Er du lykkelig nu?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2014
  • Opdateret: 6 nov. 2014
  • Status: Igang
"Fiskekutteren lagde ikke til kaj. De skulle bare hurtigt afsted igen. Et kort lille ærinde: De skulle sejle to unge jøder over sundet." De to unge jøder Edwin og Mary bliver sejlet over sundet en stille nat i året 1943. Edwin bærer på en lille hemmelighed om deres mor, og senere hen skal det vise sig at han vil blive læsset med endnu en. I Sverige bliver der taget sig af dem, og de overlever. Men vil de nogensinde kunne leve igen efter hvad de har oplevet? Er du lykkelig nu? - Historien om to unges kamp for overlevelse og ligestilling.

17Likes
76Kommentarer
1814Visninger
AA

2. En halvråden træbænk

  Bølgerne skvulpede forsigtigt mod skibets skrog, som det havde gjort hele natten. De to jøder havde ligget i havnen lige siden de ankom en time efter afgang.

   Rovdyret, kvalmen var forværret hos Mary. Bølgernes skulpen havde fået hende til at brække sig. Lidt udover sig selv, lidt udover sin bror. Stanken var ulidelig. Edwin følte trang til at gøre det samme.

 

 ”Hvornår kan vi komme ud ad det her hul!” Hviskede Mary vredt.

 ”De kommer snart..”

 ”Men jeg holder det ikke ud længere!” Hun gav sig til at sparke og banke på siden af det lille hulrum.  Et par skrig blev det også til. Edwin prøvede at tysse på hende, men hun ville ikke stoppe. Mørket, frygten og savnet havde fortæret hendes fornuft.

 

   Edwin kom i tanke om beskeden inden deres afgang. En hemmelighed som han ikke turde fortælle Mary, som han burde. En hemmelighed om deres mor.

   Mens han lå i skrigeriet og tankerne, hørte han døren blive smækket op. Hynden blev klipset af. Mary hjulpet op.  En hånd. En hånd rakt ud til ham.

 ”Du er i sikkerhed, Edwin Peterson.” Sagde den.

    Da hånden hjalp ham op, fik han et kig på friheden ud gennem koøjet. Friheden der ventede på ham. Han var i sikkerhed, og vigtigst af alt: Han havde fået Mary i sikkerhed.

 

    Som de stod der på kajen, og kiggede lige ind i deres fremtid, lignede de to små forvildede får. Efter den lange nat under sofaen i mørke, blev de voldsomt blændede af den nyopståede april sol. De stod begge med hånden op foran øjnene.

    De havde ingen ejendele at klamre sig til, kun hinandens selskab og kærlighed, og den klamrede de sig begge til. Den ville de aldrig slippe.

 

 

 

    En lyd fik dem til at kigge sig over skulderen.  Fiskekutteren havde startet motoren, og tøffede langsomt væk fra kajen.

    Ved bevægelsen mærkede de ømheden i deres kroppe. Presset sammen under en sofa en hel nat, gjorde ikke ligefrem underværker for kroppen.

 

    Mary havde lyst til at vaske sig, lugten af bræk var ulidelig. Den bed i næse borende. 

   Edwin satte gang i fødderne, han begav sig over mod en gammel halvrådden træbænk. Mary fulgte hans eksempel.

 

   Mary gned hænderne mod hinanden for at få varmen tilbage i fingrene, bagefter lagde hun dem ned i skødet for at holde på den.

    Edwin sad med et følelsesløst udtryk, som fik Mary til at tænke over hvad hans tanker mon faldt på. Hvis Mary havde været tankelæser, så havde hun vidst, at han tænkte på deres mor.

 

    Stilheden pirrede hende, hun havde lyst til at sige noget, men alligevel turde hun ikke. Stilheden var simpelthen så stille, at den ikke ville kunne blive brudt.

    Forskellige spørgsmål væltede ind over hende som bølger. ”Hvad med mor? Kommer hun?” ”Hvad skal der ske med os nu? Skal vi sidde her resten af vores dage?” ”Hvorfor siger du ikke noget?” ”Hvad er der galt?” ”Overlever vi?” ”Kan jeg snart komme til at kunne vaske mig?” ”Er krigen slut?” ”Hvad har Hitler i mod os? Hvorfor vil han gøre sådan noget? Hvordan kan nogen overhovedet være så ondskabsfulde?!” Tanker er stærke, og disse tanker fik tårerene til at presse bag øjnene. Hun sad i stilhed, men indeni var der så meget larm og rod, at hun havde lyst til at slå sig selv.

   En tåre trillede lydløst ned ad kinden, og hendes neutrale ansigtsudtryk havde fået et hulkende udtryk.

 

    Edwin sad tavs, mens Mary rodede rundt i sine tanker. Han havde så megen skyldfølelse over for sin søster, at han følte sig uværdig til overhovedet at tale til hende.

     Skyldfølesen kom af de hemmeligheder som han burde fortælle hende, men som han ikke gjorde. Og at han bare havde hevet hende med, uden at fortælle hende hvad der skulle ske, og hvorfor det skulle ske.

 

     Han skævede forsigtigt over til sin søster. Indtil videre sad hun stadig tavs.

     Indenfor den sidste uge var han blevet tvunget til at blive voksen. Han havde et ansvar, han skulle være den store og beskyttende overfor Mary. Han var den eneste hun havde. Samtidig skulle han passe på hende.

 

     Edwin sad igen og kiggede ned i vandet, hvor lidt tang flød rundt. Han tænkte ikke på noget længere, han ventede bare. Men da han igen skævede til sin søster, så han en tavs tåre på hendes kind og et hulkende udtryk.

     Han lagde uden at tænke sin arm om hende.

 

     Ved den blotte berøring, gav Mary slip på den første :

 ”Hvad med mor, Edwin? Kommer hun?” Tilføjede hun hæst. Edwin måtte lige holde en pause inden han lukkede et svar ud. Både for lige at forstå spørgesmålet, da han ikke var parat til at der ville komme et spørgsmål, og så for at komme på et svar, som ikke ville såre hende. Han ville ikke kunnet have været i stand til at fortælle hende sandheden på det tidspunkt.

 ”Hun kommer snart…” Løj han. Han havde det ikke godt med at lyve for hende, men han så det som det eneste rigtige.

     Mary tænkte kort over svaret, og befriede sig så fra en anden:

  ”Edwin, hvad skal der ske med os nu? Skal vi sidde her længe endnu?” Sagde hun næsten uden at hendes stemme rystede, eller hulke.

 ”Vi skal bare vente…” Sagde han uden at kigge på hende. Med det svar var samtalen lukket, det fornemmede de begge.

 

   Den tidlige morgen trafik havde sat ind på havnen. Ingen bemærkede de to unge jøder som sad på den halvrådne træbænk.

    Efterhånden som tiden gik begyndte flere børn at vandre gennem gaderne på vej til skole.  Mary kom til at tænke på tiden før krigen, hvor hun selv, vandrede på lige fod med de andre børn til skole.

    Edwin var igen tavs. Han ventede bare. Han ventede på at de kom, ligesom han havde fået af vide inden deres afgang.

 

   En mand i en stor grå uldsweater kom gående ned langs kajen. Indtil videre havde han ikke set nogen børn som passede til beskrivelserne. Mågerne over ham skreg, mens bølgerne roligt slog ind mod skibenes skrog.

    Lidt længere fremme fik han øje på to børn uden nogen ejendele. De sad begge tavst på en halvrådden træbænk. Da de passede til beskrivelserne gik han langsomt over mod dem. Han udvalgte den ældste af dem, en dreng, måske omkring de 13 år.

 ”Edwin Peterson?” Spurgte han da han stod ved bænkens side. Edwin vågnede af hans tankeløse og vågne søvn.

 ”Øh… Ja….” Sagde han fortumlet, og satte sig mere rankt i sædet. Mary sad ved hans side og så på.

 ”Mit navn er Ulrik Larson.” Han rakte Edwin hånden. Edwin trykte den høfligt.

 ”Og du må være Mary Peterson.” Igen rakte han også hånden. Mary nikkede genert, og trykkede også hans hånd.

 ”I må hellere komme med. Bilen holder lige heroppe.” Han begyndte at gå. Mary havde ikke tænkt sig at gå med, men da hun så Edwin følge med, måtte hun uvilligt rejse sig, og gå tavst efter.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...