Love XL

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2014
  • Opdateret: 5 aug. 2014
  • Status: Færdig
Adanya Brunk, en helt normal festglad pige på 17, som måske bare har lidt ekstra sul på kroppen. Ruben Rich, en 18-årig fyr, med lavt selvværd, og al for lidt sul. Hvad sker der, når to vidt forskellige mennesker mødes? Svaret er kort og enkelt: kærlighed.

1Likes
0Kommentarer
186Visninger
AA

2. Adanya Brunk

Adanya's synsvinkel

I takt med at musikken blev skruet højere op, dansede jeg mere og mere som en sindsyg. Jeg nød det, men det var jeg tydeligvis også den eneste jeg gjorde. Folk gloede tomt på mig, og jeg var sikker på det havde de grimmeste tanker om mig i hovedet. Jeg plejede at sige at jeg var ligeglad, men det gik mig nu alligevel lidt på, at jeg ikke fik lov til at danse, uden nogen skulle stå og glo underligt på mig, bare fordi jeg ikke var den smukkeste eller tyndeste pige i verden. Jeg var i mit sidste år i college, og det år skulle bruges på at feste, det havde jeg besluttet mig for. Jeg elskede at have sjov, men ingen elskede at have det sjovt med mig. Det kunne også være ligemeget, for hvad betød de for mig? Jeg sad mutters alene i en rutsjebane, som desværre var mit liv. Ja, jeg ville gerne indrømme, at jeg igennem de sidste 3 år har taget lidt på. Desværre af min egen, røvsyge, gode vilje. Jeg blev drillet i skolen, fordi jeg var lav, og et år yngre end de andre. Det var jeg kun pga. mine lorte forældre sendte mig i skole et år tidligere. Jeg kaldte dem lorte, fordi de gennem hele mit liv, behandlede mig som et andet møgforkælet barn, og jeg kunne ikke fordrage det. Jeg elskede at opnå ting uden andres hjælp. De behandlede mig især som forkælet, da jeg begyndte at tage små 50 kg. på. Gav mig mere fedt og snask og jeg ved ikke hvad. Problemet med min pludselige overvægt, var ikke at jeg næsten skulle købe to flybilletter når jeg skulle ud at flyve, men at drillerierne fra andre blev udviklet til mobning. Et held at jeg var for tung til at de andre kunne smide mig i containeren. Jeg kunne dog ikke undgå slag hist og pist, men jeg kom over det. Det eneste der var svært at komme over, var når de brugte ord til at såre mig, det var tusind gange værre end slag. Især ord fra Willows mund gjorde ondt. Jeg vidste ikke hvordan hun bar sig ad, men de gjorde ligeså ondt som piskesmæld. Hun var en dygtig taler, det måtte jeg give hende, men hold dog kæft hvor var hun belastende. Hun var høj og smuk, drengenes drømmepige, men de fleste pigers mareridt. "Nå, hende? Lad hende brænde op i Helvede!", kunne folk finde på at sige, når det gik op for dem hvem man talte om. I det mindste var jeg ikke den eneste folk talte bagom, og det vidste jeg med sikkerhed. Desværre turde andre ikke at sige tingene direkte til hende, som de gjorde til mig. Det kunne måske få hende til at tænke over hvordan hun behandlede andre folk på. Jeg kunne se Willow henne i det andet hjørne af lokalet, og gud, hvor havde jeg lyst til at sige noget til hende. Hun lavede sit lille strippershow foran drengene fra skolen, og jeg fik den klammeste kvalme jeg i mange år havde fået. Jeg tog mig sammen, smurte mine ærmer op, og gik hen til hende.

"Hey, Willow!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...