Er du lykkelig nu?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2014
  • Opdateret: 6 nov. 2014
  • Status: Igang
"Fiskekutteren lagde ikke til kaj. De skulle bare hurtigt afsted igen. Et kort lille ærinde: De skulle sejle to unge jøder over sundet." De to unge jøder Edwin og Mary bliver sejlet over sundet en stille nat i året 1943. Edwin bærer på en lille hemmelighed om deres mor, og senere hen skal det vise sig at han vil blive læsset med endnu en. I Sverige bliver der taget sig af dem, og de overlever. Men vil de nogensinde kunne leve igen efter hvad de har oplevet? Er du lykkelig nu? - Historien om to unges kamp for overlevelse og ligestilling.

17Likes
76Kommentarer
1821Visninger
AA

10. Svensk samtale

   Edwin vandrede uroligt rundt ude i køkkenet. Mary sad på bænken, og iagttog ham træt.
 “Gider du ikke stoppe? Du gør mig stresset…” Edwin kiggede op, som var han blevet vækket af en søvn. Han nikkede blot, og satte sig på gulvet lænet op ad køkkenskabet.
 “Hvad går dig på?” Spurgte Mary, uden at kigge på ham.
 “Jeg ved det ikke, Mary… Det er lidt underligt.”
 “Edwin, jeg er træt. Og jeg har hovedpine.”
 “Kom. Læg dig i mit skød.” Mary rejste sig fra bænken, og lagde sig på gulvet sammen med sin bror. Sit hoved placerede hun i hans skød. Han aede hende forsigtigt i håret.
 “Du har noget smukt hår…” Mumlede han, og tog en tot mellem to fingre.
 “Som om du har forstand på det…” Gryntede hun. Edwin klukkede lavt, og så var der stille. Udover den lave summen fra en diskussion inde i stuen. En diskussion på svensk.

   Mary lå og gloede på Edwins hage.
 “Glæder du dig ikke også til at mor kommer?”
 “Mmm…”
   Ti minutter senere kom Annika ind.
 “ Mary. Edwin. I måste flytta skolan…” Edwin fòr op, så den halv søvnige Mary dunkede sit forslåede hoved ned i gulvet.
 “Hvad?!”
 “Flyt-ta. Skol-an.” Gentog Annika pædagogisk.
 “Hvorfor?!”
 “Skolan ar inte sakert for dig… Eventuella problem?” Edwin trak lidt på det.
 “Nej. Det er der vel ikke…” Edwin kiggede ned i gulvet. Mary havde langsomt rejst sig, og stod nu og så på det storslåede drama som udspillede sig i køkkenet. Hun vidste godt hvad Edwin havde imod at skifte skole. Rektor.
 “Vi kan ikke skifte skole, Fru. Steen.” Annika måbede. Hun var sikker på at Mary ikke følte sig tryg på skolen.
 “Men…” Annika manglede ord. Ingen af børnene ville som hun ville. Werner kom til syne inde fra stuen.
 “Annika. Om barnen inte vill, då vill de inte.” Annika sukkede opgivende, og trak så på skuldrene.
 “Mycket bra,” hendes stemmeleje ændredes markant i sidste ende af sætningen. “men då hemma på morgonen. Rektor ska hantera mobbare…” Og så forsvandt hun ind i stuen igen.

    Senere hen på aftenen, tilså Werner Marys sår. Werner havde tydeligt påtaget sig faderrollen. Han var tydeligt også ked af episoden fra en af de første dage. Det var ikke Annika som sirligt redte Marys hår morgen og aften. Det var Werner. Annika flettede heller ikke længere hendes hår, det gjorde Werner. ‘Pappas flicka’ kaldte han hende.
    Egentlig var Steen parret et ganske skønt par.

    Mary lagde sig tidligt i seng. Man kunne høre vinden pibe ind gennem den utætte rude. Edwin sad og lagde kabale på det iskolde gulv. Mary kunne høre den flappende lyd, når hvert kort blev løfet. Mary prøvede at sove, men tankerne eksploderede i hendes hoved. Hovedet gjorde ondt i forevejen, og de små tanke fulde eksplosioner gjorde det hele værre. Annika havde ret. Hun var bange for at tage i skole.

   Men den høje, ranglede pige blev ved med at poppe op i frygtens tanker. Den brød mørket og skabte en smule lys. Ligesom natten under den sammenklipsede sofa. Lyset brød mørket. Skræmte skyggerne væk. Beskyttede hende. Var den høje ranglede pige mon hendes beskytter? Lyset havde reddet dem over sundet. Lyset havde igen reddet hende fra angriberne. Eller i hvert fald forsøgt. Lyset beskyttede hende. Tanken gjorde hende mere rolig, og langsomt faldt hun i søvn.

   Edwin hørte hendes vejrtrækninger ændres. De blev dybe og uskyldige. Mary var uskyldig. Han var uskyldig. De var ikke en uren race, som Hitler sagde. Edwin dumpede forsigtigt ned ved Marys side i sengen. Hun lå på siden, og en hår tot var røget ind foran hendes ansigt. Han flyttede den nænsomt om bag hendes øre. Månelyset badede rummet i et sølvskær. "Ingen uren race. Blot mennesker." Hviskede han for sig selv i mørket. "Jeg elsker dig Mary..." Han kyssede forsigtigt hendes pande, og hun fortrak en tilfreds mine i sin søvnløse tilstand. Så lagde han sig ved hendes side og lukkede øjnene.

                                                             

   Næste dag blev en fridag. Edwin stod tidligt op. Han listede ind i stuen mens alle andre sov. Gulvet knagede under hans fødder, og det var iskoldt. Han gik hen til det utætte vindue i stuen. Solen var ved at stå op i horisonten. Han dumpede ned på en smadret sofa.
   I stuen stod der udover sofaen, et gammelt skrivebord, en lænestol og en lille radio. Han gik over mod den. Han kørte let sin finger hen over den støvede overflade.
 "Annika siger at den ikke virker..." Mumlede Mary en smule morgentræt. Hun var kommet til syne i dørkammen.
 "Åh! Mary... Du gav mig et chok!" Stønnede han og tog sig til hjertet, som skulle han tjekke at det stadig slog. Mary klukkede og lod sig sidde ned i lænestolen. Det mindst slidte møbel i lejligheden.
 "Har du det lidt bedre?" Spurgte han og dumpede tilbage i sofaen.
 "Tjo.. Måske..." Hun trak på skuldrene.
 "Er du bange for at tage i skole, Mary?" Spurgte han en smule usikkert. "For hvis du er, så skal vi nok finde ud af det. Ik' os? Bare fortæl mig det."
 "Jeg har det fint Edwin, helt fint..." Svarede hun hurtigt, efterfulgt af en dyb akavet stilhed. Mary sad og klukkede en smule, mens Edwin kiggede nervøst rundt i rummet.
 "Du ved godt hvor heldige vi er, ik'?" Sagde Mary endelig. "Vi er blevet reddet! Edwin! Det er vi virkelig, og vi lever... En dag hvis vi får chancen, må vi takke alle dem der har hjulpet os... Det vil jeg virkelig gerne." Mumlede hun. "Og jeg vil ikke dø før jeg har gjordt det!" Sagde hun i sjov, og rejste sig mens hun tog hånden til hjertet. Det var tydeligt at hun var ved at flække af grin. Og det gjorde hun. Efterfulgt af Edwin.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...