Er du lykkelig nu?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2014
  • Opdateret: 6 nov. 2014
  • Status: Igang
"Fiskekutteren lagde ikke til kaj. De skulle bare hurtigt afsted igen. Et kort lille ærinde: De skulle sejle to unge jøder over sundet." De to unge jøder Edwin og Mary bliver sejlet over sundet en stille nat i året 1943. Edwin bærer på en lille hemmelighed om deres mor, og senere hen skal det vise sig at han vil blive læsset med endnu en. I Sverige bliver der taget sig af dem, og de overlever. Men vil de nogensinde kunne leve igen efter hvad de har oplevet? Er du lykkelig nu? - Historien om to unges kamp for overlevelse og ligestilling.

17Likes
76Kommentarer
1832Visninger
AA

17. Begrebet, forelskelse

Mary måtte gå helt alene til skole. Edwin var syg. Werner havde fulgt hende tredive meter eller lignende, men han havde også et arbejde at passe.

  Mary kiggede sig hele tiden over skulderen. Hun var rædselsslagen, og rystede som et lille lam i tordenvejr.

 

  Hurtige skridt. Nogen tog fat i hende bagfra. Hun stivnede med det samme.

“Åh! Mary! Det är bara jag!” Mary vendte sig langsomt, og så Liese stå bagved sig, med et stort smil tværet ud i ansigtet. Mary åndede lettet ud.

  Og så fulgtes de til skole, mens Liese plaprede om de nye nyheder angående hendes forelskelse ved navn Jonas. Det var som om hun ikke kunne snakke om andet for tiden. Men Mary nød faktisk at lytte til fantasien om det fremmede begreb: Forelskelse.

 

  De var kommet i god tid, og sad og snakkede på en bænk ude i skolegården. I dag var en solskinsdag. Vandet var roligt, og der var næsten ingen vind. Der var bare en smule koldt, de nærmede sig jo trods alt december. Men hvor Mary dog ønskede at Edwin så det. At han mærkede den lille blide vind, lo når mågerne lavede deres styrtdyk ned over fiskebådenes fangst, smilte når bølgerne roligt og fredeligt slog ind mod kajen, hadede at hun var sammen med Liese, og at han trak hende ind i et varmt kram.

 

  I selve timen følte hun sig også mere nervøs. Hun havde ingen Edwin og ingen Liese. Liese gik nemlig i en af de ældre klasser.

“Mary?” Spurgte læreren. “Vil du läsa?”  Det løb Mary koldt ned af ryggen. Hun søgte sin støtte ved sin højre side hvor Edwin plejede at sidde, men i dag var der ingen varme og tryghed at finde. Kun et par fordomsfulde, smalle, grønne øjne. Mary sank en klump.

“Ja, fröken.” Hun lod blikket glide rundt i klassen, inden hun lod det falde ned i bogen.

 

“Där är han. Jonas!” Udbrød Liese, og nikkede over i den anden ende af skolegården. En dreng, måske et år ældre end Mary, stod sammen med en flok drenge. Han havde blondt, næsten gult hår og krystal blå øjne, som Mary kunne se fra bænken skinne i solen. Liese rettede på sit hår, og tøj.

“Är han ser över här?” Mary kiggede diskret over mod Jonas.

“Nej.” Konstaterede hun.

 

“Grin.” Kommanderede Liese.

“Hva’?”

“Grin. Kraftigt.”

“Hvorfor?”

“Bara gör det!” Mary tav. Liese sendte hende et opfordrende blik, og hun brød ud i en lav nervøs latter.      “Högre…” Kommanderede Liese igen. Mary forsøgte at le højere. Et par børn kiggede hendes vej, men synes ligeglade. Liese begyndte at le med. Flere børn kiggede. Selv Jonas, så Mary ud af øjenkrogen, vende sig.

 

  

  Efter skole ville Liese og Mary igen følges. De travede lige så langsomt ud gennem skolegården. Det var en af de dage, hvor de ældre elever havde fri samme tid som de yngre. De gik lige bag Jonas. Liese sitrede ved Marys side. I et jaguar spring hoppede hun frem ved hans side. Han kiggede forbavset på hende.

“Hej Jonas!”

“Hej… Liese?”

“Ska vi följa? Vi lever vist inte så långt fra hinanden.”

“Ja, okay.”

  De to ældre børn med længere ben, fik hurtigt et forspring fra stakkels lille Mary. Hun kneb øjnene sammen. Hun havde ført hørt udtrykket: “Venner før kærester…” Men det gjaldte tydeligvis ikke i hendes og Lieses venskab.

  Hun vidste ikke om hun skulle føle sig afvist, fornærmet eller vred. Eller burde hun ikke bare være glad på Lieses vegne? Måske. Men der var noget som boblede i hendes krop. Helt fra hendes små frosne fødder til hendes varme hjerte. Og det var ikke kulden. Det var måske nærmere en sjat jalousi.

 

*

 

  Næste dag i skolen var Edwin stadig syg. Men Mary fulgtes ikke med Liese. Hun havde sikkert for travlt med sin ‘kæreste’.

 

  Det var den første december. Det ville sige en måned og seks dage til Edwins fødselsdag, og 3 måneder og 3 dage til hendes. Det måtte hun huske at fortælle Annika.

  Liese næsten overfaldt Mary da hun nærmede sig skolen.

“Han är min, Mary! Jag har en flickvän!” Hvinede hun.

“Hvor dejligt…” Liese var for overgearet til at høre undertonen af jalousi i Marys stemme.

“Vi gick hand i hand i går…” Begyndte hun. Mary hørte ikke resten af hendes plapren, for hun overvejede hvordan det mon føltes at være forelsket. At holde i hånden. At kysse. En varm kilden spredte sig i hendes mave. Det var en rar tanke.  

“Ses Mary!” Liese rev hende ud af hendes fantasier. De stod foran Marys klasseværelse.

“Ses Liese…” Sagde hun drømmende. Hun rystede på hovedet. Tilbage til virkeligheden.

 

“Hvordan tror du egentlig det er at have en kæreste?” Spurgte den drømmende Mary, den halvsyge og snøftende Edwin som sad overfor hende. Han trak blot på skuldrene og snøftede.

“Har du nogensinde været forelsket?” Prøvede hun igen fjernt. For Mary var ikke i den samme verden som Edwin. Hun var langt, langt væk.

“Næh… Det tror jeg ikke. Hvorfor?”

“Jeg ved ikke…” Svarede hun. “Tror du at du kan komme i skole i morgen?”

“Det ved jeg ikke.”

“Nåh… Men det håber jeg.” Hun kiggede ham blidt i øjnene, og sendte ham et varmt blik.

___________________________________________________

 

Jeg er ked af dette korte kapitel, men dem vil der være nogen af indimellem :-) Håber det er okay! Fortsat god weekend ;-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...