Er du lykkelig nu?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2014
  • Opdateret: 6 nov. 2014
  • Status: Igang
"Fiskekutteren lagde ikke til kaj. De skulle bare hurtigt afsted igen. Et kort lille ærinde: De skulle sejle to unge jøder over sundet." De to unge jøder Edwin og Mary bliver sejlet over sundet en stille nat i året 1943. Edwin bærer på en lille hemmelighed om deres mor, og senere hen skal det vise sig at han vil blive læsset med endnu en. I Sverige bliver der taget sig af dem, og de overlever. Men vil de nogensinde kunne leve igen efter hvad de har oplevet? Er du lykkelig nu? - Historien om to unges kamp for overlevelse og ligestilling.

17Likes
76Kommentarer
1832Visninger
AA

8. Den nye pappa Werner

  Mary tørrede sine svedige og klamme håndflader af i sit tøj. Igen sad hun bag skrivepulten i den slidte skole. Hun skævede til højre hvor hendes bror, som taget situation i bertragtning var forholdsvis rolig. Han sendte hende et du skal nok klare det blik, hvilket beroligede hende en smule. 
    
   I frikvarteret stod Mary og Edwin ovre i et hjørne af gården. 
 "Det er lidt vildt..." Sagde han sammenbidt.
 "Hvad er vildt?" 
 "At vi kom fra en beskidt kælder, til at sidde i en svensk skole hvor vi intet fatter... Altså jeg mener..."
 "Jeg forstår godt hvad du mener Edwin." Sagde Mary, efterfulgt af en tavshed. 
    Et par piger hinkede, mens et par andre stod og udvekslede sladder op af det røde stakit. Mary så et par af dem kigge over mod sig. Af ren natur vendte hun blikket fra dem. Hun gjorde sit yderste for ikke at kigge på dem, men alligevel bed tanken hende om at de stod og fnisede af hende. Hun kunne ikke lade vær med at skæve til dem, hun måtte vide hvis deres de kiggede på hende. Det gjorde de ikke. Ikke  længere.
 "Hvorfor leger du ikke med dem?" Spurgte Edwin, som også havde fået øje på den fnisede gruppe piger.
 "Det er sådan en flok overklasse snopper..." Svarede hun fornærmet. 
 "Og det er du ikke?" Drillede Edwin, og forberedte sig på det forventede dask på overarmen. Det kom skam også. 
 "Nej jeg er ej!" Forsvarede hun sig. "Men du ville måske gerne være sammen med dem?" Fnisede hun. 
 "Orh! Hold da op!" Og så fnisede de begge højlydt, som fik en masse til at kigge på de to fremmede danskere. Alle vidste hvem de var.

   Efter skole da Edwin og Mary tilfredse gik ud i gården for at komme hjem, blev de standset. 
 "Knægt!" Rektoren tog sig til hovedet. Han kunne ikke huske navnet. "Øh... Edwin... Edwin! Vil i ikke have en kop kaffe?" Edwin standsede og kiggede tilbage. Mary sendte sin bror et brokkende blik, og gjorde tegn til at fortsætte, men Edwin nikkede til Rektoren og gik tilbage. Mary kiggede fra sin bror til havnen. Hun opgav og fulgte med. Men hun væmmedes stadig ved tanken om at drikke kaffen. 

   Rektoren lukkede døren bag dem. Mary satte sig vredt på stolen, mens Edwin satte sig ved hendes side. 
 "Er man en smule mut, frøken?" Sagde han kækt og kiggede på Mary gennem sine tykke brilleglas. Mary fnøs. Rektoren med de tykke briller lo. "Kaffe?" Spurgte han, og inden nogen af dem nåede at svare havde han skænket kaffe op i to kaffekopper. Mary sank en klump, da koppen med den mørkebrunt væske blev sat foran hende. Den stærke damp fra den, fik hende til at rynke på næsen. Kvalmen kom allerede. 
 "Har du mælk?" Peb hun. 
 "Ja selvfølgelig!" Rektoren rejste sig og fandt en smule mælk, og et par sukkerknalder. Mary puttede to sukkerknalder og en halv kop mælk i. Hun rørte nænsomt rundt, i frygt for at den overfyldte kaffe ville gå over kanten. Man kunne høre skeen ramme koppens kanter: klir, klir, klir.
 "I ved godt at jeg ikke gør det her for alle elever på skolen, ik'?" Rektoren lænede sig ind over bordet. "Faktisk er det kun jer..." Han tog en slurk af sin kaffe, og lænede sig tilbage i stolen så den knirkede. Edwin nikkede og fik fremstammet: "Det ved vi nu." Alt i mens han var ved at sluge anden tår kaffe. Mary sad stadig nervøst og rørte rundt i kaffen. Hun udskød tiden.

 "Ved du hvad Edwin?" Sagde rektoren. Edwin måtte luge sluge sidste tår før han kunne svare.
 "Øh... Nej det tror jeg ikke at jeg gør!" Sagde han kækt, og så lo de begge. Mary som ikke fattede vitsen, faldt næsten ind over bordet i et suk, men hun rørte i den efterhånden kolde kaffe. 
 "Så lad mig vise dig det..." Han trak en skuffe ud fra bordet. Så smed han et par aviser og kaffefilter poser over skulderen, inden han dukkede frem igen med et lille støvet fotoalbum i favnen. Han tørrede støvet af, som uheldigvis ramte den i forevejen vrisne Mary. Hun nøs gevaldigt, hvorefter hun lavede en utilfreds lyd og lagde armene over kors. Hun mumlede et eller andet uhørligt, og så var hun tavs igen.
    Rektoren åbnede bogen. Dens sider var tørre og billederne medtagede. Han fandt et billede i sort hvid af en lille dreng. Drengen var på Edwins alder. 
 "Det her er min søn..." Sagde rektoren stolt og viste dem billedet. "Det blev taget lige inden jeg rejste. Han er stadig derhjemme." Sagde han en smule sørgmodigt. "Du minder mig lidt om ham." Sagde han, mens et lille smil bredtes på hans læber. 
 "Er det derfor du inviterer os på kaffe?" Spurgte Edwin. Rektoren nikkede anderkendene.
 "Men jeg tror ikke at lille frøken vrissen kan lide det!" Drillede han. Mary kiggede vredt væk. Men rektoren og Edwin fnes. 
 "Edwin," sagde hun, som om rektoren ikke var der. "jeg synes vi skal gå nu." 
 "Mary..." Edwin skævede til rektoren for at se hans reaktion. Han sad neutralt med hænderne samlede og hvilende på bordet. Mary rejste sig og gik mod døren.
 "Og tak for kaffe..." Sagde hun sarkastisk, inden hun smækkede døren. Edwin kiggede nervøst mod rektoren.
 "Du må hellere følge efter..." Sagde han upåvirket af situationen og nikkede mod døren. "Ses vi i morgen?" 
 "Helt sikkert!" Edwin sendte rektoren et smil, inden han nænsomt lukkede døren.

    Mary var allerede halvvejs nede ad havnen, inden Edwin nåede hende stakåndet. 
 "Skal vi sætte os?" Spurgte han, og de satte sig med benene hængende ud over kanten.

 "Jeg fatter ikke hvad du ser i ham, Edwin!" Vrissede Mary. "Han er bare en gammel mand. Og jeg stoler ikke på ham. Der er noget han ikke fortæller os." 
 "Det tror je..." 
 "Edwin, lad vær med at knytte et bånd til ham, lad vær med at knytte bånd til nogen! Vi skal alligevel hjem snart, når krigen er forbi og mor kommer..." Edwin sank en klump.
 "Vi kan da ligeså godt nyde tiden her..." Tøvede han. 
 "Ja, du har nok ret..." Hun lavede et besværet smil. Hendes øjne var blanke af de tårer som samlede sig. "Men jeg glæder mig altså til at mor kommer, så vi kan komme hjem..." Hun pegede over på den anden side af sundet. "Gør du ikke også?" 
 "Øh... Jo... Det er...vel klart!" Fik han fremstammet. Igen var der stilhed. 

 "Skal vi ikke også til at komme hjem? Vi har lektier for husker du..." Hun bankede på bogen som lå inde i posen. 
 "Du kan bare gå hjemad... Eh... Jeg kommer lidt senere.." Han smilede besværet til hende.
 "Som du vil..." Sagde hun og rejste sig. Edwin holdte øje med hende indtil hun ikke var i syne længere.
 "Jeg lover at vi ihvertfald kommer hjem, Mary..." Hviskede han til havet. 

 "Mary! Kul att se dig!" Werner kom hurtigt og overraskende glad ud og åbnede døren for hende. 
 "Hej Werner..." Mary tøvede en smule inden hun lukkede døren bag sig.
 "Ikke Werner... Från och med nu är jag pappa!" Sagde han stolt.
 "Pappa?"
 "Mmmm..." Nikkede han. "Pappa..." 
 "Øh.. Okay... Men vil "pappa" så hjælpe mig med mine lektier?" 
 "Ja jag vil! Men var är Edwin? har han inte också lektier?"
 "Han er på havnen..." Mary var yderst overrasket over Werners "nye person". 

   Da Edwin kom traskede ind gennem døren, blev han mødt med en overraskende lyd: En lille stemme som han kendte, men den snakkede ikke normalt. Den snakkede en tøvende udgave af svensk. Og da han kom længere ind i huset blev hans syn også overrasket: Mary og Werner. Ved samme bord. Lænet ind over en lille bog. 
 "Edwin! Komma och sitta!" Udbrød Werner. Edwin trak tøvende en stol ud, og satte sig på den anden side af Werner.
 "Mary och jag gör sina lektier, inte vara med?" Edwin nikkede fortumlet, og fandt en lille bog magen til Marys frem fra stof posen. 

     Også sad de der. Mary, Edwin og "pappa". De sad sammen og lavede lektier. Et unikt syn, den dag. Men det ville senere blive ganske normalt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...