Er du lykkelig nu?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2014
  • Opdateret: 6 nov. 2014
  • Status: Igang
"Fiskekutteren lagde ikke til kaj. De skulle bare hurtigt afsted igen. Et kort lille ærinde: De skulle sejle to unge jøder over sundet." De to unge jøder Edwin og Mary bliver sejlet over sundet en stille nat i året 1943. Edwin bærer på en lille hemmelighed om deres mor, og senere hen skal det vise sig at han vil blive læsset med endnu en. I Sverige bliver der taget sig af dem, og de overlever. Men vil de nogensinde kunne leve igen efter hvad de har oplevet? Er du lykkelig nu? - Historien om to unges kamp for overlevelse og ligestilling.

17Likes
76Kommentarer
1810Visninger
AA

12. Grå Himmel, gråt betonloft

   Mary stod i dørkarmen, og ventede på Edwin.
 "Du er sørme hurtig..." Hun sendte ham et smørret grin. Han kiggede op fra tasken og små lo.
 "Som om at du er hurtigere..."
 "Jeg blev da færdig før dig!"
 "Aha..." Han kiggede igen ned i sin taske. "Men du mangler da at binde dit snørrebånd." Mary kiggede overrasket ned, og som Edwin havde sagt var det ubundet, og hang løst ned ad støvlesnuden. I et hurtigt tag bøjede hun sig forover og bandt en hurtig sløjfe.
 "Så!"
 "Du mangler også det andet..."
 "Nej jeg gør e...." Det gjorde hun ikke, i hvert fald ikke før at Edwin havde lænet sig forover og bundet det op. "Hold da op!" Hvinede hun og bandt det igen.

    Annika stak hovedet ind i entréen.
 "I måste snart vara i skolan!" Og så fnes de, styrtende ud af døren. En god start på dagen.

    De gik langsomt gennem skolegården. Klokken var et minut over otte. De vidste begge hvad det betød... Skæld ud. På svensk. Tanken om frk. Pedersen svenske vrede stemme fik Mary til at klukke. Men da det kom til stykket var det jo ikke specielt morsomt.

   Mågerne skreg på den grålige himmel over dem. Lugten duftede voldsommere end den plejede af fisk og tang, hvilket fik Mary til at rynke på næsen. Vejret var så dårligt hver dag, der havde vist kun været en solskinsdag siden de ankom.
 "Er vejret ikke altid dårligt?" Spurgte Edwin som havde han læst hendes tanker. Han trak langsomt den tunge skole dør op.
 "Det er vel bare årstiden..." Mumlede hun, og trak på skuldrene.

    De listede forsigtigt ind, men frk. Pedersen var en skrap dame, og de slap ikke uden en ordenlig omgang: I måste vara i tid. Och nästa gång blir det en resa med rektorn!
   Og det var kun to, tre minutter forsent. Frk. Pedersen var og forblev hård.


   Han vidste at det en dag ville ske. Liese ville overfalde Mary. Indtil videre måtte han dog indrømme at hun virkede ganske normal og rar. Men monsteret gemte sig, og han var klar til at gribe det i et snuptag når det viste sig.
 "Tag dog ind og snak med rektor, i stedet for at glo mig i nakken hvert eneste sekund..." Sukkede Mary opgivende. Edwin trak sig en smule tilbage.
 "Undskyld..."
 "Lilla vän, är något fel?" Spurgte Liesel fuldstændig uden ironi.
 "Du skal absolut ikke kalde mig li.." Udbrød Edwin, men stoppede så sig selv. "Nej, jeg har det fint." Sagde han koldt.
 "Edwin..." Brummede  Mary, og bed sig i underlæben.
 "Fint... Jeg går nu.." Og så vendte han om og forsvandt.

   Han kunne høre latteren bag sig, de var allerede i gang igen. Mary, hans søster, havde lige afvist ham. Sat ham til side. Han gøs ved tanken.

   De nærmede sig hastigt november. Vejret og naturen havde ændret sig markant. Det var en del koldere, der var kommet en del mere regn, og fuglene havde forladt dem for længst.
   De grå skyer den dag truede med at bryde ud, og det var ikke blot en trussel. Små dråber begyndte langsomt at falde. Edwin var parat og søgte på instinkt ind under skolens halvtag. Pladsen var trang når det regnede, så det gjaldt om at være hurtig.
   Mary havde endnu ikke mærket den kommende regn. Hun havde heller ikke bemærket sin bror. Egentlig havde Edwin lyst til at kalde hende til sig, og give hende en plads ved sin side. Men hun gad jo heller ikke ham, så han gad vel heller ikke hende. Gid hun måtte drukne i det kommende regnskyl. Edwin stoppede sig selv. Det var ved at gå over stregen. Han kaldte alligevel Mary til sig, men uheldigvis fulgte tyskeren Liesel af en mide med.
 "Det var bra att du var hurtig!" Liesel vred sit hår, som var det faktisk vådt. Det var det jo selvfølgelig ikke, men Edwin irriterede sig over det.
 "Mm..." Han bed sig i kinden.
    Mary lod sig læne ind mod ham. Hendes mund søgte mod hans øre. Hun lagde den mod det og hviskede: "Jeg er altså ikke sur på dig eller noget..." Hendes varme ånde kildede i hans kolde øre.
 "Det ved jeg..." Sagde han, og omfavnede hende. Hun trak sig nænsomt ud af krammet, og hvilede i stedet hovedet mod hans bryst, mens regnen silede ned udenfor halvtaget. De stod forholdsvis klemt, fordi så mange havde søgt derind.
 "Jeg elsker dig..."
 "Jeg elsker også dig..."

   Efter skole havde regnen trukket sig tilbage, og de tog ned på havnen. Til Edwins store glæde, tog Liese med. Hun havde fulgt dem en del af vejen, men hun måtte dreje fra på et tidspunkt.
 “Jeg orker ikke rigtigt at snakke, Mary,” mumlede Edwin, da de skulle til at sætte sig ned på kajen. “kan vi ikke bare tage hjem?”
 “Hvis det er det du vil?” Svarede hun.

   De traskede i tavshed den lange vej hjem, eller lang og lang… Men den føltes som en evighed, med de tanker og den skyld der fyldte Edwins hoved. Han havde så ufatteligt meget skyld over for Mary, fordi han ikke havde fortalt hende sandheden om deres mor. Men nu frygtede han bare at hun ville blive så vred på ham fordi han havde løjet. Han frygtede at hun ville hade ham resten af hendes liv.
    Men når han så kom til at tænke på deres mor, ville tårer vælte ned ad hans kinder. Men han holdte dem tilbage, for Marys skyld.
   Ville deres mor være vred på ham nu, hvis hun kunne? Ville hun hade ham? Eller ville hun bare være skuffet?
   Han fremkaldte sidste gang han så hende. Hendes ansigt var snavset, hun fortalte ham at han og Mary ville overleve. Men da han spurgte hvorfor kun de to ville overleve og ikke hende, blev hun tavs. Det skal du ikke tænke over, havde hun svaret, og hendes øjne var blevet våde. Hun fortalte at der ikke ville være plads til hende, når de blev reddet, og derfor måtte hun vente.
   Når Edwin tænkte over det var det vel rigtigt, der havde ikke været plads til hende. De havde ligget så mast, og der ville umuligt kunne have haft været flere. Hun kunne heller ikke have haft ligget i et af de andre rum, for efter hvad Edwin havde set var der ikke andre rum med en sådan sofa. De andre rum var blot møbleret med bænke og taburetter og andre sager. Men ingen sofa med hulrum på samme størrelse som den de lå i.

   Og så var der deres far. Den far som han ikke kunne huske. Han var et halvandet år dengang han forlod dem. Han havde intet hørt eller set fra ham siden da. Hvorfor han forlod dem havde han ingen anelse om. Han kunne da i det mindste have fortalt hvorfor.

    Edwin snublede over en stor sten som var placeret strategiskt midt på stien. Han landede med et bump på den kolde, våde sti. Han var gået så meget i sine egne tanker, at han ikke havde opdaget den. Mary flækkede af grin, mens hun hjalp ham på benene igen. Edwin lo ikke.

   Mary trak døren til lejlighedskomplekset op. Hun holdt døren for Edwin. “Jeg savner dig mor…” Hviskede han næsten lydløst mod den grå himmel, som blev erstattet af bygningens grå betonloft, da han trådte ind.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...