Mareridt // Short Story

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2014
  • Opdateret: 31 aug. 2014
  • Status: Færdig
Usynlige mennesker, brændende blikke. Stemmer der kommer ud af ingenting. Hvordan kan man gøre en ende på det? Dette er et oneshot, en short story. (Meget short)

3Likes
4Kommentarer
225Visninger
AA

2. Mareridt

,Jeg løb så hurtigt jeg kunne, men uanset hvor langt jeg nåede, var de stadig lige bag mig. Jeg mistede pusten, da jeg snublede over en gren, og faldt så lang jeg var. Jeg kunne høre de hurtige skridt komme tættere på i det tørre, hårde grus. Jeg vendte mig om, og så de sorte skikkelser komme tættere på for hvert hjerteslag. Jeg skreg, og mit blik sortnede.

 

Jeg satte mig op med et sæt, stadig skrigende og med tårerne i stride strømme ned af kinderne. Jeg kiggede rundt, mens mit hjerte fortsat galopperede af sted. Jeg var drivvåd af koldsved. Jeg kunne ikke det her mere. Jeg kunne mærke blikke brænde på mig fra alle vinkler, selvom jeg var helt alene. Jeg så bevægelser, skikkelser, ud af øjenkrogen, men når jeg vendte mig om var de væk. Jeg hørte hvislende, hviskende stemmer i mine ører, og når jeg prøvede at slippe væk, fulgte de mig. Jeg var ved at blive sindssyg. Jeg kunne ikke gå nogen steder, uden at angst fulgte med mig. Jeg havde prøvet at gå til psykolog, men han forstod ingenting.

"Skikkelserne følger mig overalt! Jeg hører deres stemmer hele tiden, hviskende om hvilke måder de vil få mig til at lide, og så hvordan jeg ikke burde være her, og at jeg skal gøre ting, jeg ikke vil. Jeg kan mærke deres blikke og hænder på mig, og uanset hvordan jeg prøver, kan jeg ikke slippe af med dem.".

Jeg havde prøvet at flytte, til huse og lejligheder, øde steder og store byer. Ligemeget hjalp det. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, og jeg havde mistet alle mine venner på grund af dem. Jeg hadede dem. De havde ødelagt mit liv.

Pludselig hørte jeg skridt uden for min dør. Jeg fik det dårligt. Jeg vidste hvad der ville ske. Jeg vidste hvem der ville træde ind ad døren. Jeg kunne mærke det, føle det helt inde fra knoglerne. Skridtene stoppede, og så stod hun foran mig. Døren bevægede sig ikke på et eneste tidspunkt, men her stod hun alligevel. Høj, slank, lang, laset kjole og sort pagehår. Det typiske mareridt bortset fra at jeg vidste jeg ikke drømte. Jeg havde prøvet det før. Jeg havde set hende før. Jeg kendte hendes motiv, jeg vidste hvad hun ville, men jeg vidste aldrig hvordan, hun ville prøve at opnå det, eller hvornår hun ville dukke op. Hun kiggede indtrængende på mig, men hendes øjne var tomme. Hvis hun var klædt anderledes, ville hun ligne en hvilken som helst anden person. Men det var hun ikke. Hun var den person, jeg var allermest bange for, den jeg afskyede mest, men alligevel havde jeg mange gange, været tæt på at gøre hvad hun ville have mig til.

"Alle dine gamle venner", sagde hun hæst, "al din familie ville ønske dette for dig. Det ved du da." Hendes tone ændrede sig til kærlig ,og hendes øjne brændte nu. Tårerne var begyndt at trille igen.

"Inderst inde, er du godt klar over det." Jeg nikkede svagt. Ja. Der skulle ikke mere til. Jeg var svag. Jeg rejste mig op fra sengen, og bevægede mig ud mod køkkenet. Jeg vidste, hvad jeg skulle gøre. Jeg vidste, hvad jeg skulle hente. Jeg tog det lette stykke stål, og gik ud på badeværelset. Pigen fulgte efter mig, fulgte alle mine skridt, alle mine bevægelser med de brændende øjne. Jeg nikkede svagt til hende. Jeg var træt. Træt af alt. Jeg lukkede, og låste døren. Jeg kiggede i spejlet, og så hvordan jeg langsomt forsvandt, som hånden kom tættere på maven. Ja. Jeg gjorde det rigtige.

 

Det sidste jeg hørte var pigens lave, hæse latter, et sus, og så var alle de brændende blikke, alle stemmerne, væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...