Er du lykkelig nu?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2014
  • Opdateret: 6 nov. 2014
  • Status: Igang
"Fiskekutteren lagde ikke til kaj. De skulle bare hurtigt afsted igen. Et kort lille ærinde: De skulle sejle to unge jøder over sundet." De to unge jøder Edwin og Mary bliver sejlet over sundet en stille nat i året 1943. Edwin bærer på en lille hemmelighed om deres mor, og senere hen skal det vise sig at han vil blive læsset med endnu en. I Sverige bliver der taget sig af dem, og de overlever. Men vil de nogensinde kunne leve igen efter hvad de har oplevet? Er du lykkelig nu? - Historien om to unges kamp for overlevelse og ligestilling.

17Likes
76Kommentarer
1819Visninger
AA

18. I mørket er alle katte grå

Rektor hev billedet af den lille dreng frem. Hans søn. Han kærtegnede den lille kind med sin tommelfinger.

“Åh, Hans… Alt det møg jeg dog har lavet. Hvis jeg havde set de konsekvenser det hele ville have, havde jeg aldrig gjort det!” Sagde Rektoren for sig selv med en rystende stemme. “Aldrig Hans. Min Hans. Min stakkels lille Hans…” Jamrede han. Han kyssede billedet og lagde det ind i sin inderlomme.

  Inden han forlod skolen, tørrede han øjnene. Han havde arbejdet sent den dag. Ikke noget han plejede at gøre, men den dag var det som om at skolen var et rarere sted, end at være helt alene derhjemme. Dog var han også alene på skolen, men det var noget andet. At være alene i sit eget hjem mindede ham om Hans og hans kone. Han håbede så inderligt at de havde det godt.

 

  Rektoren levede i konstant frygt. Han vidste godt at de intet måtte gøre ham her, men hvad nu hvis de gjorde det alligevel? Han kiggede sig over skulderen, mens han marcherede gennem mørket.

  Han havde en lang grå frakke på, som mange af de andre mænd på den tid af døgnet, hvor fuldmånen stod på himlen og kæmpede solen ned i horisonten. Faktisk lignede han alle de andre. Men han var jo ikke som de andre. De var alle forskellige. Alle havde deres egen baggrund og oppakning.

  Nogen var måske boghandlere. Nogen var købmænd. Nogen var flabede rektorer. Der var nok også et par lumske, eller halvfulde. Men i mørket er alle katte grå.

  Men i deres indre banker deres hjerter fuld af hemmeligheder. Også rektors. Han havde nemlig Rektors hemmelighed.   

 

***

 

  Werner fumlede med den gamle, ødelagte radio. Hvis Edwin stadig var syg i morgen, mente Annika ikke at han burde kede sig. Derfor havde hun fået Werner til at reparere den.

“Annika! Det fungerar bra inte!” Brummede Werner.

“Årh… Kom nu Werner…” Opmuntrede Annika med en meget lys stemme.

“Hmfp….” Mumlede Werner og fortsatte. Mary sad ved hans side med store øjne, da han pillede indmaden ud.

“Vad är det, pappa?” Spurgte hun på svensk, og pegede mod en knap. Werner ønskede at han kunne prale med sin viden, og forklare hende hvad det hele var, og hvad der hang sammen. Men hvis han skulle være ærlig, anede han ikke hvad han lavede.

“Det jag inte tør säga, min tjej…” Svarede han og daskede kærligt og mildt hendes kind. Hun smilede, og lod igen blikket glide ned på de mange små dele, som lå på gulvet.

 

  Da den langsomme arbejdsprocedure kedede Mary, gik hun i stedet ud i køkkenet til Annika. Hun kom med anstrengelse op på bordet. Hun var ikke så høj.

   Annika stod omgivet af damp fra gryderne ved komfuret.

“Mary? Vilken mat äter de på Hanukkah?” Spurgte Annika uden at kigge op fra gryderne.

“Mat stekt i olja.” Svarede Mary på svensk, og gjorde sig umage med udtalen. Hun kom måske endda til at overdrive accenten en smule. Men hun var alligevel stolt, over at kunne vise sin mamma og pappa hendes fremskridt inden for deres sprog.

“När fira det?”

“Det har jeg ikke styr på... Det havde min gamle mor.” Mary kiggede ned i jorden, og tvang de tårer som havde samlet sig i hendes øjne tilbage.

“Vi firar det nästa vecka, min älskling …” Sagde Annika blidt, og omfavnede hende. Mary bed sig i læben og nikkede. Hun kunne godt lide Annika. Men hun var til tider ret skrap, og hun havde ikke samme humor som Werner. Den humor som Mary godt kunne lide. Men hun var kærlig og omsorgsfuld. På en anden måde end Werner måden. Hun var kærlig på mor måden.

 

  Annika knugede Mary ind til sig. Hendes lille pige. Til sidst endte det med at være Mary der trak sig ud af krammet. Annika kyssede hendes pande, og et glad lille uskyldigt pige smil bredtes på hendes læber. Hvad havde Hitler dog mod hende? Hvordan kunne han dog sove, når han havde så små uskyldige liv på samvittigheden? Annika gengældte Marys smil, hvorefter hun drejede om på hælen og rørte i den sydende gryde. Uren race. Nonsens.

 

  Annika var mod nazisterne. Hun mente at de var nogle umenneskelige fjolser. Og hun havde ikke noget imod at sige det højt. Men til tider hjemsøgte tanken om at de måske også kunne besætte Sverige hende. Især efter at de to børn var ankommet. Sommetider om natten listede hun ind i deres værelse, og så på deres uskyldige sovende ansigter. De havde været så meget igennem. Bagefter plejede hun at sætte sig ind i sin egen seng og græde lydløse tårer. For under den hårde facade var Annika Steen et meget følsomt menneske.

 

  Senere hen på aftenen da de havde spist, og Werner stadig fumlede med radioen, sad Mary og lagde kabale. At ligge kabale var Edwins ting, men når han jo ikke kunne, måtte hun hoppe i hans sko. For hun savnede lyden af de flippende kort. Men i dag blev kort lyden brudt af en brummen og en raslen ovre fra Werner.

  Annika sørgede for at Edwin lå behageligt inden hun gik ind i stuen. Da hun kom ind sad Mary og lagde kabale, mens Werner ikke var kommet meget længere med radioen. Hun måtte vist indse at det der radios halløj, vist ikke blev til noget.

 10 minutter efter var hun selv opslugt af dagens avis. Hun skimmede overskrifterne. Intet voldsomt nyt om krigen. Men alligevel blev hun grebet af en artikel om husmødrene.

 

  Da Annika blev færdig og lod blikket glide rundt i stuen, lå Mary sovende på gulvet, og Werner kæmpede endnu med radioen.

  Annika måtte have hjælp af Werner, til at løfte Mary ind i seng. Længe sad Annika bare og nynnede en lille vise, mens hun aede Marys hår.

  Inden hun gik, kyssede hun blidt begges pander. På vej ud af døren så hun den blege måne gennem vinduet. En lille tåre trillede ned af hendes kind.

 

  Et andet sted ikke ret langt derfra sad en ensom og trist mand, som havde mistet sin familie. Han sad og så på selv samme måne. Også han fældede en tåre, mens han knugede billedet af sin søn ind mod sit bryst.

_______________________________________________________

Dadadadadada! Hvad tror i rektors hemmelighed er? Vil med glæde høre jeres bud!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...