Annies beretning omkring kærlighed ved første blik | {Oneshot}

Ville du nogensinde finde kærligheden, og tror du på den? Annie har ikke troet på den, siden hendes mor forlod hende og hendes far. Det har gjort noget ved hende. Hun tro ikke, at det er vær at elske nogle, hvis man kun kan blive knust en dag. Men vil hun nogensinde overvinde sig frygt og finde kærligheden? Og kan det måske endda være ved første blik? - Dette er mit bidrag til konkurrencen "What if?"

3Likes
2Kommentarer
240Visninger
AA

1. Kærlighed kommer, når du mindst venter det.

“I could not tell you if I loved you the first moment I saw you, or if it was the second or third or fourth. But I remember the first moment I looked at you walking toward me and realized that somehow the rest of the world seemed to vanish when I was with you.”

― Cassandra Clare, Clockwork Prince


Det hele startede med hans øjne. De grønne øjne. De mindede mig om mørke ølflaskers farve, men der var et glimt i dem. Men igen havde de også en helt anden grøn nuance, en som var helt ubeskriveligt. De var fangende. Og mit blik var nok fanget i op til flere minutter. Hans hår var det næste, at man lagde mærke til. Det var sort og faldt ned i øjne på ham. Det så blødt ud, og jeg måtte lægge bånd på mig selv, for ikke at lade mine hænder løbe igennem det. Men håret stod godt til hans øjne. Ansigtet havde skarpe former, som om hele hans ansigt var hakket i sten. Hagen var fast og havde en næsten usynlig skægstubbe. Kæben var spændt. Hans kinder var let lyserøde, og hans kindben var høje og skarpe. Årh, hvor var han dog i det hele taget et syn fra guderne.

Vent.

Jeg må hellere fortælle lidt omkring, hvordan det hele startede for mig, inden jeg mødte mit syn fra guderne.

 

Hej.

Mit navn var Annie Brain, og jeg var lige begyndt på Druid Hills High School i senior klassen. Mine forældre havde valgt at lade sig skilles for 3 år siden. Eller rettede sagt min mor havde valgt lade sig skille. Jeg valgte min far frem for min mor, da hun havde fundet sig en ny. Det knuste min fars hjerte. Han var altid lykkelig omkring min mor. Og da hun valgte at gå, kom min far ned i kulkælderen. Men min far fik dog en lille smule fra bruddet. Nemlig sine skriveevner og det var han nu blevet berømt på min mors bekostning, da han nemlig valgte at begynde at skrive om sine fejl, og hvad han kunne havde gjort for at beholde min mor. Altså nu må i ikke tro, at han direkte skrev om min mor, men det handlede mere om kærlighed og tabte ved kærlighed. Det var kvinderne åbenbart helt vilde med, så nu var min far på toppen, og var klar til at tage på en tour med sine bøger. Jeg må dog indrømme, at det var rart, at se min far en smule mere glad og lettet efter at have skrevet bøgerne. Men der var dog en lille ulempe ved min fars valg omkring touren. Nemlig at jeg ikke kan komme med.

Så jeg var blevet sendt til mor mod min vilje. Jeg havde ikke snakket med min mor siden, at hun valgte at gå og det troede jeg også, at hun havde acceptere det, det andet år efter hun gik. Min far havde aldrig sagt, at jeg skulle vælge ham frem for min mor, men det havde jeg selv valgt. Jeg syntes, at det min mor gjorde mod min far var forfærdeligt. Men min far havde tilgivet min mor for det alligevel, selvom jeg syntes det er noget af det dummeste, han kunne gøre, men han elskede hende nemlig så højt. Det kunne jeg bare ikke forstå. Hvem kan stadig elskede en som var utro i et år? Det ville jeg ikke kunne, derfor havde jeg valgt kærlighed fra. Jeg ville ikke ende som min far med et knust hjerte. Nu må du ikke tro, at jeg var sådan en som holdte sig helt væk fra drenge. Nej, nej jeg fik skam opmærksomhed fra hele tiden, men jeg undlod bare at lade dem komme for tæt på. Jeg valgte, som regel at holde forholdet kort og uden den følelsesmæssig del og fik, hvad jeg havde brug for. Hvis du forstod, hvad jeg mente. Det hele var min mors skyld efter min meningen. Jeg var bare for bange til at komme tæt på en, som kunne knuste mit hjerte. Men min far tog dog chance, da han mødte min mor. Han havde altid sagt, at det var kærlighed ved første blik. Men hvordan ved du, at det er kærlighed ved første blik? Kom der et skilt, som kun du kunne se ned ved siden af person, hvor der stod: Dette er kærlighed ved første blik.  Nej det troede jeg ikke heller.

Min far havde altid prøvet at forklare mig det. Men det gik aldrig så godt. Det enden altid med, at jeg skændte min far ud for at elske en kvinde, som har været ham utro, men han sagde, at når det var kærlighed ved første blik, så var det ikke sådan lige at slippe af med igen. Han sagde altid, at det føltes, som om at hele verden blev lukket ude, og der var kun den person i rummet og i dit hjerte. Og at man kunne kigge i personen øjne hele dagen, uden at overhovedet tænke over, hvor mange timer der var gået. Han sagde, at hver gang man så personen bankede ens hjerte hurtigere og nogle sprang et slag over. Jeg grinte altid ad ham, når han snakkede om kærlighed, for det var noget være vrøvl.  

Nu hvor i ved lidt om mit liv, skulle vi så ikke komme til den gode del, hvor mit lækker syn af en fyr kom.

Det hele startede efter, jeg havde sagt farvel til min far i lufthavnen, og sat mig om bord på flyet mod min mor i Charleston, i South Carolina. Mig og min far boede i Seattle, i Washington, i det nordlige Amerika. Charleston lå i den sydlige enden af Amerika, så det var en flyvetur på omkring de 8-9 timer. Hvilket gjorde mig mere i dårlig humor, end jeg var i forvejen. Som det nok var kommet til udtryk, var min mor ikke lige min kop te. Så dette skulle nok blive spændende.

Efter de 8-9 timers flyvetur kom jeg af flyet kl. 9 om aften. Jeg skrev hurtig til min far at alt var gået godt.

Min mor og hendes nye mand (Steve) stod allrede med min kuffert i hånden, og vente spændt på mig. De havde ikke set mig, så jeg tog noget tid til at studere dem lidt bare et sekundet og stillede mig hen i et hjørne, som man ikke lagde mærke til.

Min mor havde stadig det brune hår med den honningensfarvet skær. Det kom bag på mig, at hun ikke havde farvet det, altså et nyt liv, et nyt hår. Jeg syntes bare, at når der skete noget nyt i folks liv   så valgte mange også at farve sit hår - ligesom Carrie fra Sex and d the City filmen, da hun farvet sit hår brunt efter bruddet med Big. Ja, jeg kunne min Sex and City.

Men det havde hun ikke, farvet det altså. Hun ligne sig selv med hendes ansigts samme blå øjne som mine og samme former. Jeg lignet meget min mor i udseendet, men var min far indvendigt. Steve havde lysegylden brunt hår, som en gud (bare rolig han var ikke et syn fra guderne, hvis det var, hvad du troede. Ikke en gang tæt på!). Han havde chokolade (bamseøjne plejet jeg at kalde dem) brune øjne, og hans ansigt havde det helt rigtig former til, hvis du var et vidunderbarn. Hvilket han nok også var. Hans overkrop var trænet og passe godt til resten af kroppen. Hans udstråling virket stræk, selvsikker og bestemt, total modsat min far som var svag, ubeslutsom og havde selvsikkerhed som en lille mus. Min mor havde godt nok fundet noget af en helt anden liga, end den min far og jeg var i. Men jeg ville sige, at han vel var omkring starten af 40erne. Måske lidt yngre end min mor. Typisk. Men det der kom bag på mig, var hans udtryk. Han kiggede kun på min mor hele tiden og ikke andre steder hen. Kun på hende. Det var, som han kun så hende. Kærlighed ved første blik. Jeg var begyndt at kunne spotte det rundt omkring hos folk. Men min mor kiggede ikke en gang på ham. Hendes blik var kun fokusere på flokkene af mennesker, som kom fra deres fly. Et nervøs udtryk kom til syne, og hun kiggede ned på sit ur. Ja, mor jeg ved det godt. Jeg skulle været kommet nu, men jeg skulle altså lige have tid til at sluge hele situation.

Efter tre minutter mere i mit skjul tog jeg mig sammen, og jeg kom stille frem fra mit skulested i hjørnet, hvor flok ikke havde lagt mærke til mig. Jeg rettede min ryg og gik med stille skridt hen, og prikkede min mor på skulderen. Hun vendte sig forskrækket om, og jeg trådte nogle skidt tilbage. Min mors ansigts udtryk forvandlede sig fra nervøs til glæde.

”Jeg troede et øjeblik ikke, at du kom,” hviskede min mor stille med tårer i øjne. Steve kiggede kun kort på mig, og nikkede så kort, og vendte igen blikket hen til mor. Undskyld. for at komme i vejen for din stirrede på min mor, Steve. Jeg sukkede tungt, og sagde til mig selv, at det kun var to måneder og ikke et sekundet mere. Min mor åbnede arme for et kram, men jeg afviste hurtigt med et ryst  på hovedet, og hun nikkede kort med en tåre,. som bestemt ikke var for glædes skyld, og armene faldt ned langs siderne igen. Min mor var lille og Steve lignede faktisk en skyskraber ved siden af hende. Jeg havde næsten den samme højde som min mor, men var dog lidt højere end hende, men Steve tordnende sig virkelig op foran mig.

”Skal vi komme afsted?” Steves stemme var fast og rumlig. Han vente på mit samtykke så, jeg nikkede kort. Han vendte sig om, og tog min mors hånd i sin og begyndte at gå hen mod udgangen. Min mor blev ved med at kigge tilbage på mig for at være sikker på, at jeg var med. Hun tænkte nok, at jeg ville smuttede så snart, jeg fik chancen for det, men det kunne jeg nu ikke, da Steve stadig havde min kuffert i sin anden hånd, og jeg havde brug for dens indhold. Min mor opdagede også, hvordan jeg så på den, og kiggede på mig med et spørgende blik. Nej, mor det fik du ikke at vide! Det der lå i den kuffert var mit og kun mit. Min mor og faktisk også min far må ikke vide, hvad den indeholdte. Det ville jeg ikke kunne leve med, hvis de vidste det.

 

Køreturen var rimelig kort, så alle spørgsmålene var på den mindst. Hun fik ikke meget ud af mig, men jeg gav mig dog lidt, da jeg vidste, at hvis jeg skulle overleve disse to måneder, måtte jeg snakke lide med hende, men kun på det minimale.

”Så har du nogle-”hun afbrød sig selv og kiggede kort på sine hænder. Hun var nervøs og temmelig meget endda. Jeg var begyndt at studere folks måde at være på, siden min mor flyttede. Jeg fandt det temmelig spændende og fascinerende at kunne aflæse folk på, ved at kiggede på deres måde at håndtere tingene på. Så min mor var et eksempel, da det var som min mors nervøsitet fyld ud over det hele, og var næsten ved at ramme mig i hovedet. Så tydeligt var det. Det var lige foran næse på mig. Min mor manede sig op, og kiggede hen på mig og forsatte forfra.

”Det jeg ville sige var, om du måske har haft eller stadig har en kæreste?” Jeg blev et stiv ved spørgsmålet. Hvorfor ville hun vide det? Hvad havde det med sagen at gøre? Det spørgsmål gjorde mig irriteret og jeg skulle til at svare hende, at hun ikke havde en skid ret til at spørge mig om det. Overhovedet ikke. Men før jeg nået det, stoppede bilen. Jeg var næsten hurtigere ude end lynet selv, da jeg bare ville væk fra min mor lige nu. Jeg troede, at jeg kunne klare det, men at hun spurgte om noget så privat for mig, var bare for meget. Hun havde kun lige snakket med mig, i hvad? Ti minutter eller sådan noget. Hun har ingen ret til at spørge om mit privatliv. Jeg ved godt, at jeg var skylden for, at hun ikke kunne kende mig bedre, men jeg havde ikke lyst til hun skulle vide noget omkring mig. Irritation blev til vrede, og skulle lige til at flippe helt ud, da pludselig kiggede op på det, som stod foran mig.

Et hus. Et meget stort hus. Det var for stort til to efter min mening. Jeg skulle igen lige mide mig selv, om at jeg har ikke noget at skulle have sagt i forhold til nogle ting, men alligevel var det stort. Det var et rødbrunt murstens hus, og havde terrassen langs den ene side. Døren og vinduerne var i smuk hvid eg. Vinduerne havde sorte skodder på hver side af vinduerne. Der var masse af planter og nogle ganske få store træer, men det hjælp på det hyggelige ved det ældre hus, og gjorde det smuk og idyl. Jeg måtte irriteret indrømme, at jeg godt kunne se det skønne ved huset, også da jeg bevæge ind igennem huset efter min mor. Huse var meget detaljeret, og rundt omkring var der mange små mønster på pejsen eller oppe i toppen af vægen. Der var næsten i pejs i hvert rum i huset, hvilket man nok godt kunne forstå, når det var gammelt. For i gammel dage varmmede man jo rum op med en pejs, og hvis man havde en pejs i hvert rum, måtte man være vel være i overklassen afdelingen. Mens min mor viste mig igennem huset, fortalte hun mig historien bag det.

”Dette huse blev brygget i 1800-tallet, så det er et meget ældre hus og har en fantastisk historie. Jeg elsker den så meget. Jeg tror faktisk også at du ville kunne lide den. Det hele startede, da familien Evans købte grund og bryggede dette smukke hus. Evans var en meget rig og velhavende familie i Charleston. Det havde meget magt, og de var meget med til at lave lovgivningerne i byen. Huset gik i arv. Men i slutningen af 1900-tallet mistede Evans huset til den ejer, som ejet huset får os. Newman. Han ejet det i 30 år. Han renoveret hele huset, men beholdte dog de små og meget smukke detaljer rundt omkring. Han fik lavet huset om til et mesterværk, hvis du skal spørge mig.” Men jeg spurgte dig ikke, mor. Glemte jeg, hvis at fortælle dig at min mor var historiker og havde speciale i sydstaterne, så det komme ikke bag på mig, at hun selv boede i et hus som var en del af historien, eller at hun flyttede her til. Hun forsatte med at fortælle, at muligt omkring huset, som gik en af det ene øre og ud af det andet. Undskyld, men jeg har ikke lyst tilhøre noget omkring dette hus. Jeg ville bare en på mit nye værelse og være der resten af de her to måneder.

Langt om længe stoppede min mor foran nogle franske døre. Det var hvide og så let slidt ud, og men det gav dem bare noget charme. Selvom jeg hadet mig selv for at sige det, måtte jeg give min mor ret. Dette hus var smuk og havde en charme, som var helt ubeskriveligt for mig.

Min mor åbnede døre og gik forsigtig der ind med mig lige i hælene. Det var som at luften blevet slået ud af lungerne på mig. Pink. Værelset var pink. Hun måtte tage pis på mig. Jeg kunne ikke bo i et pink værelse! Nej overhovedet ikke. Jeg følte mig ikke hjemme i dette hus og ikke engang på det værelse, som jeg nu havde fået. Jeg havde faktisk troet, at alt ville falde mere på plads efter jeg fik et sted, som jeg følte mig hjemme, men nu kom min tvivl strømmende ind over mig som en flodbølge. Hvis jeg ikke fik et sted at føle mig hjemme ville jeg være fortabt og nok ikke finde mig selv igen. Jeg havde bidt så hårdt i underlæben, at blodet var begyndt at pippe frem i min mund. Smagen af jern og salt var der hurtigt, og jeg var straks frastødt af smagen og skarv et ansigt i bare frastødelse. Bare ikke min mor så mit ansigtsudtryk og ville blive skuffede over sig selv. Det havde hun dog ikke fortjent. Altså skuffelse efter skuffelse.

 Da min mor vendte sig om mod mig var hendes blik helt fuld af kærlighed, men da hun så mit ansigtsudtryk så lige pudselig nedtrykt ud. Hun så helt sikkert, da skarv ansigtet.

”Undskyld, jeg troede, at alle piger i din alder godt kunne lide pink, det havde jeg hørt.” Hun sukkede kort og kiggede i gulvet. Dette var helt sikker et tegn på skuffelse og vrede over sig selv. Hun var vred på sig selv over, at hun havde fejlet igen.

”Det går,” var det eneste som kom ud af min mund. Det kunne godt være at jeg hadet min mor for alt hun havde udsat min far, for langt inden i mig var hun min mor. Og jeg havet elsket hende en gang, men sluttede da hun smuttede væk. Jeg løftede min kuffert op på seng og ventede på, at min mor gik. Hun fattede dog hurtig min hentydning, og var hurtig smuttede ude af dørene og lukkede dem efter sig.

Værelset havde en seng, som så ud til, at man næsten kunne ligge to i den. Et meget stort walk-in skab og en dør ud til et også meget stort og hvidt badeværelse, var i værelset. Værelset havde også et slags bord med spejl på. Jeg sukkede tungt ud, og satte mig over foran spejlet. Og jeg fik bekræftede min tanke med det samme. Lignede jeg virkelig stadig min mor? Og svaret var ja, det gjorde jeg. Dog havde jeg længere hår og briller, som var lige så store som tekopper. Mit hår krøllede også mere end min mors. Jeg havde det også mere opsat, så folk ikke lagde så meget mere mærke til mig end de allrede gjorde. Og når man tænker på folk, så skulle jeg begynde på min nye skole i morgen. Bare tanken gjorde mig bange. Jeg følte mig altid forvirret på nye steder, især på skoler.  Jeg vendte mig om, og gik hen til min kuffert. Jeg åbnede den og kiggede ned på de mange journaler, som jeg havde med. Der var nok mindst 12 eller noget der ligner. Efter den 5 var jeg stoppede med at tælle. Stoppede, fordi jeg ville ikke indse, at jeg har mange tanker omkring alt. Jeg startede bare med at skrive omkring min hverdag, men det udvidet sig til tanker og følelser omkring alt og alle. Om min mor og far. Om alle henne i skolen. Om drengene, som jeg ikke ville havde tæt på. Nogle gange kom min frygt og sorg også med. Kærlighed havde kun været der en gang, og chancen for at den kom tilbage var meget lille, måske en ud af 10000. Håbede bar ikke, at den ene faktisk kom, for så var meget på spanden. 

Jeg lagde dem alle ned i en skuffe ved bordet med spejlet på. Jeg vendte mig om, og skubbede min kuffert ned på gulvet, så indholdet kom til at fylde ud på gulvet over det hele. Jeg lagde mig ned på seng, hvor mine øjne tungt lukkede i.

 

Skolen var stor. Og når jeg mente stor, så mente jeg stor. Min skole i Seattle var en lille skole, som kun rummede 550 elever. Men den her rummede 2125 elever! Jeg havde ikke set noget ligne. De fleste havde også en kort nederdele eller shorts på, som var sorte eller hvide. De havde alle en T-shirt på, som var en blanding mellem blå og lilla. Jeg selv havde en hvid T-shirt på med blå denim overalls som gik ned til mine ankler.

Jeg følte helt malplaceret og overhovedet ikke hjemme. Og alle havde deres blik på mig. Jeg følte virkelig, at alles øjne var limet fast til min krop, da jeg gik ned ad gangen mod mit skab. Nogle af pigerne havde frastødelse i øjne, mens der var nogle som havde overrasket. Næsten alle havde et form for udtryk i øjne, når de kiggede på mig. Der var kedsomhed, liderlighed, forvirret, glæde, spænding, listen var meget lang. Der var endda nogle, som var helt væk. Altså i hash eller kokain. Det var normalt, at elever tog det for at lette det pres, som de havde. Ikke at jeg sagde, at det var nogle god måde at gøre det på, men sådan var det ikke alle som tænkte. Men med alle de 4250 øjne på mig, var jeg lige pludselig så nervøs, at jeg svedte. Blikkene var uendelig, og de ville forfølge mig hele dagen.

Selv i timerne var jeg anderledes fra de andre. Alle havde den her sydstats accent, og min lød helt forkert i forhold til dem. Der var en da nogle, som grinte. Det var deres problem. De kunne ikke påvirke mit mod. Jeg havde aftalt med mig selv, at jeg ikke ville lade mig gå på af de andre elever.

Efter de første fire timer var det blevet tid til frokost i den også meget store kantine. Mens jeg stille gik hen ad gangen mellem nogle af bordene med min bakke i hånden, hørte jeg et pift. Men først  regnede jeg ikke med, at det var til mig, så forsatte jeg stille videre. Jeg havde kun taget nogle få skridt frem igen, da piftet lød igen samt mit navn, jeg sukkede, og vendte jeg mig om. To drenge med begge lyst meget kortklippede hår, og måske lidt for overtræning overkrop efter min meningen stod nogle få meter fra mig. De havde begge et fjollet smil på læberne. Jeg kiggede lige frem på dem med et ligeglad blik i øjne. Den ene trådte frem mod mig.

”Hvad laver en pige, som dig, i en by som Charleston?” Han så meget optimistisk på mig, mens han afvente mit svar.  Jeg havde allermest lyst til at vende mig om og gå min vej, hvilket jeg godt vidste var forkert.

”Bor her,” svarede jeg tomt og kiggede lige forbi ham, men hans blik var helt fastlukket på mig, at det var svært ikke at kigge på ham. Hans ven grinede højt ad mit svar, og skabte derfor mere opmærksomhed rundt omkring hos folk, så de begyndte at følge med i vores næsten lige begyndt samtale.

”Jeg mente, at hvorfor er du kommet her til? Hvorfor lige vores kedelig by?” Hans svar fik blodet til at koge i min krop. Jeg havde virkelig prøvet at undgå spørgsmål som disse. Men nu var det mere min vrede som talte end min hjerne.

”Hvad kommer det endelig dig ved, om jeg må spørge? Altså er det ikke ligegyldigt, hvorfor at jeg er flyttede her til? Altså jeg ved, at jeg ikke er den eneste, som er flyttede på her til på grund af noget, men hvad grunden er jo helt ligegyldigt for jer, for det er ikke, hvad i skal dømme folk på!” Min vrede var steget mig til hovedet. For jeg overhovedet havde få et svar, havde jeg smidt bakken på gulvet og løbet hurtigt ud af kantinen. 

Da jeg nået til billedkunst lokale, havde jeg løbet der ind og kastede mig over noget af den røde maling, og kastede den hen på et af lærrederne. Min vrede havde taget helt over mig. Så meget at jeg ikke havde bemærket, at der stod en i døråbningen. Han grinte højlydt, men grinet lød som syngende fugle i mine ører. Jeg vendte mig og følte mig som om, at en havde hældte en spand koldt vand udover mig. Mit syn fra guderne. Hans øjne, ansigt og i det hele taget hans krop var helt ubeskrivelig smuk. Han havde en veltrænede overkrop, som man tydeligt kunne se igennem den blå lilla T-shirt. Men hans øjne fangede mig. Grønne. At mit blod løb op i kinderne på mig, da jeg indså, at jeg lige havde flippede totalt ud foran ham. Jeg kiggede ned i gulvet og bed mig blidt i underlæben. Der lå maling over det hele.

”Kig på mig.” Han stemme var blid, og fik mig til at kigge op direkte ind i hans øjne igen, men denne gang følte jeg mig helt lette, og at presset var lettet fra mine skuldrer. Han begyndte at gå hen i mod mig. Da han stod lige foran mig, følte jeg pludselig en mærkelig følelse. Jeg følte mig tryg. Sådan havde jeg aldrig følt mig før. Ikke lige siden min mor forlod os. Men den var der nu, og den fyldte mig helt ud til tåspidserne. Jeg havde bare lyst til at kastede mig ind i hans arme og aldrig forlade dem igen.

”Travis.” Han rakte hånden frem, og jeg tog den uden overhovedet at tænke over det. ”Annie.” svarede jeg nervøst tilbage. Jeg kiggede stadig ind i hans øjne, da jeg tog hånden, følte jeg, at der gik en spændingen igennem mig. Jeg trak hurtig usikkert hånden til mig. Stilheden kom listende hen imod os, og blev der i noget tid. Han kiggede bare på mig. Sådan virkelig kiggede på mig. Han rømmede sig kort.

”Jeg ved godt, at dette her lyder underlig for dig, men jeg kan ikke forlade dig nu. Især ikke efter, hvordan du håndtere Scott.” Da han sagde det, kom en skuffede følelse frem i mig. Han mente nok, at jeg havde fået nogle på nakken ved at havde sagt det, jeg sagde. Han følte sikkert medlidenhed med mig. Jeg sukkede tungt og kiggede op ham igen. Da han så mit udtryk, uddybede han hurtigt.

”Hvis du tror, at jeg har medlidenhed med dig så tro om igen. Jeg syntes, det var sejt sagt af dig. Jeg synes, at du er smuk og lige fra du kom gående ned ad gangen i morges, har jeg ikke kunnet fået dig ud af hovedet.” Han smilte et lille usikkert smil, og hans kinder var let røde, mens de ventede på mit svar. I stedet for at svare kastede jeg mig bare ind i hans favn, og han trak mig hurtigt ind til sig. Jeg følte mig endelig hjemme. Nemlig i hans favn. Jeg troet aldrig, at jeg ville føle denne følelse igen, men den kom nu, og strømmede med mit blod rundt til hele min krop. Kærlighed. Nu troet jeg på, hvad min far mente med, at dit hjerte bankede hurtig og nogle gange nogle slag over. Hvordan man kunne kiggede på den samme person hele tiden og ikke på andre. Min far havde haft fuldstændig ret. Nu vidste jeg, at det fandtes. Kærlighed ved første blik, for det stod lige foran mig. Det eneste jeg var i tvivl, om det var ved første blik, eller andet, eller tredje, eller fjerde, men fra det sekund jeg var i hans favn, vidste jeg, at jeg var fuldt og fast hans. Og kun hans.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...