Love XL

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2014
  • Opdateret: 5 aug. 2014
  • Status: Færdig
Adanya Brunk, en helt normal festglad pige på 17, som måske bare har lidt ekstra sul på kroppen. Ruben Rich, en 18-årig fyr, med lavt selvværd, og al for lidt sul. Hvad sker der, når to vidt forskellige mennesker mødes? Svaret er kort og enkelt: kærlighed.

1Likes
0Kommentarer
188Visninger
AA

1. Ruben Rich

Ruben's synsvinkel

Vinden stormede omkring mine øre, og jeg kom i tanke om det, dem i gården havde sagt til mig, da jeg var mindre: Stormen kan tage dig når som helst, så tynd som du er. Det var også derfor jeg altid havde en tung, vinterjakke på, hvad enten om vejret stod på sol eller regn. Min mor var altid så ræd for at mine knogler ville brase sammen når jeg havde den på, men jeg sagde altid, at det bare var overtro, og at jeg desuden drak en masse mælk, som gjorde mine knogler stærke, for ja, hvad skulle jeg ellers sige til en halvskør dame? Min tynde, skrøbelige krop, skyldtes ikke generne. 

Da jeg var ti, var jeg en smule buttet, og det blev jeg selvfølgelig drillet med. Hvis de bare var blevet ved med at kalde mig "bamsen", kunne det være jeg ikke var nået ud i spiseforstyrrelser. Men livet går ikke altid som planlagt, og ordene blev forværrede som dagene gik. En dag jeg spillede minigolf, var der endda to små børn der pegede på mig, og sagde "Ham der den tykke er god", selvfølgelig var det rart at blive kaldt god, men dengang var glasset halv tomt. Jeg blev kaldt tyk, og fra det øjeblik, vidste jeg hvad jeg ville gøre: sulte mig selv. Jeg hverken spiste eller drak noget i hele to dage, og jeg kunne langsomt mærke hvordan mit hoved var ved at eksplodere. Jeg manglede næring, og hvis ikke jeg fik det inden længe, ville jeg besvime. Da min mor så endelig fik stoppet lidt mad og drikke i mig, og kom det, efter en time, op igen. Det hele var planlagt. Jeg havde lige set en video på nettet om, hvordan man kunne brække tingene op igen. Min mor begyndte at blive nervøs for mig, og tog mig til læge. Lægen fortalte, at jeg bare havde en kortvarig spiseforstyrrelse, og hvis hun prøvede, kunne hun sikkert godt få en bid mad ned i mig. Men sådan gik det desværre ikke til. I hele fem år led jeg af sygdommen "anoreksi", og jeg var næsten tyndere end et skellet. Da jeg så endelig kom over mine spiseforstyrrelse, var intet det samme igen. Jeg spiste og drak som alle andre, bare ikke nok. Jeg var tæt på at brække mig (ufrivilligt) hver gang jeg havde spist. Og nu går jeg så her, stadig med samme problemer. 


Jeg så over mod et ikke hvilket som helst træ - mit grædetræ. Det var det træ, jeg havde siddet oppe i, lige siden jeg lærte at klatre, hver gang noget gik mig på. Jeg kunne gå derop og græde, uden nogen overhovedet lagde mærke til det. Det var befriende på så mange måder. Jeg var på vej derop nu, ikke fordi jeg var trist, bare fordi jeg savnede følelsen af frihed. Fri havde jeg ikke været siden mine spiseforstyrrelse overtog min krop. Jeg klatrede langsomt op i det, for jeg var bange for at falde ned, hvis det var jeg klatrede alt for hurtigt derop. Folk i parken gloede sært på mig, hvilket jeg egentlig godt kunne forstå, for hvilken 18-årig fyr, kravler nu til dags op i et træ, og så i en offentlig park? Selvom folks meninger betød meget for mig, var jeg fuldkommen ligeglad med hvad det syntes om dette. Det var mit hellige træ, og ingen skulle komme imellem os, det havde jeg besluttet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...