Er du lykkelig nu?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2014
  • Opdateret: 6 nov. 2014
  • Status: Igang
"Fiskekutteren lagde ikke til kaj. De skulle bare hurtigt afsted igen. Et kort lille ærinde: De skulle sejle to unge jøder over sundet." De to unge jøder Edwin og Mary bliver sejlet over sundet en stille nat i året 1943. Edwin bærer på en lille hemmelighed om deres mor, og senere hen skal det vise sig at han vil blive læsset med endnu en. I Sverige bliver der taget sig af dem, og de overlever. Men vil de nogensinde kunne leve igen efter hvad de har oplevet? Er du lykkelig nu? - Historien om to unges kamp for overlevelse og ligestilling.

17Likes
76Kommentarer
1829Visninger
AA

21. To fortvivlede efterårs blade i en fremmed årstid

   Siden Liese havde mødt Jonas, havde hun forandret sig markant. Hendes stemme, hendes ordbrug, hendes væremåde og mest af alt, hendes venskab med Mary. Det var som om at Liese var begyndt at undgå Mary. Og når de endelig talte sammen, behandlede Liese hende som et langt yngre barn. Hun var jo også yngre; men det var højst to år.

  

  Til Marys fordel var Peter Holm syg, og de andre fodbolddrenge lod hende være med, på betingelse af at hun intet sagde til Peter om det. De frygtede Peter, som de frygtede djævlen.

 

  Peter var stort set drengenes leder. Han bestemte hvem der måtte spille fodbold, og hvem der ikke måtte, det var ham som planlagde de daglige mudder angreb på pigerne mens de sludrede, og det var ham som alle ville være venner med.

 

  I dag var mudder-angrebet styret af en lille rødhåret dreng ved navn Karl, som overtog Peters plads, når Peter ikke selv kunne. Mary havde i den særlige anledning fået lov til at hjælpe. Hun havde intet specielt forhold til pigerne, og ville med glæde høre deres hvinen når deres tøj blev beskidt. Hun samlede en ordentlig klat. Den var hård og kold. Næsten frossen. Men det ville jo bare gøre det mere smertefuldt. Dog blev det også mere smertefuldt for hende selv, for hun mærkede kulden bide sig gennem sin hud og ind i knoglerne, som den lige så langsomt ‘fortærede’.    

  
  Edwin, som mente at det hele var tåbeligt, sad ovre på bænken og iagttog aktionen på det som han mente var sikker afstand.

 

  Mary havde fået den farligste opgave: hun skulle liste sig hen til dem. Infiltrere gruppen, og placere en ordentlig mudderkage i ansigtet på pigernes "leder".

  Hun stak mudderkagen i lommen, og spankulerede yderst finurligt hen til den lille forsamling piger. En høj af dem med blondt hår, lod blikket glide ned af Marys mudrede tøj, og udstødte et finket suk. Marys hånd lagde sig tilrette om den klamme mudderkage.

"Jeg har jo ikke taget tøj på for at glæde dig; vel?" Og så smaskede hun den lige i fjæset på hende. Derefter brød krigen løs. Mary løb tilbage i skjul, hvorefter drengene styrtede frem med mudderet.

  Klatterne fløj gennem luften, og ramte formentlig også et par uskyldige. Pigerne forsøgte at søge tilflugt på skolen, men Mary og et par andre drenge, som tilsammen var en del stærkere end pigerne, spærrede vejen.

  Dog var der også et par piger, som tog kampen op, hvilket gjorde legen sjovere.

 

  De hvinede og skreg, hvilket morede Mary yderst gevaldigt. Edwin søgte tilflugt ovre i en lille krog, da hans bænk var blevet en del af krigszonen. Han krøb sig sammen. Til hans store lettelse brød rektors stemme pludseligt latteren og skrigene:

"STOP!" Mary lod mudderkagen, hun ellers ville have haft kastet, glide ud af sin hånd, og lande på jorden hvor den splattede ud. De andre gjorde det samme. Derefter fortsatte frikvarteret. Mudderkrigen var ved at blive hverdags rutine for den lille skole.

 

  Rektor forsvandt ind på sit kontor. Han satte sig i stolen, som knirkede under hans vægt, mens han lod blikket glide rundt i kontoret, og lod det til sidst falde til rette på et maleri af havnen. Han rullede blyanten mellem to fingre, mens han med sin fantasi brang billedet til live. De små børn legede tagfat, mens mor havde samtale med en af de andre mødre. Fiskere stod på kajen med tålmodighed, mens de vippede frem og tilbage på hælen. Skibe lå midt ude på sundet og hev nettene ind, med Danmark som baggrund. Oppe over Danmark steg solen op. Men rektoren så ikke den ivrige gule farve, han så to ansigter som fik ham til at rive sig selv ud af fantasien, og som tog pusten fra ham. Han tog hånden til hjertet, som skulle han tjekke at de stadig slog. Han borede sine negle ind i bordkanten, mens han kiggede op i loftet.

"Hans..." Hviskede han.

 

  Efter skole fulgtes Edwin og Mary hjem.

“Skulle du ikke følges med Liese?” Spurgte Edwin og sparkede til en sten. Mary fulgte dens rullen hen over den hullede asfalt. Til sidst endte den i et lille hul og stoppede.

“Nej ikke i dag…” Svarede Mary tøvende, og kiggede op den svage sol, som knap skinnede igennem det hvide skylag. Men trods dens svage kraft, måtte Mary knibe øjnene svagt sammen.

“Hvorfor ikke?”

“Det ved jeg ikke…” Men det vidste Mary jo godt. Hun foretrak Jonas som altid.

“Nåh…” Han sparkede til endnu en sten. Den trillede til den stoppede, og da de igen indhentede den sparkede han til den igen. De var tavse og fortvivlede i deres egne tanker. Edwin om savnet til deres mor. Mary om frygten for ensomheden og om uvisheden om deres fremtid i det fremmede Sverige.

  På deres højre side havde de mange lejlighedskomplekser som deres eget, og på deres venstre side havde de udsigt til havnens industri. Rundt om vejen var der placeret en alé af træer. Formentlig bøgetræer. De var alle nøgne, så det var svært at se. Men det var Edwins bedste gæt. Et par fortvivlede efterårsblade hvirvlede i vinden. I den fuldstændig forkerte årstid. Det kunne måske være årsagen til deres håbløshed.

 


  Mary tændte det næste lys. Dagen efter tændte hun det tredje, dagen derefter det fjerde, hvorefter det femte, i følge af det sjette dagen derefter, den syvende dag tændte hun det syvende lys, og på den allersidste dag lukkede hun øjnene, og lod tankerne glide væk fra Sverige og hen til sin mor og far, hvorefter hun åbnede øjnene, og så de smukke lys med nattens mørke som baggrund. Og i hendes nye forældres ansigters reflektion i glasset, så hun to vigtige mennesker. To mennesker med stor betydning for hende. Hun så sin rigtige mor, og den fantasering hun havde om sin rigtige far.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...