Er du lykkelig nu?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2014
  • Opdateret: 6 nov. 2014
  • Status: Igang
"Fiskekutteren lagde ikke til kaj. De skulle bare hurtigt afsted igen. Et kort lille ærinde: De skulle sejle to unge jøder over sundet." De to unge jøder Edwin og Mary bliver sejlet over sundet en stille nat i året 1943. Edwin bærer på en lille hemmelighed om deres mor, og senere hen skal det vise sig at han vil blive læsset med endnu en. I Sverige bliver der taget sig af dem, og de overlever. Men vil de nogensinde kunne leve igen efter hvad de har oplevet? Er du lykkelig nu? - Historien om to unges kamp for overlevelse og ligestilling.

17Likes
76Kommentarer
1839Visninger
AA

1. En sammenklipset sofa og et rovdyr på jagt

   Natteluften var kølig den efterårs nat i året 1943. Edwin måtte lave kuskeslag for at holde varmen. Mary sad på kajen og iagttog fiskekutteren i horisonten. Man kunne allerede høre motoren. Det måtte være vindens retning.
  Edwin var et halvandet år ældre end Mary. De var søskende. De var begge jøder som deres mor. Deres forældre var gået fra hinanden kort efter Marys fødsel. Mary var nu elleve år gammel.
  Deres far var ikke jøde, og efter deres forældre var gået fra hinanden, havde de aldrig set deres far. Deres mor og hendes familie var deres eneste familie. Udover hinanden.
  Deres rigtige efternavn var Wahl, men da krigen startede, fik deres mor efternavnet ændret til Peterson. For allerede ved krigens start vidste hun, at hun kunne blive nødt til at sende sine to børn til Sverige. Derfor valgte hun et svensk efternavn.

   Marys hår var frygteligt uglet. En sjælden gang havde hun fået det klippet nede i kælderen, men det var længe siden, så for tiden var det langt. Edwins hår var kort klippet, men alligevel også en smule langt. Begges var mørkebrunt. Nok også lidt mørkere på grund af alt det snavs som sad på deres små kroppe. 
   Deres øjne var også brune, en rigtig nøddebrun. De var så frygteligt tynde. Deres ribben var helt tydelige på deres snavsede maveskind. 
 
  Fiskekutteren lagde ikke til kaj. De skulle bare hurtigt afsted igen. Et kort lille ærinde: De skulle sejle to unge jøder over sundet.
 
  Da fiskekutteren kom mod dem, sprang de to unge lydløst på. Edwin kunne mærke den snurrende fornemmelse i knæene, men han havde ikke tid til at ømme sig. De blev med det samme puffet ned ad den stejle trappe. Så hurtigt at Edwin ikke nåede at se skibet ordenligt.
   Inde i en af kahytterne var hynden trukket af en slidt sofa, så hulrummet indeni var tilgængeligt.
   Rummet var snævert og varmt. De kunne høre hynden blive klipset på plads. De var lukket inde. Mary kunne se et lille hul, hvor en smule lys bekæmpede mørket. Formentlig så de kunne få luft.
   Mary følte at kassen blive mindre og mindre. Hun kunne mærke bølgernes skulpen, og kvalmen der sneg sig ind på hende som et rovdyr på jagt.
   Hun følte sig ensom, også selvom hun vidste at hendes bror lå ved siden af hende.
”Edwin?” Spurgte hun lavt, næsten lydløst.
”Shh…” Tyssede han blidt på hende.
”Hvad skal der blive af os? Jeg savner mor, jeg savner hjem… ”  Hun holdte en kort halvkvalt pause. For hvis Edwin kunne have haft set hendes ansigt i mørket, væltede tårerne ned ad hendes kinder. Som vandfald. ”…Og jeg er bange, Edwin. Rigtig, rigtig bange…” Hulkede hun. Edwin fandt som den omsorgsfulde bror frem til hendes hår, og agede det blidt, som deres mor plejede at gøre.
”Det skal nok gå, Mary. Om lidt er vi i sikkerhed. Det lover jeg… Det lover jeg dig…” Han kyssede forsigtigt hendes pande. ”Ingen kan gøre dig ondt. Men du bliver nødt til at være stille nu, ik`?” Han kunne mærke hendes hoved nikke gentagne gange.   
 
  Stilheden havde meldt sin ankomst under sofaen. De lå mast.  Der var ikke plads til dem begge, men det blev der nødt til at være. Så de bed begge trangen efter mere plads i sig.
  Men da stilheden rigtig havet taget ind, og Mary havde stoppet sin hulken, fik vandet en ny lyd. En svag brummen. Edwin prøvede at identificere den. Han endte ved frygt. Han identificerede lyden som et andet skib, og et andet skib kunne være nazi-tyskere, som ledte efter jøder, som søgte friheden på den anden side af sundet. Motor lyden blev højere. Hans hjerte tog pusten fra ham, hans krop skælvede. ​
   Han kunne høre flere fødder på dækket. Fastere end de andre. Han kunne høre en svag hvisken. Så svag at han ikke kunne høre den blot en summen. En dør blev slået op, også endnu en. Lyden  kom tættere og tættere. Han kunne mærke Marys skælven ved sin side.
  Døren til kahytten med den sammen klipsede sofa blev slået op.  Edwin holdte vejret. Et par nysgerrige skridt, en tøven, en smækket dør. Men Edwin kunne ikke ånde lettet op som Mary, det ville han først kunne gøre, når de var i sikkerhed.
 
”Intet her, Herr Kommandant. ”
”Fint.”
   Men de havde ikke kigget ordenligt efter, for nede i den sammen klipsede sofa lå to unge jøder på flugt. De fandt dem ikke, og de forlod skibet uden nogen form for mistanke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...