Er du lykkelig nu?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2014
  • Opdateret: 6 nov. 2014
  • Status: Igang
"Fiskekutteren lagde ikke til kaj. De skulle bare hurtigt afsted igen. Et kort lille ærinde: De skulle sejle to unge jøder over sundet." De to unge jøder Edwin og Mary bliver sejlet over sundet en stille nat i året 1943. Edwin bærer på en lille hemmelighed om deres mor, og senere hen skal det vise sig at han vil blive læsset med endnu en. I Sverige bliver der taget sig af dem, og de overlever. Men vil de nogensinde kunne leve igen efter hvad de har oplevet? Er du lykkelig nu? - Historien om to unges kamp for overlevelse og ligestilling.

17Likes
76Kommentarer
1814Visninger
AA

14. Blækpletter

   Ordene dansede rundt på papiret i sn stor klump. De bølgede. Mary fik kvalme. Hendes bror havde allerede kastet sig over den. Han havde ret. Normalt ville det have haft været hende som sad og kæmpede sig igennem med det samme, mens Edwin ville side og tøve. Hvad var der dog sket med hende?

   Fokuser Mary... Hun tog sig til hovedet. Kom nu... Hendes håndflader var igen svedige, og hendes hænder rystede når hun ville løfte blækpennen. To store sorte dråber landede på papiret. De flød langsomt ud. Panikken gibbede i hende. Hun prøvede forsigtigt at tøre dem op med sit ærme, men hun tværede dem bare mere ud. Hendes ærme var helt sort. Hvor måtte Annika blive skuffet. Hun fortrød med det samme at hun havde forsøgt.

   Hun satte meget forsigtigt pennen mod papiret, og skrev med de pæneste bogstaver hun havde lært, det som hun mente kunnevære rigtigt. Men hun var langt fra sikker.

   Læreren samlede prøverne sammen. Da hun så de to store pletter på Marys papir, rystede hun opgivende på hovedet. Mary skammede sig.

 "Det gik elendigt!"
 "Det er sikkert gået fint, Mary." Trøstede Edwin.
 "Det tror jeg altså ikke..." Hun begravede skamfyldt sit ansigt i sine hænder. Edwin lagde en hånd på hendes skulder.
 "Hvad er det på dit ærme?"
 "Blæk..." Hviskede hun. "Åh... Edwin! Annika bliver så skuffet! Hvad har jeg dog gjordt?"
 "Det går nok alt sammen... Det var jo trodsalt bare en prøve! Der kommer flere af dem. Og ærmet...Ja ærmet, der får du nok en skideballe... Men det går jo nok også, ik'?
 "Jo, du har nok ret..."

   Mary stod som en sulten løve, og kiggede på fodbolden. En stor flok drenge tonsede efter den.
 "Du vil gerne være med, vil du ikke?" Fnes Edwin.
 "Hva'? Åh... Ne... Nej... Jeg står bare her... Og kigger på..." Hun slap ikke bolden af syne.
 "Aha.." Sagde han mistroisk, og lænede sig op af stakittet med et skævt blik, og armene krydset over brystet. Edwin var tilfreds. Mary var måske ved at blive sig selv igen.
   Men hvad han ikke vidste var at, ar på hjertet ikke bare forsvinder. De bliver og piner folk til deres død. De kan mindskes, de kan gemmes væk, de kan dækkes til, men de vil altid være der. De var også på hans eget hjerte, men han gemte dem væk i den bagerste afkrog for Marys skyld.

   Noget fik Mary til at skifte fokuspunkt. Eller rettere sagt: nogen. Liese kom med et stort smil gående gennem gården.
 "Mary!" Råbte hun skingert. Mary rystede fortumlet på hovedet.
 "Øh... Hej..." Sagde hun og kløede sig i håret. Og så fnes de begge. "Vi ses. Edwin..." Og så forlod de ham. Stemmen. Hendes stemme som udformede ordene: som en anden overklasse snob. Edwin gøs.

   Edwin tøvede. Måske skulle han bare følge hende hjem? Nej, det havde Liese jo styr på... Tænkte han. Og hvor han svindede hende til i sine tanker. Han skar tænder, og så bankede han på den massive dør.
 "Kom ind..." Edwin trykkede håndtaget. Døren gik knirkende op.
 "Edwin? Jeg havde ikke forventet at se dig i dag? Skulle du ikke følge Mary hjem?"
 "Jo... Men Liese følges med hende..." Han lagde et brokkende tryk på Liese. Han lukkede forsigtigt døren bag sig.
 "Du kan ikke lide hende. Kan du?"
 "Nej. Det kan jeg ikke."
 "Hvorfor?"
 "Hun er tysker..." Edwin trak på skuldrene og trak stolen ud.
 "Bare fordi hun er tysker, er hun vel ikke dum?"
 "Nu lyder du som Mary..."
 "Så må Mary være klog..." Lo han. "Kaffe?" Edwin nikkede.

 "Mary er meget anderledes.."
 "Hvordan?"
 "Jeg tror at krigen har ændret hende..."
 "Krigen har ændret mange liv. Også mit." Rektoren hældte kaffe op i den lille kop. "Men lad mig høre. Hvordan?"
 "Hun er bare for moden og forsigtig..."
 "Tror du ikke bare, at hun skal falde ordentlig til?"
 "Men der er gået en hel måned!"
 "Det er en kæmpe omvæltning i hendes liv..."
 "Men alligevel."
 "Er du ikke også anderledes?"
 "Tjo... Det ved jeg ikke... Måske. Lidt?"
 "Er du helt, helt, helt præcis som du var før krigen?"
 "Nej..." Indrømmede han.
 "Det er vel det samme med Mary... I skal nok falde til."
 "Hvordan kan du være så sikker på det?"
 "Fordi jeg selv flyttede hertil. Se på mig! Jeg er da faldet til!" Edwin lod blikket glide ned over den beskidte mand foran ham.
 "Som om..." Sagde Edwin kækt.
 "Nej, du har nok ret." Lo rektoren.

   Mary gik med hendes lys. Også kendt under navnet: Den tyske pige, Liese. Liese plaprede løs om en eller anden dreng hun havde set sig lun på, mens hun trak sin cykel. Varmen steg op i hendes kinder hver gang hun sagde hans navn.
 “Jeg har aldrig været forelsket.” Mumlede Mary.
 “Verkligen?”
 “Mmm…”
 “Den kommt…” Det sidste ord var tysk. Mary gøs. Hun overvejede igen hvad Edwin havde sagt. Men nej. Sådan var Liese ikke. Hun var bare en tysker. Det betød ikke at hun var nazist. Mary rystede tanken af sig.
 “Jeg ved ikke om jeg nogensinde vil kunne elske.”
 “Bah… Jag inte tror på…” Fnes Liese. Og så plaprede hun videre om sin nye forelskelse.

   Mary skulle til at vinke farvel til Liese, men det var som om at Liese ikke ville gå. Hun blev stående på stedet.
 “Kan vi inte gå til din plats? Och hygge och sådant?” Spurgte hun og kiggede på Mary med store øjne.
 “Øh…” Tøvede Mary. Men da Lieses øjne blev endnu større overgav hun sig. “Okay…”

 Marys tavse tankefulde tur op af trapperne
-1 sal: “Hvad vil Annika dog ikke sige?”
-2 sal: “Hvad har jeg gjort?”
-3 sal: “Måske kan jeg spørge om vi kan tage hjem til hende?”
-4 sal: “Der er døren… Hvad gør jeg?”

   Mary sank en klump. Liese kiggede med sine glade øjne på hende. Lidt som en hund der kigger på sin ejer, som skal til at kaste en pind.
   Tre tunge slag ramte døren. Annikas ansigt kom til syne i døren.
 “Vem er hon?”
 “En… ven.” Mary gjorde sit bedste for at frembringe et smil.
 “Hej mitt namn er Annika Steen.” Annika rakte Liese hånden.
 “Annaliese Hoffmann.” Liese tog venligt hånden. Annika trådte til side så de to piger kunne komme ind. Liese gik først ind. Annika greb Mary i armen da hun forsøgte at følge med.
 “Bra Mary…” Hun blinkede venligt til hende. Mary åndede lettet ud. Annika var ikke vred over at hun bare havde taget en fremmed ind i deres hus. Tværtimod, hun var glad for det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...