Er du lykkelig nu?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2014
  • Opdateret: 6 nov. 2014
  • Status: Igang
"Fiskekutteren lagde ikke til kaj. De skulle bare hurtigt afsted igen. Et kort lille ærinde: De skulle sejle to unge jøder over sundet." De to unge jøder Edwin og Mary bliver sejlet over sundet en stille nat i året 1943. Edwin bærer på en lille hemmelighed om deres mor, og senere hen skal det vise sig at han vil blive læsset med endnu en. I Sverige bliver der taget sig af dem, og de overlever. Men vil de nogensinde kunne leve igen efter hvad de har oplevet? Er du lykkelig nu? - Historien om to unges kamp for overlevelse og ligestilling.

17Likes
76Kommentarer
1843Visninger
AA

9. Slagsmål og kaffe

   Igen, igen sad hun der. På bænken i skolen. Hendes hænder var ikke ligeså svedige. Nu havde hun været i Sverige i omkring en uge, hun var så småt begyndt at vænne sig til menneskerne og sproget. Der var endnu problemer angående det med at række hånden op, men det var vel trodsalt også meget fair.

    Edwin havde rakt hånden op en gang. Men det var på sådan et nemt spørgesmål, som han forstod, da ordene lagde sig meget op af det danske. Men ellers havde det heller ikke været det store.
    De havde ligeså langsomt fundet en rytme angående visit hos rektor efter skole. Mary som ikke orkede rektoren, tog ned på havnen eller ventede ude i skolegården på Edwin, mens Edwin selv sad hos rektor i hans varme kontor. Lidt drama, ville nogen nok mene.

    Efter skole vinkede de farvel, inden Edwin forsvandt ind gennem døren til kontoret. Mary gik tilfredst gennem skolegården med stofposen over den ene skulder. Hun var lettet over at slippe for mere af den kvalmende kaffe, og mere af rektorens så yderst finurlige selskab.
    Men da hun ikke orkede at vente nede på havnen, satte hun sig på en lille bænk i skolegården. Bænken var egentlig bare en planke som var hæftet fast på stakittet, og som sjusket var malet over med den samme røde maling.

    Bænken var våd. Det havde regnet lidt tidligere. Placeret strategisk rundt i gården, var der et par vandpytter, så man ikke kunne undgå at træde i en. På ruderne sad der stadig de små dråber. Luften var fugtig, og de mørke skyer truede med at bryde ud. Mary tog stofposen af skulderen, og placerede den i sit skød. Og eftersom hun ikke havde andet at lave, begyndte hun at øve sig på de svenske tal. Hun remsede dem op, mens hun sad og vuggede frem og tilbage, i takt med hendes egen stemme:
 "Ett, två, tre, fyra, fem, sex..." Så gik hun i stå, hun måtte tænke sig om før hun kunne fortsætte:
 "Sex, sju, åtta, nio, tio." Tilfredst slog hun sine små hænder sammen. Og så gentog hun dem længe, indtil hun slet ikke gik i stå.

    Edwin havde sat sig til rette i stolen ved det massive fyrtræs bord. Han nød virkelig at sidde inde i varmen og le sammen med rektoren. Men alligevel kunne han ikke lade vær med at have ondt af Mary, som sad mutters alene ude på bænken.
 "Edwin? Noget galt?" Rektoren sad og gloede på ham.
 "Nah... Sad bare i mine egne tanker.."
 "Nå..." Sagde rektoren kækt og slog knoerne sammen. "I så fald må vi skifte emne, hvis at snakke om skolens byggelse tilbage i 30'erne, er så så kedeligt!"
 "Jeg må nok også hellere til at gå. Mary sidder jo helt alene derude..." Sagde Edwin og kiggede ud af vinduet.
 "Orh... Den mukkenpind... Hun klarer sig nok. Bare en kop kaffe mere!" Bedte rektoren.
 "Så lad gå..." Svarede Edwin koldt, men alligevel kunne han ikke undgå at lade et lille grin slippe ud. Og så skænkede rektoren en kop kaffe op til dem begge. Og en kop blev til to. Og to kopper blev til tre. Men efter den fjerde kop begyndte Edwin at føle sig dårlig, så han afviste den femte. Han kiggede ud. Det var så småt begyndt at regne.
 "Mary må vel være gået hjem nu..." Mumlede han.

     Men det var Mary ikke. Hun var begyndt at blive en smule utålmodig, men hun ville for alt i verden ikke ind på kontoret. Hun kunne risikere at blive skænket endnu en kop kaffe, eller det der var værre: hun kunne risikere at skulle høre på rektorens plapren.
    De ældre børn var så småt ved at gå hjem af. Ingen af dem bemærkede hende rigtigt. Hendes mørkebrune stramme fletninger havde løsnet sig en smule, og det krøllede lidt på grund af fugtigheden. Hun valgte at løsne dem helt, så hende smukke brune hår lagde sig om hendes skuldre. Hun gøs en smule. Der var ved at blive koldt. Hun kiggede op på det slidte ur som sad på skolens facade. Det var omkring en halvanden time siden at de fik fri. Hun sukkede. Der strømmede stadig elever ud af skolen.

   Hun så et par ældre drenge kigge over mod sig med et mistroisk blik. Den ene af dem, en dreng med sjusket lyst hår og fregner, hviskede et eller andet til hans ven, og så vendte de om for at gå over mod Mary. Mary lod som om hun ikke havde set dem. Hun trak nervøst stofposen ind til sig, og kiggede stift ned i jorden. Hun bed sig i underlæben.
 "Huh så din judisk gris?" Lo den ene og skubbede til Marys skulder. Mary kiggede ikke op, men trak i stedet posen længere ind til sig.
 "Huh?" Spurgte den anden. Mary forstod godt hvad de sagde, men hun svarede ikke.
 "Hallå! Jeg taler til dig!" Mary blev skubbet af bænken. Et par af hendes bøger røg ud. Hun samlede dem hurtigt op fra den våde jord og rejste sig. Og så løb hun. Hun løb mod skolen. Ind til Edwin. Men hun nåede ikke langt, før et skub i ryggen sendte hende i jorden. Hun landede i en vandpyt. Regnen var begyndt at sile ned, og gjorde alt så uoverskueligt. Begge drenge lo bare. Mary vendte omkring, stadig liggende på jorden. Da drengene kom nærmere, møvede hun sig baglæns indtil hun ramte stakittet. Hun prøvede at komme op, men hun var chokket. Hun så bare til mens drengene lo af hende.
    Et slag ramte hendes kind. Hun tørrede blodet væk fra mundvigen. Hun rejste sig og skulle til at flygte, men denne gang rev de fat i hendes hår, hvilket tvang hende til at stoppe. 
 "Var tror du att du ska?" Den ene dreng som havde taget i hendes hår, rev hende ned på jorden. Han holdte hende, mens den anden flænsede hendes tøj, og sparkede til hende. Mary skreg og slog fra sig. Men de to drenge ænsede det ikke.
 "Stop! Stop! Vil i ikke nok stoppe!" Hulkede hun halvkvalt. Men de lo bare. "Edwiiiiin!!!!!" Skreg hun.

   Edwin hørte skriget. Han styrtede ud.
 "Mary?!" Regnen styrtede ned. Himlen var grå og gjorde det hele så mørkt. Han kunne høre en svag drenge latter.
 "Edwin!" Hørte han igen. Panikken hobede sig op i ham. Hans søster var i fare, og det var hans skyld. Hvis nu han havde taget med hende hjem fra starten af, ville det ikke være sket. Han kiggede sig stresset omkring. Et par skikkelser. Han begyndte at løbe. Gråden blev højere. Men han var ikke alene om at løbe mod slagsmålet. Måske var der ikke to, men tre? I så fald måtte han nedlægge den kommende angriber først. Han sprang på den tredje, som faldt til jorden. Han lå ovenpå. Han løftede sin knyttede næve.
 "Lad min søster være!" Skreg han.
 "Jag försöker bara hjälpa till..." Peb offeret panisk. Edwin lod blikket glide ned på ansigtet. En pige. En sølle pige. Høj og ranglet, med håret sat op i en fletning. Hendes øjne var blå med en antydning af frygt. Edwin slap grebet og lod pigen komme op. Hun var ældre end Edwin.
 "Vad händer?!" Rektorens stemme brød regnen. De to angribere forlod Mary og begyndte at løbe.
 "Vi kommer att hitta dig och din syster, judisk pojke..." Råbte de mens de forsvandt ned mod havnen.
 "Kom in," sagde rektoren. "alla tre." Og så forsvandt han ind på skolen igen. Edwin løb over til sin forslåede søster. Også han selv, havde fået et par skrammer. Han hjalp hende på benene.
 "Er du okay?"
 "Det... Det.. Tror jeg..." Den fremmede pige små løb over mod dem.
 "Er du okay?" Spurgte også hun. Mary nikkede blot. Sammenbidt.

    Alle tre sad indhyllet i tæpper. I lyset kunne man tydeligt se de blå mærker på Marys krop. Rektoren lagde telefon røret. "Jeres mor kommer." Sagde han blot og kiggede på den blå Mary.

    Præcis sytten minutter efter, kom Annika og hentede skamfyldt de to børn.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...