Spring - Luke Hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2014
  • Opdateret: 2 jul. 2016
  • Status: Igang
Den stille pige Rose Mitchell vinder et meet and greet, hvor hun skal møde sit favoritband 5 seconds of summer. Rose skal mod sin vilje have sin populære halvsøster Lucy med, som på alle måder er modsat af Rose. Alt forandres efter dette meet and greet. Hvor Rose før levede i skyggen af Lucy, kommer Lucy nu til at stå i skyggen af Rose: Rose får, modsat Lucy, nemlig et godt forhold til bandet. Og Lucy vil hævne sig, og forhindre et godt forhold mellem halvsøsteren og 5 seconds of summer - især forholdet mellem Rose og Luke Hemmings. En masse drama venter Rose, og hun finder ud af, at livet godt kan være skrækkeligt fantastisk.

157Likes
181Kommentarer
31909Visninger
AA

12. Kapitel 10

Kapitel 10

Ingen vidste hvad vi skulle sige. Vi græd begge to, mens regnen silede ned over os. Mit hår var også gennemblødt nu, og jeg var sikker på, at jeg ville ende med at ligge syg. Det betød intet nu. Tiden stod stille. Alt var stille bortset fra lyden af den dunkende bas fra diskoteket og lyden af biler i alt for høj fart. Jeg sukkede, og kiggede op i himlen. De store regndråber der faldt fra himlen var tydelige i det svage nattelys. 

Jeg lukkede mine øjne, mens dråberne ramte mit ansigt som små knive. Det gjorde ondt. Jeg kiggede over på Luke, som sad og stirrede ned i jorden med flakkende blik. Han var stadigt meget fuld, og i følelsesmæssig ubalance. Tøjet klistrede sig til hans krop, og hans hår havde lagt sig under regnens styrke. 

"Luke," sagde jeg hæst, og lagde en hånd på hans bare arm. Han var iskold, og berøringen sendte kuldegysninger gennem mig. Han løftede blikket, og kiggede mig i øjnene. Hans blik ramte mig som et lyn, og smerten blikket forvoldte mit hjerte ramte pludseligt. Han var oprigtigt såret, ked af det og vred. En sammenblanding af alle de følelser der kommer, når man gør noget forkert, for at gøre noget andet godt. 

Vi havde begge taget fejl omkring den opgave. Jeg havde inderst inde godt vidst, at jeg ikke kunne tillade Lucy at være sammen med Luke. Det ville ødelægge mig indeni. Men Luke stod så trofast om en drøm som en del af et band, et evigt venskab med de andre medlemmer og ikke at ødelægge noget for mig. Det gjorde alt sammen, at han kom til at handle forkert. Men hvad skulle han ellers have gjordt? Havde han andre muligheder? Vi stod nu i den samme situation, som den vi havde stået i, inden dette var sket. Men måske var vi mere klar over, hvad der sker indeni os nu.

Luke slap ikke mit blik. Han sagde intet. Hans mund stod som en tynd streg over hans ansigt, men hans langsomt og forsigtigt nikkede til mig. "Jeg ved ikke hvad der sker," sagde jeg. Jeg slap hans blik, og fjernede min hånd fra hans arm. I alt forvirringen græd jeg igen, og Luke rykkede hen til mig, og lagde armene om mig. Jeg lænede mig ind mod ham, og han placerede beskyttende sin hage over mit hovede. "Det gør jeg heller ikke Rose," sagde han.

Stilheden hvilede over os. Langsomt holdt det op med at regne, og som tiden gik, blev natten stille. Musikken var slukket, der var ingen biler at høre. Kun lyden af mit bankende hjerte kunne jeg høre, og jeg talte hvert et slag. 154..155..156...

Da jeg slog øjnene op, var det ikke længere nat. Himlen lyste svagt op, men solen var stadigt ikke at se. Jeg satte mig op, og så at Luke også hvilede. Han sov ikke, for da jeg fjernede mig helt fra ham, åbnede han øjnene. Han smilede anstrengt til mig, og satte sig også op. "Lad os tage hjem," sagde jeg. Jeg rejste mig, og hjalp også Luke på benene. Han havde stadigt en snert alkohol i blodet, og vi måtte gå langsomt ud på gaden. Gaden var mennesketom. Vi fortsatte hen af gaden med armene om hinanden. Jeg frøs, og ville egentligt bare gerne hjem. Vi stoppede op, og jeg ringede efter en taxa, som hentede os og kørte os til mit hus. 

Der var ingen mennesker at se i miles omkreds. Det var tidligt lørdag morgen, så byen sov stadigt. Vi steg ud af taxaen, og jeg hjalp Luke indenfor. Jeg tog Luke med op af trappen, og førte ham ud til badeværelset. "Tag et varmt bad Luke," sagde jeg. Jeg tændte for vandet, og skruede op for varmen. "Men du bliver syg hvis du venter meget længere med at blive varm," sagde han. Jeg rystede på hovedet. "Det gør jeg bagefter. Det vigtigste er, at du får det lidt bedre," sagde jeg. Jeg smilede til ham, og han gengældte det straks, mens han gik helt tæt til mig. Han tog mit hovede i sine hænder, og kyssede mig på håret. "Tak," sagde han, stadigt med læberne mod mit hår. Han slap mig, og jeg forlod badeværelset, og lukkede døren bag mig. 

Jeg gik ind på mit værelse, hvor jeg stadigt havde Luke's tøj til at ligge, fra den nat han fulgte mig hjem i bussen. Det var utroligt, hvordan Luke havde forandret noget indeni mig. Jeg var ikke længere bange for Lucy. Snarere omvendt. Jeg havde fundet en værdi i mit liv, som handlede om andet end at sidde alene. Det var svært at beskrive hvad jeg føler for Luke. Jeg var gået fra mit fangirl crush, til noget der var mere virkeligt. Jeg kunne virkeligt godt lide Luke. Det havde jeg altid kunnet. Men nu. Nu var det bare anderledes.

Jeg åbnede mit skab, og fandt den tørre, hvide t-shirt og joggingbukserne frem, som lå pænt lagt sammen. Jeg havde brugt det meget. Det duftede ikke længere af Luke. Jeg satte næsen ned til stoffet, men kunne ikke fremkalde noget genkendeligt. Jeg lagde tøjet på sengen, mens jeg fandt mit eget tøj frem. Jeg gik tilbage til badeværelset, hvor jeg igennem døren kunne høre vandet ramme gulvet. Jeg lagde tøjet ved siden af døren, og gik nedenunder for at redde sofaen op til Luke. 

Lucy var ikke i huset. Der var ikke andre end Luke og jeg. Mine forældre ville først komme hjem søndag aften, så vi havde god tid til at finde ud af, hvad vi skulle gøre. Jeg gik ovenpå igen, hvor døren til badeværelset stod åben. Tøjet lå der ikke mere. "Luke?" sagde jeg. "Ja," sagde han, og stak hovedet ud af døren. "Du havde stadigt mit tøj." Jeg nikkede til ham, og gik ud på badeværelset til ham. Han kiggede sig i spejlet, mens han tørrede sit hår med et lille håndklæde. "Jeg har gjordt sofaen klar til dig," sagde jeg. "Tak." Han gik ud af badeværelset, så jeg også kunne komme i bad.

 

***

 

Det var en lettelse at få varme i kroppen igen. Jeg mærkede straks trætheden komme samtidigt med varmen, og pludseligt føltes min krop tung. Jeg slukkede for vandet, og steg ud af badet. Jeg gjorde mig færdig, og gik ned til Luke som lå på sofaen med et tæppe over sig. Han smilede da han så mig. Jeg satte mig ved siden af sofaen, og kiggede op på ham. "Hvorfor gjorde jeg det?" spurgte Luke sig selv. "Du skal ikke bebrejde dig selv," forsvarede jeg ham. "Du var presset. Lucy kom med et tilbud, der så ud til at være til at overskue. Desværre tror jeg bare, at det hele er blevet meget værre," sagde jeg.

Luke sukkede, og trak tæppet lidt tætter om sig. Han satte sig op, og hentydede til, at jeg skulle sætte mig op i sofaen ved siden af ham. Jeg rejste mig, og satte mig i sofaen. Han tilbød mig noget af tæppet, som jeg glædeligt tog imod. "Jeg tør ikke engang se hvad de skriver om det," sagde han. Jeg nikkede. Jeg forstod ham godt. Det hele var virkeligt noget rod. Jeg turde ikke tænke på, hvad det kunne få af konsekvenser for Luke. Alt kunne blive ødelagt. Alt.

Jeg tog min mobil, og gik ind på twitter. Min startside var fyldt op af artikler med Luke og Lucy, og så selvfølgeligt mig. Medierne var forvirrede. Men de anede selvfølgeligt heller ikke, at det hele havde været et spil. Der var billeder af en fuld Luke, der drak af en stor flaske på natklubben. Der var billeder af ham og Lucy, hvor de kyssede, dansede, krammede og ikke mindst da hun havde taget på ham. Overalt stod der, at han havde fået en ny, dansk flirt. 'Hende fra meet and greet' stod der.

Og så kom jeg. De nyere opdateringer vidnede om, at ikke kun den ene deltager, af det danske meet and greet, var der. Nej, de var der begge to. Og den ene havde stoppet den anden. De to halvsøstre. Jeg blev bange for, at mine forældre skulle have set noget. Ikke fordi at nyheden var stor i de primære danske nyheder. Men risikoen var der.

Jeg viste Luke nogle af billederne, men han skubbede min mobil væk. "Jeg vil ikke se dem," sagde han. "Jeg behøver ikke blive bekræftet yderligere i, at jeg har dummet mig." Jeg lagde min mobil væk, og kiggede alvorligt på Luke. "Du er nødt til at forklare dem, hvad det er der foregår." "Medierne?" spurgte han. "Nej," sagde jeg. "Drengene, dit band, jeres management. Jo længere tid du venter, des værre bliver det. Det ved du godt." Han nikkede til mig, og rejste sig for at hente sin mobil. Han kom tilbage med den, og satte sig tungt i sofaen igen. Han låste mobilen op, og lyden af indgående sms'er fyldte den ellers så stille stue. Men Luke kiggede ikke beskederne. Hurtigt trykkede han noget ind på telefonen, og satte den op ved siden af øret.

"Hej Ash," sagde Luke nervøst. Jeg besluttede mig for at gå, så Luke kunne snakke i ro og mag. Jeg stod i køkkenet, og drak et glad vand, mens jeg kiggede ud af vinduet. Det var en grå dag, og det ville snart trække op til kraftig blæst og regn. Folk havde taget deres haveborde og solcellelamper ind, for at de ikke skulle blæse væk. Jeg havde læst det kort på twitter. Jeg troede egentligt, at jeg ville høre fra mine forældre. Men jeg vidste intet. Ligesom jeg heller intet vidste om Lucy. Det bekymrede mig faktisk, at jeg ikke vidste, om hun var okay. På trods af at hun havde været tæt på at ødelægge mit liv op til flere gange, så var hun alligevel en del af familien. Og uanset hvor koldhjertet hun end er overfor mig, så kan jeg bare ikke gengælde det. Sådan et menneske er jeg ikke.

Døren til stuen gik op, og Luke gik hen til mig. Han trak mig ind i et kram, som for mig var et godt tegn. "Det skal nok blive okay," sagde han. Jeg trak mig ud af krammet, og smilede til ham. "Hvad sagde Ashton?" spurgte jeg. "De var godt klar over, at det hele havde været helt galt. Men de ville snakke med vores management om det. De bakker mig heldigvis op," sagde han. "Det er jeg glad for at høre," sagde jeg. 

Vi kogte noget vand, og tog el-kedlen, 2 kopper og en masse te-breve med ind i stuen. Vi satte os i sofaen, hvor vi gav os til at kigge på de forskellige muligheder for smag. Jeg hældte det varme vand op i kopperne, og efter vi havde dyppet vores te-brev deri, lænede vi os tilbage i sofaen.

"Men hvad så nu?" spurgte jeg. "Jeg må bare håbe, at drengene at snakke managementet fra noget eventuelt negativt," sagde han. "De havde jo selvfølgeligt hørt om mig i medierne." Det kunne ikke undgås, og slet ikke i deres kredse. "Så de var sådan okay efter hvad der er sket?" spurgte jeg. Luke nikkede. "De forstår godt hvorfor jeg gjorde det."

Vi sad lidt i stilhed, og nippede lidt til teen. Den var stadigt varm, men den brændende fornemmelse på tungen var rar. "Det er også dumt at gå og ligge skjul på det," sagde Luke pludseligt. Jeg drejede hovedet, og kiggede undrende på ham. "Ligge skjul på hvad?" Han rødmede en smule, og kiggede et øjeblik på den dampende te. "På mine følelser," sagde han, og løftede blikket for at kigge mig i øjnene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...