Er du lykkelig nu?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2014
  • Opdateret: 6 nov. 2014
  • Status: Igang
"Fiskekutteren lagde ikke til kaj. De skulle bare hurtigt afsted igen. Et kort lille ærinde: De skulle sejle to unge jøder over sundet." De to unge jøder Edwin og Mary bliver sejlet over sundet en stille nat i året 1943. Edwin bærer på en lille hemmelighed om deres mor, og senere hen skal det vise sig at han vil blive læsset med endnu en. I Sverige bliver der taget sig af dem, og de overlever. Men vil de nogensinde kunne leve igen efter hvad de har oplevet? Er du lykkelig nu? - Historien om to unges kamp for overlevelse og ligestilling.

17Likes
76Kommentarer
1828Visninger
AA

16. Den ottearmede

Søndag morgen i slut november, vågnede Mary til lyden af en summen. Først troede hun at det var en bil eller en fugl og tænkte egentlig ikke videre over det. Men da lyden skiftede til en lille pibende svensk lyd, fandt hun ud af at den stammede fra Annika og Werner inde i stuen. Hun hørte ind imellem ordene jul og judar.

  Edwin var endnu ikke vågen, og hun nænnede ikke vække ham, så hun hev langsomt dynen af sig, og trådte ud på gulvet. En isnende fornemmelse gik gennem hendes krop. Gulvet var iskoldt.

  Hun dannede et billede i sit hoved om en frossen sø, som hun trådte ud på i bare tæer. Det havde hun nemlig prøvet før (spørg ikke hvorfor), og det føltes en smule som det. Udover at søen var glat, og måske en anelse koldere.

  

  Hun listede hen til døren. Hendes nysgerrighed pirrede hende. Det havde den altid gjort. Hun lagde øret til døren, men da hun ikke kunne høre ordene tydeligt nok til at det gav mening, åbnede hun den langsomt og listede ud.

“Vi kan inte fira jul, Annika. De ar judar.” Sagde Werner ophidset.

“Vi kan heller inte fira hanukkah… Vi vet inte vad de ska!”

“Vi kan da bare fejre begge dele.” Brød Mary ind. Annika sendte Werner et opgivende blik. Han rømmede sig og sagde:

“Hvis det är vad du vill ha…”

“Det er det.” Sagde hun bestemt. Annika sukkede og gik ud i køkkenet. “Goda himmelen…”

 

“Ska vi spela kort?” Spurgte Werner, da Annika var forsvundet.

“Ja, okay…” Mumlede Mary og gabte. “Det kunne være hyggeligt.”

  Mary listede stille ind på værelset, for at finde kortene som Edwin havde brugt natten før. Hun skævede til Edwin, inden hun satte sig på hug, og samlede kortene sammen som var lagt i en kabale formation. Hun rejste sig med kortene i sin favn. Edwin rørte på sig, men han vågnede ikke.

  Hun lukkede forsigtigt døren bag sig. Men hun kunne ikke undgå den knirkende lyd. Hun gik ind i stuen igen. Werner sad med en avis i lænestolen med det grønne betræk. Han kiggede op, og lagde avisen fra sig. Mary satte sig på knæ ved bordet foran ham, og blandede kortene.

 

  Edwin gned søvnen ud af øjenkrogene. Han gabte højt, og kiggede op i loftet. Længe lå han sådan. Dynens varme holdte ham fast under den. Som var han hæftet til den. Han skulle lige til at prøve at sove, da Annika kom ind. "Vi spiser, Edwin." Sagde hun og gik igen.

 Edwin trak dynen af sig og kom i tøjet. Til morgenmad var der grød, som der plejede, men Edwin følte ikke rigtigt at der ville kunne komme noget ned, uden at det ville komme op igen. Han havde hovedpine og kvalme. Hans næse løb en smule, og han så træt ud. Meget træt ud. Han hang ind over skålen.

“Är du OK?” Spurgte Annika bekymret. Edwin trak på skuldrene og snøftede. “Werner, är han het?” Werner førte hånden over hans pande og nikkede. “Mycket…” Annika lagde skeen.

“Kom Edwin.” Annika hjalp ham blidt op af stolen, og førte ham ind på værelset. Edwin fulgte bare med, som havde han slet ikke bemærket hvad der skete. Mary trak stolen ud og skulle til at rejse sig, men Werner gennede hende tilbage med en rolig hånd.

“Annika gör det…” Sagde han med en rolig stemme. Mary kiggede længselsfuldt efter dem da de forsvandt ind af døren.

 

   Edwin lagde sig på sengen. Annika puttede dynen tæt ind til ham. Hun satte sig ved hans side og begyndte at synge lige så roligt, mens hun aede ham på hovedet i små blide bevægelser:

 

Käraste min Theophile,

I Hallrätten visa knogen;

Rätt nu broder är du mogen,

  Frodig buk och bälj!

Knäpp dina händer hop och svälj,

Min lärjunge var mig trogen,

Tag ditt mästerbref på krogen,

  Där ditt burskap välj.

  Sätt på dig hatten, murra;

  I väggen flaskan surra.

  Fri Måndag, Hurra!

  Lycka til god Helg!"

 

  Den rolige bevægelse og den rolige stemme, lullede Edwin i søvn. Annika bøjede sig ind over ham, og kyssede forsigtigt hans pande. Hun rejste sig forsigtigt fra sengen, og listede ind over gulvet. Hun åbnede forsigtigt døren og lukkede den ligesådan. Annika var en kærlig kvinde. Og hun var frygtelig glad for sine nye børn.

  Mary så forventningsfuldt på Annika da hun kom ind. Han sover. Mimede hun venligt og satte en finger foran munden. Mary nikkede anerkendende, og fortsatte det kortspil, som hende og Werner havde igang.

 

 "Mary? Kommer su hjälpa mig med detta hanukkah? Der er et loppemarked på hamnen, vi kan köpa saker för det och juldekorationer! Vill du?" Spurgte Annika, da hun havde læst en artikel i avisen om det. Mary skævede spørgende til Werner. Han sendte hende et varmt blik.

"Mm... Kommer!" Svarede hun og lagde kortene midt på bordet i en rodet bunke.

  Mary hev frakken ned af knagen, og styrtede ud af døren efter Annika som allerede var godt på vej ned af trapperne.

"Dörren, min flicka!" Råbte Werner venligt inde fra stuen af. Mary vendte om og lukkede døren, hvorefter hun var godt på vej igen.

 

  Annika stoppede op ved en bod. Mary havde efterspurgt en ottearmet lysestage, og ellers så sirligt forklaret hvad det hele gik ud på, men Annika fattede det ikke helt, og en ottearmet lysestage var ikke lige til at finde. Hun havde spurgt og de ikke bare kunne bruge otte ens små, men da havde Mary tøvet og sagt: "Kun i yderste nødstilfælde." Så Annika var stadig på jagt.

  Mary travede efter hende. Det der loppemarkeds noget, var ikke så sjovt som hun havde troet. Faktisk var det blot noget fugtigt græs og en helt masse rodede træborde, og kulden var begyndt at æde sig gennem hendes støvler.

  Indtil videre havde de kun købt to store røde kugler i snor, og Annika havde købt en kiks til hende, som Mary gik og gnavede i.

 

  Da de igen vendte hjemad havde de opgivet den ottearmede lysestage og i stedet købt otte små, da de begge var blevet enige om at det var en nødsituation.

 

  Mary sad midt i sin forklaring om hanukkah, da man kunne høre skridt inde fra værelset. Edwin var vågnet, han var ør i hovedet og følte sig varm. Da han trak dynen af sig, gjorde det næsten ondt i fingerspidserne som var de overfølsomme.

  Han tøffede en smule svajende ud. Da Annika så ham knibe øjnene sammen på grund af hovedpinen, sagde hun med det samme: “Tillbaka till sängen!” Hun rejste sig hurtigt fra hendes hanukkah-samtale, og fulgte ham tilbage.

 

  Til aften fik de suppe. Eller det vil sige at Werner, Mary og Edwin fik suppe, for Mary var en smule tvivl om Annika overhovedet selv fik noget ned. Hun var i fuld gang inde på værelset med at få Edwin til at spise suppen.

  Mary og Werner sad tavst ved middagsbordet og slubrede suppen i sig. Lyden af en ske der ramte tallerkenen, eller en Annika som forhastet rendte ud og ind af køkkenet, brød indimellem stilheden med en klikkende lyd.


  Senere hen på aftenen rendte Annika ind og ud af stuen med store tæpper. Hun pakkede Edwin grundigt ind, så han ikke blev yderligere syg i løbet af natten. Da Annika satte sig i sofaen, faldt hun i søvn med det samme. Annika havde haft mange bolde i luften den dag, og ikke otte arme til at gribe dem, kun to. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...