Er du lykkelig nu?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2014
  • Opdateret: 6 nov. 2014
  • Status: Igang
"Fiskekutteren lagde ikke til kaj. De skulle bare hurtigt afsted igen. Et kort lille ærinde: De skulle sejle to unge jøder over sundet." De to unge jøder Edwin og Mary bliver sejlet over sundet en stille nat i året 1943. Edwin bærer på en lille hemmelighed om deres mor, og senere hen skal det vise sig at han vil blive læsset med endnu en. I Sverige bliver der taget sig af dem, og de overlever. Men vil de nogensinde kunne leve igen efter hvad de har oplevet? Er du lykkelig nu? - Historien om to unges kamp for overlevelse og ligestilling.

17Likes
76Kommentarer
1809Visninger
AA

4. Lugten af løgne og bræk

    Mary sad og rodede i maden med sin gaffel.

 ”Inte sulten, litet barn?” Fru. Steen stoppede sin spisning, og kiggede blidt på Mary. Edwin stoppede også sin spisning, og langsomt var alle øjne ved bordet rettet mod Mary.

    Som svar rystede hun på hovedet, lagde gaflen, og lænede sig tilbage i den gamle knirkende stol. Annika sendte Werner et opgivende blik, hvorefter hun gav sig til at spise igen. Det samme gjorde de andre.

   Jo, Mary var sulten. Hun kunne bare ikke spise noget. Det hele var så nyt, at hver gang hun tog en ny bid af alt det nye, følte hun en trang til at kaste op. Apropos at kaste op: Hun lugtede stadig frygteligt. Men hun turde ikke spørge de to fremmede mennesker om et bad. De talte ikke engang hendes sprog. Hun forstod kun meget få af deres ord. Men måske forstod de ikke nogen af hendes?

 

    Edwin guffede maden i sig. Han vidste trodsalt også hvad der foregik. Han fattede ikke hvorfor Mary ikke ville spise. Men da han kom i tanke om…ja…faktisk hele situationen, forstod han det lidt bedre. Faktisk mistede han også lysten til at spise. Men hans sult overtog, og han proppede sig med den i stedet.

 

 

***

 

 ” Vad är det som luktar sådan?” Brummede Werner.

 ”Vad luktar sådan?” Spurgte Annika Werner, og lagde den avis hun sad og læste.

 ”Jeg vet inte.” Annika lugtede lidt til luften.

 ”Hmm…”  Brugte hun som svar, mens hun kiggede ned på de to børn, som tydeligvis enten ikke lyttede, eller simpelthen ikke forstod hvad de sagde. De sad lidt længere nede ad bordet, mens de spillede kort.

 

    Edwin nød deres spil. Det var måske mere end tre år siden han sidst havde spillet et ganske almindeligt spil. Følelsen var fantastisk. Endelig kunne han leve frit. Eller sådan da. Hitlers gerninger havde ændret hans liv.

   Han så tydeligt kampflyene på himlen. Bomberne der faldt ud af deres bund. Panikken der bredtes. Hans mor. Hans mor der prøvede at hive ham med ned til deres skjulested i kælderen. Han var stukket af. På det tidspunkt vidste han ikke hvor farligt det var. Samtidig kom han i tanke om beskeden om hans mor. Den besked Mary ikke var gammel nok til at høre. Skyldfølelsen vendte tilbage.

 

 ”Edwin?” Mary sad og viftede hånden foran hans ansigt.

Edwin vendte hovedet. Hans øjne blev store, også rystede han minderne af sig.

 ”Undskyld. Jeg faldt lidt i staver…” Mumlede han søvnigt. ”Hvis tur er det?”

 ”Din…” Sagde hun og nikkede over mod bunken midt på bordet.

 

    Annika var stadig aktiv i sin søgen efter lugtens udspring. Hun rejste sig så stolen knirkede. Hun bevægede sig langs bordet. Hun følte lugten blive stærkere og stærkere. Stærkest var den ved Marys stol. Faktisk var den så ulidelig, at hun måtte holde sig for næsen.

 ” Oh, Werner! Gör badet klar! Hun har kastat upp på sig själv!” Hun væmmedes ved lugten. Den  bed hende i næseborende. Werner løftede blikket fra sin eftermiddags kaffe.

 ”Annika… När jag drack mitt kaffe…” Brokkede han sig.

 ”Werner! Nu!” Det var her de to børn opdagede en af Fru. Steens andre personligheder. Werner havde levet med hende længe. Han vidste at når de kom til det punkt som de havde nået nu, var det bedst at gøre som der blev sagt.

  På vej ud i køkkenet brummede han et eller andet som var uhørligt under fuldskægget.

 

***

 

   Badet var koldt, da Mary ligeså langsomt sank sig selv ned i karet. Annika stod ved hendes side klar med skurebørsten. Hun tog en lille spand, fyldte den med vand fra karet, og hældte det ud over den beskidte jøde. For ikke nok med at hun havde brækket ud over sig selv, så havde hverken Mary eller Edwin set et bad, det sidste halve års tid. Derfor sad Edwin også klar på en taburet ved siden af, mens han ventede på sin tur.

    Mary gøs. Selvom det var koldt, så brokkede hun sig ikke. For hun var taknemmelig. Hun havde hungret efter et bad i et halvt år. Så glæden ved endelig at blive ren var ubeskrivelig.

 

    Annika tømte sin beholdning af sæbe den dag. Hun skurede og skrubbede de to børn, til huden blev rød.

 

    De to rene jøder sad inde på det, de nu skulle kalde deres værelse. Hjemmesyet tøj var lagt frem på de to madrasser til dem. De to det taknemmeligt på, og bumpede ned på madrasserne.

   Værelset var ikke særlig stort. To madrasser var klemt sammen ovre i hjørnet. Et lille bord stod ved døren. Det var det der var. Jo, der var lidt mere: På væggen skraldede den peach farvede maling flere steder af, så der lå små flager tørret maling på gulvet.

 

    Vinden slap igennem de utætte vinduer, og gjorde værelset køligt. Edwin kom til at tænke på hvordan de skulle overleve når det engang blev vinter. Men alligevel måtte det være skønt på de varme sommernætter.

 

    Stemningen virkede lidt akavet. De sad begge bare og kiggede rundt i det lille rum, selvom de havde gjort det mindst ti gange.

    Edwin ville sige undskyld, men hver gang han fortalte sig selv at nu ville han sige det, så var det som om ordene ikke ville forme sig i hans mund. Flere gange åbnede han munden, men lukkede den så igen. Hvad skulle han gøre? Han kunne jo ikke.

    Men endelig brød hans søster stilheden, hvilket han blev lidt flov over, fordi han ikke selv turde:

 ”Her er godt nok småt.” Sagde hun lavt. Edwin nikkede for at bekræfte.

 ”Mary…” Det tog ham lidt tid at få dem formet, men de kom ud. Bare lidt hæst: ”Undskyld. Jeg skulle have haft fortalt dig om det hele,” Han stoppede op for at tørre tårerne væk. ”men jeg kunne ikke… Jeg var en kylling. Jeg skulle have haft fortalt dig det. Fortalt dig det. Jeg skul…” Gentog han sig selv, i det han blev stoppet af Marys hånd som havde lagt sig på hans egen.

 ”Det er okay… Edwin.” Hun lød moden. Krigen havde gjort noget ved hende. Den havde taget hendes barndom fra hende. Før i tiden havde hun været …ja….anderledes. Edwin håbede inderligt på at det ville ændre sig nu. Hun fortjente en barndom. Hun var trodsalt kun elleve år gammel.

 

    Resten af formiddagen fortalte Edwin alt hvad der var sket, eller næsten, - han undlod at fortælle hende om deres mor. Men han fortalte at hun havde sørget for at de kunne blive sejlet over sundet. At der ville komme nogen og hente dem på kajen. At de ville blive nødt til at bo hos en plejefamilie, indtil deres mor kom. Angående deres mor løj han. Deres mor ville ikke komme. Han vidste det, og Mary var ikke gammel nok til at vide det.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...