Er du lykkelig nu?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2014
  • Opdateret: 6 nov. 2014
  • Status: Igang
"Fiskekutteren lagde ikke til kaj. De skulle bare hurtigt afsted igen. Et kort lille ærinde: De skulle sejle to unge jøder over sundet." De to unge jøder Edwin og Mary bliver sejlet over sundet en stille nat i året 1943. Edwin bærer på en lille hemmelighed om deres mor, og senere hen skal det vise sig at han vil blive læsset med endnu en. I Sverige bliver der taget sig af dem, og de overlever. Men vil de nogensinde kunne leve igen efter hvad de har oplevet? Er du lykkelig nu? - Historien om to unges kamp for overlevelse og ligestilling.

17Likes
76Kommentarer
1843Visninger
AA

19. Kvinde nedgøren

Mary skævede over til Liese. Eller rettere sagt Liese og Jonas. Hun bed sig i læben, da deres læber mødtes i et blidt kys. Nu hvor Liese var sammen med Jonas, og Edwin endnu var syg, var Mary ret alene i frikvarteret. Hun skævede rundt i gården. De andre piger hinkede, mens nogen af drengene spillede fodbold.

  Da bolden trillede ud af fodboldbanen og hen til hendes fødder, kunne hun ikke holde sig tilbage. Hun driblede den ind på banen. Hun undveg de første par drenge. "Kom med det!" Hørte hun flere drenge råbe. Men for Mary var der kun en vej, og det var fremad.

  Hun undveg den sidste spiller og sparkede. Bolden fløj gennem luften, og ramte ind i målet. Mary vendte sig begejstret for at se folkets reaktion. Men de var alle tavse, tydeligvis pinlige over at blive slået af EN sølle pige. Mary klukkede for sig selv.

 

  Mary stillede sig klar ved målet. Drengene var indgået en aftale om at lade hende være med, hvis hun kunne tage deres bedste spiller, Peters, skud. De andre drenge stod på sidelinjen og så spændt til, mens de to duellanter sendte "hadeblikke". Peter spyttede på jorden og gik tilbage for at tage tilløb. Mary stillede sig længere ned i knæ. Hun slog hænderne sammen, og råbte: "Lad os så se hvad du kan. Tøs." Peter fnøs og satte af. Bolden forlod jordoverfladen. De mange drenge fulgte dens flugt gennem luften med store øjne. Den landede igen, ikke i målet, men i et fast greb i Marys kolde hænder. Alle blev tavse.

"Ren lycka!" Forsvarede Peter sig.

"Som om!" Lo Mary. Resten af holdet, som underlagde sig Peter, kendte sig enig med ham. Fra den dag af, havde Mary altid lov til at være med. Også selvom de fleste drenge foretrak hvis hun ikke var det. Det var jo nok mest bare fordi de var for bange for at få tæsk af en pige.

 

  Mary placerede strategisk bolden i hjørnet af målet. Hun kiggede forventningsfuldt over mod Liese, for at se hendes reaktion. Men Liese sad midt i et voldsomt og intenst kys. Hun opdagede intet, for hendes øjne var nydeligt lukkede, og hendes brune hår lå pænt bag hendes skuldre. Jonas havde sin højre hånd bag hendes hoved, og den anden hånd i hendes, hvilende på hendes lår.

  “Hver dog glad på hendes vegne, Mary…” Hviskede hun for sig selv, og fortsatte spillet.

 

  Drengene gad ikke spille hende, hvor typisk. Lige meget hvor meget hun prøvede at råbe: “Jeg er her!” “Spil mig!” “Jeg er fri!” Endda på begge sprog, så nyttede det ikke. Derfor måtte hun jo selv tage den fra modspillerne, og det gik jo også meget godt. Hun tacklede et par af dem, og hun kunne da også godt spille den til sine medspillere, det var bare drengene og deres stolthed.

  Hun tacklede Peter så han landede direkte på numsen. Hun stoppede op for at hjælpe ham op. Men han afslog og hjalp sig selv. Han sendte hende et hadefuldt blik. “Du ska inte ens spela fotboll. Kend din plats kvinna.” Den måde han spyttede ordet ‘kvinde’ ud på, fik Mary til at gyse. Han sendte hende et koldt blik, inden han fortsatte spillet.

  Mary overvejede sine muligheder. Hun kunne vende sig om og slå ham direkte i fjæset, som hun allermest havde lyst til, eller hun kunne gå. Hun kiggede ned på sine knyttede næver. Bare et enkelt slag. Men da hun vidste hvad hendes mor ville have haft sagt, så valgte hun i stedet at skubbe hans skulder og svare igen. For hvis der var noget som Mary Wahl hadede, så var det at blive svinet til, og endnu værre: lade som ingenting.

  Hun skubbede til hans skulder. Hverken blidt eller hårdt, bare et skub. Han vendte sig hurtigt om. Han var mindst et hoved højere end hende og langt stærkere. På en sær måde fortrød hun at hun overhovedet var begyndt, men der var ingen vej udenom.

 "Kend din plads, mand..." Sagde hun sikkert. Et par drenge måbede omkring hende. Peters øjne tordnede. Det var tydeligt at hun havde vækket hans indre monster. Det monster som alle de andre børn frygtede.

  Mens Peter langsomt lænede sig i over hende, kunne hun mærke sine knæ synke længere og længere sammen. Hun skælvede. Han satte en hånd på hendes skulder. En isnende fornemmelse skød gennem hendes krop.

"Vad. sagde. du?" Mary svarede ikke, for hun vidste at hvis hun prøvede ville det bare være små piv. I et hurtigt tag skubbede han hende bagover så hun landede på jorden. Hun mærkede stødet som gik gennem hendes håndled og op i armen.

"Jeg sagde, kend din plads. Mand. Eller skulle jeg sige dreng. Der er ikke så meget mand over en kujon som dig." Sagde Mary flabet, for hun vidste godt hvem der skulle have det sidste ord. Peter tårnede sig over hende, mens hun stadig lå på jorden. Han løftede sin fod og placerede den ovenpå Marys hånd. Hun pev.

"Peter ... Hon är bara en tjej. inte vara så svårt." Hørte hun en dreng sige bag sig.

"Ja... Bara en tjej. En flicka der skal veta sin plats." Han trådte en smule hårdere til. Mary sparkede ud efter ham. Tilfredsheden i hans ansigt strålede ud.

"Vad händer nu? Tjej...?" Spurgte han tilfreds, og trådte endnu hårdere endda med hælen. Mary kunne mærke knoglerne mod den hårde flise, og hælen som borede sig ind i hendes hånd. Et lille skrig forlod hendes læber. Peter så triumferende på hende.

"Var är din plats? Vem bestämmer? Du eller jag?"

"Stop!" Skreg hun.

"Svar!" Skreg han ind i hendes øre. "Var är din plats!?"

"Peter! Stop!" Denne gang var det ikke nogen af drengene eller Mary, det var Liese. Da Peter vendte sig og så hende, ignorerede han hende og trådte hårdere, faktisk med hele sin vægt og Peter var en stor dreng. Mary var sikker på at hun hørte et knæk eller bare noget som satte sig forkert i hånden. Hun skreg.

   Men da Jonas kom til syne bag hende, begyndte Peter at løsne sin fod. Hun mærkede en syngende slag mod sin kind, for Peter gjorde ikke noget halvt.

  Jonas var mindst et hoved højere end Peter. Sammen med de andre drenge lod han Mary ligge tilbage, og gik mens de stadig havde ære. Liese hjalp Mary på benene. "Du skapar dig några fiender, sött..." Sagde hun stille. "Du är för stædig ..." Mary nikkede blot på hovedet. Nu vidste hun en ting. Hun hadede Peter Holm.

 

  Mary lod blikket glide ned på sin hånd. Den var en smule hævet og blå. Hun kunne godt bevæge fingrene, men hun ville helst undgå det. Hun slog hovedet bagover og ind i væggen. Hvad ville Annika dog ikke sige.

   Liese var hurtigt kommet videre, og sad sikkert og snakkede med Jonas. Når hun forestillede sig deres kys, kriblede det i maven. En varm fornemmelse.


 

  Mary gemte sin hånd under sin jakke, da hun bankede på. Annika åbnede den.

“Hi Mary!”

“Hi…” Annika forsvandt ind i stuen, mens Mary tørrede fødderne af i dørmåtten. Hun hang forsigtigt sin jakke på knagen, og prøvede diskret at skjule sin hånd bag sig.

  Hun satte sig ind i stuen hvor Edwin sad helt frisk med en bog. Han kiggede op og smilte.

“Hej! Var det en god dag?”

“Øh… Hvad? Nåh, åh… Ja helt sikkert!” Løj hun og smilte tilbage. Hun satte sig ned ved hans side.  “Går det så bedre eller?”

“Ja, jeg er helt rask! Jeg tager med i skole i morgen.” Han lod blikket igen glide ned i bogen. Han søgte hendes hånd, og selvom hun kæmpede imod, fik han fat i den og gav den et lille klem. Hun bed sig i læben af smerte. Tårer samlede sig i hendes øjne. Edwin mærkede at noget var galt og kiggede igen på hende.

“Hvad er der Mary?” Han lagde bekymret bogen til side. Mary svarede ikke, men tårerne begyndte at løbe ned af hendes kinder. Ikke så meget af smerte, men af skam. Edwin kiggede ned på deres hænder. Hans øjne blev store. Han løftede den op i lyskeglen fra den lille elpære som sad i loftet.

“Hvad er der dog sket?!” Mary hulkede og sank ind over ham. Han trak hende ind i et kram uden at slippe blikket fra hånden. Han trak hende væk fra sig. Langsomt kørte han tommelfingeren ind over hendes kind. “Mary? Hvad skete der?”

“Du må ikke sige det til Annika…” Hulkede hun.

“Hun finder jo nok ud af det før eller siden.” Han kiggede ned på hånden, den var blå og en smule hævet. Det ville nok hurtigt forsvinde, men Annika ville opdage det. “Men lad mig høre, hvad skete der?”

“Peter Holm.” Svarede hun bare.

“Slåskamp?”

“En form for…”

“Nåh…”

“Han er en idiot.”

“Jeg tror altså ikke…”

“En kvinde nedgøre!”

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...