg trådte over dørtærsklen. Jeg anede intet om, om Lucy var i huset, men jeg krydsede fingre for, at hun opholdte sig et andet sted, sådan som hun plejede at gøre.

Susan og min far snakkede om løst og fast, imens at jeg fandt et glas vand, og derefter begav mig ovenpå med min taske med tøj og andet fra hospitalet. Der var stille ovenpå, og jeg var sikker på, at der ikke var andre end mig. Men da gik døren til Lucy's værelse op, og ud trådte hun. Hun havde afslappet tøj på, dog stadigt med make up, men med en klar frustreret streg som mund. Hun så bestemt ikke glad ud. Da hun så mig, så hun først en smule overrasket ud, inden hendes ansigtsudtryk blev hårdt som sten. "Du er hjemme," sagde hun, og lagde armene over kors. Jeg havde lyst til at svare hende flabet, men jeg ønskede ikke, at vi skulle have yderligere spændinger imellem os. Jeg nikkede blot, og satte tasken på gulvet. Den var rimeligt tung, og fuldstændigt uorganiseret pakket. Jeg havde haft meget kort tid til at få mine ting med mig, og selvom der ikke var mange ting, så var der alligevel nogle, som vejede en del. 

"Rose," sagde Lucy. Jeg kiggede afventende på hende, og hun gengældte mit blik med meget alvor. "Jeg gider ikke det her. Jeg gider ikke være uvenner over alt det der er sket," sagde hun. "Det er jeg såmænd heller ikke voldsomt begejstret for," sagde jeg og fnyste. Lucy's ene mundvig trak kort opad, men vendte hurtigt tilbage til den vante placering som en lige streg. "Men du kender mig vel også godt nok til, at jeg ikke bare ligger sådan noget her bag mig uden videre," fortsatte hun. "Hvad foreslår du så?" spurgte jeg. "Jeg vil lade være med at være fjendtlig, og vi kan leve sammen i vores lille familie her som venner," sagde hun. Jeg nikkede, og ventede på hagen ved hendes fremlagte godheder. "Du ved da, at du ikke kan se Luke. Se nu på det realistisk: Både for dig selv, for mig og for din far. Det er for mange problemer. Det er ikke det værd Rose. Han er ikke det værd. Du skal give mere af dig selv end han skal. Det ender jo galt, så stop nu her?" sagde hun.

Jeg kneb øjnene sammen, og samlede min taske op fra gulvet. Jeg gik hurtigt forbi hende, uden at kommentere havd hun netop havde sagt. Lige da jeg tog i dørhåndtaget til mit værelse, hørte jeg Lucy stride stemme bag mig. "Det må du selv om. Han gider ikke se dig alligevel." Jeg vendte mig om, og kiggede forvirret på hende. "Det passer jo ikke," sagde jeg koldt. Hun grinte hånligt, og vendte sig om for at læne sig op af væggen. "Hvorfor tror du, at han skred fra hospitalet?" fortsatte hun. Jeg prøvede at bevare fokus og troen på, at Luke ikke ville skrotte mig lige pludseligt. Men han havde trods alt forladt hospitalet, uden at jeg vidste hvorfor. Det eneste jeg vidste var, at han havde diskuteret med en kvinde, som muligvis var Susan, før han havde forladt hospitalet. Uden at give lyd fra sig.

Men jeg var for nysgerrig på at vide, hvad Lucy havde at sige. "Det er der jo sikkert en god grund til," sagde jeg. Hun løftede det ene øjenbryn, og lignede generelt en som var bedrevidende. "Susan sendte ham vel væk," blev jeg ved. "Han gik sgu da selv," sagde Lucy. "Men jeg indrømmer da gerne, at Susan hjalp ham godt på vej, haha." Jeg trak min mobil op af lommen, som jeg ikke havde måttet tjekke grundet mit hovede de sidste par dage. Den var død for strøm, og jeg var derfor uvidende om, om Luke havde ringet eller skrevet. Jeg håbede det inderligt.

"Du er måske ligeglad?" blev Lucy ved. Jeg lagde min mobil tilbage i lommen, og kiggede igen koldt på hende. "Du ved ingenting om hvad der foregår," sagde jeg. Lucy gik tættere på mig og effekten af, at hun er højere end jeg er, gjorde at jeg følte mig lille og magtesløs. "Ved jeg ikke hvad der foregår? Eller gør du ikke?" Lucy smilede hånligt, inden hun vendte om og forsvandt ind bag døren til hendes værelse, som hun smækkede efter sig. Tilbage stod jeg endnu mere forvirret. Min trang til at se, om Luke havde prøvet at komme i kontakt med mig, var så overvældende, at jeg straks rodede mine skuffer igennem for min mobil oplader. Jeg satte den i stikket, og måtte vendte nogle få minutter før, at den igen kunne tændes. Straks som telefonen fik ordentligt forbindelse kom en besked ind. 

"Ring så snart du ser det her. -Luke xx" stod der på skærmen. Jeg skyndte mig straks ud af beskeder, og gik hurtigt ind på opkald, hvorefter jeg hurtigt trykkede på Luke's navn. Den velkendte bip-lyd, som indikerede at telefonen ringede, varede i længere tid end jeg havde tålmodighed til, før jeg blev sendt videre til Luke's telefonsvarer. Irriteret lagde jeg på, og forsøgte igen at ringe ham op. Dog uden held. Jeg blev stresset, som medførte at hovedpinen vendte tilbage. Efter at have forsøgt at ringe Luke op omkring 10 gange, gav jeg op, og smed irriteret telefonen fra mig.

 

***

 

Da jeg vågnede nogle timer senere, lyste min telefon op. Selvom mit hoved stadigt gjorde voldsomt ondt, sprang jeg op af sengen og for hen til min mobil. Da jeg så Luke's navn på skærmen, begyndte mit hjerte straks at slå hurtigere og voldsommere. "Hey. Undskyld, jeg så ikke dit kald. Vi skal snakke. Jeg henter dig kl.20.00. xx Luke." Jeg kiggede på klokken, og konstaterede at Luke ville være her om 15 minutter. Jeg takkede mig selv for, at jeg havde vågnet i tide. 

Jeg gik nedenunder for at tage et glas vand, og ikke mindst for at sluge nogle piller for at dulme smerterne i hovedet. Far og Susan sad i stuen og så fjernsyn, og min far vendte rundt da han så at jeg stod i køkkenet. Han rejste sig, og stod snart med armen om mig i køkkenet. "Ja, vi har altså spist. Du sov, så ville ikke vække dig," sagde han. "Tak," sagde jeg. "Far, har du noget imod at jeg går en tur? Får noget frisk luft og sådan?" Det føltes en smule forkert ikke at fortælle ham, hvad det egentligt var jeg skulle. Men sagde jeg sandheden, ville jeg sikkert ikke få lov. Og skulle jeg kunne tænke nogenlunde klart, så var jeg nødt til at snakke med Luke. "Selvfølgelig. Frisk luft til hjernen gavner vel efter at have været lukket inde på det hospital," sagde min far. Jeg nikkede, og drak det sidste af vandet. "Skal du have selskab?" Min far kiggede medlidende på mig, og smilede bredt. Jeg havde lyst til at sige ja, fordi jeg endeligt gerne ville tage imod den kvalitetstid, som min far og jeg så sjældent havde sammen. Så da jeg pænt sagde, at jeg helst ville gå alene, gjorde det alligevel en smule ondt. Min far smilede en smule skuffet, inden han ønskede mig en god tur. Han traskede tilbage i stuen, mens jeg gik ud i entreen.

Jeg tog hurtigt nogle sko og en jakke på, og smuttede ud af døren. Der var ingen bil at se endnu. Jeg kiggede igen utålmodigt på klokken, og konstaterede at Luke var forsinket. Alligevel holdt der pludseligt en flot sort bil ved siden af mig, og døren åbnede sig. Jeg kiggede ind, og så Luke's varme smil. Et sus gik igennem mig, mens jeg satte mig ind i bilen.

"Fin bil jeg har skaffet hva'?" sagde Luke stolt. Han kiggede tilfredst på mig og smilede over hele ansigtet. Jeg rystede blot let på hovedet, mens jeg klikkede min sele på plads. "Og du vælger at starte med at snakke om biler'," sagde jeg, og lød med vilje en smule pigefornærmet. "Troede da, at du ville sige 'hej' til mig." Han tog hånden op til mit ansigt, og holdte det fast mens han lænede sig over mod mig. Vores læber mødtes i et kys, og jeg smilede inden at det gentog sig. "Hej," sagde han, stadigt med læberne mod mine. Jeg smilede, og kyssede ham endnu engang. Han kyssede mig igen, og langsomt tog jeg fat i hans nakkehår. "Vi holder stadigt foran vores hus," sagde jeg, selvom Luke prøvede at fortsætte. Jeg trak mig tilbage til mit sæde, og han kiggede skuffet på mig. "Var det ikke meningen at vi skulle snakke måske?" sagde jeg, og smilede til ham. Lidt fornærmet, men stadigt med et smil på læben, startede Luke bilen. "Man kan godt snakke uden at bruge ord," sagde han.

Vi kørte ned af vejen, og ingen af os sagde rigtigt noget, før at vi kørte ud på motorvejen. "Hvor blev du af?" spurgte jeg. "Jeg var nødt til at gå," sagde Luke. Den dæmpede musik og fornemmelsen af at køre hurtigt, fik det hele til at føles en smule lettere. Selvom der var ved at være mørkt udenfor, sad Luke med solbriller på. Jeg kunne sidde og kigge på ham i evigheder. Han fuldendte noget indeni mig, som jeg på ingen måde ville kunne forklare. Men det var som om, at bare synet af ham kunne løse hele verdens problemer. 

"Hvorfor var du nødt til at gå?" spurgte jeg. Luke sukkede. Han overhalede en lille grøn bil, inden han forlod overhalningssporet, for at vende tilbage til det andet. "Susan mødte op på hospitalet. Hun begyndte at råbe af mig og bad mig om at skride hjem. Hun mente ikke, at jeg havde noget at gøre der. Hun sagde, at jeg kun var til besvær, at jeg ødelagde dit liv og gav dig besværligheder," sagde Luke. Imens begyndte det at regne, og fornemmelsen var fantastisk og let. Selvom jeg var vred på Susan og rigtigt mange andre ting, så var det som om, at det at sidde her med Luke, med høj fart på vej væk for kort tid, med regnen piskende mod ruden, gav mig et pusterum i mine tanker.

Jeg åndede lettet op, og Luke kiggede forvirret over på mig. "Du må lige forklare din reaktion," sagde han. Jeg grinte let, og satte mig tilbage i sædet. "Jeg ved det ikke. Jeg burde være sur på Susan. Men... Men det er som om, at jeg er i et helt andet univers lige nu. Langt væk fra problemer," sagde jeg. Jeg havde aldrigt været glad for nærkontakt, og alt omkring mit forhold til Luke havde på mange måder været grænseoverskridende. Det havde gjordt mig stærkere og gjorde også, at jeg nu turde ligge min hånd ovenpå hans, som roligt lå placeret hen over gearet. Han slap det for en stund, og tog min hånd istedet. "Du aner ikke, hvor meget det her betyder for mig," sagde jeg, og kiggede over på Luke. Selvom det var svært for ham, formåede han alligevel kort at gengælde mit blik, før han igen var nødt til at kigge på vejen. "Du aner ikke, hvor meget du betyder for mig," sagde han.

Det syntes uvirkeligt, hvordan mødet med 5 seconds of summer havde forandret mit liv. For bare få måneder siden, havde jeg aldrigt turdet sige Lucy imod. Jeg havde aldrigt turdet give mig selv lov til, blot netop at være mig selv i andre end min fars selskab. Jeg havde aldrigt kunnet tage en andens hånd, uden at det ville føltes som en tvungen følelse. Jeg var taknemmelig af hele mit hjerte, selvom jeg langt fra var i mål. Det var stadigt svært. Og det føltes også meget uoverskueligt til tider. Men som jeg sad her, føltes det alt besværet værd.

Hvor ville min mor have været stolt.

 

----------

Hej læsere.

Jeg undskylder for den lange ventetid på dette kapitel. Men her er det, og jeg håber at i synes om det.
Jeg har først for nyligt fået sommerferie, som er grunden til min manglende aktivitet. Jeg vil opdatere meget gennem sommeren, så jeg håber i stadigt vil følge med. Historien er langt fra forbi :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...