Spring - Luke Hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2014
  • Opdateret: 2 jul. 2016
  • Status: Igang
Den stille pige Rose Mitchell vinder et meet and greet, hvor hun skal møde sit favoritband 5 seconds of summer. Rose skal mod sin vilje have sin populære halvsøster Lucy med, som på alle måder er modsat af Rose. Alt forandres efter dette meet and greet. Hvor Rose før levede i skyggen af Lucy, kommer Lucy nu til at stå i skyggen af Rose: Rose får, modsat Lucy, nemlig et godt forhold til bandet. Og Lucy vil hævne sig, og forhindre et godt forhold mellem halvsøsteren og 5 seconds of summer - især forholdet mellem Rose og Luke Hemmings. En masse drama venter Rose, og hun finder ud af, at livet godt kan være skrækkeligt fantastisk.

157Likes
181Kommentarer
31927Visninger
AA

2. Kapitel 1

Kapitel 1

Lucy havde besøg af sine veninder, og de hørte høj musik, som bragede ud af højtalerne. Jeg kunne næsten mærke gulvet ryste, og mine billeder som stod på en lille hylde, flyttede sig i takt til musikken.

Dette er en af de lørdag aftener, jeg efterhånden er blevet vandt til. Lucy med veninder, som enten hører høj musik eller griner højlydt. Det er jeg egentligt også ligeglad med, for jeg vil alligevel ikke være en del af det. Men Lucy har altid et eller andet 'spændende' at fortælle når familien er samlet, og jeg kan næsten ikke undgå at lytte med. Selvfølgelig lytter far og Susan altid interesseret med, og nyder at høre om Lucy's spændende liv.

Og så er der mig.Hende der sidder på sit værelse en lørdag aften, alene. Det er ikke noget jeg er ked af, tvært imod. Jeg nyder det. Jeg er store fan af 'up-coming' bandet 5 seconds of summer, og min tid går med at høre music, tweete, finde information og se videoer. Det kan lyde som et ensomt og kedeligt liv, men jeg kan godt lide det sådan. Men det er ikke noget min far og Susan synes om. "Har du ingen venner?" bliver Susan ved med at spørge, og det går mig på. Hun skælder mig ud for ikke at være social, og min far ser bare til. Han forsvarer mig ikke. Jeg tror egentligt, at han ville ønske jeg ikke var her.  Jeg er en del af et overstået kapitel, som min far helst vil glemme alt om.

Min mor og far fandt sammen for 20 år siden. Mødte hinanden på et kursus, forelskede sig, blev kærester, og året efter at de havde mødt hinanden, kom jeg til verden. Mine forældre var lykkelige. De så ihvertfald lykkelige ud på billederne, og jeg husker da også min barndom som en lykkelig tid. Jeg havde et godt liv med mine forældre, indtil ulykken. Min mor kørte galt, og døde på stedet. Jeg var omkring 14 år gammel, og mit liv gik nærmest i stå. Min far gik ned med stress, og det var ærligt talt en meget hård periode for os. Og vi havde hver vores måde at bearbejde sorgen på: Jeg lukkede mig inde. De veninder jeg havde haft, dem holdt jeg op med at se. Jeg stoppede med at følge med i skolen, hvilket kun resulterede i endnu mere sorg for min far. Det eneste, som jeg følte mig hjemme i, var musikken. Jeg var begyndt at høre mere musik, og fandt bandet 5 seconds of summer, som gav mig glæde gennem deres musik og videoer. Derfor holder jeg ufatteligt meget af det band. De hjalp mig, da ingen andre gjorde. De betyder alt for mig. Alt.

Pludseligt mødte min far Susan: En kvinde i starten af 40'erne, med blankt sort hår og et dejligt smil. Og hun var da også sød. Dengang. Men da det begyndte at blive seriøst mellem min far og Susan, og de flyttede sammen, mødte jeg Susans datter fra et tidligere forhold, som jeg nu kan kalde min halvsøster. Den jævnaldrende Lucy, og var, ligesom sin mor, utrolig smuk. Da de var flyttet til byen og ind i vores hus, begyndte hun på det samme gymnasium som mig, og hun fik mange venner på ingen tid. Folk på gymnasiet kender mig ikke som Rose, men som Lucy's kiksede halvsøster. De sagde aldrig 'kiksede', men jeg ved de tænkte det. For jeg ligner på ingen måde Lucy: hverken personligt eller uadtil.

Sådan var mit liv. Det hele gav mig en mærkelig følelse, for jeg var egentligt ikke klar over, om jeg ønskede det anderledes. Jeg kunne godt lide, men stille og rolige asociale tilværelse. Engang havde det været anderledes, men da min mor døde, var det som om livet ikke var så meget værd. Det tog lang tid at komme igennem, men jeg følte mig også stærkere på den anden side, selvom det stadigt gjorde ondt. Jeg var kommet efter det faglige i skolen igen, men det sociale vendte aldrig tilbage.

I aften skulle Lucy og jeg være alene hjemme. Lucy havde derfor valgt at tage til fest hos en dreng fra 3.G. Det havde hun ellers fået at vide af Susan, at hun ikke måtte, men Lucy gør lige hvad der passer hende. Fordi hun ikke lader regler sætte grænser. Hun har været igennem en del, især på den knapt så lovlige side. Men selvom Susan opstillede regler for hende, og hun ikke fulgte dem, så var Susan alligevel mega stolt af hende. Det var som om, at når Lucy gjorde noget forkert, så var det en sejr for Susan. Hun ville ikke have en datter, som skulle gøre alting rigtigt. Og sådan var jeg. Og jeg var overbevist om, at det er derfor Susan ikke kan lide mig. 

Det bankede let på min værelsesdør, og jeg nåede akkurat at tage mine høretelefoner ud, før Lucy stak hovedet ind. "Vi smutter nu," sagde hun, og man kunne tydeligt se, at hun allerede var rimeligt beruset. Hun tog en slurk af den genstand hun havde i hånden. Hun strakte halsen, og hælede det sidste af den alkoholrige drik ned i halsen, inden at hun kvasede dåsen sammen, og kastede den over i min skraldespand. "Lucy, tror du..." begyndte jeg. "Ja, Rose. Slap nu af. Der sker ikke noget," sagde hun og blinkede. "Vi ses i morgen." 

Jeg skulle lige til at stoppe hende, men hun havde allerede smækket døren i. Selvom jeg ikke burde, følte jeg et hvist ansvar overfor hende. Hun var trods alt en del af min familie. Men det ville ingen forskel gøre. Jeg ville bare få skæld ud af Susan, fordi at jeg ville stoppe Lucy i at udleve sit ungdoms liv, modsat hvad jeg selv gjorde. Jeg forestillede mig Susan stå og skælde mig ud, mens jeg kunne ane min far i baggrunden, stående med et tomt blik, mens han fraværende og nervøst kløede sig selv i nakken.

Jeg rystede på hovedet af mig selv, og vendte tilbage til computeren. Jeg kunne mærke, at jeg var på randen til at græde. Jeg syntes, at det hele var så uretfærdigt. Heldigvis kunne jeg glæde mig ved, at 5 seconds of summer havde annonceret, at de ville tage på tourne verden rundt til næste år, hvor de b.la. ville komme til Danmark. Og jeg var blevet ellevild. Det ville nemlig blive deres egen første tourne! De havde næsten lige udgivet deres første album, og at skulle se dem live, var mit største ønske! Et ønske, som jeg ikke var sikker på, ville blive opfyldt. For da jeg havde fortalt det til min far og Susan, havde de bare rystet på hovedet. "Du skal ikke til nogen koncert, før at du begynder at foretage dig noget andet, end at sidde bag skærmen hele tiden!" havde Susan sagt. Jeg havde kigget surt på hende, og vendt mig mod min far. Han vidste, hvor meget 5 seconds of summer betød for mig. "Far," sagde jeg. "Det er deres første tourne. Du ved hvor..." havde jeg begyndt, men min far afbrød mig: "Susan har ret. Du er nødt til at få noget andet end i hovedet end det band," sagde han. "Det går ud over dine sociale relationer. Hvad blev der af Nicole og Brittany?" Jeg blev vred, forlod stuen og løb op på mit værelse. Jeg smed mig i sengen, og slog knytnæver ned i madrassen, og prøvede at slå min vrede ud. Det endte med at jeg lå og græd istedet. 

I det øjeblik havde jeg ikke lyst til at leve mere. Min far havde bragt noget på banen, som hørte min mor til. Jeg ville ikke give hende skylden, for hvordan jeg havde det, men det var svært at lade være. Jeg tog mig sammen. Jeg ville selvfølgeligt fortsætte mig liv. Ikke for min eller min fars skyld. Men for min mors skyld. Jeg er den eneste tilbage på Jorden, som er en del af hende. For det er min far overhovedet ikke længere. 

Der havde været flere konkurrencer om koncertbilletter til 5 seconds of summer koncerten, og ikke mindst meet and greet. Jeg havde tilmeldt mig alle konkurrencer, hvor jeg hver gang håbede på, at jeg ville blive vinderen. Men så heldig havde jeg aldrig været. Når konkurrence-datoen udløb, sad jeg klar på min e-mail, og ventede på den mail, hvor der ville stå, at jeg havde vundet. Men den kom aldrig. Selvfølgeligt gjorde den ikke det. Mange andre havde også tilmeldt sig, og chancen for, at det var mig der ville vinde, var så minimal, at det næsten ikke var muligt.

Jeg sad på min mail, men den sidste knivspids af håb om at vinde. Den sidste meet and greet konkurrence skulle finde sin vinder i aften, inden at der om 2 uger skulle finde en 5 seconds of summer koncert sted. Jeg opdaterede min mail flere gange, men der var intet nyt. Jeg var en smule nervøs. At jeg var nødt til at indse, at jeg ikke kunne komme til at møde mine idoler, ville være et kæmpe nederlag. Jeg sad og spændte i mine muskler, og da jeg for tiende gang opdaterede min mail, uden at der var kommet noget nyt, lukkede jeg computeren. Jeg ville tænke på noget andet. Jeg besluttede at tage et bad, for netop at løsne op i min muskler, og slippe mine tanker fri. Jeg vendte tilbage til min computer efter badet. Jeg prøvede ihærdigt at tørre mit hår, og derefter redde det igennem, mens min computer langsomt startede op. Da den endeligt åbnede, kunne jeg ikke lade være med, at åbne min mail. Og der var faktisk en ny mail. 

Jeg lænede mig tættere mod skærmen, og kørte musen over mod den uåbnede mail. "TILLYKE Rose Mitchell! Du er den heldige vinder af et meet and greet med 5 seconds of summer."

Jeg læste mailen igen, og derefter en gang til. For jeg troede ikke på det. Udbyderen af dette meet and greet stod i bunden af mailen, efterfulgt af nogle kontaktinformationer. Det var altså sandt! Jeg skreg af glæde, og væltede stolen bagover ubevidst. Jeg var overvældet af en glædesrus som aldrig før. Det føltes fantastisk. "Endelig er det mig der får succes," hviskede jeg til mig, da jeg var faldet lidt til ro.

 

***

 

Da jeg vågnede, kunne jeg på klokken se, at den var 12.00. Det var søndag middag, og jeg havde sovet længe, efter mit følelsesmæssige optur i går aftes. Jeg fattede det egentligt stadigt ikke. Jeg skulle virkeligt møde de 4 mennesker, som praktisk talt havde reddet mit liv. Det var helt utroligt. Jeg tænkte tilbage på i går aftes, som ellers havde set ud til at være endnu en ensom og kedelig aften, i selvskab med min computer, lyden af Luke, Michael, Ashton og Calum og selvfølgeligt mig selv. Jeg kunne godt lide mit eget selvskab, men var jeg alene for tit, kunne det virke meget deprimerende for mig. 

Jeg kiggede rundt på værelset. Skrivebordslampen, loftslampen og sengelampen var alle tændte. Jeg havde heller ikke skiftet til nattøj, og jeg tænkte, at jeg nok var faldet i søvn i går. Jeg havde ikke hørt, at nogen af de andre i huset var kommet hjem. Men det var jeg næsten sikker på, at de var, for jeg kunne høre trin på trappen op til første salen, hvor jeg boede sammen med Lucy. Jeg lå og kiggede op i loftet, og prøvede at tage mig sammen til at stå op. Jeg kunne også høre stemmer nu. Jeg ville hellere selv stå op, end at nogen skulle gå ind på mit værelse, og se mit rodede værelse. Og ikke mindst alle de tændte lys, som signalerede, at jeg havde glemt at slukke dem i går aftes. For solen skinnede for en gangs skyld ind af vinduet, og stod klart på den kolde eftersblå himmel. 

Jeg rejste mig hurtigt fra min seng, kørte hurtigt hårbørsten igennem mit hår, og åbnede da døren. Først så jeg ikke nogen, før at jeg hørte nogen rømme sig. Jeg vendte mig mod trappen, hvor jeg så Susan stå med korslagte arme. Hun så absolut ikke glad ud, og enhver hun kastede hendes blik på, ville føle sig lille. Hun forstod sig på, at få folk til at forstå, at hun havde magten. Hun behøvede ikke engang at sige noget. Hendes kropssprog var nok i sig selv. Det havde Lucy også arvet fra hende. Hun var også dominerende og magtfuld. Det var derfor, også med hjælp fra hendes gode udseende, grunden til, at hun var så populær på vores gymnasium. Der var ikke nogen, der turde sige hende i mod. Heller ikke jeg.

"Der er en, der har taget sig sammen til at stå op, hva'?" sagde Susan. Hun løftede det ene øjenbryn, og kiggede strengt på mig. Jeg følte mig straks lille og dum, selvom det var helt imod min vilje. Susan havde det også med at være sarkastisk.
Jeg forstod virkeligt ikke, at min far kunne holde hende ud. Men hun opførte sig selvfølgeligt også eksemplarisk overfor ham, og han så ikke, når Susan behandlede mig dårligt. Til tider ville jeg kalde det mobning. Men det ville også være lidt af en overdrivelse. Hun havde aldrig været voldelig overfor mig, udover at tage mig hårdt i armen eller noget lignende det. Men hendes ord kunne ramme ligeså hårdt som et slag. Og det vidste min far intet om. Jeg havde flere gange fortalt det til min far, men havde han ikke troet mig. Han var også blot en undersåt til Susan, som bestemte det meste af alt hvad vi foretog os. Hun havde også ændret hans meninger. Hun havde sådan set ændret ham.

"Jeg var i det mindste i huset i nat," sagde jeg. Susan lænede sig op ad væggen, stadigt med korslagte arme og dræberblik. "Hvad mener du med det?" spurgte hun. "At det i det mindste ikke var mig der var til fest hos nogle drenge fra 3.G i nat," svarede jeg. Susan åbnede munden for at sige noget, men det gjorde hun ikke. For i det samme gik døren til Lucys værelse op. Hun trådte ud, og lænede sig ligesom sin mor op ad væggen. Hendes hår var uglet, og stod ud til alle sider. Hun havde stadigt den korte, sorte kjole med palietter på, som hun også havde haft på til festen i nat. Hendes øjen make-up sad som mørke rander under hendes øjne, og generelt var hendes make-up udtværet. Hendes ansigtsudtryk var forpint, og det var tydeligt at se, at hun havde ondt i hovedet. Hun tog sig til hovedet, og skar ansigt. Inden længe var Susan henne ved siden af hende, og havde lagt en arm om Lucys skulder, mens hånden på den modsatte arm forgæves forsøgte at skubbe til noget af det uglede hår, som stod ud til alle sider.

"Har du det godt min skat?" spurgte Susan Lucy. Lucy svarede ikke, men nikkede istedet, hvilket kun førte til endnu flere smerter. Lucy kiggede på Susan med hundeøjne, som kun Lucy kunne lave dem. Jeg kiggede bare måbende til, og mærkede savnet af min mor mere end jeg plejede. Jeg havde faktisk ikke nogen mor. Selvom Susan burde være beskrevet som min papmor, så foretrak jeg at kalde hende min stedmor. Ligesom stedmoderen i Askepot, som satte Askepot til at lave alt arbejdet, mens hendes egne døtre fik lov at gøre, hvad de havde lyst til.

"Du kan bare gå ind og tage noget mere behageligt tøj på. Så går jeg ned og finder noget morgenmad til dig og laver noget te," sagde Susan. "Tak mor." Lucy smilede svagt, inden at hun vendte sig om for at gå ind på hendes værelse igen. Hun smilede triumferende til mig, da hun langsomt lukkede døren i. Jeg rullede med øjnene, og kiggede over på Susan. Hun smilede overhovedet ikke længere. Jeg knep øjnene sammen, og kiggede forvirret på hende. Hendes opførsel overfor Lucy undrede mig ikke. Sådan plejede det at være. Susan vendte sig, og skulle til at gå ned af trappen. 

"Er det nu fair?" spurgte jeg. Hun vendte sig hurtigt om, og gik de få trin, hun havde taget ned, op igen, og gik truende over mod mig. "At jeg laver mad til min datter og sørger for, at hun har det godt?" spurgte hun. Jeg nikkede som svar. Jeg var efterhånden begyndt at svare Susan igen. Ellers ville hun bare rakke mig helt ned. Og jeg ville ikke have, at Susan skulle tro, at hun kunne behandle mig, præcis som hun ville. "Ja. Hun har brudt den regel du stillede for os, og hun skal ikke engang straffes? Jeg forstår det ikke," sagde jeg. "Det kan godt være, at jeg stillede en regel op for jer. Men regler er til for at blive brudt. Det burde alle da vide," sagde Susan. "Lucy har været til fest, og har udlevet sin ungdom. Du bruger din ungdom på at sidde bag en skærm dag efter dag. Hvad forventer du?"

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Så Susan gjorde, som Lucy havde gjordt: smilede triumferende, inden at hun vendte sig om, og gik ned af trappen. Jeg blev stående lidt tid, inden at jeg også gik ind på mit værelse. Jeg besluttede, at jeg ville tage et bad for at dulme min vrede ned. Selvfølgeligt blev jeg uretfærdigt behandlet. Man plejer at kunne vænne sig til det meste, men det her var umuligt. Jeg tog et langt bad, og skyndte mig at gøre mig færdig.

Jeg gik ned i køkkenet, hvor både min far, Lucy og Susan allerede var gået i gang med morgenmaden. De førte ivrigt en samtale om en eller anden storm, som senere ville ramme vores del af landet. Der var ikke nogen, der opdagede at jeg var kommet, før jeg satte mig på den sidste stol om bordet. Det var den gamle og knapt så behagelige stol som stod tilbage. Men det var et arvestykke fra min farmor og farfar, som min far havde fået for et par år siden, da min farmor døde. Da Susan og Lucy flyttede ind, ville Susan have nye møbler. Selvom stolene havde været ejet af min fars forældre, så var han enig. For som han sagde: "Gammelt er godt, men nyt er bedre." Det var et ordsprog, som jeg bestemt ikke var enig i. Susan havde købt nogle nye møbler, og jeg havde insisteret på, at vi skulle beholde stolene. Det havde ført til et stort skænderi. Min far havde selvfølgeligt taget Susans parti, og stolene blev smidt ud. 
Jeg havde hentet dem igen, fordi jeg nægtede at skille mig af med dem. Jeg havde holdt ufatteligt meget af min farmor og farfar, og at min far ikke ønskede at beholde stolene, var mig ubegribeligt. Jeg havde fjernet en af de nye stole, og sat den gamle stol ind på plads. Hver gang, at Susan havde byttet om på stolene, havde jeg også byttet dem om, og til sidst gav hun op, trods at jeg havde fået skæld ud af far, som aldrig før. Det var nok den eneste gang, at jeg havde vundet over Susan.

Susan havde aldrigt kunnet lide mig. I starten havde hun været sød, og havde haft gaver og søde ord til mig. Men jeg er overbevist om, at det kun var for, at jeg skulle få et godt indtryk af hende. Og jeg kunne også godt lide hende dengang. Min far blev glad igen, og han havde ellers været langt nede i et sort hul, hvor det næsten var umuligt at se lys. Susan havde behandlet mig godt, og havde trøstet mig når jeg savnede min mor. Jeg havde ønsket, at min far og Susan skulle være sammen. Det gik også meget godt, indtil det begyndte at blive rigtigt seriøst mellem min far og Susan. Da jeg mødte Lucy, blev jeg usikker på mit ønske om, at min far og Susan skulle være sammen. Lucy havde været en smule nedladende overfor mig. Hun havde givet et godt indtryk på min far, men mig havde hun knapt sagt et ord til. Hun havde dømt mig til at være hendes opmærksomhed uværdig. Jeg havde fra starten vidst, at jeg ikke ville kunne hænge sammen med Lucy - og det gjorde mig selvfølgeligt nervøs for, om Susan bag en facade ville være lige sådan overfor mig også. 
Og det viste sig så, at jeg havde ret i den påstand. For da Lucy og Susan flyttede ind, ændrede alt sig fuldstændigt. Selvom min far virkede gladere, så blev jeg mere og mere deprimeret. Langsomt kom alt til at dreje sig om Lucys spændende liv, og om ting Susan og Lucy havde oplevet, og hvad de skulle opleve. Min far var fascineret af deres oplevelser og drømme, og langsomt fadede jeg ud af hans tankegang. Jeg blev mere fraværende ved bordet og jeg blev endnu mere asocial end jeg førhen havde været. Det vendte op og ned på mit liv.

Samtalen ved bordet kørte, og Susan spurgte ind til den fest, som Lucy i nat havde været til. Lucy havde fjernet sin make-up, redt hendes hår og havde klædt om. Hun så næsten helt frisk ud. Mens de talte, tog jeg små pandekager og lidt røræg, inden at jeg gik ind i min egen verden, hvor det meste handlede om 5 seconds of summer. 

"Rose?" Jeg blev straks revet ud af mine tanker, og kiggede forvirret rundt på de andre. Det skete også tit for mig i skolen. Men jeg ønskede ikke, at leve i den virkelige verden. Min egen verden, hvor 5 seconds of summer og jeg næsten var de eneste indbyggere, var der ingen problemer, fordi at der ingen Lucy og Susan var. "Vi er ved at snakke om vores planer for den næste uge," sagde far. "Har du nogen planer?" "Ikke for denne uge," sagde jeg. Susan spærrede øjnene op, og kiggede overrasket på mig. Jeg var normalt et hurtigt overstået emne, når det galt at snakke om planer for den følgende uge. Jeg havde nemlig sjældent planer. Jeg hadede at have faste rammer for, hvad der skulle ske. Jeg kunne bedst lide at indrette mig efter, hvis der skulle komme noget pludseligt, som jeg ikke havde styr på. Men det skete næsten aldrigt.

"Ikke for denne uge?" sagde Susan, og hentydede til, at jeg skulle uddybe, hvad jeg havde startet. "Jeg har planer for næste uge, ja." Jeg smilede stort til Susan, som så både forvirret og irriteret ud. Jeg nød situationen. Selv om det lød en smule selvoptaget, så var der fokus på mig lige nu. Det var en uvandt situation for mig, især fordi at Susan ikke havde kontrol over situationen. "Jeg deltog i en konkurrence om et meet and greet med 5 seconds of summer," sagde jeg, og trak ud. "Og jeg vandt!" Jeg var overrasket over, hvor afslappet jeg lød. Susan og Lucy kiggede surt på mig, mens min far bare sad og smilede. Og det var et rigtigt smil. "Hvor er det dejligt for dig Rose," sagde min far. Han kiggede stadigt smilende på mig. Jeg smilede til ham, hvorefter jeg kiggede over på Susan, som surt kiggede på min far. Hun fornemmede, at jeg kiggede på hende, og hun kiggede istedet på mig. Hendes øjne lynede. 

"Jeg ved nu ikke, hvad jeg synes om det," sagde Susan. Ved siden af hende sad Lucy, som igen lavede store hundeøjne. Susan vendte sig mod hende, og hendes blik blev pludseligt fuld af omsorg og medlidenhed. "Hvad så skat?" spurgte hun Lucy. "Det er bare uretfærdigt, at jeg aldrig er så heldig at vinde sådanne konkurrencer." Lucy kiggede ned i bordet. Susan nikkede til hende, og kiggede igen på mig. "Du kan tage med, hvis du tager Lucy med."

Jeg troede et øjeblik at jeg havde hørt forkert, men da det gik op for mig, hvad Susan lige havde sagt, blev jeg rigtigt vred. "Det er da ikke fair! Jeg har heller aldrig vundet sådan en konkurrence. Og nu skal jeg dele den med Lucy? Hun tager da heller aldrig mig med til nogen arrangementer!" sagde jeg chokeret. Min stemme var hævet, og jeg ville nærmest påstå at jeg sad og råbte. "Nu må du stoppe Rose! Det har intet med det her at gøre. Du burde kun være glad for, at du kan dele din glæde ved at skulle møde det der band med din halvsøster," sagde Susan.

Jeg vidste godt, at uanset hvad jeg sagde eller hvad jeg gjorde, så kunne jeg intet stille op. Selvom jeg havde mange gode argumenter imod, men i sidste ende kunne det ende med, at jeg ikke ville komme til at møde 5 seconds of summer. Og så ville jeg da alligevel hellere have Lucy med. "Hvor er det pænt af dig Rose!" sagde Lucy. Hendes øjne strålede. Hun rejste sig, og gav mig et stort kram, for at udvise sin taknemmelighed."Jeg har ikke rigtigt noget valg," hviskede jeg, og skar tænder. Hun hørte mig ikke, håbede jeg. Men det kunne også være lige meget.

Lucy tog hurtigt sin tallerken af bordet, takkede for morgenmaden, og smuttede op på sit værelse. "Hvor er hun dog skøn," sagde Susan tilfredst, og lænede sig tilbage i stolen. Min far smilede blot til hende. Jeg rejste mig også, dog uden at stille min tallerken i opvasken eller takke for maden. "Hvor ubehøvlet," hørte jeg Susan sige, da jeg var gået ud af køkkenet.

 

***

 

Ugen gik, og også næsten hele af ugen efter den. Det var i dag fredag, og det var i morgen, lørdag, at jeg skulle møde 5 seconds of summer. Ugen var gået utroligt langsomt, og jeg havde undervejs tvivlet på, at jeg ville overleve så lang tid. Jeg var så spændt og nervøs på samme tid, og det gjorde mig forvirret og ukoncentreret. Jeg havde heldigvis weekend nu, og kunne slappe af og forberede mig på i morgen. Tanken om, at jeg i morgen ville møde dem, stå i deres arme, høre dem snakke rigtigt, var fantastisk. Det ville uden tvivl være mit livs højdepunkt. Det eneste, som der ødelagde noget af glæden, var Lucy. Jeg kendte Lucys indvirkning på drenge. Hun kunne få næsten hvem hun ville. Lucy anede ikke engang, hvordan 5 seconds of summers musik lyder og hvordan drengene ser ud. Og jeg var så indebrændt over, at hun alligevel ville komme til at møde dem.

Jeg kiggede på Twitter, hvor Luke nu havde skrevet et nyt tweet. Jeg håbede inderligt, at Luke engang ville følge mig på Twitter. Jeg var helt vild med Luke. Han er så sød, og hans udseende kan ikke beskrives med ord. Han minder om mig på mange punkter, og han er generelt en rigtig dejlig person. Han er perfekt. Og som så mange andre piger, så drømmer jeg om at blive hans. Selvom jeg godt vidste, at det var umuligt, så levede drømmen stadigt i mig. Men Luke kunne, ligesom Lucy, få lige den kæreste han ville have. Og jeg var bange for, at Luke ville falde for Lucy. 

Pludseligt hørte jeg Lucy sige mit navn inde fra hendes værelse. Først ignorerede jeg hende, men da hun blev ved med at råbe, gik jeg til sidst derind. Hun sad på sin seng med sin computer. Da hun så mig, vinkede hun mig hen ved siden af hende. Det var meget sjældent, at jeg var inde på Lucys værelse. Men det var større end mit, og her var flere lys, billeder og ting. Jeg kiggede på hendes computerskærm. Billeder af Ashton, Luke, Michael og Calum var overalt at se, og hun sad og smilede tilfredst. "De ser sgu da godt ud! Dem vil jeg glæde mig til møde," sagde hun. Jeg nikkede bare, og prøvede at synke den klump jeg fik i halsen. Mareridtet blev til virkelighed. Jeg rejste mig fra hendes seng, og gik ud på badeværelset. Jeg satte mig på det kolde gulv, og tårerne begyndte straks at pible frem. Det gjorde så ondt indeni. Lucy var ude på, at ødelægge alt for mig. Hun var ved at tage den sidste rest af, hvad der tilhører mig, fra mig. Min far kunne jeg ikke længere regne med. Han var for længst røget under Lucys og Susans vinger.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...