Spring - Luke Hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2014
  • Opdateret: 2 jul. 2016
  • Status: Igang
Den stille pige Rose Mitchell vinder et meet and greet, hvor hun skal møde sit favoritband 5 seconds of summer. Rose skal mod sin vilje have sin populære halvsøster Lucy med, som på alle måder er modsat af Rose. Alt forandres efter dette meet and greet. Hvor Rose før levede i skyggen af Lucy, kommer Lucy nu til at stå i skyggen af Rose: Rose får, modsat Lucy, nemlig et godt forhold til bandet. Og Lucy vil hævne sig, og forhindre et godt forhold mellem halvsøsteren og 5 seconds of summer - især forholdet mellem Rose og Luke Hemmings. En masse drama venter Rose, og hun finder ud af, at livet godt kan være skrækkeligt fantastisk.

157Likes
181Kommentarer
31917Visninger
AA

13. Kapitel 11

Kapitel 11

"Dine følelser?" spurgte jeg dumt, selvom jeg udemærket godt var klar over, hvad Luke prøvede at sige. Han fnyste irriteret, og kiggede væk. "Jeg tror udemærket godt du er klar over, hvad det er jeg taler om." Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. I lang tid sagde ingen noget. Jeg åbnede munden for at sige noget, men fortrød hurtigt. 

Luke rejste sig, og begyndte at gå mod trappen til husets øverste etage. Jeg rejste mig også, og kiggede efter ham. "Du må ikke være sur," sagde jeg. Han stoppede ved foden af trappen, og lagde sin hånd på gelænderet. Han drejede hovedet, og kiggede tilbage på mig. "Jeg er ikke sur," slog han fast. "Jeg er bare, ja, forvirret. Og det er jeg vidst ikke ene om" Han begyndte at gå op as trappen, hvor jeg fulgte hver af hans bevægelser, indtil han ikke længere var at se.

Jeg satte mig tungt ned på sofaen igen, og støttede albuerne mod mine knæ. Jeg havde dummet mig igen. "Hvorfor er du så fandens langsom til at tænke?" hviskede jeg til mig selv, og blev næsten skræmt over mit ordvalg. Jeg bandede aldrig, og hvis jeg endeligt gjorde det, var det uden at tænke over det. Selvom jeg på alle muligt tænkelige måder prøvede at finde ud af noget, som jeg kunne sige til Luke, så var det som om min hjerne ikke ville samarbejde. 

"Drengen har lige erklæret dig, at han godt kan lide dig. Det er dit crush, Rose. Hvorfor er det så svært?"

Jeg rejste mig fra sofaen og gik ovenpå. Luke stod på badeværelset. Han kiggede på sig selv i spejlet, mens han med et fast greb holdte fast i håndvasken. "Hør Luke, jeg er ked af det. Okay? Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg er lige så forvirret som du er," sagde jeg. Han nikkede, og kiggede ned i håndvasken. "Jeg kan bare mærke at der er noget," sagde han. "Men jeg tog vidst fejl." Han kiggede strengt på mig i spejlet, og jeg tog akavet mig selv på armen, fordi jeg følte mig skyldig, når han kiggede sådan på mig. 

"Nej, du tager ikke fejl. Overhovedet ikke. Det gør mig faktisk lidt ked af det, at du siger det," sagde jeg. "Der var nok en grund til, at jeg stillede mig mellem dig og Lucy den aften." Jeg så det hele løbe ud i sandet, mens en strøm af tårer løb ned over mine kinder. Alt føltes ligegyldigt. Jeg var forvirret og forelsket, og lidt mere forvirret og undertrykt af indtryk. Lukes blik var ikke til at vurdere. 

Pludseligt vendte han sig mod mig, og lagde hænderne om mit ansigt. Han trykkede sine læber mod mine, og en bølge af lettelse skyllede ind over mig i samme sekund. Det føltes så rigtigt. "Hvad sker der med mig," sagde Luke, da vi stod pande mod pande. Han kyssede mig igen. Jeg lagde armene om ham. "Hvad sker der med os," sagde jeg istedet.

Vi gik ned i sofaen igen, hvor vi tændte for radioen. "Hvorfor er det hele så kompliceret?" spurgte Luke. Jeg trak på skuldrene, og betragtede Lukes fingre tromme mod mit lår. "Jeg mener, det hele er bare så underligt. Jeg har aldrig før fået følelser for en pige så hurtigt, og slet ikke på den her måde. Det er som om, at bandets management havde udset det fra start af. Hvorfor skulle de ellers forbyde dig at se mig og de andre? Jeg forstår det ikke. Det gør mig forvirret," fortsatte Luke.

Jeg valgte bare at nikke. Jeg havde aldrig tænkt over, at deres management havde taget afstand fra mig allerede fra starten af. Men der vidste ingen jo hvor det ville bære hen? Og slet ikke, at Luke og jeg ville blive til noget?

"Jeg tror, at jeg ved hvorfor," sagde Luke. Jeg rynkede brynene, og satte mig op i sofaen. "Ved hvad?" "Hvorfor de ikke kunne lide dig fra start." Jeg lænede mig tilbage i sofaen, og afventede et svar. Det lød lidt voldsomt at sige, at der var nogen der ikke kunne lide mig. Det føltes underligt. Luke afbrød min tankegang, da han efter lidt tids stilhed uddybede. "De opdagede vel, at jeg opførte mig anderledes. Var mere mig selv og sådan. Jeg må indrømme, at det overraskede mig, at du aldrig forsøgte at overgå din halvsøster, altså i forhold til opmærksomhed. Du holdte dig til dig selv," sagde han. 

Vi snakkede ikke mere om det. Ingen af os magtede at skulle tænke det hele om og om igen. Vores historie var speciel. Ingen tvivl om det. Den var mærkelig og spontan, uplanlagt, som kommet ud af det blå. Selvom der var mange ting, som jeg gerne ville lave om, så var jeg bange for, at det alligevel ville ændre noget. Luke kunne lide mig, og det var nok at vide. Det næste var bare, at han kan få lov til at kunne lide mig.

Luke var ved at tage sit overtøj på. Han måtte tilbage til USA, og få rettet op på det hele. Jeg havde ikke lyst til at sige farvel. En stemme i mig sagde, at jeg måske ikke ville få ham at se igen. Jeg håbede, at stemmen ikke talte sandt. 

"Taxaen holder derude," sagde jeg, og kiggede ud gennem vinduet. Det var mørkt udenfor, og regnen silede ned. Luke åbnede døren, men vendte sig om mod mig. Han trak mig ind i et kram, og jeg måtte indrømme, at jeg var på randen til at græde. "Vi finder ud af det," hviskede han mod mit hår. Taxaen dyttede, og jeg slap Luke med det samme. Jeg tog hans hånd, og han kiggede smilende på mig. "Vi ses," sagde jeg. "Vi ses," sagde han, da han slap min hånd og gik ud i regnen.

Og så var han væk. Huset var lige så tomt, som den følelse jeg nu bar rundt på. Yderligere havde jeg lidt over 1 dag tilbage, før far og Susan ville komme hjem. Jeg vidste stadigt intet om Lucy. Hun var muligvis taget over til en ven eller noget. Jeg slog hende ud af tankerne, og lagde mig på sofaen. Jeg konstaterede efter lidt tid, at jeg var virkeligt træt. Jeg kunne næsten ikke holde øjnene åbne til den film, som der kørte i fjernsynet. 

Jeg gik derfor ovenpå, hvor jeg lagde mig i min seng. Inden længe lukkede jeg øjnene, og faldt i søvn.

 

***

 

Jeg vågnede ved lyden af min mobiltelefon. Der var kommet flere sms'er ind, fra både min far og fra Luke. "Hej. Håber du er okay. Vi kommer hjem i dag istedet, oprydningen er klaret. Knus far." Jeg glædede mig faktisk til at se min far igen. Desværre var jeg bange for, at de ville blive forskrækket over, at Lucy ikke var her. Men måske kom hun hjem inden. Eller også vidste de besked i forvejen. Hvem ved?

"Ring så snart du kan xx" lød beskeden fra Luke. Jeg ringede ham op med det samme, og blev helt varm indeni ved lyden af hans stemme. "Hej Rose." Jeg rødmede uden en egenlig grund. Men jeg savnede allerede Luke ufatteligt meget, selvom jeg ikke var meget for at indrømme det. Han betød mere for mig nu, end hvad jeg på nogen som helst tænkelig måde nogensinde kunne have forestillet mig. "Hej Luke," svarede jeg. "Jeg har snakket med vores management," sagde han. Der blev stille i den anden ende, og jeg ventede utålmodigt på, at Luke skulle uddybe. "Og..?" "Og de vil godt give mig lidt frihed. Altså, jeg må godt se dig, bare det ikke går ud over bandet." Jeg kunne næsten høre Luke smile gennem telefonen, og jeg åndede lettet op. "Dejligt," sagde jeg og nikkede til mig selv. "Jeg må løbe nu," sagde Luke. Han lagde røret på, og jeg smed telefonen i sengen og smilede for mig selv. Det var bestemt en god nyhed.

Nedenunder hørte jeg en dør gå op, og jeg spænede ned af trappen. Ind trådte min far, og jeg løb ham glad i møde. Han bredte sine arme ud, og trak mig ind i et stort kram. "Hej Rosey," sagde han, med en anelse tristhed i stemmen. Jeg trak mig ud af krammet, og kiggede på ham. Min far så bestemt ikke glad ud, selvom han forsøgte med et halvhjertet smil. "Far, hvad er der galt?" spurgte jeg. Han begyndte at tage sin jakke af, som han hængte på en af krogene. Han undgik øjenkontakt. "Det..." begyndte han. Han kløede sig i nakken, og puttede hænderne i lommerne på hans bukser. "Lad os lige sætte os ind i stuen." 

Jeg blev straks bange for hvad han ville sige. Normalt var min far ikke en der lagde skjult på følelser. Og det var egentligt ikke fordi, at han havde lagt skjul på noget nu. Men alt havde syntes normalt for dem, inden at de tog afsted. Hvis det så var et familiemedlem der var blevet syg, eller der var sket et eller andet til min onkels fødselsdag, det vidste jeg ikke. Men jeg håbede inderligt på, at det ikke var noget alvorligt.

Min far satte sig i sofaen, og jeg i stolen overfor. "Far," sagde jeg, da jeg syntes der havde været stille nok. "Undskyld, jeg er bare en smule chokeret," sagde han. Endeligt kiggede han mig i øjnene. "Vi ved det med Luke og Lucy." Jeg stivnede, så snart Luke blev nævnt. "Hvad ved I?" spurgte jeg nervøst. "Hør, Rose. Jeg ved godt det kan være svært at acceptere, at din halvsøster er sammen med et af dine idoler. Det forstår jeg 100%. Men du kan ikke splitte dem ad, på samme måde som du gjorde på den natklub," sagde han. Jeg rynkede forvirret mine bryn, og lænede mig ind over mine ben. 

"Kan du prøve at præcisere det lidt?" sagde jeg. Jeg var bestemt forvirret. Splitte dem ad? Fra hvad? At Lucy skulle have æren af at komme i verdens medier på en løgn? Aldrig i livet.

"De unge mennesker var ved at opbygge noget sammen, som du så har ødelagt," sagde min far. "Som jeg har ødelagt? Hvad har jeg ødelagt?" spurgte jeg vredt, mens jeg mærkede hvordan varmen steg mig til hovedet. "Lucy og Luke. De havde chancen for at få et godt forhold til hinanden. Du gik imellem dem den nat, og det har gjordt Lucy ked af det. Hun er stukket af," sagde han. Det var tydeligt at høre, at han kæmpede for at bevare roen i sin stemme. "Du har taget fuldstændigt fejl af det her!" råbte jeg. Min far kiggede forfærdet på mig, men bevarede alligevel sin rolige kropsholdning.

"Det var mig der var ved at opbygge et godt forhold til Luke. Det var Lucy der kom imellem!" fastslog jeg. Min far lagde roligt armene over kors, og kiggede også roligt på mig. Jeg satte mig i sofaen igen, mens jeg med foden trampede i gulvet. Det var svært at holde vreden inde. Men jeg kunne ikke sårer min far. Han var det sidste trygge, jeg havde.

Min far sukkede. "Jeg ved godt hvor vild du er med Luke. Det har jeg lagt mærke til i lang tid. Men at være jaloux på Lucy gavner ikke nogen. Det..." "Jeg er overhovedet ikke jaloux! Du kender ikke historien, far. Det er overhovedet ikke sådan der!" afbrød jeg ham. Pludseligt forvandles vreden til sorg, og tårerne var ikke langsomme til at strømme ned af mine kinder. Jeg lod hvert et hulk forlade min krop, og det gjorde ondt, selvom det på mange måder var lettende at græde det ud.

Min far kiggede på mig, med et blik blandet af medlidenhed, men også foragtelse. Det gjorde ondt at han troede, at jeg havde været den skyldige. Måske var jeg skyldig, men ikke i sammenhæng med Lucy. "Rose, sagen er, at vi ikke ved hvor Lucy befinder sig lige nu. Det var en venindes mor der ringede os op, og fortalte os, at hun var hos dem. Hun fortalte Susan, at Lucy var ked af det. Susan ringede til Lucy, og hun fortalte hvad der var sket," sagde min far. "Vi har efterfølgende prøvet at få fat på hende, men hun tager ikke sin telefon. Og hun er ikke længere hos veninden."

"Hvad venter du på?" sagde en stemme indeni mig. "Så giv dog op. Hvad nytter det alligevel?" Jo mere jeg lyttede til stemmen, desto mere gav jeg den ret. Hvad skulle jeg også bruge alt det besvær til? Alt kunne i princippet være ligegyldigt. Jeg savnede mit gamle, stilfærdige liv, hvor jeg ingen store problemer havde.

"Men hvad med Luke? Hans kærlighed? Du har fået, hvad du ellers kun turde drømme om." Stemmerne i mit hovede forvirrede mig, og en voldsom hovedpine meldte sin ankomst. Jeg røg ud af mine egne tanker, da jeg hørte min far sige mit navn, i en toneart jeg længe ikke havde hørt. "Rose! Så hør dog efter!" 

Jeg kiggede forfærdet på min far, og rejste mig fra sofaen. Jeg begav mig mod trappen, da jeg igen hørte den vrede stemme gentage mit navn. "Rose, kan du så komme tilbage! Det er ikke i orden at behandle sin familie på den måde!" sagde min far. Hans ansigt var rødt af ophidselse, og han pegede truende på mig. "Hvad er der sket med dig? Du tror jeg sidder og lyver dig op i ansigtet. Du tror ikke på mig? Nej, du tror på Susan, som har forandret dig til et monster," råbte jeg. "Mor ville have hadet dig."

Jeg vendte mig om, og løb op af trappen. Far skulle ikke se mig græde. Ikke nu. Hadet i mig voksede, og trangen til at gøre en ende på det hele var overvældende. Jeg smed mig grædende i sengen, hvilket efterhånden var blevet en rutine. Mit liv var blevet en følelsesmæssig rutschebane, med flere op- og nedture end jeg kunne klare. 

Midt i sorgen, tikkede en sms fra Luke ind. "Jeg kan snakke nu Rose xx" stod der. Jeg svarede ham ikke, men kastede istedet min telefon væk, så den ramte ind i væggen, og ned bag ved min kommode. Jeg sukkede højlydt, og lagde mig om på siden for at kigge ud gennem vinduet. Vejret passede til mit humør. Trist, gråt.

"Hvor er hun?" hørte jeg en stemme råbe nedenunder. Jeg nåede kun at konstatere, at det måtte være Lucy, før hun pludseligt smækkede døren op ind til mit værelse. Hendes øjne var røde og mørke, og hendes våde hår klistrede til hendes ansigt. Hun trak vejret aggressivt, og kiggede ondt på mig. "Du har ødelagt alt! ALT! Hører du mig?" nærmest skreg hun. Hun faldt grædende sammen på gulvet, og kort efter stod min far i døren. Lucy lå og hulkede på gulvet, og jeg kiggede forfærdet på hende. Situationen var ikke overraskende, men alligevel føltes det surrealistisk. 

Lucys ord havde sat sig. "Du har ødelagt alt!" havde hun sagt. Jeg kunne se min far tale til mig, men jeg kunne intet høre. Kun Lucys gentagende ord. "Jeg laver ikke andet end blot at ødelægge alt for andre," sagde jeg sørgmodigt, og stirrede på gulvet med et tomt blik. Jeg rejste mig hurtigt, og selvom jeg stadigt hørte min far råbe efter mig, at jeg skulle komme tilbage og snakke om det rodet, og selvom jeg hørte Lucys efterhånden halvkvalte hulk, så fortsatte jeg ned i entreen, hvor jeg tog min jakke og sko på, og gik ud i den kraftige regn.

"Væk," sagde stemmen i hovedet. "Helt væk."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...