Er du lykkelig nu?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2014
  • Opdateret: 6 nov. 2014
  • Status: Igang
"Fiskekutteren lagde ikke til kaj. De skulle bare hurtigt afsted igen. Et kort lille ærinde: De skulle sejle to unge jøder over sundet." De to unge jøder Edwin og Mary bliver sejlet over sundet en stille nat i året 1943. Edwin bærer på en lille hemmelighed om deres mor, og senere hen skal det vise sig at han vil blive læsset med endnu en. I Sverige bliver der taget sig af dem, og de overlever. Men vil de nogensinde kunne leve igen efter hvad de har oplevet? Er du lykkelig nu? - Historien om to unges kamp for overlevelse og ligestilling.

17Likes
76Kommentarer
1845Visninger
AA

3. Steen parret

    Edwin sad på forsædet, og Mary sad alene på bagsædet. Der var ingen sikkerhedsseler i bilen, så de hoppede rundt, hver gang den dårligt fjedrede bil kørte hen over et hul.

   Bilen var tavs, og Mary var den eneste der ikke vidste hvad der skulle ske. Selvfølgelig troede Ulrik Larson at hun vidste det, men Edwin havde været for nervøs til at fortælle hende det.

   Mary stillede ikke spørgsmål, og ingen af dem brokkede sig over den ubehagelige kørsel, for de havde prøvet det der var værre. I forhold til  at ligge under en sofa en hel nat klemt sammen, så var køreturen ingenting.

   Mary kiggede ud på havet som de kørte langs. Men ude i horisonten kunne hun se sit hjem. Det fik hende til at føle sig utilpas, så hun foretrak at kigge ned på sine fødder.

 

    De fortsatte langs kysten. Ikke en særlig lang tur, måske fem minutter. Men for de to børn: De længste ti minutter i deres liv. I sær for Mary. Uvisheden om hendes fremtid plagede hende det meste af vejen. Hun anede ikke hvem Ulrik Larson var, og hun anede ikke hvor han ville køre dem hen. Hun anede ikke noget som helst. Hun havde lagt sit liv i hænderne på sin bror.

 

   Bilen parkerede ved en kantsten.  Mary var både lettet og skræmt. Lettet over at hun kunne stige ud af bilen. Skræmt for det nye. Hun vidste at så snart hun trådte ud af bilen, ville hendes liv være forandret. Som et helt nyt kapitel. Hun vidste bare ikke, om det ville blive et godt kapitel.

   Ulrik Larson vendte sig og kiggede om på Mary.

 ”Opfør jer nu pænt,” Han holdte en kort pause for at frembringe et smil på hans læber. ”unger.” Mary nikkede anspændt.

 

   Ulrik Larson åbnede bildøren og trådte ud. Edwin fulgte hans eksempel. Da han selv var ude, hjalp han sin søster ud. I det han rørte hende, mindedes han at hun intet anede. Skyldfølelsen vendte tilbage. Ulrik Larson var allerede på vej mod døren til bygningen.  De to børn småløb efter ham.

 

   Opgangen var lun. Mary kiggede op af de lange trapper. ”Vi skal derop.” Sagde Ulrik Larson og begyndte at traske op af de stejle trapper. De fulgte efter.

 

   Ved tredje etage kunne de mærke sulten. De havde ikke spist andet end lidt tørt brød i ny og næ de sidste måneder, og turen i båden havde været anstrengende. De var fuldstændig udhungrede.

   På fjerde etage begyndte luften at blive fyldt med duften af mad. Hvilket ikke hjalp synderligt på deres sult.

 

   På femte etage stoppede Ulrik Larson op. De forpustede børn faldt nærmest over det sidste trin. Deres kroppe kunne ikke mere.

   De var jøder. De var blevet gemt i en kælder i flere måneder. De havde levet på tørt brød, og halv lunkent vand. På deres maver kunne man se ribbenene. De var blevet mast ned under en sofa. Ligget der en hel nat. Siddet i morgen kulden. Kørt i en dårligt fjedret bil, på en hullet vej. Kæmpet sig op af tonsvis af trapper. Og der lå de så, målstregen i form af en dørmåtte til deres nye hjem.

 

   Døren gik op. En kvinde stod bag den. Hun havde brunt pagehår og de skønneste blå øjne. Bag hende stod en mand. Han lignede sådan en rigtig far. En far som Edwin havde forestillet sig sin rigtige far.

 ”Men kära barn! Kom in!” Hendes stemme. Som engle der synger.

 ”Men Annika dog. Så låt dem få lite vila…” Brummede manden bag hende. Annika trådte til side, så Mary og Edwin kunne slæbe sig ind.

 ”Vi ses, børn.” Sagde Ulrik Larson høfligt, og vendte om for at traske ned ad trappen. Hver og et af hans skridt rungede i opgangen. 

    Døren blev smækket.

 

   Mens Edwin ligeså langsomt fik pusten tilbage, kiggede han lidt på lejligheden. Den var ikke stor, men hyggelig var den. Også selvom man kunne høre vinden sive ind gennem de slidte vinduer, og at det meste af gulvet var dækket til med rod. Han var taknemmelig, også selvom hans nye hjem så ud som det gjorde. Alt var bedre end koncentrations lejren han ellers ville have været havnet i.

 

   Annika Steen var en venlig og imødekommende dame. Men hun var også yderst bestemmende. Hvis hun ikke fik sin vilje, forduftede al hendes venlighed. Hendes hår havde de fineste krøller, som sad på hendes kønne hoved som stak godt en 180 centimeter op i luften. Hendes krop var slank, og hendes mening stærk. Hun var en dame ved de halvtreds år. Hun var en af de typer som så bort fra det der var galt, og lod som om alt var i den skønneste orden.

   Hendes mand, Werner Steen, havde et stort fuldskæg. Han var til den lidt buttede side, og havde et varmt blik, som fik alle til at kunne lide ham. Men Hr. Steen havde en vane: Han tænkte sig ikke om før han sagde noget, og endte derfor regelmæssigt ud i noget rod, hvor han havde sagt noget fornærmende til nogen. Men ellers var Werner Steen en ganske skøn mand.

 

     Entreen i den lille lejlighed var tavs. De to udhungrede børn stod på dørmåtten overfor deres nye mor og far.

 ”Øh… Ja…” Sagde Fru. Steen, og slog hænderne sammen.

 ”Gå ud og lav noget mad, Annika. Vi kan jo ikke lade dem dø allerede på dørmåtten.” Brummede Hr. Steen vrissent under skægget.

    Uden tøven eller nogen form for kommentarer forsvandt Fru. Steen ud i køkkenet.

 

 ”Vi spiser, barn.” Lød beskeden 10 minutter senere.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...