Er du lykkelig nu?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2014
  • Opdateret: 6 nov. 2014
  • Status: Igang
"Fiskekutteren lagde ikke til kaj. De skulle bare hurtigt afsted igen. Et kort lille ærinde: De skulle sejle to unge jøder over sundet." De to unge jøder Edwin og Mary bliver sejlet over sundet en stille nat i året 1943. Edwin bærer på en lille hemmelighed om deres mor, og senere hen skal det vise sig at han vil blive læsset med endnu en. I Sverige bliver der taget sig af dem, og de overlever. Men vil de nogensinde kunne leve igen efter hvad de har oplevet? Er du lykkelig nu? - Historien om to unges kamp for overlevelse og ligestilling.

17Likes
76Kommentarer
1827Visninger
AA

15. Etaper i Sverige

Da Edwin kom ind af døren, mødte et forbavsende og ærgerligt blik ham: tysker Liese (som han var begyndt at kalde hende) siddende sammen med Mary. I hans hjem. Og værst af alt: de spillede med hans kort som han havde fået af Werner. Egentlig var det også Marys, men det var med dem, at han hver aften lagde en lille kabale i månelyset.

“Hi Edwin!” Lieses skingre stemme pinede hans hoved. Mary sendte ham et beklagende blik.

“Hej…” Brummede han næsten uhørligt.

   Han satte sig så langt fra de to piger som overhovedet muligt. Men hver gang de grinede skar han tænder.

 

  Senere hen af dagen da Liese var taget, hjem hørte han Annikas opgivende kald ude fra køkkenet: “Mary!” Mary rejste sig brat. Med nervøse skridt gik hun mod køkkenet.

  Edwin hørte hvordan Annika fortalte Mary, hvordan hun ærgrede sig over det, og at de ikke havde så mange penge. Men man kunne tydeligt høre at hun ikke havde det godt med at være vred.

 

  Mary kom en smule fortvivlet ud.

“Var hun sur over ærmet?”

“Ja det kan man vel godt sige…” Nikkede hun.

“Nåh…” Mary satte sig ned i sofaen, hvor Edwin også sad. Tavsheden var latterlig, så de brød ud i grin et stykke tid efter. Begge. Egtenlig ret tåbeligt, for ingen af dem syntes jo at det var sjovt at få skæld ud.

 

"Jeg fatter virkelig ikke at du kan lide hende..." Mumlede Edwin og gøs. Selvom han havde en frakke på, så var der altid lidt koldere nede ved havnen.

"Hvem?" Mary kiggede ned på sine fødder, som dinglende ud over kajen.

"Hvem tror du? Liese!" Mary små lo. "Hvad griner du af?" Spurgte han.

"Kan du huske at vi, kort efter vores ankomst havde samme snak? Bare om rektor?"

"Nej..."

"Nåh... Men det havde vi. Men så tænker jeg bare...du ved...jeg kan lide Liese, det kan du ikke. Jeg kan ikke lide rektor, men det kan du! Så vi står vel kvit?" Edwin slugte ordene et efter et, for at sikre sig at hun måske ikke havde ret. Men han måtte dog kende sig enig til sidst. Mary havde jo ret, og han havde ingen undskyldning.

"Hmm... Ja okay..." Og så gav de hånd på det, mens de delte en gulerod. Forhandlings aftalerne var på plads.

 

“Vil du løbe om kap?” Mary satte sig i en startposition på jorden.

“Hele vejen hjem?” Edwin gloede ned ad den lange vej.

“Ja da! Hele vejen hjem.”

“Er du sikker?

“Hvorfor ikke?”

“Det tror jeg altså ikke at jeg kan…”

“Årh! Jo du kan da!”

“Det tror jeg ikke…”

“Fint, tøs. Så tager vi den i etaper. Den der vinder flest, vinder det hele Vi starter med at løbe herfra, og hen til købmanden.!”

“Ma…” Prøvede Edwin, men han blev afbrudt af et højt råb:

“Start!” Og så var Mary over alle bjerge. Edwin sukkede og løb efter.

“Du skal ikke tro at du kan løbe fra mig, jødedreng!” Råbte hun.

“Aha! Så det tror du ikke at jeg kan!” Edwin blev hurtigt kamp tændt. Han spurtede alt hvad han kunne. Men alligevel vandt Mary første etape. Hun nærmest bankede ind i købmandens dør, så købmanden med det pjuskede overskæg så yderst gnavent efter hende.

  Da Edwin kom luntende efter, var han stakåndet. Mary lagde flabet hovedet på skrå.

“Nårh! Tabte du lille ven? Skal du have en omkamp?” Sagde hun

“Det kan du tro jeg skal, din gås!”

“Gås?”

“Ja, gås! For du vralter sådan! Ned til lygtepælen, start!” De sidste fire ord sagde han meget, meget hurtigt. Og så løb de begge. Edwin fik et lille forspring. Han vandt også etapen.

 

“Nå! Unge dame! Der tabte du hva`?” Sagde han, mens han prøvede at få vejret. Og så tog de en ny tur, og en ny. Da de så stod foran dørene til lejligheds komplekset, stod det 3-3.

“Hvad gør vi? 3-3 er ikke et resultat..” Mary kiggede gennem glasset i døren. “Vi kunne tage en op af trapperne?”

“Ja, det kunne vi vel. Men så starter vi på samme tid!”

"Og så skal jeg lige have pusten..." Mary lænede sig op af muren.

"Fint... Det kunne jeg nok også lige bruge..." og så stod de der begge.

 

"Skal vi begynde?" Spurgte Mary lidt efter.

"Ja. Gør dig klar til at få tæsk gås!"

“Okay. En...to...tre! Nuuu!” Råbte Mary, og stormede ind af døren. Edwin fulgte efter så hurtigt han kunne. Deres trampen gav genlyd mellem murene.

   Edwin var ved at falde over et trin på 1 sal. Men han var hurtigt videre. Mary svingede sig rundt i hjørnet. Hun manglede kun en trappe. Edwin stormede efter. Han væltede ind over gulvmåtten som nummer to. Overgået af sin søster.  

“Det må jeg sige..Mary… Det...var godt løbet!” Sagde han stakåndet, og lænede sig forover, mens han støttede sig på sine knæ. Kort efte

“Ha… I lige måde..”

 

  Mary skovlede grøden ind.

“Er du sulten?” Spurgte Edwin.

“Mmm…” Nikkede Mary med munden fuld af grød. "Er der mere, papa?" Hun lod blikket falde på Werner, som så yderst tilfreds ud med sit nye navn.

"Ja min flicka. Ude i pannan i köket." Mary rejste sig og tog skålen med sig. Annika sendte Werner et opgivende blik.

"Gröt var för i morgon kväll!" Sukkede hun.

"Men barnet är hungrig!"

"Och vad skulle du tro det? Vi har inte råd att ta två portioner."

"Annika..." Werner lænede sig ind over bordet, og gav hendes skulder et klem. Mary satte sig på plads ved bordet med skålen fyldt med grød. Da hun så Edwins overraskede blik, forsvarede hun sig: "Jeg har løbet så meget!"

"Jeg har ikke sagt noget." Svarede han flabet, og løftede automatisk højre øjenbryn. Hun gav hans arm et mildt dask.

 

   Mary lå med dynen med blomster betrækket trukket godt omkring sig. De nærmede sig hastigt december, og vinden fes ind gennem det utætte vindue. Der var iskoldt.

   Hun kunne høre sin brors tunge vejrtrækning bag sig. Den gjorde hende rolig. Hun kom til at tænke på dengang hvor hun lå i kælderen og hvor hun til tider hørte bombealarmen, men ingen chance havde for at søge dækning. Hver gang var hun rædselsslagen.

  Men i Sverige var der ingen alarmer der skræmte hende. Eller nogen nazister som greb ud efter hende. Hun havde fundet friheden. Men friheden kunne til tider også være skræmmende, og når den var det, så havde hun sin bror og lyset. De beskyttede og guidede hende gennem livet. Det vidste hun bare.

  

  Den nat havde hun sin bror, og månelyset som skinnede ind gennem vinduet. Og hun faldt trygt og rart i søvn.

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...