Spring - Luke Hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2014
  • Opdateret: 2 jul. 2016
  • Status: Igang
Den stille pige Rose Mitchell vinder et meet and greet, hvor hun skal møde sit favoritband 5 seconds of summer. Rose skal mod sin vilje have sin populære halvsøster Lucy med, som på alle måder er modsat af Rose. Alt forandres efter dette meet and greet. Hvor Rose før levede i skyggen af Lucy, kommer Lucy nu til at stå i skyggen af Rose: Rose får, modsat Lucy, nemlig et godt forhold til bandet. Og Lucy vil hævne sig, og forhindre et godt forhold mellem halvsøsteren og 5 seconds of summer - især forholdet mellem Rose og Luke Hemmings. En masse drama venter Rose, og hun finder ud af, at livet godt kan være skrækkeligt fantastisk.

157Likes
181Kommentarer
31917Visninger
AA

14. Kapitel 12

Kapitel 12

Mine følelser var et rod. Jeg følte mig skyldig, men med en viden om, at jeg var uskyldig. Jeg var ked af det, men også ufatteligt vred. Jeg kunne ikke styre mine tanker, mens jeg gik ned igennem den mennesketomme gade. Regnen silede ned, og slog kraftigt mod mit tøj.

Der ville ikke gå lang tid før, at mit tøj ville blive gennemblødt. Sneakers og en tynd sensommerjakke havde ikke været det bedste valg.

Jeg blev ved med at gå, uden egentligt at vide hvorhen. Jeg havde intet mål, andet end blot at komme så langt væk som muligt fra alle de problemer, som der lå og ventede på mig i mit hjem. Regnen borede sig efterhånden igennem mit tøj, og jeg begyndte langsomt at fryse. En telefon havde jeg ikke engang taget med. Jeg var helt på bar bund.

Jeg havde gået i noget tid nu. Måske flere dage, måske flere timer. Jeg anede det ikke. Jeg havde ingen tidsfornemmelse længere. Min næse var begyndt at løbe, og våde totter af mit hår stak ud fra den i forvejen gennemblødt hætte. Jeg kiggede mig rundt omkring og opdagede, at jeg ikke vidste, hvor jeg befandt mig. Der var ikke et hus at spotte i miles omkring, og jeg havde ikke rigtigt andet valg, end blot at fortsætte med at gå ud i intetheden.

Efterhånden stilnede regnen af, og tågen som havde lagt sig i et tykt lag rundt omkring mig, begyndte at ophæve sig. Jeg var svimmel, og vidste godt at jeg snart ikke ville kunne gå mere. Sulten gnavede i mig, og det føltes som om, at mine ben kunne finde på at knække sammen under mig, for hvert sekund der gik. Min krop skreg efter hvile, da udmattelsen lidt efter lidt satte sig solidt i min krop. Jeg knep øjnene sammen, og spottede lige akkurat et ensomt hus længere fremme. Det blev min opgave at opsøge det. 

Det eneste der holdte mig i gang var, at hvis jeg ikke snart fik mine behov for mad og hvile opfyldt, kunne det ende rigtigt galt. Og rigtigt galt kunne betyde, at jeg ikke så Luke igen. Og det måtte for alt i verden ikke ske. Jeg savnede Lukes arme omkring mig, hans skæve smil og hans varme stemme der fortalte mig, at alt nok skulle blive okay. Jeg savnede ham næsten som jeg savnede min mor. 

Der var en lang vej belagt med småsten med træer i kanten, som førte ned til huset. Det var ikke en gård. Godt nok var der marker omkring, men der var intet andet end huset at se. Ingen stalde til dyr og ingen lader til maskiner. Kun det lille hus, med en stor have omgivet af træer. 

Til sidst ville mine ben ikke længere. Jeg faldt ned på stenene uden at kunne nå at tage fra med armene. Mit hovede styrrede hårdt ned i stenene, som efterlod blødende rifter i mit ansigt. Alt fornuft havde forlængst forladt mig, og overlod kun min trætte, svækkede tankegang til spontaniteten der fortalte mig, at jeg skulle hen til det hus. "Jeg er der næsten," sagde jeg højt for mig selv, da jeg begyndte at kravle hen af småstene. "Du er så tæt på," sagde jeg. Kun mit hovede holdte mig i gang. Min krop gav snart op, og forlangt at jeg skulle slæbe mig hen af stenene.

Jeg fik slæbt mig hen til husets hoveddør, hvor jeg løftede mig for at banke på, men faldt tilbage på trappeafsatsen. Jeg slog hovedet ned i trappens kant, og alt gik i sort.

Selvom jeg intet kunne se og ikke kunne bevæge mig, var mine sanser stadigt skarpe. Jeg lå der bare, på den kolde våde jord, mens jeg hørte næsten alt omkring mig. Indimellem besvimede jeg. Jeg kunne ikke åbne mine øjne, men jeg hørte det hele. Da en bil kom kørende, en kvinde gå mod mig i høje hæle. Et højt gisp, en let rusken, og ikke lang tid efter, sirenerne fra en ambulance. Alt gik så stærkt.

Da jeg endeligt kunne slå øjnene op, lå i en sygeseng på et hospital. Udenfor var det mørkt. Der sad en fremmed kvinde ved siden af, som smilede så trygheden hurtigt faldt over mig. Jeg blinkede let med øjnene, og prøvede at sætte mig op i sengen. "Hej," sagde kvinden, og rejste sig for at komme tættere på. Hun lagde en hånd på min arm, som jeg ville have rystet af mig, hvis det ikke var fordi, at det var umuligt for mig at bevæge andet end hovedet. Jeg ville gerne spørge hende, om hvem hun var. Men da jeg åbnede munden for at sige noget, fremtvang jeg ingen lyd. Kun en svag hæshed.

"Jeg forstår hvis du er forvirret," sagde kvinden, som stadigt smilede til mig. "Mit navn er Agnes. Jeg fandt dig ude foran min hoveddør. Du var besvimet, og havde slået hovedet slemt." Kvinden havde kort lyst hår, blå øjne og mælkehvide tænder. Et pragteksemplar på en dansk kvinde.

Hun fortalte mere om sig, hvoriblandt jeg lagde mærke til, at hendes kæreste var fra Australien. Han var ikke tit i Danmark hos hende, men var det dog ca. 1 uge af gangen om måneden. Hun boede alene i huset. Hun havde ingen børn, men var gravid i anden måned. 

"Du må undskylde at jeg bare sådan plapre op om mig selv," sagde Agnes. Jeg ville gerne svare hende, at det bestemt intet gjorde. At det kun var rart at høre nogen snakke igen. Men jeg havde stadigt ingen stemme. Istedet knurrede min mave højt. Straks efter kom der en sygeplejerske ind med mad til mig, som hun stillede inden hun gik igen.

Det viste sig, at jeg havde ligget på hospitalet i 3 dage. Jeg havde fået beroligende medicin, sådan at jeg kunne sove helt igennem. Mit hovede havde det også langt bedre, og jeg følte mig mere frisk psykisk. Min far og Susan havde været her. Agnes fortalte, at min far havde været ked af det der skete. At han på ingen måde havde forventet en så alvorlig følge som denne.

Agnes forlod mig ikke på hospitalet, på trods af at vi var fuldstændigt ukendte for hinanden. Jeg fik sovet endnu mere, og fik mindre og mindre medicin. En læge fortalte mig, at jeg havde været heldig med hovedet. Jeg kunne have slået hul på kraniet. Jeg var sluppet med en slem hjernerystelse, og en del skrammer og sår på hovedet, som forsagede at jeg skulle syes.

Efter yderligere 2 dage på hospitalet, var jeg i klar bedring. Min far havde været her flere gange med blade at læse i og lidt chokolade at spise. Men jeg havde endnu ikke haft stemme til at snakke med ham. Han kunne selvfølgeligt ikke være her længere af gangen, fordi at var nødt til at skulle arbejde. Han fortalte mig om Susan og Lucy, og om snakken om psykolog hjælp og skoleskift. Jeg kunne nu ikke overskue at skulle tænke over sådanne ting, men jeg kunne ikke lade være. Jeg anede ikke hvilken hverdag jeg ville vende hjem til, når jeg engang kunne forlade hospitalet.

Jeg vågnede en nat, hvor der var helt stille på hospitalet. Lampen ved siden af min seng var tændt, og jeg kunne ane Agnes sidde på stolen ved siden af. Jeg betragtede hende sidde og sove, med armene solidt lagt omkring hendes koralfarvede håndtaske. Selv i søvne smilede hun.

"Tak," hviskede jeg. Min stemme var ved at vende tilbage. Jeg følte virkeligt, at jeg skyldte Agnes noget.

 

***

 

Jeg vågnede ved lyden af småsnakken. Jeg satte mig forsigtigt op i sengen, og straks forstummede snakken. Agnes og en sygeplejerske rettede begge opmærksomheden mod mig. Jeg skar ansigt af smerten mit hovede forvoldte mig, og måtte ligge mig tilbage i samme stilling som før. "Godmorgen Rose," sagde sygeplejersken. "Hvordan har du det?" "Ondt i hovedet," svarede jeg. Sygeplejersken nikkede, og stak en hånd i lommen efter en lille pakke med piller. Hun fyldte en glas med vand, og gav mig pillen i hånden samt glasset.

"Vi beholder dig en dag mere," sagde hun, mens jeg slugte pillen og tog en masse slurke af vandet. Jeg lagde mig tilbage i sengen, og lukkede øjnene i håb om, at det ville fortrænge noget af smerten. "Vi regner med at kunne udskrive dig i morgen." Jeg nikkede forsigtigt, men fortrød hurtigt. 

"Du er blevet syet, og du er i klar bedring. Du har været meget heldig at det ikke var værre," sagde sygeplejersken, inden at hun forlod rummet. Tilbage stod Agnes. "Glæder du dig ikke til at komme hjem?" spurgte hun. "Jo," løj jeg. At skulle hjem til en råbende Lucy, som i forvejen hadede mig, var ikke det jeg havde allermest behov for lige nu. Jeg nød at ligge i stilhed for mig selv. Jeg vidste godt at Agnes for det meste var der, men der var et eller andet roligt over hende som gjorde, at jeg sagtens kunne slappe af og være mig selv i hendes selvskab.

"Jeg har en god og en dårlig nyhed til dig," sagde Agnes pludseligt. Klokken var lidt over middagstid, og jeg havde lige spist min mad. Jeg lå og kiggede på billeder i et eller andet modeblad, som egentligt ikke fangede min interesse. Men jeg kunne ikke sove, og læse var jeg heller ikke i stand til.

"Hvilken nyhed vil du havde først?" Jeg lagde bladet fra mig, og foldede mine hænder over dynen. "Den dårlige," svarede jeg. "Okay," sagde Agnes. "Din far har ringet, og han kan ikke nå at besøge dig i dag. Der er noget med noget overarbejde. Mange syge på hans arbejdesplads." Jeg sukkede, selvom det egentligt ikke gjorde noget, at min far ikke kom på besøg i dag. Det betød kun, at jeg kunne få mere hvile, mere tid til mig selv og ikke mindst at jeg slap for at snakke. Det gjorde stadigt meget ondt i hovedet at føre lange samtaler.

"Og den gode nyhed?" sagde jeg. Agnes smilede over hele hovedet, og kiggede spændt på mig. "Du får besøg af en anden." Jeg kiggede en smule forvirret på hende. Det kunne vel aldrig være... "Det er en der hedder Luke," sagde hun. Jeg smilede stort, og begyndte næsten at grine af glæde. Jeg kunne ikke stoppe med at smile. Det fik Agnes til at smile endnu bredere. "Det var vidst en meget god nyhed fornemmer jeg," sagde hun. "Hvornår kommer han?" spurgte jeg forventningsfuldt. "Han skulle vidst med et eller andet fly, så det var sidst på eftermiddagen eller sådan noget."

Jeg smilede og lagde mig til rette i sengen. Der ville formegentligt stadigt gå nogle timer før hans besøg. Jeg besluttede mig for at få så meget hvile som muligt, så jeg var nogenlunde frisk når han kom på besøg. Jeg vågnede flere gange for at kigge på uret, men tiden gik ufatteligt langsomt. Jeg havde svært ved rigtigt at falde i søvn, og når jeg endeligt gjorde, så var det ikke mere end 30-40 minutter.

Efterhånden nærmede det sig aften, og sygeplejersken kom med aftensmaden. Agnes var taget hjem. Hun ville ikke forstyrre når jeg fik besøg, og desuden havde hun selv brug for hvile. Men hun havde lovet, at komme igen engang nær midnat. Jeg ventede og ventede. Men da der yderligere gik 2 timer, begyndte jeg at blive nervøs for, om Luke overhovedet kom. En pludselig trang til at græde ramte mig, og tårerne løb lydløst ned af mine kinder. En blanding af savnet af Luke, forvirring omkring alt det der var sket og ikke mindst medicinen gjorde mig følelsesmæssig ustabil.

Da døren gik op, og jeg så en smilende lyshåret dreng stikke hovedet ind, sprang mit hjerte et slag over af glæde. Jeg havde lyst til at rejse mig fra sengen, og løbe Luke i møde. Jeg havde lyst til at kramme ham rigtigt, og trykke mine læber mod hans. Men min krop strittede imod, og jeg kunne ikke andet end vente til Luke nåede hen til mig. Han bøjede sig ind over sengen, hvor han kyssede mig. Hvor havde jeg dog længtes efter ham nær mig. 

"Hej Rose," sagde Luke. Han tog min ene hånd, og nussede mit hår med den anden. "Hej Luke," sagde jeg, og kiggede smilende op på ham. "Fortæl mig hvad der skete," sagde han. Jeg fortalte ham det hele. Om hvordan min far ikke troede på mig. Hvordan Lucy havde beskyldt mig for at ødelægge hendes liv. Hvordan jeg var gået ud i regnen, og gået til jeg ikke kunne gå mere. Hvordan jeg var faldet, havde slået hovedet ned i trappen og at Agnes havde fået mig på hospitalet.

"Så er det lang tid siden du har været hjemme," sagde Luke. Jeg nikkede, og mærkede hurtigt hovedpinen skyde igennem mig. "Hvordan fandt du ud af det?" spurgte jeg. Luke rynkede brynene. "Fandt ud af hvad?" "At jeg var på hospitalet," sagde jeg. Hans kørte sin tommefinger rundt i cirkler inde på min håndflade, mens han holdte mit blik fæstnet. "Din far ringede til mig."

En følelse af glæde og lettelse strømmede igennem min krop. Jeg smilede stort og ukontrolleret. Min far havde for en gangs skyld gjordt noget for mig, som uden tvivl havde været imod Susan og Lucy. Lucy ville hade ham for det. Men jeg elskede ham for det.

"Men hvordan kunne du komme herover? Har i ikke koncerter og sådan?" spurgte jeg. "Du burde du vide bedre end alle andre Rose. Har denne fangirl virkeligt ikke fulgt med?" Han grinede en smule hånligt. Jeg ville have slået til ham, men flere unødvendige bevægelser ville kun gøre hovedpinen værre. "Jeg har jo sovet," forsvarede jeg mig. "Og jeg har ikke måttet læse eller bruge min mobiltelefon, som desuden også er derhjemme." "Det forklarer hvorfor du aldrigt svarede," sagde Luke.

Vi snakkede om lidt af hvert. Luke fortalte om de fede koncerter han og bandet havde holdt i USA. Men vigtigst af alt, så fortalte han mig yderligere om hans genforening med bandets management. Det havde været akavet og underligt, men det var ovre nu. De var ikke glade for det, som Luke og jeg havde sammen, men de vidste også godt, at de kun ødelagde noget for sig selv, og selvfølgeligt os, ved at skille os ad. Så de ville lade det komme an på en prøve. For nu.

Jeg rykkede på mig i sengen, sådan at Luke kunne ligge sig op ved siden af ham. Drengene havde nogle fridage, før der var endnu flere koncerter. Luke havde derfor tid til at besøge mig. Han lagde sig ved siden af mig, og lagde armene om mig. Jeg havde det fantastisk i øjeblikket, udover den konstante bankende hovedpine. Ingen af os sagde noget, men det var kun rart for hovedet at slappe af. Langsomt gled mine øjne i, og jeg faldt i søvn i armene på Luke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...