Er du lykkelig nu?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2014
  • Opdateret: 6 nov. 2014
  • Status: Igang
"Fiskekutteren lagde ikke til kaj. De skulle bare hurtigt afsted igen. Et kort lille ærinde: De skulle sejle to unge jøder over sundet." De to unge jøder Edwin og Mary bliver sejlet over sundet en stille nat i året 1943. Edwin bærer på en lille hemmelighed om deres mor, og senere hen skal det vise sig at han vil blive læsset med endnu en. I Sverige bliver der taget sig af dem, og de overlever. Men vil de nogensinde kunne leve igen efter hvad de har oplevet? Er du lykkelig nu? - Historien om to unges kamp for overlevelse og ligestilling.

17Likes
76Kommentarer
1821Visninger
AA

11. Ikke alle tyskere er onde, Edwin

   Mary kiggede sig nervøst over skulderen mens de gik gennem skolegården. Hun holdte sig tæt op af sin bror, med hjertet helt oppe i halsen.
 "Hallo?!" En stresset stemme lige bag hende. Hun stivnede. Edwin standsede også. Modsat Mary kiggede han sig over skulderen. En høj ranglet pige tornede sig op bag dem. Pigen fra slagsmålet. Hun luntede stille hen mod dem.
 "Hej!" Sagde hun og stoppede forpustet. "Kommer du ihåg mig?" Mary rystede på hovedet. "Nåh... Åh ... men jag är Annaliese. Du kan bara kalde mig Anna, eller Liese." Hendes accent. Den var ikke svensk. Den var tysk.
 "Jeg hedder Mary." Sagse hun som svar, og rakte nervøst hånden. Liese tog den i et glædestag og rystede den adskillige gange.

    Edwin som også havde hørt den tyske accent, stod målløst og så til mens hans jødiske søster trykte den formåede tyske hånd.
    Mary selv, var også en smule nervøs ved tanken, men Annaliese var fuldstændig uvidende om den upassende situation de befandt sig i. Men da tanken slog ned i hende, udbrød hun: "Åh Mary! Ja, jag är en tysk, men jag är inte med Hitler! Jag skulle aldrig, aldrig, aldrig någonsin vara!" Og så følte Mary sig lidt mere tryg. Hvor sjovt. Ord har stor betydning, specielt hvis vi vælger at stole på dem.

   I frikvarteret var Mary og Liese sammen. Sjovt hvor hurtigt det kan føles som om man har kendt hinanden i tusind år, når kemien spiller. Og det gjorde den.
   Edwin surmulede ovre i hjørnet af gården. Hans søster og den...den...tysker! Han stolede ikke på Liese, og han mente ikke at Mary burde omgås sådan nogen. Edwin mente det jo ikke ondt på nogen måde, han ville jo bare beskytte Mary mod eventuelle overfald eller lidelser.

   Efter skole sagde Mary farvel til Liese. Man kunne stadig høre latterens ekko. Hun havde leet så meget, at hun havde ondt i kinderne. Hun stod nytteløst og masserede dem i runde bevægelser. Edwin havde valgt at droppe rektoren den dag. Han turde ikke lade hende gå alene hjem.
   Turen til havnen forløb med en del formålsløs plapren om Liese. Edwin prøvede at lade som om at han lyttede, men det gjorde han ikke. Han ville ikke lytte.

 "Havde du en god dag?" Mary prøvede at starte en samtale. De sad med benene hængende udover kajen, som de plejede. Edwin bed tænderne sammen.
 "Fin..." Sagde han sammenbidt.
 "Mm..." Sagde Mary en smule ligeglad. "Har du fundet nogen...Tjo... Venner?" Det var tydeligt hvor hun prøvede at føre samtalen hen.
 "Næh..." Der var dog en dreng i klassen som han havde snakket lidt med, men rigtige venner blev de vidst ikke.
 "Du skal bare gøre som mig! Jeg har allerede en ven, Annaliese." Begyndte hun. "Hun er bare så fri, og sød, og smuk, og så er hun bare så sej..." Sagde Mary drømmende.
 "Hun er tysker. Mary..." Sagde Edwin koldt.
 "Og hvad så?!"
 "Tyskerne jagter sådan nogen som os... De ser os som en uren race, Mary!"
 "Men måske er Liese ikke som dem?! Hva?" Mary rejste sig vredt op.
 "Jo... Hun er præcis som dem Mary... Bare vent... Når du er uopmærksom overfalder hun dig!"
 "Det ville Liese ikke gøre!"
 "Du har kun kendt hende en dag! Hvordan ved du, hvad hun vil gøre og ikke gøre?!"
 "Det ved jeg bare!"
 "Nej du gør ej! Hun er tysker! Hun er ond!"
 "Nu lyder du næsten som Hitler! Man kan ikke dømme et helt samfund for en mands gerninger! Ikke alle tyskere er onde, Edwin." Hun lød så moden, og Edwin var sluppet op for ord. De sad i stedet bare tavst og kiggede ned i vandet.

   Edwin følte en uro i maven. Han havde ikke skændtes med Mary længe. Meget længe. Men nu... Ja nu var det hele så frygteligt. Han kunne ikke lide det. Han følte sig for allerførste gang helt alene.

   Mary følte også uro i maven, men ikke på samme måde som Edwin, nærmere en boblende vrede. Hun kogte. Hvordan kunne han. Han, hendes bror være så egoistisk og dum? Hvorfor kunne han dog ikke være glad for at hun var faldet til?
   Hendes blik faldt på landet på den anden side af sundet. Hun kom til at tænke på deres mor. Hvor hun dog glædede sig til at de alle kunne være sammen igen. Men tanken om hendes mor, overdøvede ikke vreden i hende.
   Lydløse tårer begyndte at trille ned ad hendes kinder. Hendes liv - et stort rod af endeløse løgne og stumper af sandheder. Hendes familie - en fuldkommen ukendt del af hende. Hendes mors skæbne, hendes far og hans familie. Alt sammen kun ting hun kun kunne prøve at tænke sig til.
   Sommetider lå hun og fantaserede om sin far. Hvordan den trygge duft af tobak mødte hende, da han slog døren op, og løftede hende op i sine store stærke arme. Hvordan hun knugede sig ind til ham, og hvordan Edwin og deres mor kom gående ud i entréen til dem, og omfavnede dem i et kæmpe fire mands kram. Mennesker med kærlighed til hinanden - en familie.

   Hvordan Edwin havde det med de ting anede hun ikke. Han var mester i at skjule det, når det virkelig gjaldt. Han var så god til at trøste hende, når hun fik sine føelsesmæssige udbrud, og han selv holdte facaden oppe. Det gjorde hende tryg at tingene ikke syntes at bekymre ham. Så burde de jo heller ikke bekymre hende. Hvordan kunne hun dog være vred på ham? Det kunne hun ikke. Hun tog hans hånd. Og så sad de og så på havet. De to jødiske søskende.

 "Vi må hellere komme hjemad..." Sagde Edwin.
 "Du har ret.."
 "Jeg har altid ret!" Så lo de. Og trykket lettede fra deres små uskyldige skuldre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...