Er du lykkelig nu?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2014
  • Opdateret: 6 nov. 2014
  • Status: Igang
"Fiskekutteren lagde ikke til kaj. De skulle bare hurtigt afsted igen. Et kort lille ærinde: De skulle sejle to unge jøder over sundet." De to unge jøder Edwin og Mary bliver sejlet over sundet en stille nat i året 1943. Edwin bærer på en lille hemmelighed om deres mor, og senere hen skal det vise sig at han vil blive læsset med endnu en. I Sverige bliver der taget sig af dem, og de overlever. Men vil de nogensinde kunne leve igen efter hvad de har oplevet? Er du lykkelig nu? - Historien om to unges kamp for overlevelse og ligestilling.

17Likes
76Kommentarer
1833Visninger
AA

6. Morgenkaffe

    Næste morgen skævede Edwin nervøst til sin søster inden han bankede på den massive fyrtræsdør.
”Kom ind.”  
    Edwin sank en klump og trykkede dørhåndtaget, mens Mary nervøst rettede lidt på den stof pose hun havde over skulderen.
   Bag døren sad en mand med meget tykke briller og fødderne lagt til rette på bordet.
”Ah! Den unge Edwin!” Råbte Rektoren kækt, mens han hoppede ned ad stolen.  Edwin blev en smule chokeret, men ikke som Mary. Mary var meget forbavset. Han var ikke helt normal, blev hun enig med sig selv om.
   Men Edwin havde et lidt anerledes syn på ham. Af en eller anden grund kunne han virkelig godt lide ham.

    Marys hår var sat op i to stramme fletninger, mens Edwins hår så yderst velfriseret ud. Alt sammen Annikas værk. Hun gjorde altid sit yderste for at skjule deres fattigdom.
 
  Rektoren skænkede en smule kaffe op til dem begge. Mary nippede forsigtigt til den. Hun væmmedes blot ved lugten, og smagen fik hendes mave til at slå koldbøtter som om den ville komme op med al dens indhold. Men hun drak den for at være høflig i små korte nip.
   Da hun endelig fik det hele ned sagde rektoren: ”Lad os finde jeres klasseværelser.” Med den besked samlede han tekopperne, og rejste sig.
 
   De gik ned ad den smalle, korte gang. De to gik med tunge skridt efter. De var nervøse for de andre børns reaktion og det fremmede sprog de ikke kunne. Hvis nogen spurgte dem om noget, ville de så kunne svare? Edwin kunne mærke sit hjerte spæne afsted. Så hurtigt at han ikke kunne følge med. 
   Uden varsel åbnede rektoren en dør på venstre hånd. En lav summen i form af snak svandt hen. Han trådte ind i lokalet, sagde noget svensk pladder, og puffede de to børn ind. 
   Mary sank en klump. Alle øjne var rettet mod hende og ingen af dem så videre venlige ud. En pige med stramme fletninger som hendes egne bare røde, gloede med et par smalle grønne øjne olmt på hende. Hendes ansigt var dækket af fregner, som om nogen havde kastet dem op i hovedet på hende. 
   Mary lod blikket glide videre. En lille spinkel dreng med lyst hår, næsten hvidt, sad med et par blå øjne, som nærmest poppede ud af hovedet af ham. 
   En kraftig pige som knap nok kunne sidde bag skrivepulten, fik Mary til at se ned på sin egen mave hvor ribbenene var slemt synlige. Også hende så ikke videre venlig ud. Faktisk var der ingen af de mange børn, som viste et lille tegn på et velkommen eller: pladsen ved siden af mig er ledig! Sæt sig endelig ned,  eller bare noget der mindede om. 

    Mary havnede nede bag sin egen skrivepult. Med en rystende hånd som hun blev nødt til at supplere til to, tog hun fyldepennen som lå i en lille rille. Hun dyppede den nænsomt i blækhuset og satte den på papiret. Et par dråber blæk gled ud, og plettede papiret. Mary vidste at det ville blive en lang dag.

    Efter skole satte de sig ned på havnen, med benene hængende ud over kajen.
 "Hvad syntes du egentlig om rektor?" Spurgte Edwin søgende.
 "Han er den særeste mand jeg nogensinde har mødt!" Lo hun.
 "Ja... Det er han nok. Men alligevel kan jeg altså godt lide ham. Han er så..."
 "Som den far du aldrig rigtig har haft..." Gættede Mary.
 "Nej," Edwin kunne ikke lide at tænke på sin far, og da slet ikke lide at andre troede, at han tænkte på ham. Det virkede så forkert på en eller anden måde. For han var tydeligvis ligeglad med dem, derfor måtte Edwin også være ligeglad med ham. Men det var han ikke helt alligevel. "han er bare så ligeglad med hvad andre tænker. Han er fri!" 
 "Aha..." Sagde Mary mistroisk og kiggede ud på havet. "Jeg tror altså at du tænker at ham som en far."
 "Jeg tænker ham mere som en ven." 
 "Mere som en ven. Så du tænker ham altså også som en far?" Drillede hun. Men Edwin kunne slet ikke lide det. Han følte sig chikaneret på en eller anden måde. Men det med at gøre det med deres far til noget sjovt, var Marys måde at bebrejde sorgen. Edwins måde var bare at glemme ham, som han ikke kunne. 
 "Stop Mary... Det er ikke sjovt." Han havde ikke lyst til at skændes med hende, så at lukke samtalen virkede som den eneste mulighed. 

   Som de sad der i stilheden, grublede Mary over et nyt emne at snakke om.
 "Nåh... Edwin... Altså... Hvad syntes du om...du ved... Annika og Werner?" Prøvede hun.
 "De er vel meget søde..." Sagde Edwin uinteresseret. 
 "Hmm... Okay..."
 "Hvad syntes du så om Sverige?" Prøvede hun igen.
 "Det er vel også meget fint..." Mumlede han. Edwin var ikke til at starte en samtale med.
 "Okay..." Mary trak benene op til sig, lod hagen hvile på knæene og lod sine arme slynge rundt om sine skinneben. 
 "Jeg var temmelig nervøs i morges!" Sagde hun.
 "Mmmm...." Til sidst opgav Mary. 

    Lidt senere traskede de tavst hjem igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...