Er du lykkelig nu?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2014
  • Opdateret: 6 nov. 2014
  • Status: Igang
"Fiskekutteren lagde ikke til kaj. De skulle bare hurtigt afsted igen. Et kort lille ærinde: De skulle sejle to unge jøder over sundet." De to unge jøder Edwin og Mary bliver sejlet over sundet en stille nat i året 1943. Edwin bærer på en lille hemmelighed om deres mor, og senere hen skal det vise sig at han vil blive læsset med endnu en. I Sverige bliver der taget sig af dem, og de overlever. Men vil de nogensinde kunne leve igen efter hvad de har oplevet? Er du lykkelig nu? - Historien om to unges kamp for overlevelse og ligestilling.

17Likes
76Kommentarer
1830Visninger
AA

13. Tossen og løgneren

  Jeg beklager den lange ventetid på dette kapitel... Håber det går <3 Kan så sige at jeg er i fuld gang med det næste! Det udkommer senest i morgen! Yeah!

-Emma

 

 

  Edwin var en meget følsom dreng. Det havde han bevist. Han havde også et kærligt hjerte, som tog sig af hans elskede. Måske var han bare lige den tand for godhjertet. Han havde så svært ved at fortælle sandheder som kunne såre folk. Men hvad han ikke vidste var at, uvisheden var værre end sandheden.
   Derimod havde Mary været den platte, tossede og vilde pige, som havde spillet fodbold i skolegården med drengene, mens de andre piger udleverede sladder i en krog af gården. Hun havde været pigen, som kom hjem med huller på knæene. Hun havde været pigen, som til tider kunne blive så vred og bestemt, at hendes storebror måtte underlægge sig hendes magt.
   Nu var hun pigen, som var blevet moden og bange for tidligt. Krigen havde ændret hende. Edwin kunne ikke falde ud af tanken, hver dag gentog han det for sig selv. Krigen har ændret hende. Min søster. Hitler har ændret hende. Min søster.
   Hvad han frygtede allermest, var at hun aldrig ville vende tilbage til at være sig selv. Aldrig være Mary igen.

   Edwin kiggede ud af vinduet. Denne dag var en af de sjældne varmere dage, hvor regnen forblev hvor den var, og vinden sov til middag. Dog ikke varmere end det er muligt i starten af november.
   Det var søndag formiddag. Werner var taget på arbejde. Et dårligt arbejde, med en luset løn. Dog forsøgte han konstant at finde et bedre arbejde, så han kunne give den familie han var ved at stable på benene bedre levevilkår. Mary var taget med Annika ned for at handle på havnen. Edwin var alene.

    Hvorfor kan du ikke bare være lykkelig? Sukkede han i sig selv. Han kunne ikke svare sig selv. Spørgsmålet var for svært. Svaret kunne være mange ting, og det var mange ting. Du er i live! Du har hørt hvad de gør ved sådan nogen som dig? De gaser dig! Men du overlevede! Den indre kamp i ham fortsatte. Argumenterne var gode, hvorfor følte han sig så ikke glad? Hvorfor kunne han ikke bare være taknemmelig.
   Han mærkede sin egen frustrerede hånd, køre gennem sit hår. Hvorfor Edwin? Hvorfor? Han trak vejret dybt ind, og lod tankerne flyve bort for en stund. Han lod dem flyve ud gennem vinduets sprækker. Ud og over havet, hvor de lige så langsomt fordampede. Og på næste regnvejrsdag, ville de vælte ind over ham som tunge dråber. Han bed sig selv i underlæben. Han stod frustreret lænet ind over vindueskarmen.
   Ro på Edwin… Snart er det hele, som det var engang… Han tog en fornuftig dyb vejrtrækning, og dumpede ned i lænestolen med et tomt blik.

   Allerede ude foran døren, kunne man høre Marys brokkende stemme. Et lille smil krusedes på Edwins læber.
 “Den er tuuung!” Brokkede hun sig, mens Annika fumlede med døren.
 “Så…så…” Kunne man høre Annika ‘trøste’. Døren gik op. Mary surmulede og skar tænder. Måske var hendes temperament vendt tilbage? Edwin listede ud i entreen.
 “Hun gav mig den tunge pose…” Mumlede hun vredt. Edwin lo.
 “Vil du med ned på havnen?”
 “Jeg kommer jo lige derfra, og hvis du tror at jeg vil g…”
 “Kom nu..” Bad han. Mary slog hovedet bagover og kiggede op i loftet.
 “Okaaay…”
 “Godt. Jeg skulle ellers lige til at kilde dig, til at du sagde ja…” Sagde han.
 “Det vover du på. Og det ved du godt…” Gøs Mary. “Jeg hader at blive kildet.”
 “Præcis…” Sagde han drilsk. Mary daskede hans skulder.
 “Vi tager ned på havnen, Annika!” Råbte Edwin. Og så løb de ud af den åbne dør, og ned ad trappen.

   November kulden bed ham i kinderne.
 “Tror du der kommer sne i år?” Spurgte Mary håbefuldt.
 “Det ved jeg ikke… Måske?”
 “Jeg vil så gerne se sne igen. Sidste vinter kunne jeg kun mærke den bidende kulde nede fra kælderen. Og den forkølelse der kom… Men jeg kom jo aldrig til at fjolle rundt i den, eller stå på skøjter eller noget…”
 “Nej, det gjorde du vel ikke…”
 “Håber du også der kommer sne?”
 “Det kunne vel være meget rart…” Svarede han efterfulgt af tavshed.

 “Jeg håber også at mor ser den derhjemme…” Mumlede Mary. “Hvis, den altså kommer!”
 “Ja…” Hun kommer i hvert fald til at se fuldkommen ny sne, så snart den begynder at falde… Tænkte han for sig selv. Men han sagde det ikke til Mary, for hun var ikke gammel nok til at vide det endnu.

 “Vi har prøve i morgen i skolen…” Hviskede Mary.
 “Det skal nok gå…”
 “Edwin. Vi har kun været har i hvad? En måned? Hvordan skal jeg kunne stave til alt det der!?”
 “Præcis. Det er helt fair at vi ikke klarer den perfekt. Derfor skal det nok gå.” Sagde han og klukkede lavt.
 “Du har en syret tankegang…”
 “Ja. Det har jeg.”

 “Jeg er glad for at vi stadig er sammen…” Mumlede hun lidt efter. “Jeg ved slet ikke hvad jeg skulle gøre uden dig…” Hendes tårevædede ansigt fremmanede et smil.
 “Om kort tid, så er jeg sikker på at du slet ikke har brug for mig længere… Om kort tid er jeg sikker på at du vil være den gamle Mary. Den tossede Mary. Den Mary som er så selvstændig!” Sagde han håbefuldt.
 “Jeg ved ikke, Edwin… Jeg har altid haft brug for dig…”
 “Jeg har altid følt at du var så.. så uafhængig og sådan sej i det…”
 “Edwin alle har en facade… Alle har brug for nogen at stole på… Og jeg stoler på dig.”  Hun gav hans skulder et forsigtigt klem. Edwin måtte synke den klump som havde samlet sig i hans hals. Hun kunne jo ikke stole på ham. Han løj jo for hende. “Jeg er på ingen måde uafhængig… Men jeg er stadig en tosse!” Og så lo hun.
 “Det har du også altid været…”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...