Love XL

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2014
  • Opdateret: 5 aug. 2014
  • Status: Færdig
Adanya Brunk, en helt normal festglad pige på 17, som måske bare har lidt ekstra sul på kroppen. Ruben Rich, en 18-årig fyr, med lavt selvværd, og al for lidt sul. Hvad sker der, når to vidt forskellige mennesker mødes? Svaret er kort og enkelt: kærlighed.

1Likes
0Kommentarer
184Visninger
AA

4. Med forældrene boende

Adanya's synsvinkel


Der gik ikke lang tid før det gik op for mig, hvem den såkaldte Ruben Rich var. Mit livs kærlighed. Ordene lød helt forkert i min mund, for det var ikke lige mig, bare at sige sådan, eller tænke det for den sags skyld. 

"Vil du med hjem til mig? Mine forældre er ikke hjemme i denne uge, så vi har huset for os selv", spurgte Ruben. Jeg løftede et bryn.

"Bor du hos dine forældre? Hvor gammel er du?", spurgte jeg lidt overrasket. Ruben begyndte at gnide sine hænder mod hinanden, han så nervøs ud. 

​"J-jeg er 18… og d-dig?", stammede han. Jeg kunne ikke lade være med at smile i mig selv. Han var sgu god nok ham Ruben.

"Jeg er 17, og jeg er flyttet hjemmefra. Men okay, lad os tage hjem til dig", sagde jeg og lo. Ruben så ikke ud til at more sig ligeså meget. 

"Du må undskylde min attitude, men det er det eneste der holder mig fra at gå ned", sagde jeg, da vi var på vej ind ad døren til hans hus. Ruben trak på skuldrene.

"Det er okay. Jeg tror jeg ved hvor hårdt du har det", sagde han. Idet øjeblik blev jeg en smule vred. Hvordan kunne han tillade sig at sige, at han vidste hvordan den føltes? Det stankelben af en dreng, vidste intet om hvordan det var at være overvægtig!

"Åh, hold da kæft", sagde jeg bittert. Ruben så forskrækket på mig, og derefter forvirret. Hans blik gjorde mig endnu mere vred.

"Hvordan kan du tillade dig at sige sådan noget? Du ved intet om hvordan det er for mig, intet!", hvæsede jeg. Ruben så ned i jorden, med foldede hænder. Han vidste ikke hvad han skulle sige. Det gik op for mig, at jeg måske var en smule hård over for ham.

"Jeg undskylder", sagde jeg så. Han nikkede, og vi gik ind. 

"Velkommen til mit ydmyg hjem.", sagde han og smilede usikkert. Jeg nikkede. "Det er ikke så stort, men det er hvad vi har", tilføjede han. Jeg trak på skuldrene. 

"Jeg synes det er en ret stor hytte du har dig her", sagde jeg. Ruben lyste op et øjeblik, det mindste kompliment kunne få ham til at smile. Det var rart at vide. Desværre kunne den mindste grimme kommentar få ham helt ned i kulkælderen.

"Må jeg se din seng?", spurgte jeg højlydt. Ruben bed sig i læben, og så ned i jorden. Han rødmede. 

"Øh, selvfølgelig", sagde han, tog min hånd, og førte mig ind til det jeg ville tro var hans forældres værelse. Vi stod i et langt øjeblik og gloede på sengen.

"Er du klar?", spurgte jeg. Ruben så væk, men nikkede så.

"Ja".

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...