Er du lykkelig nu?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2014
  • Opdateret: 6 nov. 2014
  • Status: Igang
"Fiskekutteren lagde ikke til kaj. De skulle bare hurtigt afsted igen. Et kort lille ærinde: De skulle sejle to unge jøder over sundet." De to unge jøder Edwin og Mary bliver sejlet over sundet en stille nat i året 1943. Edwin bærer på en lille hemmelighed om deres mor, og senere hen skal det vise sig at han vil blive læsset med endnu en. I Sverige bliver der taget sig af dem, og de overlever. Men vil de nogensinde kunne leve igen efter hvad de har oplevet? Er du lykkelig nu? - Historien om to unges kamp for overlevelse og ligestilling.

17Likes
76Kommentarer
1839Visninger
AA

20. Første dag i hahnukkah

Mary skulede af Peter, da de gik gennem skolegården. Han spyttede i jorden og skulede tilbage. Liese gik sammen med Jonas, som de plejede. Mary havde lyst til bare at kaste sig ind mellem dem, og få hendes Liese tilbage. 
    Edwin gik ved Marys side, tilfreds med endelig at kunne vende tilbage til skolen. Han glædede sig til at se rektor igen. 

   Da det var tidligt om morgenen, var solen blot ved at stå op. Skyerne havde fået en orange, lyserød kulør ude i horisonten, og ikke en vind rørte på sig. Mary mærkede de første solstråler mod sin kind, inden hun forsvandt ind på skolen. 

   Efter skole den dag gik Mary alene hjem. Edwin ville besøge rektor. Han bankede på. Længe stod han og ventede, for han havde lært at det var uhøfligt og banke på hele tiden, man måtte have tålmodighed og disciplin. Men efter 5 minutter måtte han alligevel gøre det igen. Da han havde stået der i endnu 5 minutter, bekendtgjorde han, at rektor ikke var der. 
   For rektor sad på værtshuset. 

 "En bejer mere!" Råbte manden med de tykke brilleglas halvtfordrukkent. Et stort krus blev langet over træ disken. Han druknede sig selv i det. 
   I baggrunden spillede radioen. Det meste på engelsk, hvilket rektoren ikke fattede meget af. Han havde aldrig taget sig tid til at lære det. Men han fik en mand til at fortælle ham hvad der skete. 
 "Noget nyt om krigen?" I rektors fulde tilstand, tænkte han ikke over hvilket sprog han talte til de forskellige mennesker. Manden rystede på hovedet og kiggede ned i det ølkrus han selv havde, heldigvis kunne manden godt forstå lidt af det danske. 
 "Inte mycket ... Frem och tillbaka du vet ..." Rektor lod lige ordene hænge i luften, inden han slugte dem i en slurk øl. 
 "Aha..." Og så sagde de ikke et ord mere. 

   Annika sad på sine knæ og så spændt til, mens Mary tændte det første lys. Det var blevet mørkt udenfor, og vinter vinden tudede. Edwin var en smule fjern. Han kiggede ud i mørket. Hans opmærksomhed blev dog rettet mod Mary, da hun begyndte at tale:
 "Hanneirot hallalu anachnu madlikin 'al hannissim ve'al hanniflaot 'al hatteshu'ot ve'al hammilchamot she'asita laavoteinu bayyamim haheim,bazzeman hazeh 'al yedei kohanekha hakkedoshim. Vekhol-shemonat yemei Hanukkah hanneirot hallalu kodesh heim, ve-ein lanu reshut lehishtammesh baheim ella lir'otam bilvad kedei lehodot ul'halleil leshimcha haggadol 'al nissekha ve'al nifleotekha ve'al yeshu'otekha." Afsluttede hun tilfreds. Hun lukkede øjnene, tog en dyb vejrtrækning, placerede sine foldede hænder i skødet, og åbnede øjnene igen. Det havde altid været deres mor som havde sagt de ord, og Mary kom med det samme til at savne hende, det var ikke det samme at lytte til sin egen stemme. 

 "Vad sa du?" Annika så spændt fra det tændte lys til Mary. 
 "Jeg bad." Sagde Mary bare. For selvom hun ønskede det, så vidste hun ikke hvad alle de ord hun havde sagt betød. 
 "Ska vi inte snart äta ..." Brummede Werner. Annika sendte Mary et opgivende blik og sukkede. Mary fnes.
 "Mycket bra. Låt oss äta" Hun gav Marys skulder et klem, og rejste sig. "Bra Mary." 

   Werner og Annika var allerede gået ud i køkkenet, mens Edwin og Mary sad tilbage og kiggede ind i den lille flammes skæbne dans. Den vred sig, blev højere, blev lavere. 
 "Jeg savner mor..." Mumlede Mary. Edwin sank en klump, og efter en kort lille pause, svarede han:
 "Det gør jeg også." Og det var jo ikke engang en løgn. Han savnede virkelig deres mor. Men han vidste at hun var et godt sted, og at Gud passede på hende. 
 "Skal vi gå ud i køkkenet?" Mary tog en dyb vejrtrækning, som ved et uheld endte med at blæse lyset omkuld. Det gik ikke ud, men dets dans blev voldsommere og mere intens. 
 "Lad os det." 

   Til Marys store glæde havde Annika lavet klassisk hanukkah mad. Der var kartoffler stegt i olie, og små boller med jordbær indeni. Meget mere var der ikke, for pungen var tom. 
   Edwin mærkede sulten snige sig ind på ham. Han vidste ikke hvad det var som gjorde ham så trist, men det var han. Han kastede sig over maden. I sorg og vrede som han ikke kunne forklare. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...