Er du lykkelig nu?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2014
  • Opdateret: 6 nov. 2014
  • Status: Igang
"Fiskekutteren lagde ikke til kaj. De skulle bare hurtigt afsted igen. Et kort lille ærinde: De skulle sejle to unge jøder over sundet." De to unge jøder Edwin og Mary bliver sejlet over sundet en stille nat i året 1943. Edwin bærer på en lille hemmelighed om deres mor, og senere hen skal det vise sig at han vil blive læsset med endnu en. I Sverige bliver der taget sig af dem, og de overlever. Men vil de nogensinde kunne leve igen efter hvad de har oplevet? Er du lykkelig nu? - Historien om to unges kamp for overlevelse og ligestilling.

17Likes
76Kommentarer
1837Visninger
AA

5. Rektor

   Mary orkede ikke op. Hun jamrede da Werner kom ind og hev dynerne af dem, og hun trak den hurtigt på igen, så hun kunne sove videre. Men Werner var en bestemt mand. Og efter en lang kamp og riven i dynen, med en Edwin på sidelinjen, som prøvede at tale sin søster til fornuft, kunne Werner ikke holde ordene tilbage:
”Din fandens skit jøde!”
”Werner Emil Steen!” Hørte de inde fra køkkenet. Annikas vrede ansigt kom til syne i døren. ”Dit svin!” Råbte hun oprevet, og puffede ham ud af rummet. Både Edwin og Mary var chokket. Selvom han sagde det på svensk, forstod de det hele. Werner brummede og luntede væk.
” Han är bara lite morgensur…” Mumlede hun. Hun var tydeligt pinlig over episoden. De skulle jo vise sig at kunne passe godt på de to unge.  
” Kom upp, lilla vän.” Sagde Annika blidt. Mary turde ikke sige nogen af dem i mod, så hun rejste sig og tog sit tøj på.
 
”En lilla morgentur, skulle göra dig gott.” Sagde Annika og åbnede døren. Hun trippede let ned ad trapperne, og Mary og Edwin fulgte med hende.
  Morgenluften var dejlig kølig. Den var det første der mødte dem.
En ti minutters tur blev det til, allerede der var de nede ved havnen.
 
   Et par købmænd, en halv slidt boghandel hvor skiltet hang lidt, en skole, og et havnekontor. Det var hvad der lå rundt om kajen. Annika havde kurs mod skolen.
 
   Skolen var bygget i træ som var malet med en rød maling. Vinduerne havde fået en omgang hvid maling. Et par steder havde maleren også ramt vinduet, og ingen havde gidet at fjerne det. Oppe over døren hang et slidt skilt hvorpå der stod: Skola.
   Skolegården var heller ikke ligefrem den største. Der var en hinkerude og en fodboldbane. Selve gården var omgivet af et rødt træ hegn. Det hele var slidt. 
   Klokken var omkring de otte den lørdag morgen. Flere børn var på vej ind i klasserne. Edwin holdte sig tæt op ad Annika for ikke at havne i en eller anden børneflok, som ville slæbe ham ind i en eller anden klasse. De gik ind i bygningen der var lavet af træ.
   Annika førte dem hen foran en dør i hjertet af den lille træ bygning. På døren som var lavet af blankt egetræ var der et skilt hvorpå der stod: Rektor.
 
  Annika bankede på døren.
”Kom in…” Lød det.
   Annika trykkede forsigtigt dørhåndtaget på fyrtræsdøren. Den gik knirkende op.
 
   Inde i det lille rum sad en ældre mand. Hans hår var gråt, og han havde et nyklippet stubskæg. Hans tøj var ikke lige sådan som man tænker en rektor, men nærmere en skibsarbejder. Han havde et par runde briller, med høj styrke som fik hans øjne til at se store ud. Alt i alt – så lignede han ikke en rektor. I sær ikke når han havde lagt sine fødder tilrette på  det massive bord, som var omgivet af rodede boghylder, hvor bøgerne væltede ud. På bordet lå et par gamle kaffekopper og en gammel flaske whisky, hvor der kun var en sjat tilbage. Lidt aske fra et gammelt askebæger var spredt ud på et par et par papirer. Luften lugtede af tobak. Mary væmmedes ved den, mens Edwin nød den.
   Et fjoget smil bredtes på rektorens mund, efterfulgt af en underlig latter, da han så Marys ansigt.
”Ja, det kan være utroligt hvem de ansætter, hva’?” Mary svarede ikke.
”Du… Taler dansk?” Spurgte Edwin tøvende.
”Ja det gør jeg.” Lo han venligt
”Men…”
”Hvorfor?” Færdig gjorde han sætningen. ”Jeg er opvokset i Danmark, min gode knægt. Jeg flyttede for et par år siden.”
”Men er du jøde?” Spurgte Edwin ivrigt.
”Nej, dog ikke. Men krigen hærgede min by, og de der rat… ratu…”
”Rationeringsmærker?” Hjalp Edwin.
”Ja dem! Man bliver kraft edeme ikke mæt…” Han lo højlydt. Annika følte situationen var ved at tage en anden retning og mandede sig derfor op og sagde: ”Men de kära barn.,” Hun holdte en kort pause for at sørge for at Rektoren lyttede. ”de vil gerne starte her. På din skole. Dette er Mary Peterson og Edwin Peterson” Sagde hun tilfredst.
” Ja självklart!” Rektoren rettede sig lidt op i stolen. Han havde tydeligvis lært svensk. ”Sid ned.” Sagde han igen på dansk.  Han satte albuerne i bordet, og lod sin hage vil hvile på hans samlede hænder. Tre stole var sat frem, og Annika satte sig på den midterste, så Mary og Edwin var tvunget til at sidde på hver sin side af hende.
 
   De tykke briller kiggede skiftevis på de to børn. ” Hur gamla är de?” Spurgte han Annika. Annika som selvfølgelig vidste det, svarede med en lys stemme, lysere end hun lige havde forventet: ”Elva och tolv,” Hun vendte hovedet og kiggede på Edwin. ”en halv.”
”Meget vel.. I kan møde op her uden for min dør i morgen, så hjælper jeg jer..”
   Og sådan blev det. Annika gik tilfreds ud gennem døren efterfulgt af de Mary, som var efterfulgt af Edwin.
 
   En frisk lille morgenvind ramte dem blidt. De sad på kajen med benene svunget ud over kanten. De sad med et par gulerødder, som Annika havde givet dem. Hun skulle ind i den lille købmand inden de kunne tage hjem.
”Syntes du ikke at… du ved… det hele ligesom…” Startede Mary, med en halv gulerod i munden.
”..Går lidt hurtigt?” Afsluttede Edwin. ”Jo, det syntes jeg… Et. Vi er lige ankommet. To. Vi kan ikke tale sproget. Tre. Vi kender ingen. Fire.... Ja, fire. Vi er så frygteligt ømme.” Han tog fingrene ned, som han havde siddet at talt på, og rettede i stedet sin ømme ryg ud.
”Mmmm…” Nikkede Mary, mens hun tog en ny bid ad guleroden.
”For resten? Syntes du ikke også at alle rum i det her land er meget små?” Spurgte Mary, som bare havde lyst til at storgrine, men var lidt i tvivl om det var passende på det tidspunkt. Men da Edwin begyndte at grine, gjorde hun også. Og så blev de to bekymrede børn for en stund løsrevet for deres byrder og tanker.
   Deres blikke endte ved deres hjem, mens latteren langsomt aftog. De kiggede over sundet.
 
  Annika gik ud ad købmanden. I hænderne bar hun to papirsposer. Hun spejdede rundt på havnen, for at finde de to børn. Da hun fik øje på dem siddende kajen grinene, lettede hendes hjerte en smule. Siden de var ankommet dagen før, havde hun ikke set dem grine. Også da de spillede kort ved bordet, virkede de en smule nedtrykte, selvom man også kunne se en smule glæde i deres blikke.
   Hun travede med faste skridt mod dem. Hun gik forbi et par skibe som hun mente godt kunne trænge til en rengøring og måske en omgang maling. Der var også en halvrådden træbænk. En bænk som man ligeså godt kunne fjerne hvis det var hende der bestemte.
   Det var sådanne ting Fru. Steen bemærkede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...